torsdag den 31. maj 2012

Drømmekage - med rabarber og creme


Når du har smagt denne rabarberkage, får betegnelsen drømmekage en helt ny betydning.
Inspirationen til rabarberkage med bagt creme kommer fra en café Marinehof i Hamborg.

1 brev bagefast kagecreme
½ l mælk
500 g rengjorte rabarber ca. 800 g urensede
200 g smør
200 g sukker
3 æg
200 g mel
1 tsk bagepulver
1 spsk vanilje
3 spsk sukker til drys

Tilbered kagecremen efter anvisning på emballagen - normalt noget med at hælde den kolde mælk i en skål og så hælde pulveret i under omrøring, hvorefter det skal hvile i køleskabet i 20 minutter.
Tænd ovnen på 180 grader. Rengør rabarber og skær dem i tynde skiver.
Pisk smør og sukker sammen. Rør æggene i et ad gangen. Hæld mel, bagepulver og vanilje i dejen og rør den sammen.
Hæld dejen i en smurt springform, fordel rabarber på dejen og drys sukker over.  Fordel cremen øverst på kagen og bag den i ca. 1 time.
Afkøl kagen helt og lad den gerne stå og sætte sig før den serveres.


tirsdag den 29. maj 2012

Naturmælk



Langt ude på landet, der hvor kragerne for længst er vendt om, kører der hver dag tontunge mælkebiler ned af en lille stikvej og afleverer deres skønne mælk til mejeriet Naturmælk. Mælken kommer fra økologiske landbrug i omegnen og bliver til bl.a. mælk, yoghurt, smør og ost.
I 1994 begyndte mejeriet med en håndfuld landmænd, der troede på ideen om bedre produkter, produceret på en mere skånsom måde. I dag ejer 34 familier fra Syd – og Sønderjylland det lille mejeri ved Broderup. Landmændene - eller nærmere - deres køer leverer omkring 33 millioner liter mælk om året til mejeriet.
Der er ca. 70 ansatte ved mejeriet, som arbejder i tre holds skift. For alle er det er vigtigt, at de ikke bliver for store, for så forsvinder den nærhed, de har nu. Mejeriet vil under ingen omstændigheder konkurrere med de ”store” og gør en stor dyd ud af, at de er gode til at lytte til kundernes krav.
Et af deres nyere tiltag er en høost. Her har landmændene hentet inspiration i Tyskland. De har ønsket at lave en helt speciel ost, der er fremstillet af mælk fra køer, der kun spiser hø. Osten der har fået flere priser bliver lagret i 9 måneder og bliver primært solgt til gourmet restauranter i Danmark. 

Selvom Naturmælks smør smager super, kan man godt blande lidt sjovt i, så der kommer ny smag til kartoflerne og det grillede kød.

Traditionel kryddersmør 
100 g blødt smør
1 spsk hakket persille
1 spsk hakket basilikum
1 fed hvidløg
½ tsk chili
Salt 

Rør alle ingredienser til kryddersmørret sammen. Læg det på bagepapir og tril det til en pølse. Læg det på køl eller frys til det skal spises.

Chokoladekrydder smør
100 g blødt smør
1 fed hvidløg
40 g revet chokolade
3 spsk tomatkoncentrat
1 tsk sambal olek
Salt og peber
Bland smørret sammen med de øvrige ingredienser og smag til med salt og peber.



mandag den 28. maj 2012

En bid af Italien




Når jeg kigger ud af vinduet fra min stue, ser jeg ind i en bid af Italien. Mine genboer består nemlig af italienske Paola, tyske Christoph og deres to børn Giacomo og Giulia.
Jeg har fået lov til at få en bid med og overvære Paola og Christoph tilberede lækre italienske delikatesser, i deres unikke og meget italiensk indrettede køkken midt i Flensborg.
Familien har boet 115 år i Flensborg i det dejlige hus på Stuhrs Alle. De rejser til Italien to – tre gange om året og besøger familien - og for at proviantere. Hver gang jeg spurgte om, hvor de købte de forskellige råvarer, fortalte de, at dem havde de taget med hjem fra Italien. De får også sendt bl.a. olivenolie og friske krydderurter hjem. Men det store stykke parmesan ost der kom på bordet, var købt på torvet her i Flensborg.
Denne søndag stod menuen på hjemmelavet tagliatelle med valnøddesauce. Herefter grillede peberfrugter med olivenolie og capers og stegt fennikel med balcamico eddike med hjemmebagt brød og til dessert panna cotta med kirsebær sovs. De opskrifter der ikke er med nu, kommer senere.

Salsa di noci eller valnøddesovs
3 dl fløde
50 g parmesan
250 g valnødder
10 blade salvie
Salt
Hak valnødder og salvie i blenderen. Varm fløden op i en pande og tilsæt parmesan og de hakkede nødder. Varm saucen igennem og smag til med salt. Vend den friskkogte pasta i saucen og server straks.

Stegt fennikel
2 fennikel
Olivenolie til stegning
½ dl balsamico
Rengør fennikel og skær dem i tynde skiver. Varm olien op, vend fennikel rundt på panden et par minutter. Hæld balsamico på og lad det simre i 10-15 minutter. Smag til med salt.

fredag den 25. maj 2012

Min mand er til alter- og årgangsvin...........

I flere år var min mand chef på en af Københavns og datidens hotteste barer. Han kunne svinge flaskerne i bedste Tom Cruice stil og mikse hver en drink, man kunne forstille sig. Nu er han mere til alter- og årgangsvin, så det er mest mig, der mikser drinksene herhjemme. Og det gør jeg gerne, især hvis der er damer med til festlighederne. For det er nu engang sådan, at det mest er damerne, der er til de søde driks.
Der er ikke noget, der kan få gang i en aften som en pina colada. Når jeg serverer den for vores kvindelige gæster bliver aftenen sjovere end ellers forventet. Den søde fede drink lægger sig som en behagelig hinde på hverdagens småproblemer og sure miner, og løfter stemningen op.
Der er nok en del der vil sige at det er helt forkert at servere stærke cocktails før en middag, og alkoholen lægger jo heller ikke kun en hinde på nerverne, men også på smagsløgene. Så for ikke at blive alt for beruset, er det vigtigt at få noget at spise til sine cocktails, og her vil jeg anbefale én saltstang eller et par saltmandler.  


Saltmandler
200 g mandler
½ dl vand
2 tsk salt
Varm en pande. Hæld mandlerne på. Rist mandlerne på den tørre pande til de får lidt farve. Hæld vand og salt på. Lad vandet fordampe og saltet trænge ind i mandlerne det tager et 5-10 minutter. Ryst panden jævnligt. Afkøl mandlerne og opbevar dem i en dåse til de skal spises.

Pina colada
Vær opmærksom på, at der er forskel på kokosmælk og kokoscreme.
2 spsk kokos creme
5 cl rom
1 dl ananassaft
Isterninger
Hæld alle ingredienserne i en blender og kør til det er blandet. Hæld drinken i et glas og pynt med frugt. 


torsdag den 24. maj 2012

Frisk fisk i pinsen


Der er blevet prædiket længe over det tema, så vi kan ikke komme udenom, at vi ska' ha fisk i pinsen. Denne opskrift er nem og  kan også laves i mindre portioner end en hel lakseside.

Ovnstegt pernod laks

1 fennikel
1 stort bundt dild
1 dl pernod
1 lakseside med skind
Salt og peber

Vask fennikel, skær den i tynde skiver og læg dem i en bradepande. Læg dildstilke sammen med fennikel. Hæld Pernod ved og læg laksen på med skindsiden nedad.  Krydr med salt og peber og steg laksen i ca. 30 minutter ved 220 grader. Stik en tynd kniv i kødet på det tykkeste sted, uden at den går hele vejen igennem. Hiv den ud, hvis den er rygende varm er laksen gennemstegt og færdig. Er den kold må fisken ind igen og have 5-10 minutter mere. Pynt med dildspidserne før servering.

Kartofler i salsa verde

2 kg kartofler
2 fed hvidløg
50 g kapers
2 syltede agurker
5 ansjoser
5 stilke persille
2 spsk sennep
2 spsk eddike
½ dl olivenolie
Salt og peber
Vask kartoflerne og kog dem møre i letsaltet vand. Blend hvidløg, kapers, syltede agurker, ansjoser, persille, sennep, eddike og olie sammen og smag til med salt og peber. Vend de varme kartofler i dressingen. Pynt med lidt friske krydderurter før servering.


Sommer pizza


Hjemmebagt Pizza Margherita med røget skinke og råmarinerede champignon.
Hvis du kan nå at bage bunden selv, er opskriften her, ellers går det også fint med købebund.

Til 1 bagepladepizza


Dej
15 g gær
2½ dl lunt vand
3 spsk olivenolie
1 tsk salt
100 g durummel
Ca. 300 g hvedemel
Endvidere
100 g parmesan 

Rør gæren ud i lidt af vandet og tilsæt resten af vandet, olien, salt og durummel. Ælt hvedemel i til dejen føles smidig og slipper bordet. Læg dejen i et fad, dæk med husholdningsfilm og lad den hæve et lunt sted i 45 minutter. Ælt dejen igennem, rul den ud og fordel den på 1 bageplade. Fordel fyldet tomatsovsen på dejen og bag dem i 5 minutter ved 275 grader. Fordel halvdelen af osten over og bag færdig i ca. 5 minutter. Hæld resten af osten på, når pizzaen kommer ud af ovnen.

Tomatsovs
1 løg
3 hvidløg
500 g purerede tomater 
1 spsk oregano
2 spsk mørk eddike
1 spsk sukker
Salt og peber 

Pil og hak løg og hvidløg. Sauter løgene på en pande i olie, hæld lidt af tomaterne, oregano, eddike og sukker på og kog det igennem. Hæld resten af tomaterne på og lad det simre i 10 minutter. Smag til med salt og peber.


Marinerede champignon
500 g champignon
½ dl lys balsamico
salt og peber
Basilikum

Rengør champignon, skær dem i skiver og læg dem i en skål. Hæld eddike over og krydr godt med salt og peber. Pynt med basilikum. Server champignon på den varme pizza sammen med skinke og evt. tomatsalat.
 




onsdag den 23. maj 2012

Istid







Til blød og cremet is behøver man desværre enten en ismaskine eller en hel del fløde. Med ismaskinen foregår det oftest sådan, at man fryser skålen ned. Når så maskinen skal i brug, tager man skålen ud af fryseren, sætter et røre element i og hælder sine ingredienser i skålen. De bliver nu rørt rundt, samtidig med at massen bliver frosset.


Sorbet
Hvis der kun er søde bær i blandingen, må man tilsætte saften af ½ citron.
500 g blandede bær
200 g sukker
200 ml vand
1 æggehvide
1 spsk sukker
Kom bær, sukker og vand i en gryde. Kog det op og lad det simre i ca. 15 minutter til bærerne er møre. Pres bær og saft gennem en sigte og køl saften af. Hæld saften i en ismaskine og kør et par minutter. Pisk æggehviden stiv med 1 spsk sukker og hæld det i ismaskinen. Lad maskinen køre til isen er fast.  Fyld isen i en beholder og frys den til den er helt stiv.

Lyst til grønt


Man kan købe de skønneste danske, grønne asparges i små boder langs landevejen (den mellem Kruså og Als) i øjeblikket. Brug dem i salater eller lyngrill dem.


Asparges salat

150 g blandet salat
1 bundt grønne asparges
50 g valnødder

Dressing af
1 spsk mayonnaise
1 spsk citronsaft
1 tsk stærk Dijon sennep
1 tsk honning
Salt og peber

Rengør salaten og tør den godt. Bræk det nederste stykke af de grønne asparges og kog dem i letsaltet vand i 1 minut. Tag dem op og kom dem straks under koldt vand. Dup dem tørre. Rist nødderne på en tør pande til de dufter. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til smag til med salt og peber. Vend salat og asparges i dressingen og pynt med valnødder.

søndag den 20. maj 2012

Spis lokalt







Det er tankevækkende, at der selv på den meste moderne, plastik, koncept rigtige tankstation på de franske motorveje altid er plads til et hjørne med egnsretter. Små finurlige glas med marmelade, flasker med vin, olie og eddiker og kager, brød og kiks som netop spises i området her omkring denne tank. Det savner jeg gevaldigt, når jeg kører igennem Danmark. Her kan jeg kun være sikker på, at jeg kan få en pølse svøbt i sød, fed, vammel dressing, kedelig kaffe (er det overhovedet kaffe?) et æble fra Peru og et stort udvalg af slik.
Jeg efterlyser gode varer fra stolte producenter på tankstationer og i dagligvarer forretninger. De kunne godt have lækkerier fra slagterier, mejerier og for den sags skyld bryggerier og mosterier stående, så man kunne vise, hvad man var stolt af her i området. Det kan godt være det ikke kan betale sig i første omgang, men på længere sigt, kan det altid betale sig at sælge gode råvarer.

Retterne i denne udgave af Louises Køkken er tilberedt med lokale produkter. Lige uden for Flensborg i Freienwill dyrkes asparges. Ramsløg kan man købe eller selv finde. Den røgede skinke er fra Hofladen Medelby og mælkeprodukterne fra Naturmælk i Tinglev. Mel- og grynprodukter er fra Skærtoft Mølle på Als. Tilsvarende kan helt sikkert også lade sig gøre i resten af landet.


Forårs tærte

Forårstærten kan spises som den er, eller med tynde skiver af røget skinke til.

Dej af
150 g mel
1 tsk salt
75 g smør

Fyld
300 g kartofler
250 g asparges
3 æg
2 dl cremefraiche eller kvark
Salt og hvid peber
Ramsløg

Hæld mel og salt i en foodprocessor. Hak smørret ned i melet. Lad maskinen køre til dejen samler sig. Kom evt. 1-2 spsk vand i. Læg dejen på køl i ½ times tid. Tænd ovnen på 200 grader. Rul dejen ud og læg den i en tærteform 22 cm i diameter. Prik huller i med en gaffel og dæk med stanniol og bønner. Forbag tærtebunden i 15 minutter.
Rengør kartoflerne og kog dem møre i letsaltet vand. Skræl asparges og kog dem møre i letsaltet vand i 3 minutter. Hæld koldt vand over og dup dem tørre. Skær kartofler og asparges i skiver. Rør æggene sammen med cremefraichen og krydr rigtig godt med salt og hvid peber.
Fjern stanniol og tærtebønner fra tærtebunden. Fordel asparges og kartofler på tærtebunden og hæld ægge blandingen over. Bag tærten færdig i ca. 30 minutter. Hak ramsløg og pynt med det.

onsdag den 16. maj 2012

I sauna med drengene?







To af håndboldlandsholdets spillere står under en meter fra mig i stramme shorts og T-shirts. De træner med nogen meget voldsomme vægte samtidig med at de snakker lystigt og højt. På et tidspunkt falder snakken på om de skal i sauna eller dampbad efter træning. I ethvert træningscenter i Danmark ville dette nok ikke føre til skærpet interesse fra den kvindelige tilhører. Nu er tilfældet bare at vi befinder os i Tyskland. Vel og mærke kun otte kilometer syd for den danske grænse. Men det er langt nok til at vi har en helt anden saunakultur. Her regerer nemlig Freie Körperkultur der betyder at mænd og kvinder går i sauna og dampbad sammen. Vi tager kolde afvaskninger og fodbade sammen, spankulere rundt, nogenlunde som vi er skabt, uden at vi behøver at skjule os bag gulvlange badekåber eller håndklæder på størrelse med mindre væg til vægtæpper.
Jeg er ved at være færdig med træningen og hvad gør jeg nu? Går jeg i sauna med ”drengene” eller går jeg i dampbad med mine lidt ældre træningsveninder?
Sandheden er, at jeg går. Jeg skal nemlig skynde mig hjem og bage til min mands konfirmander, der er lige på trapperne. En af dem er allergiker og kan ikke tåle hvedemel, så jeg må i gang med kageopskrifter uden hvedemel.
Det er en grum tanke ikke at kunne tåle hvedemel. Ikke kun fordi man ikke kan spise en masse lækkert brød og kager, men især fordi man skal passe så for skrækkelig på hvad man spise af præfabrikerede madvarer. Der er jo mel i alt lige fra medister til chokolade. Så jeg dropper gerne en tur i saunaen for at komme hjem og bage til dem der ikke kan tåle det ene og andet.

Marengskage
Hvis kagen serveres med 1 l god is rækker den til 10 personer. Marengsen kan bages flere dage inden den serveres.

3 æggehvider
1 tsk eddike
150 g sukker
1 tsk vanillesukker
1 knivspids salt
250 ml piskefløde
2 spsk flormelis
750 g syltede eller friske frugter og bær
Mynte til at pynte

Tænd ovnen på 160 grader. Pisk æggehviderne stive. Pisk eddike i og drys sukker og vanillesukker i, mens der piskes. Pisk til marengsen er sej og de fleste sukkerkorn er væk. Bred marengsen ud på en bageplade med bagepapir ca. 22 cm i diameter og bag den i 1 time og 20 minutter.
Pisk fløden til skum og vend sukkeret i. Bred det ud over marengsbunden. Fordel frugter og bær på flødeskummet. Pynt med mynte eller citronmelisse.
 
Kokostoppe
Opskriften giver nogen søde, finurlige kager der passer rigtig godt til rabarber.
 
75 g lys rørsukker
1 æggehvide
1 tsk vanillesukker
75 g kokoschips eller kokosflager
50 g lys eller mørk chokolade
 
Rør sukker, æggehvide og vanille sammen. Sæt dejen i spiseske-store toppe på en bageplade med 
bagepapir. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter til de har fået lidt farve. 
Lad kagerne køle lidt på pladen og afkøl dem helt på en rist. 
Smelt chokoladen over vandbad og dyp de afkølede kokostoppe i chokolade.

tirsdag den 15. maj 2012

Sur-sød som i citronkage

 Bare en dejlig kage til tirsdags-teen.


175 g blødt smør
175 g sukker
3 æg
1 dl yoghurt
skal og saft af 1 citron
225 g mel
1 tsk bagepulver
evt. 1 citron mere


Tænd ovnen på 180 grader. Pisk smør og sukker sammen og pisk æggene i et ad gangen. Rør yoghurten i. Riv citronen, halver den og pres den. Vend citronskal og saft i dejen. Rør hurtigt mel og bagepulver i. Hæld dejen i en form, foret med bagepapir og bag den i ca. 50 minutter. Afkøl kagen på en rist. Er du til det sure, presser du en citron over den varme kage.




fredag den 11. maj 2012

Mere suppe

Vi har købt en kvart ko og når mørbraden, tyndstegen, ossobuco, småkødet og alt det hakkede kød er spist, er det eneste der ligger tilbage i frysere kæmpe poser med suppe ben. Og lige før vi får en ny kvart ko, eller når vi skal spare, spiser vi rigtig meget suppe. Det er billig mad, og med hjemmelavede melboller er det vel nærmest en delikatesse.

