fredag den 2. november 2012

Lammekølle


Efter 10 år i Flensborg går det op for mig, hvor jeg skal købe lam, hvis jeg altså ikke skal købe et helt af min venindes far! Det er i Neustadt. Her ligger halalslagterne og der er run på. Det hakkede kød er så frisk at jeg ville spise det råt, og den måde de dynger kød op i kølemontren tyder på, at der er virkelig gang i salget. Det er en fornøjelse at handle der -ingen sure miner fra de mandlige sælgere og så er oftest kun mandlige kunder- det gør jo heller ikke noget. I grønthandlerne - ligeledes i Neustadt, kan jeg få koriander, dild, mynte og persille i store bunder og store friske flade brød. Så er der basis for en god gang döner af resterne af køllen. Velbekomme og god weekend.

Langtidssteg lam 

1 lammekølle
olivenolie
5-10 fed hvidløg
frisk rosmarin
røde peberkorn
salt

Tænd ovnen på 160 grader. Gnid lammekøllen i olie. Stik huller i med en spids kniv og kom pillede hvidløgsfed og rosmarin i.  Sæt køllen i ovnen og steg den i 2½-3 timer. Giv den et par minutters grill når den er færdigstegt, så den bliver crispy.
Server de gode kartofler som jeg satte på bloggen i mandags og agurkesalat med dild til.

Agurkesalat med dild
Brug yoghurt med den fedt% din krop kan tåle.

1 agurk
1½ dl yoghurt
1-2 fed hvidløg
salt, peber
dild
Skær agurken i skiver. Smag yoghurten til med hvidløg, salt og peber. Vend agurken i dressing og pynt med rigelig dild.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar