-Uhhhha, jeg kan se på Facebook, at du fylder 50 år på
søndag, siger en af mine veninder, der kun er 44 år.
-Ja, det gør jeg.
-Hvordan er det? Fortsætter hun.
-Ja, alternativet er da noget værre, siger jeg, og forstår
ikke hvor hun vil hen.
-Der er mange af mine kollegaer, der går helt i sort, når de
bliver 50, siger hun.
-Ja, det kan da godt være, det er på grund af deres alder,
men det kan også være så meget andet, siger jeg.
-De vil under ingen omstændigheder fejres, og vi må slet
ikke komme med gaver eller synge på dagen, siger hun.
Nu er jeg ved at blive træt af den her samtale. Jeg vil
gerne fejres, jeg elsker gaver, og jeg nyder, at min mor har skrevet en sang på
otte vers til og om mig.
Hvorfor er det så stort et problem at blive ældre? Jeg er jo
ikke den eneste, der bliver ældre, alle andre følger med. Jeg forstår det
faktisk ikke. Men det kommer jeg sikkert til.
-Det bliver kun værre, sagde et par jeg mødte forleden dag.
-Hvad bliver værre? Spurgte jeg.
-Det hele; løse tænder, gråt hår, hedeture, knyster på
fødderne, gigt i fingrene, grøn og grå stær, alting, sagde de, mens de stod og
nikkede til hinanden.
Jeg hoppede op på cyklen og ræsede hjem.
Jeg vil ikke lade mig kue. Jeg gider ikke være ung med de
unge, men jeg hører Liga og Lågsus på P3 med min søn, og går til Phlake-koncert
med min datter, så længe hun vil have mig med. For jeg har fået briller med
glidende overgang. Jeg kan kun drikke to glas vin, for ellers hæver mine
fingre, og jeg skal slet ikke i seng efter klokken 23, for så kan jeg ikke
sove. Men det er ikke noget, jeg løber rundt og reklamere med. Jeg holder det
helt for mig selv.
Retterne i dag er inspireret af mad til ældre. Vi skal sørge
for, at få rigeligt med protein, vitaminer og mineraler og så skal vi ikke
spise for store portioner. Jeg begynder dagen med en friskpresset frugt- og
grøntsagsjuice og en birchermysliyoghurt med chiafrø. Til frokost er der æg i
kokotte, og til middag skal vi have fiskefrikadeller med kålsalat og chutney. Opskrifterne
er til 1 person.
Morgensaft
1 gulerod
1 rødbede
1 stængel bladselleri
1 æble
3 cm ingefær
Skræl gulerod og rødbede og pres alle ingrediensernes i en
saftpresser. Lav evt. dobbelt portion og drik et glas til frokost eller
mellemmåltid.
Birchermysliyoghurt
1 ½ dl yoghurt
½ dl mælk
1 tsk chiafrø
3 spsk havregryn
2 dadler
½ tsk kanel
½ granatæble eller æblemos
Morgenmaden røres sammen aftenen før, den skal spises. Rør
yoghurt, mælk, chiafrø og havregryn sammen. Hak dadlerne og rør dem i sammen
med kanelen. Stil blandingen på køl natten over. Tag kernerne ud af granatæblet
og kom dem på myslien før servering.
Æg i kokotte
20 g blåskimmelost eller parmesan
1 skive skinke
2 æg
Salt, peber
1 skive rugbrød
1 gulerod
Tænd ovnen på 200 grader. Smør en lille ovnfast skål med
olie. Smuld osten. Skær skinken i terninger. Læg ost og skinke i skålen og slå
ægget ud over. Krydr med salt og peber og bag ægget i ca. 10 minutter. Spis
ristet rugbrød og en gulerod til.
Fiskefrikadeller med
kålsalat
200 g fiskefars
aspargeskartofler
½ spidskål
salt, peber
1 tsk sukker
1 tsk lys eddike
feta
½ granatæble
Mangochutney
Steg fiskefrikadellerne i fedtstof på en pande. Kog
kartoflerne. Skær kålen i tynde strimler på en mandolin. Knug salt, peber,
sukker og eddike i. Smuldr feta over kålen og pynt med granatæble. Spis
frikadellerne med mangochutney, kartofler og kålsalat.
Klumme og opskrifter har været bragt i Kristelig Dagblad den 26. november
hej Louise,og tillykke !
SvarSletjeg kan heller ikke forstå at man kan gå så meget op i det at fylde 50. Det er jo kun et tal ! Det gode ved at fylde 50 er at man slipper for hele tiden at skulle forklare at men er ligeglad med at runde det skarpe hjørne ;-)
ha´ en hyggelig aften