onsdag den 24. februar 2016

Lübeck løber ingen steder








Alt er planlagt ned til mindste detalje. Min mand har siddet på nettet i dagevis og udset sig det helt rigtige hotel og den helt perfekte restaurant. Han overvejer allerede, om vi skal have de fire retter med eller uden vinmenu.

Vi tager toget klokken 12.03 fra Flensborg og skifter i Kiel 13.16. Der har vi 28 minutter, så vi kan nå at proviantere med varme drikke. Klokken 14.52 er vi fremme i Lübeck . 
Vi spadserer til hotellet, hvor vi kan tjekke ind fra klokken 15. Hvis det regner eller sner, går vi direkte i hotellets spa og poolafdeling. Hvis vejret er godt, bevæger vi os ud i byen. Vi skal slumre rundt. Vi kan desværre ikke besøge Katharinenkirche, da den er lukket på grund af restaurering. Men vi skal forbi Buddenbrookhuset, vi skal se Günter Grass-Haus, vi skal i Kunsthalle St. Annen, og så skal vi have en drink på Schiffergesellschaft. Efter middagen skal vi i Gotteskeller, for her må vi ryge og drikke, alt det vi har lyst til.


Men det bliver aldrig til noget. Vi kører ingen steder hen. For jeg er syg, rigtig syg. En voldsom forkølelse kombineret med et ondsindet hekseskud. Min læge anbefaler grøn te om morgenen og rød vin om aftenen. Ind imellem kan jeg supplere med salviebolsjer og eukalyptuspastiller. Min fysioterapeut beordrer skiftevis Panodil, cykelture og varmepude. 


Jeg er ynkelig, og jeg ringer til min mor. Hun er den eneste, der – med rette- gider høre på mig.

-Nåårrr putte, siger hun, og jeg får det lidt bedre. Faktisk så godt at jeg kan lave middagsmad. Og det skal jo være med salvie. Så det bliver gnocchi med salviesmør, og så skal vi forkæles med ingefærcookies. De skal være stærke og rive i halsen, når man spiser dem til varm te.


Lübeck løber heldigvis ikke nogen steder, så om et par uger prøver vi at komme af sted igen.

Gnocchi med salviesmør

Til to personer

400 g gnocchi
2 store spiseskefulde smør
frisk salvie
salt, peber
parmesan

Kog gnocchi lige akkurat møre i letsaltet vand. Tag dem op og dup dem tørre. Smelt smørret på en pande. Hak salvien. Vend gnocchi og salvie i det smeltede smør og vend rundt til de får lidt farve. Krydr rigeligt med salt og peber og server straks med parmesan til.

Ingefærcookies
Cirka 28 kager, to bageplader

175 g koldt smør
250 g mel
250 g sukker gerne en blanding af brun farin og stødt melis
1 spsk sirup
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
2 spsk stødt ingefær
1 æg

Hak smørret ned i en blender. Hæld mel, sukker, sirup, bagepulver, natron og ingefær over. Start blenderen og kør et øjeblik. Rør ægget sammen og hæld det i lidt ad gangen mens maskinen kører. Stop når dejen samler sig. Sæt dejen på køl i 30 minutter. Form dejen til cirka 28 små kugler (á 25 gram) og sæt dem på to bageplader med bagepapir. Bag kagerne ved 200 grader i 10-15 minutter. Afkøl kagerne på en rist og opbevar dem herefter i en kagedåse. 

Artiklen har været bragt Kristelig Dagblad den 20. februar 2016
Foto Louise Dandanell Ørsted

Ingen kommentarer:

Send en kommentar