fredag den 24. juli 2015

Smagen af grill





-Min studieveninde Eva-Maria kommer til middag med hendes mand og tre store drenge på tirsdag, og jeg har lovet, at vi griller, siger min mand glad. 

-Det lyder hyggeligt, siger jeg og håber, det bliver 14 grader, storm og regn.
-De skal smage de gode tyske pølser, og så skyller vi dem ned med nogen Flensburger Pils, fortsætter han.
Jeg tænker, at det vil være helt fint med mig, hvis grillen er skyllet væk, og jeg bliver nød til at lave en langtidsstegt, marineret oksetykkam, som vi kan drikke et lille glas Spätburgunder til i vores hyggelige spisestue.

Jeg har endnu ikke forstået det hyggelige i at grille. Jeg løber i pendulfart mellem haven og køkken, op og ned af trapper med fade til det kød der er på grillen, og det der har været på grillen. Vi har ikke udekøkken, så det meste af maden skal stadig laves indenfor. Og det skal jo være helt klart, når gæsterne kommer, så man kan stå parat, nyfriseret i haven med velkomstdrink, snack, salater, tilbehør og også lige have lagt desserten sammen og lavet bakke med kaffekopper….jeg bliver træt….

Men der er ingen der hører mine bønner. Hele tirsdagen skinner solen, og vi kan dække op i haven.
Øllerne plopper lystigt og stemningen er sommerkåd.
-Kullene er klar lige om lidt, siger min mand.
Det er da også på tide, tænker jeg. Nu har vi stået her og kigget på de færdige salater en mindst en halv time. 

Pølserne bliver smidt på grillen og min mand opfører en helt særlig grilldans, der består i, at han hopper rundt om den lille, sorte kuglegrill, fægter med arme og grilltænger, skiftevis vrisser af kul, grill, pølser, børn og hund for til sidst at lægge et bjerg af (sorte) pølser op på det rene serveringsfad. Det hele har taget højst 10 minutter.
-Nu er kullene perfekte, har vi mere, vi kan lægge på? Spørger han.
Jeg har bagt en marengskage, der er pyntet med flødeskum og bær. Det vil ikke klæde den at komme på grillen, så jeg må skuffe min mand. Han må lægge låget på.

Vi sidder ved bordet, og de bliver alle enige om, at det smager allerbedst med god grillskorpe. Ja, ja min lille, sorte hund sidder under bordet, for mine fødder og spiser mine sorte pølser.

Jeg har siden haft stor succes med at grille burgerboller, så den opskrift får I i denne uge. Og så er der en krydret hakkebøf til. Ideen til kartoflerne kommer fra min nabo, der er en habil grillmester.

Gode grillråd
Hvis kødet skal marineres, skal det gøres fire-fem timer, før det skal grilles.
Vent med at smøre barbequesovs på kødet, til det har fået let skorpe, altså når det er blevet vendt et par gange på grillristen.
Byg kullene op i forskellig højde under risten, så du har en superhed zone et sted og en simrezone et andet sted – så kan du flytte rundt på kød, grøntsager og brød, som det behager dig.

Husk grøntsagerne
Læg uskrællede majs i blød i vand og derefter på grillen. Så bliver den ikke brændt, men får en lidt kogt og røget smag.
Auberginer, tomater, peberfrugt, squash, løg og små gulerødder bliver også gode på grillen.

Og brødet
Har du lyst brød er det perfekt at grille. Skær brødet i tykke skiver, pensl med olivenolie og grill det. Pil et hvidløg og gnid det over der grillede brød. Krydr med salt og peber.

Brug avisen når du tænder op
Løber dine tænder i vand når du lugter til optændingsvæske? Nej vel. Så lad være med at få ødelagt appetitten ved at bruge de ildelugtende væsker og optændingsblokke. Brug avisen.
Start med en moderat mængde kul og fyld flere i grillen efterhånden som de første brænder ned. Kommer der for mange kul på i starten, kan grillen blive for varm, og det er svært at lave zoner med lav varme.

-Sæt din grillstarter på grillen.
-Lav kugler af gårdsdagens Flensborg Avis og læg dem i bunden af grillstarteren.
-Hæld kul i grillstarteren.
-Sæt ild til papiret.
-Lad kullene blive varme, det tager ca. 20 minutter
-Hæld først dine kul op i grillen når de er helt lysegrå.
-Fordel kullene så de nogen steder er tæt på risten og andre steder har større afstand.

Kul eller briketter
Det er oftest sådan, at kul holder længere på varmen end briketter. Men der er stor forskel på kvaliteten, så prøv dig frem.

Sådan gør du din grillrist ren
Der er flere måder at gøre grillen ren på.
-Læg risten ned på græsset. Næste dag kan du vaske den helt ren med almindelig sulfo og uden knofedt.
-Rengør risten med en hård børste. Det er nemmest at få risten ren, hvis risten er lidt varm.
-Smør rist og eventuelt resten af grillen ind i brun sæbe, hvis grillen er meget beskidt. Put rist/grill i en stor pose, og lad sæben siddet et døgn eller to. Spul med lunkent vand.
Et andet råd lyder
Stil et snapseglas med 3-dobbelt salmiakspiritus inde i kuglegrillen. Læg låg på, så det slutter tæt, ellers brug en affaldssæk. Efter en dag skrubber du med hård børste.

Husk
Kul kan indeholde tungmetaller, så smid ikke kullene i haven eller blomsterbed.



Grillboller

Kan også bages i ovnen ved 210 grader i ca. 15 minutter
Tid 2 timer inkl. hævetid
10-12 stk.

30 g gær

350 ml vand
1 æg
½ dl sesam
1 spsk salt
1 tsk sukker
2 spsk friske hakkede krydderurter f.eks. oregano, timian og rosmarin
Ca. 600 g hvedemel
mælk til pensling 

Rør gæren ud i lidt af vandet og hæld resten af vandet, æg, sesam, salt, sukker og krydderurter i. Rør det sammen og ælt mel i til dejen er fast og slipper bordet. Tilsæt mere mel hvis dejen er våd og hold lidt igen hvis den er for fast.  Dejen skal være lidt fastere end normal bolledej, da den skal bages direkte på grillristen. Lad dejen hæve 1 time. Ælt dejen igennem og form den til 10-12 boller og tryk dem flade. Pensl med mælk og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Læg dem direkte på grillristen, men ikke over kullene og bag dem under låg i ca. 12 minutter. Det burde ikke være ikke nødvendigt at vende dem, hvis du bager med låg.


Krydrede burgerbøffer
4 bøffer
10 minutter + grilltid
nem

400 g hakket oksekød
1 æg
2 spsk bbq sovs (alternativt 1 spsk ketchup, 1 tsk soja, ½ tsk chili)
3 spsk hvedemel
½ salt
Friskkværnet peber

Rør kødet sammen med ægget og rør bbq-sovs og mel i. Krydr med salt og peber. Form kødet til 4 bøffer. Grill kødet over middel varme.

Grillede kartofler
Nem
Kartoflerne kan også grilles i et fad. Det bliver bedst, hvis der er låg på grillen.
15 minutter + grill

1 kilo nye kartofler ikke for små
salt
1-2 spsk olivenolie
friske krydderurter
peber

Vask kartoflerne og kog dem i saltet vand i ca. 8 minutter. Hæld vandet fra kartoflerne. Vend kartoflerne i olie og krydderurter og krydr med salt og peber. Steg kartoflerne færdige på grillen.


Syltede rødløg
Nem
Kan holde sig i lang tid i køleskab
25 minutter

150 g rødløg
100 ml hyldeblomsteddike eller en anden lys eddike
50 g sukker
1 tsk chilikerner

Pil løgene og skær dem i tynde skiver eventuelt på mandolinen. Hæld løgene i en lille gryde og hæld eddike, sukker og chili over. Lad det simre over lav varme i ca. 20 minutter til væden er blevet karamelagtig.


Kålsalat
Til 4 personer
Nem
15 minutter
Kan suppleres med 3 fintrevne gulerødder

1 sommerspidskål +1 tsk salt +1 tsk eddike
1 bundt dild
50 ml mayonnaise
100 ml fast yoghurt gerne 10 %
1 tsk lys eddike
1 spsk ketchup
1 tsk sukker
salt, peber

Skær kålen i tynde strimer, eventuelt på mandolinen. Knug salt og eddike ind i kålen. Hak dilden. Rør mayonnaise, yoghurt, eddike og ketchup sammen i en rummelig skål og smag til med sukker, salt og peber. Vend kålen i dessingen og pynt med dild. 


Artikel og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis den 24. juli 2015
Foto: Gerturd Sabroe Termansen

1 kommentar:

  1. hej Louise,
    de grillburgere vil jeg prøve når vejret bliver til den slags. Jeg orker sjældent at grille fordi, selvom husets herrer påstår at det er dem der står for madlavningen, så er det mig der står i køkkenet og forbereder salater, dressings og hvad man ellers kan finde på. Herrernes tjans består i reglen i at holde øje med kullene og senere kødet ;-) Og da det i reglen trækker lidt ud, smugstarter vi med lidt brød og salat, med det resultat at jeg er mæt inden kødet er gennemstegt :-)

    mange hilsner
    Angelika

    SvarSlet