Jeg har lige set, at en af mine bekendte fejrer kobberbryllup på
Mallorca, en anden er netop kommet hjem fra en vandretur på øen og en
tredje har været af sted med familie og venner. Den ø kan virkelig noget
og der er plads til alle. Det lyder som noget fra et dameblad, det er
det ikke. Mallorca kan rumme de tusindvis af gæster, der bliver fløjet
ind døgnet rundt. Har du lyst, kan du bo ned til vandet i Alcudia, i
Sektor 1-5, på et TUI hotel med 5000 andre. Du kan også leje en lille
lejlighed til småpenge lidt væk fra vandet, en finca inde i landet hvor
du laver din egen mad, eller som os bo på finca-holtel, hvor du får det
hele serveret i skønne omgivelser. Der er mange muligheder og jeg har ikke udforsket dem endnu.
De sidste 4-5 år er vores efterårsferie gået til Tyskland, Frankrig og et smut til Schweiz. En ting har været helt
sikkert for alle destinationerne, det har været koldt og klamt og vi har
frosset. Så i år blev destinationen Mallorca, øen med mere end 350 solskinsdage.
Da vi kørte ud fra Palma lufthavn og nord på, var det første der slog mig,
at der måtte køre en fejemaskine lige foran os. Mallorca er rent og ryddeligt på den gode støvede måde. Vi tændte radioen og blev en uge på Radio
Insel - der er så mange tyske turister og fastboende tyskere, at de har deres
egen radiostation! Der er tyske vejskilte og de fleste steder vi gik ind,
blev vi mødt med Gutentag i stedet for Ola! Vi blev enige om, at vi var
kommet til den sydligste og skønneste tyske delstat.
Jeg er også begejstret for kaos og uorden, men skal jeg holde ferie i en
uge, er det ok at bussen kører efter planen og at der er en plan. Er
man til vildskab er Island bedre, men der er knap så varmt.
En ting der stadig undrer mig er, hvordan de nænner at forvandle deres smukke, friske grøntsager og frugter til SÅ brune tapasretter. Men jeg elsker tapas, ideen om de mange små lækre retter, der kommer svævende ind til bordet, passer mig godt.
I dag har jeg konverteret en af de små tapasretter til én enkelt ret.
Krydrede kødboller i tomatsovs
Kan du ikke få fat i Ras el hanout krydderi, kan man krydre
med ¼- ½ tsk af følgende stødt krydderier: kardemomme, kanel, laurbær, chili, koriander,
ingefær, spidskommen, muskatnød eller blot et par af dem!
Fars
400 g
hakket lammekød
2 æg
½ dl mælk
2 spsk mel
1 spsk Ras el hanout krydderi
50 g rosiner
2 spsk sesam
Salt og peber
Sauce
1 løg
3 fed hvidløg
2 tsk gurkemeje
1 dåse tomater
1½ dl bouillon
Bland kødet med æg, mælk, mel, krydderier, rosiner og sesam.
Krydr med salt og peber og stil farsen på køl. Pil løg og hvidløg og skær det i
små tern. Svits de to slags løg i olie, hæld gurkemeje over og vend det rundt.
Hæld tomater og bouillon på og lad det simre i 5 minutter. Form farsen til små
boller med en teske og sænk dem ned i tomatsovsen. Lad kødbollerne simre i ca.
5 minutter. Tag dem op efterhånden som de er færdige og gentag til alle er
gennemstegt. Læg de færdige kødboller tilbage i gryden, når alle er stegt.
Kikærtesalat
2 dåser kikærter
2 spsk olie
2 spsk citronsaft
1 spsk tahin
1 lille fed hvidløg
Salt og peber
Godt med persille
Dræn kikærterne. Rør olie,
citronsaft og tahin sammen og smag til med hvidløg, salt og peber. Vent
kikærterne i dressingen og hæld dem i en serveringsskål. Smag til med salt og peber og vend persille i.