fredag den 15. juni 2012

Pluk rent


Min mormor Edith er en af de mormødre, der har lagt navn og ikke mindst flid, til det vi i dag kalder mormormad.  HUN kunne stege den saftigste flæskesteg med den sprødeste sværd, lave en himmelsk brun sovs og selvfølgelig stoppe sin egen medister. Det er desværre, over 20 år siden hun døde, men hendes mad og madtraditioner lever videre i bedste velgående. Jeg er vokset op på hendes køkkenbord, for her var der altid og nogen at snakke med, og marmelade eller en syltet agurk man kunne smage på.
I jordbærsæsonen tog vi hjem til hendes bror, der boede på deres forældres gård og plukkede jordbær. Her lærte jeg, at hvis jeg ville være med, så måtte jeg plukke rent. Ikke noget med at slentre ned gennem de snorlige rækker af jordbærplanter og bare spise, dem der tittede frem. Nej, man skulle helt ned til hver plante. Forsigtigt løfte alle bladene, se ordentlig efter og så skulle alle modne bær plukkes, før man gik videre til næste plante. Husk det når I er ude og plukke jordbær– for det skulle I gøre selv, med jeres børn eller børnebørn.  


Jordbæris i vandbakkelser

Is
200 g jordbær og 50 g florsukker
4 æggeblommer
50 g florsukker
Kornene fra ½ stang vanilje
4 dl piskefløde
Rengør jordbærrene og nip dem. Mos dem sukkeret og stil det til side. Pisk æggeblommer og sukker skummende med vanille. Pisk fløden stiv og bland den i æggesnapsen. Vend jordbærmosen i isen og frys den i mindst et par timer.

Vandbakkelser

50 g smør
2 dl vand
125 g mel
4 æg
Tænd ovnen på 200 grader.
Kog smør og vand i en gryde. Kom melet i under omrøring. Rør til dejen slipper grydens bund og sider. Fjern gryden fra varmen og pisk æggene i et ad gangen. Pisk godt efter hvert æg.
Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt 6-8 store vandbakkelser ud på en bageplade med bagepapir. Bag straks kagerne i ca. 30 minutter. Ovndøren må ikke åbnes de første 20-25 minutter, så falder kagerne sammen. Afkøl kagerne på en rist.

Jordbær pure

200 g jordbær
50 g florsukker
Kornene fra ½ stang vanilje
Rengør jordbærrene og nip dem. Mos dem sukkeret og vaniljekorn.

Halver vandbakkelserne og kom en klump is og lidt flødeskum i. Pynt med jordbærpuré og mynte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar