tirsdag den 23. december 2014

23. december Hjemmelavet pasta



Det traditionsrige julemåltid begynder allerede den 23. december hos os, der skal vi have oksehaler med pasta. Oksehalerne skal helst købes på Wochenmarkt, og pastaen skal min mand lave. Han har ellers travlt nok med juleprædikener, men hvis det ikke er ham, der laver det, går det ikke. ”Det forstår du godt ik mor?”, siger børnene og kigger på mig med hundeøjne. Ja, jeg forstår det så udmærket. For jeg elsker også traditioner. Smagen og ikke mindst duften af jul skal helst gentage sig på samme måde år efter år. Der har været år hvor pastaen var udkogt, kødet på oksehalerne var ikke til at flå af benet, og et år fik vi vist stegt anden for lidt og småkagerne for længe. Men det kan man ikke lugte, for det det dufter alt sammen af jul. 


Hvorfor skal jeg tilberede min pasta, når jeg for få euro kan købe frisk pasta?, tænker du måske. Det skal du, fordi det du tror, er frisk pasta er op til en måned gammelt og pakket i beskyttet atmosfære.
Hvis du ikke kan få pastamel, er pizzamel eller durummel også velegnet

Kræver tålmodighed
1 time
Du har brug for en pastamaskine, eller en kagerulle og skarp kniv.
Til ca. 5 personer

300 g pastamel
3 æg
1 spsk olivenolie

Hæld mel i en skål. Slå æggene ud i melet og ælt dejen sammen med olien. Ælt gerne i 5-10 minutter. Dejen skal ikke være for tør.
Del dejen i mindre stykker. Kør dejen gennem maskinen så det bliver en tyk lang plade. Gentag således at dejen bliver tyndere og tyndere. Og kør den til sidst igennem den valse der skærer pastaen i strimler.
Opbevar pastaen på en pind, eller læg den på viskestykker til den skal koges.
Kog pastaen i saltet vand i et par minutter. 

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen til Flensborg Avis

Ingen kommentarer:

Send en kommentar