torsdag den 6. februar 2014

Hvide chokolademuffins med karameltopping






Jeg er ikke den store kagespiser - kan bedst lide dejen - men jeg er vild med processen. Så det er en fornøjelse for mig at bage. Og hver torsdag er jeg så heldig, at jeg kan få afløb for mine kagedrømme, da jeg bager til et hold konfirmander. De æder rub og stub, er ligeglade med om det er cookies eller chokoladelagkage - bare det er sødt- det er en fryd!


200 g hvid og lys chokolade
125 g blødt smør
250 g sukker
4 store eller 5 små æg
500 g mel
1 spsk vaniljesukker eller kornene fra 1 stang vanilje
1 spsk bagepulver
4 dl mælk eller gerne en blanding af mælk og kærnemælk

Karameltopping
75 g smør
75 g brun farin
1 dl mælk
75 g flormelis

Tænd ovnen på 180 grader. Hak chokoladen groft. Pisk smør og sukker luftigt. Pisk æggene i. Bland mel, vanilje og bagepulver sammen og rør det hurtigt i dejen skiftevis med mælken. Vend chokoladen i og fordel dejen i 24 forme. Bag dem i  ca. 20 minutter. Afkøl kagerne på en rist.
Varm smør og farin op. Hæld mælk i og lad det simre under omrøring til det tykner. Sigt flormelis i og pisk det ensartet. Fordel karamellen over de afkølede kager.

1 kommentar: