Vi spiser and til jul, lam til påske, hveder til St. Bededag, og nu spiser vi fisk til pinse.
Husk at smage til med citronskal- og saft |
Vi plastrer vores biler til med klistermærker for
forlystelsesparker, autoværksteder og forretninger. Jeg har altid undret mig
over denne venlighed fra bilisternes side. Bilen er ofte noget af det dyreste
vi ejer, så hvis jeg skal køre rundt og reklamere for noget, skal jeg have kassen
for det. Og det får jeg ikke, så jeg kører kun rundt med en fisk. I mange år
troede jeg, at fisken på bagsmækken af bilen betød, at bilisten foran mig var
ivrig lystfisker. Men da vi flyttede til Flensborg, fik vi en fisk forærede af
en indre missionsk herre. Jeg fattede ingenting, men min præstemand kunne
fortælle mig historien.
-Fisken er et urgammelt kristent symbol. Under Kejser Nero
(37-68) bliver de kristne forfulgt, så de tør naturligvis ikke tilkendegive, at
er kristne. Når de så møder hinanden, tegner de en fisk i sandet for at
signalere, at de er kristne. De har også en fisk hængende på væggen i deres
hjem, og maler en fisk på det hus, hvor der bliver holdt gudstjeneste, fortæller
min mand og fortsætter.
-På græsk hedder fisk ”ixtus”, og de fem bogstaber betyder
også ”Jesus Kristus guds søn, frelseren”, siger min mand tålmodigt.
-Men hvorfor spiser vi så fisk til pinse?
-Danskerne elsker at spise, og de elsker især de
traditionsrige middage og frokoster omkring jul og påske. Til påske er der
ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor vi spiser så meget lam, og til
jul elsker mange at sætte gaflen i en and, gås eller flæskesteg. Til fastelavn
har vi de fyldte boller og til St. Bededag er der hveder. Vi forbinder –måske
endda uden at tænke over det- retterne med højtiderne, og man kan ligeledes
håbe på, at vi skænker kristendommen og det kristne budskab en ekstra tanke,
når vi losser and og rødkål ned i indkøbskurven, fortæller han.
I pinsen fejrer vi Helligåndens komme og kirkens fødselsdag,
og da der ikke er nogen speciel ret eller spise, der hører med til den
helligdag, står den også lidt uklar for de fleste.
Men i 1999 får den daværende
biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt den glimrende ide, at vi skal spise
fisk i pinsen. Han går sammen med Foreningen Fiskeribranchen om at markedsføre
fisken som pinsens spise. Han bliver herefter kendt som ”fiskoppen”, men ikke
desto mindre, er der flere der spiser og måske især tænker over at spise lidt
mere fisk i pinsen.
I dag er der opskrifter med fisk. Den store lakseside
er grillet og røget på en kuglegrill. Den er
perfekt gæstemad, men kan
naturligvis også tilberedes i mindre portioner. På laksen lægger vi et lag af
grøntsager og krydderurter, der kan varieres i det uendelige.Pastaretten kan også tilberedes med fløde og bouillon, men med olivenolie og citron bliver retten mere sommerlig.
Velbekomme og glædelig pinse.
Grillet & røget laks
45 minutter
Hovedret
Til ca. 6 personer
Middelsvær
Grillkul
3 håndfulde grillflis
1 side laks
saft og skal af 1 citron
salt, peber, evt. chili
1 fennikel
2 forårsløg
estragon eller dild eller koriander
Tænd op i grillen.
Læg flisen i vand.
Læg laksen på bagepapir.
Riv og pres citronen.
Hæld citronsaften over og herefter citronskal og krydr med
salt, peber og evt. chili.
Skær fennikel i tynde strimler og forårsløgene i tynde
skiver.
Hak krydderurterne og fordel dem over laksen sammen med
fennikel og forårsløg.
Fordel kullene i siderne af grillen.
Knug vandet ud af flisen og fordel den over kullene.
Læg laksen –på bagepapiret- i midten af grillen, hvor der
ikke er kul.
Læg låg på grillen og grill i ca. 15-18 minutter.
Server lun eller afkølet.
Spagetti med laks og asparges
35 minutter
middagsmad
2 personer
Supernem
Spagetti til 2 personer
400 g asparges
150 g røget laks
Frisk dild
Rigelig olivenolie
½ citron
Salt, peber
Parmesan
Kog spagettien mør i let saltet vand.
Knæk det nederste af aspargesene og skær dem i små skiver.
Skær laksen i mindre strimler. Pluk dilden. Riv og pres citronen.
Hæld asparges ned til spagettien, når der er to minutter
tilbage.
Hæld vandet fra den færdige spagetti og asparges og hæld det
i en skål. Hæld olivenolie og citronsaft- og skal over og krydr med salt og
peber. Vend laks og dild i. Server parmesan til og spis straks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar