torsdag den 15. maj 2014

Søren Heide går op i røg



Søren Heide går meget op i røg. I Hasle på Bornholm har han Bornholms eneste røgeri med åbne ovne. Det er den oprindelige og mest besværlige, farlige og ubehagelige måde at røge på. Tidligere røg man for at forlænge holdbarheden på fødevarerne. I dag har vi andre metoder til at forlænge holdbarheden, så nu røger vi for smagens skyld.

”Sild er besværlige” siger Søren Heide ”de skal tørres over svag varme en time. Så skal de have lidt mere varme yderligere en time, og de sidste to timer bliver får de den røgede smag”. I hele den periode skal der være en røgemand til stede ”for man kan ikke forlade sin ild på noget tidspunkt”, siger han. I gamle dage sad kvinderne og passede på ilden, og når der kom flammer, blev de slukket med våde klude. Det er også sådan, de gør i dag i Hasle, men nu bærer de masker i de perioder af røgningen, hvor der er mest røg. Til Søren Heides røgeri hører der også et lille museum, hvor man kan se, at det tidligere udelukkende var kvinderne der røg. Mændene var på havet, og fiskede det der skulle røges.

Søren Heide røger kun til butikken og restauranten i Hasle og han fortæller. ”Når kunderne står og ser på, at vi røger, siger, de, at de vil ha sild, makrel og laks. Men når de står og skal bestille i restauranten, vil de ha fiskefrikadeller med remoulade”. 

Der røges hver dag fra maj til oktober, og det er muligt at følge med i røgprocessen fra tidlig morgen til kl. 10.30, hvor sildene og de andre produkter er klar til at blive spist.

Se åbningstider og mere på www.roegeri.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar