Jeg har været under bruseren efter en hård omgang spinnng i
mit fitnescenter, og mine briller dugger på vej ind i saunaen. Jeg fumler med
mit håndklæde og prøver at pudse dem i et tørt hjørne. ”Jeg bliver så sulten,
når jeg ser dig”, er der en stemme, der siger i dampen. Han må kende mig fra
mine skriverier i diverse aviser og blade. Jeg har stadig ikke fået helt styr
på brillerne. Jeg er stærkt nærsynet, men kan igennem varmetågerne dog se, at
der kommer en person mod mig. ”Jeg ville høre, om du kan hjælpe mig med sovsen
til mine benløse fugle?”, spørger han. Ja selvfølgelig, får jeg fremstammet.
Jeg er ved at have brillerne på plads og ser nu, at manden der står foran mig
er splitternøgen, og nu vil han have en opskrift på sovs. Jeg ved ikke, hvad
jeg skal gøre af mig selv og hvor jeg skal se hen. Så jeg tager briller af igen
og rabler noget af med, at han skal smage skyen til med gele og en anelse
blåskimmelost og måske jævne den lidt. Men han stopper ikke. Han vil vide
hvilken gele og hvilken blåskimmelost han skal bruge. Jeg siger, at det skal
være noget han godt kan lide, så han ikke har et glas og en ost stående, som
han ikke får spist. Og så er der desserten, om jeg syntes at en vaniljeis med nødder
passer godt til? Ja, det syntes jeg bestemt. Endelig går han, og jeg kan tage
mine briller på, slænge mig på træbænkene, indhyllet i håndklæde. Efter 12 år i
Tyskland har jeg stadig ikke vænnet mig til, at mænd og kvinder går nøgne
sammen i sauna. Og at de ALTID sidder og taler om mad i varmen.
Vaniljeis med karamelliserede
valnødder og jordnødder
Her er så mit forslag til en fyldig is. Den tilbederes uden
ismaskine.
50 g valnødder
25 g saltede peanuts/ jordnødder
100 g sukker
Kornene fra ½ -1 stang vanilje
2 ½ dl piskefløde
3 æggeblommer
3 spsk sukker
Hæld sukker på en pande og smelt det over svag varme uden at
røre i det. Hæld de to slags nødder på og vend dem rundt i det smeltede sukker.
Hæld massen ud på bagepapir. Bræk det i mindre stykker når det er koldt.
Skrab kornene ud af vaniljestangen. Pisk fløden til skum. Pisk
æggeblommer og sukker godt sammen med vaniljekornene. Vend æggesnaps og
flødeskum sammen. Vend de karamelliserede nødder i ismassen og hæld den i en
fryseegnet beholder. Frys i minimum 2 timer. Server indenfor 1-2 uger.
Nytårskys
Bruger du friske æg til isen har du tre æggehvider til
overs. Det
bliver en vældig stor portion marengs, hvis du bruger alle tre hvider. Så jeg foreslår, at du bruger en til kys og resten i en frikadellefars. Æggehvider kan holde sig ca. 3 dage i køleskabet.
bliver en vældig stor portion marengs, hvis du bruger alle tre hvider. Så jeg foreslår, at du bruger en til kys og resten i en frikadellefars. Æggehvider kan holde sig ca. 3 dage i køleskabet.
1 æggehvide
50 g sukker
½ tsk eddike
ca. 50 g chokolade til pynt
Tænd ovnen på 160 grader. Pisk hvide, sukker og eddike stift
til der dannes toppe. Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt små toppe ud på
bagepapir. Bag dem i ca. 45 minutter. Afkøl dem på en rist. Smelt chokoladen
over vandbad og dyp kyssene i den. Server til isen.
Dette blogindlæg samt opskrifter har været trykt i Kristelig Dagblad lørdag den 27. december 2014.
FOTO: Louise Dandanell Ørsted
FOTO: Louise Dandanell Ørsted
Ingen kommentarer:
Send en kommentar