mandag den 19. november 2012

Chokoladeboller til hele gaden

I denne uge, havde jeg hverken nok smør eller chokolade til en kage, da jeg skulle bage til konfirmanderne der kommer her i huset. Så det blev til boller med chokolade i stedet for. De er 16 plus det løse, dvs. venner der ikke har andet af lave, end at tage med de andre til konfirmandforberedelse. De er selvfølgelig alle meget velkommne. Der er også nogen af konfirmanderne, der kommer 1 time før undervisningen begynder og de fleste sidder klar parat til start kl. 15. Jeg ved, at det ikke er mit bagværk der trækker, men jeg har ikke indtryk af, at det gør  noget, at der bliver budt på en bolle og en kop te - med masser af sukker- når timen er ved at være slut.

Er det for voldsomt med 20 boller, kan opskriften jo halveres.

100 g smør
2½ dl mælk
1 dl kærnemælk
40 g gær (det er en pakke i Tyskland)
1 tsk salt
50 g sukker
750 g hvedemel
1 tsk bagepulver
evt. 1 tsk kardemomme

100 g chokolade

Smelt smørret, hæld mælk i og rør gæren ud i lidt af det fingervarme mælkesmør. Hæld resten af mælken, kærnemælk, salt og sukker i. Bland bagepulver og kardemomme i lidt af melen og rør det i dejen. Tilsæt mel til dejen føles smidig og slipper bordet/ skålen. Hak chokoladen og bland den i. Lad dejen hæve i 1 time. Ælt igennem og form til 20 boller. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og pensl med mælk. Lad dem efterhæve i 20 min. Bag dem ved 220 grader i ca. 12 minutter. Afkøl dem på en rist og opbevar dem i plastikpose til de skal spises. Smager bedst nybagt eller ristet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar