torsdag den 20. marts 2014

Rugtærte med spinat



Hvis du bruger rug eller fuldkornshvede i din tærtedej, slipper du for at bruge "tærteærter", da dejen ikke hæver så meget. Til gengæld får du en meget velsmagende bund med godt bid.

Denne portion giver to mellem store tærter eller som her en stor og to mindre. Passer til ca. 5 personer

Dej
100 g rugmel
100 g hvedemel
100 g saltet smør
1 æg
1 salt

Kom de to slags mel, hakket smør og salt i en foodprocessor og start den. Kør til det er blevet en grynet masse. Hæld ægget i og kør til dejen netop har samlet sig. Læg dejen i køleskab en halv times tid. Rul dejen ud og fordel den i smurte tærteforme. Forbag dem i 13 minutter ved 200 grader. Kom fyldet i og bag videre i ca. 25 minutter.

500 g spinat
1 løg
2 fed hvidløg
500 g hakket oksekød - ikke alt for fedt
3 æg
2 dl yoghurt
1½ dl fløde eller mælk
100 g parmesan
meget muskatnød, salt og peber

Tø spinaten op i en gryde. Pres evt. overskydende væske ud. Pil og hak løg og hvidløg fint og brun det på pande med kødet. Pisk æggene sammen og rør yoghurt og fløde i. Krydr med masser af revet muskatnød, salt og peber. Riv parmesanen fint. Fordel kødet og spinaten i de forbagte bunde. Drys parmesan over og hæld æggemassen ud over. Bag færdig i 25 minutter ved 200 grader.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar