Sød kartoffelsuppe |
Klokken er lidt over syv, og Eva Dalgaard Andreasen læser dagens nyheder op
på p1. Min mand sidder i køkkenet i sin blåternede, uldne dressing-gown og
stribede pyjamasbukser. Han drikker kaffe og læser Flensborg Avis. Det
er den første hverdag efter juleferien, og børnene er ikke kommet ud af
dynerne endnu.
Jeg skal til spinning senere og er derfor i stramme tights,
og en langærmet neongrøn T-shirt, der sidder til.
-Julen har været god ved dig i år, siger min mand og kigger
op fra avisen.
Hvad mener han med det? Jeg har hverken fået træningsbukser
eller bluse i julegave.
Min mand klapper mig blidt på bagen, og så falder den fede
femøre. Han syntes, jeg har lagt mig ud.
Jeg bliver hidsig og hiver ham i maveskindet. Og så går jeg
i sundhedsmove. Jeg sætter havregryn, hørfrø, vand og salt over til havregrød
til hele familien. Jeg smører magre madpakker til mine børn, skræller
gulerødder og skærer æbler i både. Jeg sætter mig ned og skriver en sund
madplan for de kommende uger. Vi skal have masser af kål, supper, rodfrugter,
kylling, fisk og æg.
Og jeg ved, det vil lykkes at komme af med de par kilo,
der har sneget sig op på maven og ned på bagen i løbet af december. For vi
fortsætter jo ikke den marathonspisning af and og nougat, som vi udsatte os
selv for i julen. Og så er vi også fælles om det, min mand og jeg. For da jeg
greb ham i maveskindet, var der mere at få fat i, end der plejer at være, og
det er ikke sundt.
Så mon ikke januar måned bliver god for os, der spiser lidt
mere kål, træder lidt hurtigere i pedalerne, løfter lidt mere vægt og går en
ekstra aftentur?
Supper giver os en masse grøntsager, de mætter og man kan
spise en stor portion uden at få for mange kalorier. Mandeldrysset er et
eksotisk pift som pynter godt i vinterkulden. Og så kan man måske komme af med
de mandler, man ikke fik brugt i gløggen i december.
Krydret sød-kartoffelsuppe
2-4 portioner
500 g sød kartoffel
1 løg
1 fed hvidløg
1 tsk olie
1 tsk stødt koriander
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt spidskommen
8 dl vand + bouillon
1 spsk fløde eller cremefraiche – kan undlades
Salt og peber
4 stilke persille
2 spsk mandlesplitter
½ spsk nigellafrø
½ tsk koriander
½ tsk spidskommen
½ tsk ingefær
½ tsk salt
1 tsk sukker
Skræl de søde kartofler og skær dem i små stykker. Pil og
hak løg og hvidløg fint. Varm olie op i en gryde. Hæld kartofler, løg og
hvidløg i gryden og krydr med koriander, ingefær og spidskommen. Vend det rundt
et par minutter. Hæld vand over til det dækker. Tilsæt bouillon og kog op. Skru
ned og lad det simre til de søde kartofler er møre. Hak persillen groft. Hæld
fløde og persille i og blend suppen. Smag til med krydderier, salt og peber.
Rist mandler og nigellafrø på en tør pande med krydderier og
salt. Drys sukker over når de tager farve. Hæld dem på en tallerken og lad dem
køle af. Drys mandlerne over suppen.
Tekst og opskrift har været bragt i Kristelig Dagblad den 16. januar 2016
hej Louise,
SvarSletdet lyder lækkert og skal afprøves ! Koger du havregrød med hørfrø ?
Mange hilsner
Angelika