mandag den 22. juli 2019

To good to go

Min datter og to veninder er i sommerhus hos min mor, og hun får dem sendt afsted efter brød.



Min mobil ringer, det er MOR.
-Ihh, nu skal du høre. De har også fået Too Good To Go hos købmanden her i Havnsø, og pigerne har lige været nede og hente en pose. Du gætter aldrig, hvor meget de fik med hjem? Jeg når aldrig at gætte, for min mor fortsætter talestrømmen.
-De fik et gulerodsbrød og mindst 17 stykker wienerbrød. Der var kanelsnegle, chokoladeboller, ”bagerens dårlige øje” og wienerbrød med hindbærmarmelade.
-Hold da op, får jeg listet ind.
-Ja, og ved du hvad, jeg spurgte, om vi ikke skulle dele med naboerne, men det mente pigerne, bestemt ikke at vi behøver. De er helt sikre på, at vi nok skal få det spist. 

Min mor er vild med Too Good To Go. Hun syntes, det er helt fantastisk, at hun for 29 kroner kan rydde en hylde hos bagerne og fylde sin fryser op med brød, som vi så skal spise i tide og utide. Hun frekventerer ofte Reinh. Van Hauen bageri og Emmerys i København. Hun har prøvet at hente sandwich og sushi, og det hele er vidunderligt. Og nu er denne herlighed også nået til DagligBrugsen i Nordvestsjælland.
Men det er ikke kun i Danmark, at man kan købe de varer, som butikkerne ikke har fået solgt. Too Good To Go er kommet til Flensborg, og i sidste uge møder jeg min veninde. Hun har netop været i Real i Fördepark for at hente en pose varer til 3,5 euro. Vi aftaler, at hun skal ringe dagen efter og fortælle, hvad der er i posen.
-Jeg har fået 1 pose gulerødder, der skulle bruges med det samme, en pakke tricolore paprika, hvor den grønne havde et par brune pletter, 1 net almindelige løg og 3 melede æbler. Altså basisvarer og ikke noget jeg vil køre efter en anden gang. Måske ændrer udvalget dagligt? Spørger hun.
-Det gør det sikkert.
Jeg har hentet en portion frokost hos Esszimmer på Ochsenmarkt i Flensborg. Det koster 3-4 euro, og kan man lide god solid tysk mad, er det lige i skabet. Nordsee er med, og mens jeg sidder og skriver på denne klumme, kan jeg se, at Klosterbäckerei i Mathildenstraße også er kommet med, og at jeg kan hente en lykkepose, som de kalder det, for 3 €.
Hvad er der tidligere sket med de varer, kunne man tænke? Der er sikkert mange af dem, der er landet hos Tafel. Men jeg er helt sikker på, at der er nok til alle, der henter hos Tafel, min mor og dem der godt kan lide et godt tilbud.
Du får lige opskriften på Too Good To Go-kugler, der blev delt med naboerne.



Too Good To Go kugler 

Sød snack
Nem
20 minutter

400 g daggammelt wienerbrød
25 g smør
3 spsk kakaopulver
2 tsk chiafrø
50 g rosiner
havregryn til drys
evt 1 tsk romessens

Skær wienerbrødet i mindre stykker og blend det med smør, kakaopulver, chia, rosiner og evt romessens til en masse.
Rul små kugler i havregryn og stil dem på køl til de skal serveres.

fredag den 19. juli 2019

Ferie, ferie, ferie



Den danske sommer er lunefuld, kold og våd, men opgiv ikke, det skal nok blive godt vejr.


Jeg ligger i annekset til min mors sommerhus. Klokken er 7.36, og regnen banker mod taget. Det må
være den lyd, der har vækket mig, for normalt ville jeg sove til klokken ti, hvor min mor ville komme og vække mig med en kop sort kaffe og sige, at morgenmaden havde været færdig en times tid. Det er ikke nogen grim lyd, regndråberne, egentlig er den både beroligende og behagelig, og jeg ligger lidt og kigger op på de hvidmalede loftbrædder, den gule natlampe og på reolen med rækken af slidte børnebøger, som mine børn og jeg kan udenad. Her dufter af vådt græs og træbrædder. Jeg kan høre min ene datter sove tungt, og den anden mumler i søvne. Det er alt sammen, lige som det skal være, faktisk kommer jeg ikke meget tættere på at være lykkelig. Men som i alle eventyr er der lige en slange eller hurdle, vi skal igennem. Og denne er, at vi er i begyndelsen af juli, det er 12 grader, og jeg holder SOMMERferie med mine tre børn i min mors mikroskopiske sommerhus en spytklat fra stranden.
Før i tiden sendte vi postkort, der kom frem, uger efter vi selv var kommet hjem. Nu følger vi med i de daglige opdateringer på de sociale medier. Her er postkortet fra Havnsø strand med udsigt over Nexelø.
Jeg overvejer, hvad vi skal lave i dag. Vi skal næppe ligge på stranden og bygge sandslotte, stå på hænder i vandet og se hvem der kan dykke længst. Vi skal heller ikke ro kajak med naboen, fange krabber med den anden nabo eller hente mega store isvafler i is-huset på havnen. Min krea-mor vil sikkert foreslå, at vi tegner akvareller af Nexelø, lære at skive med kalligrafi-pen eller maler Mandela-mønstre på flade sten. Min ældste datter vil elske de tre aktiviteter, og vi vil ikke kunne få øjenkontakt med hende og min mor i dagevis, hvis de gik i gang. Så er der de to andre børn og mig. Jeg ville sylte, bage, koge og brase med dem. Men køkkenet er, som nogen måske fra en tidligere klumme kan huske, meget lille, og hvis vi er mere end to derude, kan vi ikke vende os, uden at have lavet en koreografi. Så det med at bage kager eller sylte solbær og hindbær, er ikke noget vi gør samme men hver for sig.
Jeg må have inspiration udefra, så jeg griber efter min telefon for at se, hvad mine venner og bekendte har bedrevet det sidste døgns tid. Jeg bliver først bombarderet med billeder af smilende og vinkende mennesker i biler og lufthavne på vej ud i Europa. Andre er ankommet til Porto Soller, Pisa, Luca og Sifros. De kører storsmilende på scootere og el-cykler op ned af bjerge omgivet af pinjer og cypresser. De sidder på altaner med Aperol-spritz så store som badekar, at de dækker for udsigten til det azurblå Middelhav. De hygger sig på cafeer, hvor de drikker espresso macchiato og spiser små delikate kaffekager med lysebrun creme. Andre sidder på strandrestauranter og drikker retsina og spiser souvlaki. Der er nogen, der sejler ud for Krk og guffer cevapcici i sig. Solen skinner på alle billederne, de er alle sammen solbrune, og de smiler lykkeligt til hinanden. Jeg ligger under den tunge dyne i annekset og bliver en lilllle smule misundelig, det indrømmer, jeg gerne.
Jeg må være døset hen, for nu står min mor i døren med den dampende varme, sorte nescaffe.
Så er der morgenmad, siger hun og puffer blidt til pigerne.
Klokken er blevet ti, regnen er forsvundet, og solen skinner ind gennem det grønternede gardin.
Jeg hopper i badedragten og løber ned i vandet. Det er klart og koldt på den gode danske måde. Sandet er finkornet, og der er ganske få krusninger på havet. Resten af dagen går i pendulfart mellem drømmesengen og stranden. Det er vindstille, så tre af os spiller ”500” på terrassen, mens min mor og datter maler og laver collager. Alt er lige som det skal være.
God sommer. 

Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 19. juli 2019

mandag den 8. juli 2019

Indkøbslisten



Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har nævnt i mine klummer Flensborg Avis, at man altid bør skrive en seddel, når man skal købe ind. Det er så irriterende at være gået i byen efter bagepapir og smør og så komme hjem med 500 g bønner og 2 liter mælk. Så da min mand skal holde et arrangement, hvor deltagerne skal tilberede en tre retters menu, beder han mig om at skrive en indkøbsliste. Men den skal skrives tydeligt.

-Har du skrevet den? Spørger min mand lettere irriteret. Det er ikke første gang han efterspørger den indkøbsliste, han skal bruge, når han skal ud og købe ind til Herreværelset, der finder sted i aften. Nu står han og hunden i døren og er på vej ud og gå tur og købe ind, og de vil meget gerne have sedlen med.
-Jeps, jeg har skrevet den, siger jeg og vifter med det aflange stykke papir.
-Der står også noget på bagsiden, siger jeg.
Min mand bliver helt træt. Øjnene trækker sig tilbage, panden får dybe rynker og munden bliver lille og stram.
-Hmff, siger han, tager modvilligt imod sedlen og lunter ud af døren. Udsigten til at skulle igennem kolonial-, grøntsags-, oste-, mælkeprodukt- og kødafdelingen i Citti Markt fylder ham bestemt ikke med glæde, nærmere tritesse.
Jeg elsker at købe ind. Jeg syntes, det er herligt at slumre rundt og finde lækre sager, og jeg er ligeglad om det er på Wochenmarkt eller i Lidl. Jeg kan godt lide kombinationen. Jeg holder mig aldrig til min indkøbsseddel, men lader mig lokke af gode tilbud og nye produkter. Min mand derimod køber KUN det, det står på sedlen. Selvom han lige taget det sidste af mælken, køber han det ikke, hvis det ikke står på listen. Det kunne jo være, at jeg skulle ud og lave en reportage fra en bondegård og derfor fik et par liter mælk med hjem.
Efter et par timer kommer min mand hjem. Han koger, og det er ikke fordi at temperaturen er meget over 17 grader.
-KOM, KOM, kom herhen siger han.
Jeg rejser mig og går hen til køkkenbordet.
-Hvad står der dér? Spørger han hidsigt. Han banker pegefingeren ned på sedlen og har nærmest fråde omkring munden.
-1 nedlag, 750 g rometer, 1 kaaurk, 125 g nucola, og hvad i alverden er tun i dale og nisenjs/Baiser,?
Jeg når ikke at høre det sidste, for jeg er ved at tisse i bukserne af grin og løber ud på toilettet.
Da jeg kommer tilbage, er han ikke kølet af endnu.
-Og hvordan er det, du har delt den liste op? Efter grøntsagerne dukker der pludselig 2 citroner op. Hvorfor står de ikke ved de andre grøntsager? Og jeg havde også glemt mine briller, siger han, mens han damper af.
-Undskyld, der står 1 agurk, 750 g tomater, 125 g rucola, tun i dåse og det sidste er marengs. Det hedder Baiser på tysk, så jeg skrev det til dig, hvis du ville spørge efter det, siger jeg med lillepigestemme og bukker hovedet.
-Ja, agurk, tomater, rucola og tun har jeg købt, men den sidste gåde kunne jeg simpelthen ikke løse.
-Det er helt fint, siger jeg og smutter ud og køber marengs. Jeg kommer tilbage med margens, 1 pose kæmpe muslingepastaer, et stykke lagret gouda og en vandmelon. Det var ikke det der stod på min indkøbsliste, men det skal nok blive spist.
Menuen til herrerne i Herreværelset stod på Gazpachosuppe, Vitello tonnato og Eton mess, som herrerne tilberedte, mens de talte om ironi. 


HERREVÆRELSET

Herreværelset er et nyt mødested for mænd i alle aldre. Vi laver mad, spiser og snakker om løst og fast, evt. med oplæg.
Tanken er at skabe et frirum for mænd med hver deres historie og for samtale uden forudsætninger.
Vi ses i menighedslokalerne i Stuhrsallee 17 i Flensborg . Den sidste gang med Jacob Ørsted er den 29. august, kl. 18:30. Pris: 5,00 €.
Tilmelding til præst Jacob Ørsted på tlf. 0461 56446 eller email: oersted@kirken.de 


Teksten har været i Flensborg Avis. 

Erics omelet


Min yngste datter og jeg er blevet inviteret til Berlin, og vi tjekker ind på Hotel Monbijou i Mitte. Efter en god nats søvn, venter en yderst delikat morgenmadsoplevelse.
 
Det er tirsdag morgen, og der er mindst 25 grader i Hotel Monbijou’s gårdhave, der er indrettet i fransk landstil med mørke støbejernsmøbler med beige hynder, trækasser med hvide hortensiaer, klippede buksbom og sandstensfliser. Ud af højtaleren summer loungemusik. Her er delikat og lækkert, og de øvrige gæster læser morgenaviser og nipper af kaffen, mens gråspurve pikker efter croissantkrummer.
Inde i restauranter er buffeten fyldt op med lækkerier. Jeg kigger mig rundt og kommer ind i et lokale med åbent køkken. Jeg hilsen på kokken, som stor-smilende kommer mig i møde og spørger, om jeg har sovet godt. Det har jeg. Han får også listet min nationalitet og navn ud af
mig, og jeg får at vide, at han er franskmand og hedder Eric.
-Er det dit første besøg på hotellet?
-Ja, det er det.
-Så skal jeg fortælle dig om alle delikatesserne på buffeten siger han, og trækker mig med ind i det andet rum.
-Her er små lækre retter, siger han og peger på de hvide asparges med revet parmesan og vinaigrettedressing, tomatsalaten med oliven og tørrede tomater og toasten med parmaskinke og en fast ost.
-Og her er æggene, siger han og løfter det tunge låg af serveringsfadet.
-Hvordan kan du bedst lide dit æg? Vil han vide.
Det er et stort spørgsmål. Jeg kan godt lide et blødkogt æg med ristet rugbrød og en smagfuld ost til. Men jeg kan også godt lide spejlæg, hårdkogt æg og ikke mindst pocheret æg med hollandaise.
-Hvad vil du anbefale? Spørger jeg.
Han kommer tættere på og hvisker: Omelet.
-Det siges, at jeg tilbereder byens bedste omelet.
-Så tager jeg en omelet.
-Hvad skal der i?
Endnu et voldsomt spørgsmål.
-Jeg kan lide det hele undtagen varme peberfrugter.
-Perfekt, siger han og småløber ud i køkkenet.
Jeg forsyner mig med frugtsalat, espressokaffe, birchermysli, en lille cremebolle og
aspargessalaten.
Efter 7 minutter står Eric foran bordet med sin omelet.
-Vær så god madame, siger han og serverer den varme æggeret.
Den er himmelsk. Jeg har aldrig smagt noget lignende. Den bløde æggestand er fyldt med rødløg, tomater, soltørrede tomater, oliven, spinat, kylling og den er stegt i riiigelig smør og olie. Ved siden af ligger der en lille avokadosalat ligeledes med soltørrede tomater.
Jeg har skubbet de øvrige retter til side og nyder omeletten. Efter jeg har spist smutter jeg forbi Eric og siger tak for mad.
-Ses vi i morgen? Spørger han.
Det kan du lige love for, vi gør.
Næste morgen er jeg lidt tidligere opee, og Eric er i gang ved buffeten, da jeg kommer ind.
-Godmorgen, du ser vidunderlig ud i dag, siger han. Jeg lapper det i mig og bestiller endnu engang en af byens bedste omeletter.

Teksten har været i Flensborg Avis