Grundsuppe
1 selleri
3 gulerødder
3 store løg
4 store tomater
3 kilo suppeben
10 peberkorn
4 stilke timian
Ekstra. 5 peberkorn, 2 stilke timian, 1 laurbærblad

Pynt
1 gulerod i tern

Tænd ovnen på 240 grader. Skær det yderste af sellerien og skær den i store stykker. Vask gulerødder, løg og tomater og skær dem i store stykker. Kom grøntsager, og suppeben på en bageplade belagt med bagepapir. Sæt bagepladen i ovnen til det hele har fået farve ca. ½ time. Hæld ben, grøntsager, peberkorn og timian i en stor gryde og dæk med vand. Kog op, skum af og lad det simre i 3-4 timer. Stil det på køl over natten. Varm op igen og si herefter ben og grøntsager fra. Kødet pilles fra benene og bruges i suppen eller i en pastaret dagen efter. Grøntsagerne kan lige ledes gemmesHusk at salte godt. Kog suppen ind til det halve med flere peberkorn, timian og evt. laurbær. Si krydderurterne fra og smag til med salt og peber.

Melboller
100 ml vand
25 g smør
75 g mel
1 tsk salt
1-2 æg
Varm vand og smør i en gryde. Tag gryden af varmen og hæld alt mel og salt i under piskning med elpisker. Pisk 1 æg i. Dejen skal være fast, så den kan komme ud af bollesprøjten. Hvis den er for fast, tilsættes endnu et æg. Kom dejen i en bollesprøjte, pres dem ud og skær dem af med en kniv. Lad dem dumpe ned i den skoldhede suppe. Hvis man ikke har en bollesprøjte, bruger man en teske. Når bollerne kommer op til overfladen (det tager 1minut), er suppen klar til servering. Kom gulerodstern i tallerknerne og hæld suppen op. 

Kan du ikke nå at lave suppe i dag, så køb en klar suppe og en pose mel-og kødboller. 

onsdag den 9. maj 2012

Fødselsdagskager







Jeg får rigtig tit forespørgsler på om man kan lave dejen til kanelsnegle dagen før de skal bages og svaret er at det kan man sagtens. 


Hvis sneglene skal bruges til morgenmad, eller skal med i skole/på arbejde/ i børnehave kan man lade dem hæve køligt natten over. Om morgenen tager man dem ind i varmen ca. 20 minutter, før de skal bages. 


100 g smør
100 ml mælk
10 g gær
50 g sukker
2 æg
Ca. 450 g hvedemel
Fyld
75 g blødt smør
150 g brun farin
2½ spsk kanel

Smelt smørret i en gryde og hæld mælken i. Udblød gæren i lidt af den lune mælk og hæld resten i. Rør sukker og æg i og ælt melet i til dejen er smidig og slipper bordet / fadet. Lad dejen hæve overdækket i 45 minutter. Ælt dejen igennem og rul den ud til en lang plade på ca. 50 gange 20 cm.  
Rør smør, farin og kanel sammen. Smørret skal ikke smeltes. Fordel fyldet på dejen og rul den sammen som en roulade. Skær kagerne i lige store stykker skiver. Enten 12 tykke eller 18 tyndere. For muffinsformene med papirforme og sæt kagerne i. Lad sneglene hæve natten over. Tænd ovnen på 200 grader, tag kagerne ud af køleskabet og lad dem hæve lunt i 15-20 minutter. Bag dem i ca. 8 minutter til de netop har fået farve. 




mandag den 7. maj 2012

Tirsdagssalat

Så skal du bare stege et lille stykke kylling, så er middagen hjemme

2 hjertesalater
1 bundt radiser
2 snack peberfrugter
4 forårsløg
4 skiver lyst brød

4 spsk lys balsamico eddike
2 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 tsk honning
1 tsk sennep
salt og peber


Rengør grøntsagerne og skær dem og brødet i mundrette stykker. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. Vend grøntsager og brød i dressingen og spis straks.


Byens bedste baguette

Det er Backwerk der bager det gode brød til osten, sandwichen eller suppen. Du kan selvfølgelig også bage selv.


10 g gær
500 ml vand
2 tsk fint salt
Ca. 750 g hvedemel

Rør gæren ud i lidt af vandet. Hæld resten af vandet og saltet i. Ælt mel i til dejen føles let og slipper bordet / skålen. Lad dejen hæve overdækket i køleskab natten over.
Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir og del den i tre (uden at ælte) og form til tre flutes. Lad dem efterhæve i 30 minutter. Bag dem ved 300 grader i 8 minutter, sænk varmen til 200 og bag dem færdig i yderligere 20 minutter. Opbevar de afkølede brød i plasticpose.
Kan din ovn ikke indstilles til mere end 275 grader, kan man bruge varmluft. Og så huske at temperaturen skal ned på 180 grader varmluft, de sidste 20 minutter.


Monococco


På en dejlig rejse til Norditalien fornylig, blev jeg præsenteret for en meget skøn økologisk pasta, der blev lavet på en meltype der hedder Monococco. Pastaen er super velsmagende, af fuldkorn og så skal den kun koge 4-5 minutter.
Den pastaform, der er brugt til denne ret hedder Fiori- blomst. Det kan da ikke være yndigere.

500 g fuldkornspasta
1 løg
5-10 fed hvidløg
500 g små tomater
olivenolie
Chili
Salt og peber
1 bundt basilikum

Kog pastaen efter anvisning på emballagen. Pil og hak de to slags løg. Halver tomaterne. Sauter løg og hvidløg i olivenolie. Hæld tomaterne på og vend det rundt et par minutter. Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen på panden. Krydr med salt og peber og lidt chili og server straks med basilikum.

søndag den 6. maj 2012

Så der kage- nu med rabarber


Ja, der er sikkert opfundet andre skønne kager med rabarber, men denne er fantastisk.

350 g rabarber
50 g mandler
50 g hvede eller speltmel
100 g smør
100 g sukker
1 tsk ingefær

Tænd ovnen på 200 grader. Smør et tærtefad. Rengør rabarberne, skær dem i små stykker og læg dem i fadet. Hak mandlerne fint i en blender. Smuldr mandler, mel, smør, sukker og ingefær sammen med fingrene og fordel dejen over rabarberne. Bag kagen i ca. 35 minutter til dejen er lysebrun og knasende.

fredag den 4. maj 2012

Salat med smag

"Hvorfor er det, at dine salater smager bedre?" spurgte min veninde mig forleden. Det simple svar kunne være, at det er fordi, jeg kommer dressing på. Det er jo ikke sådan, at det skal sejle i dressing, men den skal kunne smages. Så hvis du er på kur og tænker at det går ikke med den fede dressing, må du lave nogle salater med magre dressinger af f.eks. juice, eddiker, lidt sennep, honning måske lidt karry og masser af krydderurter. Og smag for en guds skyld til med salt og peber.


Salat med blomkål og radiser
Er du til købedressinger er de to her gode
1 blomkålshoved
1 bundt radiser
40 g mayonnaise
1-2 spsk lys eddike
salt og peber
1 bundt purløg

Rengør blomkål og radiser og skær det i små mundrette stykker. Rør mayonnaise og eddike sammen og smag til med sukker, salt og peber. Vend grøntsagerne i dressingen og pynt med purløg.




torsdag den 3. maj 2012

Snup en rod



Gulerødder elsker det danske klima, de er billige, nemme at spise og tilberede og derfor er det en af danskernes fortrukne grøntsager. Har gulerødderne top på når du køber dem, skal du skære toppen af, når du kommer hjem, ellers bliver rødderne bløde.
Skræl et kilo gulerødder, læg dem i en skål, hæld vand over og stil dem i køleskab. Så kan man snuppe sig en rod, når men er lækkersulten. Det giver maven noget at arbejde med og god samvittighed.

Gulerodssuppe

1 løg
2 fed hvidløg
600 g gulerødder
1 tsk koriander
2 tsk karry
Olie til stegning
1 dl hvidvin
1 l bouillon

100 g cremefraiche 18 % eller 9 % rørt op med 1 spsk mel
Hvidløgs croutons af 2 spsk olie, 2 fed hakket hvidløg, 6 skiver brød- gerne rugbrød
Salt og peber
Pil og hak løg og hvidløg. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Svits løg og gulerødder i olie med koriander og karry. Hæld bouillon og hvidvin på og kog gulerødderne møre. Blend suppen, rør cremefraiche i og smag til med salt og peber. Hæld olie og hvidløg i en skål. Skær brødet i tern og vend det i olien, krydr med salt og peber. Kom brødet på en pande og rist dem over svag til middel varme, til de er lysebrune. Server brødcroutons til den varme suppe.

onsdag den 2. maj 2012

Varme hveder

Traditionen med at vi spiser hveder, kan føres tilbage til 1700- tallet. Dengang havde bagerne én årlig fridag og det var Store Bededag. Så for at sikre kunderne "nybagt" brød, bagte de hvedeknopper dagen før Store Bededag. Hvederne kunne kunderne så selv varme på den store bededag. 
Dengang var det en luksus spise, og det kan du også gøre den til nu, ved selv at bage, bruge rigtigt smør og en god marmelade.

Her er en krydret udgave. Du kan selv skrue op og ned for krydderierne. Skal der kun smør til er det godt med mange krydderier, men er du ude i noget med ost og pålæg er det lækre at bage dem plain.

De smager selvfølgelig helt skønt med rabarbermarmelade........

12 hveder
Har du tid kan du lade dem langtidshæve, så skal der kun bruges ca.10 g gær.

25 g gær
2 dl mælk
1 dl varmt vand
1 dl kærnemælk
2 tsk salt
3 spsk sukker
1 tsk kanel, 1 tsk kardemomme, 1 tsk ingefær
650 g hvedemel skrift evt. 150 g ud med gramhams eller fuldkornshvedemel
Sammenpisket æg til pensling

Opløs gæren i lidt af mælken. Tilsæt resten af mælken, vandet, kærnemælk, salt, sukker og krydderier. Ælt mel i til dejen føles smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve overdækket i 45 minutter. For et stort ovnfast fad eller bradepande med bagepapir. Ælt dejen igennem, del den i 12 stykker, form dem til boller og sæt dem tæt på bagepladen. Pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve yderligere 30 minutter. Bag brødet i ca. 25 minutter ved 200 grader.

Pirog, dig glad

Jeg er så træt at pizzaer, så nu laver jeg pirogger, for mig er det det samme, bare lidt mere dej. Til fyldet kan du bruge de dåser og glas med sjove sager som du ellers aldrig får brugt. Eller rester af kødsovs, vegesovs eller andet som køleskabet gemte........ og som Sigrid Fugl skriver i sin bagebag- pirogger er fortræffelig skovtursmad. Så hvis I skal ud og gå på Volden i morgen - snup en pirog med.


Til 12 stk.

40 g gær
2 dl varmt vand
1 dl kærnemælk
2 æg
1 tsk salt
150 g groft mel
ca. 500 g hvedemel

Fyld
kogte æg
artiskokker
soltørrede tomater
oliven
tun og ikke mindst ansjos

Opløs gæren i lidt af vandet og hæld resten af vandet, kærnemælk, æg og salt i. Rør det grove mel i og ælt hvedemel i dejen til den er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 1 time. Ælt dejen igennem, del den i 12 stykker og rul dem ud. Find fyldet frem og skær det i mindre stykker. Fordel fyldet midt på dejen og luk sammen. Pensl med mælk eller sammenpisket æg. Lad dem hæve 20 minutter. Bag dem ved 220 grader i ca. 15 minutter.