Langt ude på landet, der hvor kragerne for længst er vendt
om, kører der hver dag tontunge mælkebiler ned af en lille stikvej og afleverer
deres skønne mælk til mejeriet Naturmælk. Mælken kommer fra økologiske landbrug
i omegnen og bliver til bl.a. mælk, yoghurt, smør og ost.
I 1994 begyndte mejeriet med en håndfuld landmænd, der
troede på ideen om bedre produkter, produceret på en mere skånsom måde. I dag
ejer 34 familier fra Syd – og Sønderjylland det lille mejeri ved Broderup.
Landmændene - eller nærmere - deres køer leverer omkring 33 millioner liter
mælk om året til mejeriet.
Der er ca. 70 ansatte ved mejeriet, som arbejder i tre holds
skift. For alle er det er vigtigt, at de ikke bliver for store, for så
forsvinder den nærhed, de har nu. Mejeriet vil under ingen omstændigheder
konkurrere med de ”store” og gør en stor dyd ud af, at de er gode til at lytte
til kundernes krav.
Et af deres nyere tiltag er en høost. Her har landmændene
hentet inspiration i Tyskland. De har ønsket at lave en helt speciel ost, der
er fremstillet af mælk fra køer, der kun spiser hø. Osten der har fået flere priser bliver lagret i 9
måneder og bliver primært solgt til gourmet restauranter i Danmark.
Selvom Naturmælks smør smager super, kan man godt blande lidt sjovt i, så der kommer ny smag til kartoflerne og det grillede kød.
Traditionel kryddersmør
100 g
blødt smør
1 spsk hakket persille
1 spsk hakket basilikum
1 fed hvidløg
½ tsk chili
Salt
Rør alle ingredienser til kryddersmørret sammen. Læg det på
bagepapir og tril det til en pølse. Læg det på køl eller frys til det skal
spises.
Chokoladekrydder smør
100 g
blødt smør
1 fed hvidløg
40 g
revet chokolade
3 spsk tomatkoncentrat
1 tsk sambal olek
Salt og peber
Bland smørret sammen med de øvrige ingredienser og smag til
med salt og peber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar