torsdag den 28. juni 2012

Pluk og nyd





 Vi har faktisk en hel del flasker liggende fra sidste år, men alligevel mente min mand, at vi skulle lave en portion hyldeblomstsaft igen. Og det er godt, at han var stædig og holdt ved, for det smager SÅ dejligt og duften er nærmest berusende. Og i de dage tilberedningen står på, breder der sig den skønneste duft i køkkenet, hver gang man åbner køleskabet.
Jeg mødte en bekendt, der heller ikke orkede fordi hun også havde fryserne fyldt med ½ liters plastikflasker med den skønne drik. Hvem er det vi gemmer til? Nu skal det være slut. Ud af fryseren med saften og hæld den på alle dem der kommer forbi. De små skal bare have vand eller danskvand, i hvorimod de større skal have hvidvin, mousserende vin eller endda en sjat vodka i og til os øldrikker er det dejligt i en pilsner. Du kan f.eks. også bruge din saft i lagkager, dressinger, marinader til kylling, frugtsalat og rørt i yoghurt.
Og så lidt fakta.......
I gamle dage brugte man hyld til at snitte skeer, håndtage, linealer og tommestokke af. Grenene blev brugt til brændsel, skafter til skovle og stokke. På gamle grene forsvinder marven, og grenen er hul. Man har brugt de hule hylderør til f.eks. piberør, garntrisser og blæsepiber. Hvis man gider, kan man snitte sig en fløjte af grenene.
Hyld er en gammel lægeplante og afkog af blomsterne skulle virke feberstillende og sveddrivende, og bærrene hjælper mod forkølelse og influenza. Hvis i familien får en rigtig slem forkølelse, tager vi en halv kop rygende varm hyldebærsaft med 2 fed hakkede hvidløg og 1 spsk frisk ingefær. Det smager rædselsfuldt, men det varmer og virker.. I gamle dage brugte man endvidere hyldens blade, blomster, grene, rødder og bark mod ørepine, hovedpine, bylder og forstoppelse. Det har jeg ikke prøvet, så jeg kan ikke sige om det virker! Men prøv det her gamle råd: gnid hyldeblade på huden, det skulle det holde myg borte!

Her på Bloggen kan du finde opskrifter på både hyldesaft og friterede hyldeblomster søg på hyld.

Hyldegele
Jordbærsaften kan du få fra din jordbærmarmelade, du kan også undlade den, den er mest med for farvens skyld.

2 blade husblas
4 dl hyldeblomst saft
½ dl jordbærsaft
1 klase hyldeblomster

Udblød husblasen i koldt vand i ca. 5 minutter. Varm hyldeblomstsaft og jordbærsaft op i en gryde. Knug vandet ud af husblasen. Tag saften af varmen, rør husblasen i. Hæld saften på glas. Pluk blomsterne af hylden og rør dem i geleen. Hvis du ikke vil have at de ligger øverst i gelen, skal du røre forsigtigt i den efter en halv times tid.
Brug geleen som marmelade.

Her kan du bl.a. bruge din ufortyndede hyldesaft: øl, vin, vand, procecco, lagkager, dressinger, marinader til kylling, frugtsalat og rørt i yoghurt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar