Viser opslag med etiketten gulerod. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gulerod. Vis alle opslag

søndag den 8. december 2019

Hjemme igen



Jeg er flyttet til København, hvor jeg har fået en varm velkomst. Men jeg savner Flensborgs kulinariske udvalg af stort og småt.

-Velkommen hjem, hvor er det dejligt at have jer tilbage i København, siger damen, der står overfor mig med varme og kærlighed i stemmen. Hun breder armene ud og suger mig ind i hendes kæmpe favn. Hun slipper grebet, ser mig i øjnene, griber mig om ansigtet og kysser mig på begge kinder.
Jeg prøver forsigtigt at sige, at jeg såmænd har følt mig hjemme i Flensborg de sidste 17 år, men det overhører hun fuldstændigt. Hun kalder på sin svigerinde, der kommer løbende, og så får jeg samme tur en gang til.
Til min mands indsættelse som sognepræst i Garnisonskirken var der 475 gæster. Kirkens menighed, tidligere kollegaer, gode venner, bekendte, deres forældre og børn og deres venner mødte op søndag formiddag for at opleve denne københavnerbegivenhed. Vi har, med andre ord, fået den varmeste velkomst.

Men vi er ikke flyttet hjem, vi er nærmere flyttet hjemmefra, og selvom vi taler sproget noget bedre her end i Flensborg, er der stadig mange ting, vi skal have lært. Hvor køber man ind og ikke mindst, hvad køber man? Der er minimælk, skummetmælk, letmælk og sødmælk i en konventionel variant, en økologisk, en fra jerseykøer, en der er blevet malket indenfor de sidste 24 timer og en fra det lokale mejeri. Hvorfor er der så meget discount, skohylder, duftlys og hundekurve i supermarkedet, der hvor der burde ligge pølser og pastavarianter? Og hvor er slagteren, hvor jeg kan købe fire skiver røget skinke i den tykkelse, jeg bryder mig om, og en lille bøtte Fleischsalat til min frokost? Hvor er markedet med de lokale producenter, hvor man kan holde sig opdateret med, hvad der er i sæson netop nu?
København er skøn, og snart lærer jeg, at det er her, jeg har hjemme. Indtil da savner jeg Flensborgs helt fantastiske udvalg af god mad og de dejlige folk, der bor der.
Dagens ret er en vegansk ret, det er nemlig ret hipt her i hovedstaden.  Gulerodssuppen er med linser, kokosmælk, karry og koriander. Er koriander, det værste du ved, og syntes du bare, det smager af sæbe, skifter du den ud med persille og kokosmælken ud med fløde, så er suppen ikke vegansk mere, men blot vegetarisk. 

Gulerodssuppe
2-3 personer
Hovedret
Nem
45 minutter
Vegansk/ vegetarisk


1 løg
2 fed hvidløg
400 g gulerødder
olie til stegning
1 tsk stødt ingefær
1 spsk karry
750 ml bouillon
150 ml kokosmælk/ fløde
150 g kogte linser i alt

Karrykerner
50 g solsikkekerner
1 tsk karry
1 tsk sukker
¼ tsk salt
½ tsk chiliflager

Koriander eller persille til servering
Brød

Pil løg og hvidløg og skær det i terninger.
Skræl kun gulerødderne, hvis de er gamle, ellers er det nok at vaske dem og skære toppen af.
Skær gulerødderne i skiver. Gem 1 lille gulerod til servering.
Varm olien i en rummelig gryder, hæld løg på og lad dem blive klare.
Hæld hvidløg, gulerødder, ingefær og karry i gryden og rør rundt et par minutter.
Hæld bouillon, kokosmælk og 100 g linser på og kog op. Skru ned og kog tilgulerødderne møre.
Blend suppen og smag til.
Skær den sidste gulerod i små terninger og hæld den i suppen sammen med 50 g linser lige før servering.
Rist solsikkekerner på en varm pande. Hæld karry, sukker og salt på og rør rundt til sukkeret er smeltet. Hæld chili på og afkøl. Drys kernerne over suppen, og spis brød til.

Teksten har været bragt i Flensborg Avis i oktober 2019.


lørdag den 24. november 2018

Aftenstemning fra morgenstunden



På Benedict i Berlin serverer de morgenmad døgnet rundt, og konceptet er et hit. Restauranten er fyldt 24/7 med festklædte gæster.

Guten Morgen, siger tjeneren, da jeg stikker hovedet ind i restauranten.
Guten Morgen? Siger jeg lidt forundret tilbage.
Guten Morgen. Kann ich ihnen helfen? Spørger han smilende.
Klokken er halv elleve om aftenen, og forvirringen er total. Jeg ser rundt i restauranten, som er fyldt med unge smarte berlinere, forretningsfolk og turister, der sidder og spiser æg benedict, mysli og omeletter, for på Benedict serverer de morgenmad døgnet rundt.
Ved et tilfælde er jeg kommet til at bestille hotelværelse på et af Berlins smarteste hoteller Max Brown, som samtidig huser en af de hippeste morgenmadsrestauranter i byen.
De fleste gæster i restauranten bor ikke på hotellet men kommer udefra, og der er lang kø ud på gaden fra morgenstunden for at få lov til at sidde ved de små og store marmorborde, imellem palmer, billardbord, neonskilte og storblomstret tapet. Her er ikke nogen, der er morgensure, er mærket af hovedpuden eller har morgenhår. Gæsterne har gjort sig lækre, damerne har aftenmakeup, fake-fur og stilletter på, og mændene har strøget skjorten og sat håret med duftende olier. Dem der kommer på Bendict vil ses, og det bliver de.
Næste morgen vågner vi til duften af friskbagte rundstykker og stegt bacon, der trænger sig gennem dørsprækken til vores værelse.
I restauranten vimser vores tjener Victor rundt om bordet og tager imod bestillingen på Avocado bagel frühstück, Pancakes med cookies og chokolade, Shakshuka, Croque Madame, A kiss from Istanbul og Eggs Benedict med røget laks. Retter der, når jeg sidder her og skriver, får min mund til at løbe i vand. Vi får serveret kaffe i alle afskygninger, med og uden mælk, dobbelt og enkelt-shot og morning glory, der er en friskpresset gulerods-og æblejuice med en anelse lime og pyntet med mynte. Der hører en cocktail eller kaffe med til de fleste retter og en stor kurv med boller. Victor fylder brødkurven op, så snart vi har tømt den, og det går stærkt, for brødet er hjemmebagt og lunt, og vi kan smøre det med hjemmesyltet æble-kanelsmør eller Nutella. Og selvom vi spiser morgenmad, sidder jeg med den følelse, at det aftensmad, vi er i gang med. Stemningen, Queen og Toto der bruser ud af højtalerne, den måde tjenerne og de øvrige gæster opfører sig på, har intet, absolut intet med en morgenmadsrestaurant på et almindeligt hotel at gøre. Her har de løftet dagens vigtigste måltid op til et helt nyt niveau.
Og ja, dem der syntes, det er let og lækkert-at gå op til en buffet, sammen med 50 andre og fylde tallerkenen op med cocktailpølser, der har ligget for længe, røræg, der kommer ud af en karton, marmelade fra en spand, og hvad de ellers byder på ude i verden. De vil blive skuffede på Benedict. For her bliver du nød til at studere kortet, læse dig gennem retterne og tage stilling til, om du vil have et pocheret æg eller omelet, til den ret du har valgt. Og så bliver man nok også nød til at se lidt lækker ud fra morgenstunden, men det er jo heller ikke noget problem vel?

Max Brown Ku’Damm og Benedict
Max Brown er en hollandsk hotelkæde fra 2014. De har to hoteller i Amsterdam, et i Düsseldorf, det nævnte her i Berlin, og så er der et på vej i Wien. De billigste værelser i Berlin er på 14 kvadratmeter. De er fyldt godt ud med en kæmpe dobbeltseng, svævende marmorreoler, yndige glaslamper, puf, bord og andet nips, der hygger. Alt sammen i en moderne stil og meget lækkert. Badeværelset er ligeledes småt men smukt indrettet, og der er lækre sæber og cremer til rådighed. I receptionen er der en bager, der har åbent til ca. 19. Her kan man ligeledes købe kaffe. Receptionen er åben 24/7. Der er cykeludlejning til 15 € om dagen.
Vi var heldige/ i god tid og betalte ca. 60 € for et dobbeltværelse.
Og så er der en skønne Bendict, hvor hotellets gæster, så vidt vi kunne forstå, kommer foran i køen. Benedict har flere restauranter i Israel. Morgenmaden koster ca. 20€ pr. person, og så har de også pocheret ægget specielt til dig.

Se mere på maxbrownhotels.com


Æg Benedict
Æg Benedict er en ret med en smørristet bolle, pocheret æg, bacon og hollandaisesauce, der kan varieres i det uendelige.
Der er mange historier om, hvorfor det hedder æg Benedict. En af dem går på, at børsmægler Benedict fra Wall Street går ind på Waldorf Hotel i New York. Han har tømmermænd og bestiller lige det han har lyst til nemlig ovennævnte ingredienser, som køkkenet sætter sammen til en ret, som herefter bliver opkaldt efter ham.



French toast

Nem
2 personer
30 minutter

2 små æg
2 spsk fløde
½ tsk kanel
½ tsk kademomme
4 skiver briochebrød
smør til stegning
crunchy jordnøddesmør
2 bananer
2 spsk saltede jordnødder
Granatæblekerner eller frosne bær
Ahornsirup

Pisk æg og fløde sammen med kanel og kardemomme.
Vend brødene i æggeblandingen.
Smelt smør på en pande.
Steg brødene lysebrune.
Lad dem køle lidt af.
Smør jordnøddesmør på.
Skær bananerne i skiver og læg dem på brødet.
Pynt med jordnødder og granatæbler.
Hæld ahornsirup over.


Morning Glory
Nem
3-4 glas
15 minutter
Du skal bruge en saftpresser

500 g gulerødder
3-4 æbler
Lime eller citronsaft
Isterninger
Mynte eller spansk kørvel

Skær gulerødderne og skær æblerne i kvarte. Pres gulerødder og æbler, smag til med citron eller lime. Server i glas på stilk med isterninger og pynt med mynte eller spansk kørvel.







Æg Benedict

Middelsvær
2 personer
30 minutter
Bør spises straks

Hollandaisesauce
75 g saltet smør
2 æggeblommer
1 spsk koldt vand
salt, peber
Citronsaft

150 g frossen spinat
50 ml piskefløde
2 skiver engelsk muffin
smør til stegning
salt, peber
2 æg
4 skiver laks

Smelt smørret i en lille gryde, og tag gryden af varmen. Pisk æggeblommer og vand sammen. Hæld smørret i æggene, samtidig med, at der piskes. Smag til med salt, peber og en anelse citronsaft.
Tø spinaten op. Hæld fløde i og krydr med peber. Steg muffins i smør på en pande. Pocher æggene, et af gangen.
Anret brødet med flødespinat, laks og æg og server hollandaise til.

Tekst og opskrifter har været vist i Flensborg Avis

tirsdag den 19. maj 2015

Økologi


Den gode økologiske gryde

I sidste uge blev der offentliggjort en undersøgelse, der viser, at en familie på blot 14 dage kan fjerne rester af giftstoffer fra deres urin (og krop) ved at lægge deres kost om til at være økologisk.
Resultatet præsenteres i en videokampagne, lavet af Coop i Sverige, som bliver delt på internettet i disse dage. Det er forskere fra Svenska Miljöinstitutet, der har testet en børnefamilie på fem for at undersøge, hvor mange kemikalier heriblandt  fra fødevarerne, der bliver ophobet i vores kroppe. Familien afgiver en urinprøve før forsøget begynder, og efter de har spist økologisk i to uger. Og der er ingen tvivl om resultatet. Det viser med al tydelighed, at vi spiser meget færre kemikalier, hvis vi lægger vores kost om til at være økologisk. Det kommer nok ikke som et chok, at det forholder sig sådan, og danskernes forbrug af økologiske varer stiger også stødt. Men det er stadigvæk, kun otte procent af de madvarer vi køber, der er økologiske. Hvad kan vi gøre, så vi får en sundere kost og en bedre jord? Louises køkken har talt med Trine Krebs, der er medejer af Frugtformidlingen. Trine Krebs’ hjerte banker for jord, råvarer og god hverdagsmad. Udover arbejdet i Frugtformidlingen er Trine Krebs formand for bestyrelsen for Praktisk Økologi.

Hvad tænker du, er den vigtigste grund til, at vi skal spise økologisk?
Jordens frugtbarhed. Vi er nødt til at have en madproduktion, som holder jorden frugtbar til evig tid – til fremtidige generationer. Økologien er ikke den endelige løsning, men det er begyndelsen til at finde en ny måde at lave mad på, som kommer til at udvikle sig meget, jo flere, der er med. Vi er nødt til at finde et landbrug med lettere maskiner, et landbrug uden gift, et landbrug, som opbygger jorden med organisk materiale, et landbrug, hvor vi laver maden med færrest mulige resurser og slider mindst muligt på jorden. 
Hvis jeg ikke vil lægge min livsstil totalt om og bruge meget tid på at køre rundt og købe ind gårdbutikker og økologiske butikker, hvordan skal jeg så blive bedre til at få økologiske varer i min indkøbskurv?
Vi har lavet nogle forsøg i min virksomhed, hvor en familie på fire, to voksne og to børn får dagligvarer leveret til døren. Det er en løsning, som giver rigtigt meget økologi. Mange vil indvende at det er dyrt, men vores forsøg viser faktisk, at det er billigere – sandsynligvis fordi familien bliver bedre til at planlægge og ikke har nogen impulskøb, når de ikke skal ind i en butik og bliver fristet. Jeg tror helt sikkert, der ligger en stor del i at planlægge sin daglige mad – både af hensyn til økonomi, men også for at få spist al den mad, som er i køleskabet og rester og det fra urtehaven. De, der har en fryser kommer rigtigt langt ved at købe et halvt dyr, så der altid er økologisk kød i fryseren. Du kan også købe økologi, der hvor du plejer at handle, og hvis du tænker det er dyrt, så kan du hente rigtig meget økonomi igen ved at planlægge…hovedreglerne er at lave mad med mindre kød, flere grøntsager, mere groft – måske endda kødfrie dage. Det giver penge i budgettet til mere økologi.

I morgen kommer resten af interviewet med Trine Krebs, her kommer en opskrift:

Den gode økologiske gryde
TID:35 minutter
Til 4-5 personer
Alt er økologisk og kan fås året rundt i din discountforretning
Nem hovedret

500 g squash
200 gulerødder
1 stort løg
2 fed hvidløg
olivenolie
400 g hakket oksekød
1 tsk chili
500 ml bouillon
1 spsk timian
1 spsk rosmarin
salt, peber

400 g pasta

Vask squash og gulerødder og riv dem. Pil og hak løg og hvidløg og svits det i olivenolie i en rummelig gryde. Kom kødet på og brun det. Tilsæt squash og gulerødder og vend det rundt et par minutter. Hæld bouillon og krydderurter over og lad det simre i 20 minutter. Kog pastaen efter anvisning på emballagen. Smag kødsovsen til med salt, peber og krydderurter og server med friskkogt pasta. 

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis den 15. maj 2015
Foto: Gertrud Sabroe Termansen


mandag den 16. marts 2015

Frikadeller med spicy agurkesalat






Ikke så meget snak, blot en god ret. 

Frikadellefars
1 fed hvidløg
1 lille løg
500 g hakket kalv- og flæsk
1 æg
1/2 dl mælk
1 spsk mel
1 tsk stødte koriander
salt, peber

Ris til 4 personer

½ agurk
2 gulerødder
1 peberfrugt
2 spsk eddike
1-2 tsk sukker
2 spsk soja
1 tsk friskrevet ingefær
1 tsk tørret chili eller en ½ frisk chili
salt, peber
koriander og peanuts

Hak løg og hvidløg fint og rør det i kødet med æg, mælk, mel og koriander. Krydr med salt og peber. Form farsen til frikadeller og steg dem i fedtstof på en pande.
Kog risene efter anvisningen på emballagen.
Skær agurk, gulerødder og peberfrugt i strimler. Rør eddike, sukker, soja, ingefær og chili sammen og krydr med salt. Vend grøntsagerne i eddikedressingen og server med ris og frikadeller. Pynt med koriander og peanuts.

fredag den 31. oktober 2014

Græskargulerodssuppe med røde linser

Nu ikke flere græskarsupper tænker du, men jo, denne her skal også lige med. Den smager fantastisk, hvis der er nogen der spørger, og det gode ved de tykke grøntsagssupper er, at man får dækket en fin portion af sine 6omdagen grøntsager.

500 g græskar
500 g gulerødder
1 stort løg
2 tsk spidskommen
2 tsk koriander
1 tsk stødt chili
vand
evt. bouillon
100 røde linser
salt, peber

Vask græskat, skræl gulerødderne og pil løget. Skær det hele i mindre terninger. Sauter grønsagerne og krydderier i lidt olie. Hæld vand/ bouillon på så det dækker og kom linserne i. Kog grøntsagerne møde, det tager ca. 30 minutter. Hæld evt. mere vand på hvis suppen er for tyk. Blend suppen og smag til med krydderierne, salt og peber. Spis dukkah til.

tirsdag den 26. august 2014

Vild med tahin


Tahin er en tyk pasta af knust, ristet sesamfrø. Det er meget anvendt i det nordafrikanske og mellemøstlige køkken i hummus, dip og dressinger. Konsistensen minder om en tør nutella og smagen er ligeledes tør- den hænger behageligt fast i ganen. Det er et meget fedt produkt, men den bliver alligevel ofte blandet med olie, men yoghurt, mælk og bouillon kan også bruges. Der bør altid indgå lidt syre i form af citron eller eddike i dressingen - det får tahinen ned fra ganen igen.

Gulerodssalat med tahindressing

2 spsk tahin
1 spsk vand eller yoghurt
1 spsk olivenolie
2 tsk lys eddike
1 lille fed hvidløg (kan undlades)
salt og peber

4 gulerødder
1 spsk ristet sesam
lidt persille
1 håndfuld tranebær

Rør tahin, vand, olie og eddike sammen. Pres hvidløg i og smag til med salt og peber.
Riv gulerødderne i lange strimler og vend dem i dressingen. Pynt med sesam, persille og tranebær.

Yoghurttahindressing 

2-3 spsk tahin
2 dl yoghurt
½ tsk stødt koriander
½ tsk stødt spidskommen
1 lille fed hvidløg
salt og peber

Rør tahin og lidt af yoghurten lind og rør resten af yoghurten i. Smag til med koriander, spidskommen, hvidløg, salt og peber.

Se opskrift på hummus her:
http://louises-koekken.blogspot.de/2012/08/helt-rligt-hummus.html


 

mandag den 26. maj 2014

Ugens fisk


Vi spiser rigtig meget dåsefisk, rigtig meget sild og meget lidt frisk og frossen fisk her i huset. Men det er en saga blot med denne ret. For nemmere bliver det ikke.

1 stort bund dild
4 gulerødder
500 g hvid frossen fisk
1 dl grøntsagsbouillon gerne Herbamare
evt. ½ dl fløde
1 tsk chiliflager, salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader.
Hak dilden. Skræl gulerødderne i lange strimler og læg dem i et ovnfast fad med dilden. Krydr fisken med chili, salt og peber og vend den i dild. Læg fisken ovenpå gulerødderne. Hæld bouillon og evt fløde VED og stil fadet i ovnen. Bag i 30 minutter.

Alt afhængigt hvilken kur/ livsstil du er på, kan du spise hele portionen alene, eller dele den med din familie og spise skønne ris til.

onsdag den 9. oktober 2013

Multifarvet coleslaw

For 15 kroner kan man få så meget glæde i Kvickly! 1 kilo økologiske gulerødder i fire farver og med en skøn smagsvariation. Køb dem så butikkerne bliver ved med at forhandle dem og producenterne fortsætter med at dyrke forskellige, sjove og pudsige grøntsager.


4 gulerødder i forskellige farver
½ spidskål
½ dl cremefraiche 9%
1 spsk majonaise
1 tsk ketchup
hp sovs
sukker, salt og peber

Rengør gulerødderne og skær dem i lange strimler. Skær ligeledes kålen i lange strimler. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med sukker, salt og peber. Vend salaten i dressingen.

mandag den 28. januar 2013

Mere gulerodskærlighed - mere suppe

Jeg har kombineret lidt af det hele i denne skønne suppe. Der er lidt Bali, lidt Indien og lidt Italien i suppen og så har jeg ristet det helt fantastiske Korn an Korn rugbrød- så er der serveret.

1 kg gulerødder
2 løg
2 fed hvidløg
1 spsk olie
2 tsk karry
1 spsk mørk eddike
1 brik tomatkoncentrat
7½ dl Herbamare bouillon
1 dåse kokosmælk
Salt og peber
Rugbrød og friske koriander

Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Pil og hak løg og hvidløg og sauter dem i olie med karry. Hæld eddike på og tilsæt gulerødderne. Rør lidt rundt og hæld tomat og bouillon i. Kog gulerødderne møre, hæld kokosmælk i og blend suppen. Smag til med salt og peber. Rist brødet og server koriander til.

Lagkagehuset har et rugbrød der hedder 70%, det er nok det, der kommer nærmest på det fantastiske rugbrød fra Kloster Bäckerei her i Flensborg.

tirsdag den 22. januar 2013

Kærlighed til gulerødder

Denne skønne suppe kræver bare kærlighed til gulerødder og en blender.
Selv i dette vejr kan vi få nyopgravede gulerødder! Det er da fantastisk, men dem der ikke er nyopgravede kan nu også godt bruges.

1 kg gulerødder
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 spsk olie
evt. 1 tsk koriander, spidskommen, chili
2 spsk balsamisk eddike
1 l herbamare bouillon 
ca. ½ dl fløde

Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Pil og hak løg og hvidløg. Sauter løg, hvidløg, eventuelle krydderier og gulerødder i olie. Hæld eddike på og lad det bruse op. Hæld bouillon over og lad det simre til gulerødderne er møre. Blend og smag til med fløde.

mandag den 24. september 2012

Gullasch


Min veninde skal til Prag i næste weekend og det glæder hun sig til, for der får man serveret masser af kogt kød og kål. Vi der bliver hjemme, skal ikke snydes for denne delikatesse, så I får opskriften på gullasch her.
Det er jo ikke liige en ret der med fem ingredienser, der bliver færdig på 25 minutter. Men hvis du nu arbejder hjemme en af dagene, tager den ikke lang tid at forberede, og så skal den bare stå og snurre på komfuret de næste 4 timer. Kålsalaten kan til gengæld laves i løbet af et par minutter.

Gullasch

hvedemel, salt og peber, paprika og chili
600 g oksekød i tern - bov, kam eller tyksteg
olie til stegning
2 løg
4 hvidløg
1 dl tomatpure
Bouillon gerne Herbamare 
4 gulerødder

Server kartoffelmos til

Bland mel, salt, peber, paprika og chili sammen og vend kødet i. Brun kødet i en stor gryde og tag det op. Pil og hak løg og hvidløg og sauter dem. Hæld kødet i gryden igen, kom tomatpure i og dæk med bouillon. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver og hæld dem i gryden. Lad retten simre til kødet er mørt, det kan sagtens tage et par timer eller mere. Det må på intet tidspunkt koge. Smag til med krydderierne og tilsæt gerne flere gulerødder, champignon eller rodfrugter.

Kål og koriander

1/4 hvidkål
1 granatæble
1 bundt koriander
olie, eddike, salt og peber
Evt. feta

Skær kålen i tynde skiver og vend den i olie og eddike, krydr med salt og peber. Rul granatæblet over bordet, halver det og pil kernerne ud. Vend kerner og koriander i kålen.  Skal det være lidt lækkert passer feta rigtig godt til.

onsdag den 12. september 2012

Rootza


Denne skønne pizza har en bund af masser af revne grøntsager og er HELT UDEN MEL. Den smager selvfølgelig ikke som en almindelig pizza, men den er rigtig lækker og et dejligt alternativ, til det vi plejer at spise. Opskriften er fra Michael Randrup som også er med i konkurrencen om DM i Hverdagsmad.

Dette er virkelig en ”tøm dit køleskab ret” hvor man bruger helt vildt mange grøntsager til Rootza bunden og toppingen kan varieres i det uendelige.


Rootzabund før den bliver bagt
Bund
500 g gulerødder
400 g hvidkål
4 æg
2 tsk groft salt og friskkværnet peber

Topping
Alt hvad du kan finde på 
På billedet (oppe) er der røget kalkun, revet ost, rød peber og lidt blåskimmelost.

Tænd ovnen på 200 grader. Rengør gulerødder og riv dem fint. Rør æggene i de revne grøntsager og krydr godt med salt og peber. For en bageplade med bagepapir. Hæld blandingen ud på bagepladen og glat. Bag bunden i ca. 30 min eller til den er let gylden. Tag bunden ud og skru ovnen op på 200 grader. Arranger det valgte fyld på den bagte bund og bag den færdig i ca. 10 minutter.



mandag den 13. august 2012

Mandagssalaten


Herlig variation af den kendte coleslaw bare helt uden cole. Den smager så dejligt med krydrede, kogte ris og tzatigi.

1 -1½ kg gulerødder
5 forårsløg
1 dl mayonnaise
½ dl mælk
2-3 spsk lys eddike
sukker, salt og peber
persille

Skræl gulerødderne og riv dem. Skær forårsløg i tynde ringe. Rør majo, mælk, eddike sammen. Vend gulerødderne i dressingen og smag til med sukker, salt og peber. Drys forårsløg og persille over.

Krydrede kogte ris
ris til 4 personer
vand
3 kardemommekapsler
½ kanelstang
5 peberkorn
smør

Skyl risene til vandet bliver klart. Hæld risene i en gryde, hæld vand over, så der er står 1½ cm over risene, tilsæt krydderierne og kog risene i 10 minutter. Lad dem hvile under låg i yderligere 10 minutter. Vend smør i og server. 





torsdag den 3. maj 2012

Snup en rod



Gulerødder elsker det danske klima, de er billige, nemme at spise og tilberede og derfor er det en af danskernes fortrukne grøntsager. Har gulerødderne top på når du køber dem, skal du skære toppen af, når du kommer hjem, ellers bliver rødderne bløde.
Skræl et kilo gulerødder, læg dem i en skål, hæld vand over og stil dem i køleskab. Så kan man snuppe sig en rod, når men er lækkersulten. Det giver maven noget at arbejde med og god samvittighed.

Gulerodssuppe

1 løg
2 fed hvidløg
600 g gulerødder
1 tsk koriander
2 tsk karry
Olie til stegning
1 dl hvidvin
1 l bouillon

100 g cremefraiche 18 % eller 9 % rørt op med 1 spsk mel
Hvidløgs croutons af 2 spsk olie, 2 fed hakket hvidløg, 6 skiver brød- gerne rugbrød
Salt og peber
Pil og hak løg og hvidløg. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Svits løg og gulerødder i olie med koriander og karry. Hæld bouillon og hvidvin på og kog gulerødderne møre. Blend suppen, rør cremefraiche i og smag til med salt og peber. Hæld olie og hvidløg i en skål. Skær brødet i tern og vend det i olien, krydr med salt og peber. Kom brødet på en pande og rist dem over svag til middel varme, til de er lysebrune. Server brødcroutons til den varme suppe.

lørdag den 28. april 2012

Boller og kage med vinterens rødder



Radiserne er noget af det eneste, der er i sæson lige nu. Og da man så vidt jeg ved, ikke kan bage med dem, bruger vi rødderne fra i vinter til dagens bagning.

Boller med rod
Brug de små rester af rødder der gemmer sig i grøntskuffen til bollerne.
300 g rødder f.eks. pastinak og gulerod
1½ dl letmælk
50 g gær
100 g valnødder
2 tsk salt
Ca. 500 g hvedemel
Sammenpisket æg til pensling

Rengør rødderne og skær dem i tynde skiver. Kog dem møre i letsaltet kogende vand. Hæld vandet fra og mos eller blend dem. Hæld mælken i mosen. Rør gæren ud i lidt af rod-mælken. Hæld resten af mosen i. Hak nødderne og hæld dem i sammen med saltet. Ælt mel i til dejen er glat og fast og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 45 minutter. Ælt dejen igennem. Form ca. 10 kuvert brød. Pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve yderligere 25 minutter. Bag brødene i 15 minutter ved 220 grader. Afkøl dem på en rist.

Vi er i retro hjørnet så her kommer en skøn gulerodskage.Det er en klassiker, som kan varieres i det uendelige. Denne her er en af de dyrere udgaver med masser af smør, mandler og sukker. Det er en meget stor kage, der giver 12 stykker og holder sig godt.


Gulerodskage med creme

400 g gulerødder
5 æg delt i æg og blomme
250 g sukker
Skal og saft af ½ citron
250 g mandler
75 g mel
1 knivspids salt
½ tsk nelliker
1 tsk kanel
2 tsk bagepulver

Creme af 100 g blødt smør, 100 g flødeost gerne mascarpone, 100 g florsukker, 2 tsk vanillesukker, calvados eller kirch

Tænd ovnen på 180 grader. Skræl gulerødderne og riv dem fint. Pisk æggeblommerne luftige med sukker og citronskal og saft. Blend mandlerne til mel. Bland mandelmel i dejen med mel, salt, nelliker, kanel og bagepulver. Pisk hviderne stive og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt springform (26-28 Ø) og bag den i ca. 50 minutter. Rør smør, flødeost, florsukker og vanillesukker sammen. Smag til med calvados eller kirsch. Smør cremen på den afkølede kagen. Hvis kagen bages i forvejen, skal cremen først på umiddelbart før servering.




søndag den 22. april 2012

Spis London






”Skal du af sted igen?”. Mand, hund og tre børn sidder og kigger på mig ved morgenbordet med store spørgende øjne. Jeg kigger ned i havregrøden, og gennemlever hvad jeg kommer til at opleve, hvis jeg bliver hjemme. Det er sådan noget med madpakker, tøjvask, rengøring, lektielæsning og så det meget udbredte fænomen ”mama-taxi”. Jeg skal også lige nå at lave en omgang sund aftensmad, hvor jeg nøje overvejer, hvordan vi ikke spiser for meget kød, får nok grønt og helt tilpas med fisk, fedt og salt. Jeg kunne også bare tage af sted og besøge min veninde i London. Sidde på hendes roof-garden, kigge ud over Hyde Park og nyde et glas kølig hvidvin, mens vi nipper til små appetizere. Jeg holder af hverdagen, med det er fantastisk med nogle små afbræk. Så jeg tager af sted.
Jeg er jo primært i London for at spise, så lige efter morgenmaden lægger jeg en rute der kombinerer spisningen med museer. Jeg begynder turen på Victoria & Albert Museum. V&A permanente udstillinger er gratis, men det er besøget i museums butikken ikke – den er fyldt med skønne ting og sager, ikke mindst smykker. Er du allerede sulten kan du naturligvis spise i museets gårdhave.
Turen går videre ned mod South Kensington Underground ad Exhibition Road. Her er der mange muligheder for at få stillet den lille formiddags sult. Jeg smutter ind på en lille asiatiske restaurant på hjørnet, spiser en stærk chili suppe, det sætter gang i forbrændingen og ikke mætter for meget. 
Jeg farer videre mod Conran Shop på, 81 Fulham Road, et must for dem der lige skal ind og se hvad det nyeste er inden for bolig og indretning. 
Videre mod Kings Road, hvor der er mulighed for at kigge ind i Muji, der har alt i gennemsigtig opbevaring. Jeg snupper en suppe mere hos EAT, og fortsætter over på Saatchi Gallery (77 Eaton Square), for at se moderne kunst. Her er ligeledes gratis indgang, et lille program koster 1 pund og her er der selvfølgelig også mulighed for at få noget at spise. Jeg er træt i benene, så jeg kaster mig ind i en taxa, hen til Royal Academy of Arts. Her serverer de lækre drinks, kaffe og kage i gården, eller du kan gå ned i kælderen og få five o’clock tea, inden du ser udstillingen.
Retterne her er inspireret af den meget delikate take away forretning Otto Lenghi der bl.a. ligger i Kensington og i Notting Hil.

Super nem laks

500 g laksefilet
1 bundt dild
Salt og peber
2 tsk rød rosenpeber
Olivenolie
Tænd ovnen på 200 grader. Dup fisken tør og læg den på bagepapir på en bageplade. Gnid den med salt, peber og let knust rosenpeber. Hak dilden fint og fordel den over fisken. Dup lidt olie over. Steg fisken i ovnen i ca. 25 minutter eller grill den til kødet netop ikke er klart mere.

Ærtesalat

2 kg ærter i bælg eller 500 g frosne ærter eller
2 fed hvidløg
1 spsk citronsaft
1 spsk olivenolie
Salt og peber
75 g feta
1 bakke ærtetoppe

Bælg ærterne. Hæld ærterne i kogende vand og kog dem i 2 minutter til de lige bliver varme. Frosne ærter overhældes med kogende vand til de er optøede. Mos halvdelen af ærterne og bland det sammen med resten af ærterne. Smag til med presset hvidløg, citronsaft, olivenolie, salt og peber. Smuld feta over salaten og pynt med ærtetoppe.

Gulerodssalat

½ kg gulerødder
1 spsk mayonnaise
1 spsk olie
1 tsk sennep
1 spsk eddike
Sukker, salt og peber
Purløg

Rengør gulerødderne og skræl dem i lange strimler. Rør mayonnaise, olie, sennep og eddike sammen og smag til med sukker, salt og peber. Vend gulerødderne i dressingen og pynt med friskklippet purløg.


 Saatchi Gallery, 77 Eaton Square

mandag den 5. september 2011

Nem mad nu!

Jeg er klart til sammenskudsgilder hvor alle bringer noget med. Man smager en masse forskelligt, uden selv at have haft sved på panden. Det mest almindelige er jo at man laver en liste hvor man skriver sig på. Men jeg har endnu ikke oplevet at der kun var smør og mælk til kaffen på buffeten. Alle finder altid på at tage noget med - man vil jo gerne vise, hvad man kan. 
De her to retter passer godt til at tage med, da de kun bliver bedre af at stå lidt og vente på at blive spist. De er derfor også gode til de aftener, hvor familien kommer hjem på forskellige tidspunkter. 
 
Marineret kylling
1 dl hyldeblomst saft
2 knivspids safran
5 store kyllingebryster
Salt og peber
Rør hyldeblomst saft sammen med safran og krydr med salt og peber. Hæld marinaden i en pose og læg kyllingen ned i posen. Mariner i en halv time. Varm lidt olie på en pande. Brun kødet, hæld marinaden over og steg kødet færdigt ved lav varme i 10-15 minutter.
 
Gulerods couscous

500 ml varm bouillon

200 g couscous

5 gulerødder

Olie til stegning

1 tsk koriander

1 tsk spidskommen

2 spsk honning

3 spsk mandelflager

Dressing af 2 spsk olivenolie, 1 spsk æbleeddike og 1 tsk honning

Salt og peber

Basilikum til pynt

Hæld varm bouillon over couscoussen, læg låg på og lad dem stå i 10 minutter. Rengør gulerødderne og skær dem i skiver. Steg dem i olie, koriander og spidskommen i 5 minutter. Kom honning på panden og vend gulerødderne rundt. Sluk for varmen. Rist mandelflagerne på en tør pande. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. Vend dressingen og de bagte gulerødder i couscousen. Pynt evt. med basilikum.

søndag den 17. juli 2011

Meget mere melon

Det er ikke kun i Frankrig de har dejlige markeder med frisk frugt, fisk, kød og lækre oste. 
Her i Flensborg har vi to gange om ugen det skønneste madmarked. I dag har jeg blandt meget andet slæbt vandmeloner, abrikoser, kirsebær og tomater op ad bakken.

Melonen bliver brugt til en dejlig bowle og abrikoserne kommer i marmelade med gulerødder.

Vinmelon
Skær toppen af en lille vandmelon og udhul den med en ske. Spis melonkødet eller skær det i små terninger og kom det tilbage i melonen. Bland 1 fl. kold rosévin med saften af 1 appelsin og smag til med sukker. Hæld roséen i melonen og fyld op med hindbær, ribs og solbær.
Frys evt.hindbær, ribs og solbær ned før de kommer i melonen så de fungerer som isterninger.


Abrikos marmelade med gulerødder
1 kg abrikoser
2 gulerødder
750 g sukker
1 vanillestang
Saft af 1 citron
Vask abrikoserne, halver dem og fjern stenene. Skræl gulerødderne og riv dem fint. Hæld abrikoser, gulerødder og sukker i en gryde med en flækket vanillestang. Kog det op og skru ned for varmen. Kog marmeladen til gulerødderne er møre. Smag evt. med mere sukker. Hæld marmeladen på rene glas.

tirsdag den 12. juli 2011

Frisk, friskere fisk

Når man bevæger sig langs vandet i Danmark skal man jo spise fisk og ikke kun den på dåse og glas.
I sommerhuset i Havnsø fik jeg et opkald fra min søn, der havde været på havet i to timer med naboen for at fange fisk. ”Hav kameraet parat, vi kommer i land nu”. Min stolte søn og datter havde fanget 14 fladfisk!
Vi inviterede naboerne ind og fik en storslået middag med meget frisk fisk, salater, kartofler og remoulade fra tube ”der skal jo noget til at skjule smagen af fisk”,  var der et par børn der mente.
En anden nabo ryger makrel, så hver lørdag er der røget makrel på 100 frokostborde i Havnsø og omegn. Makrellerne skal være guldglinsende, fede og bløde når man køber dem. Jeg er absolut ikke til de åbne, men det er jo en smagssag.



Den ultimative sommermad
 2 røgede makreller
10 kogte kartofler
4-6 skiver ristet rugbrød med smør
10 radiser
1 løg eller et stort bundt purløg

Rengør makrellerne. Skær kartoflerne i skiver og læg dem på det smurte brød. Fordel fisken på kartofler. Skær radiser og løg i skiver og arranger det på brødet. Spis straks.




Salat med gulerødder
God til friskfanget fisk.

½ kg gulerødder
1 spsk mayonnaise
1 spsk olie
1 tsk sennep
1 spsk eddike
1 tsk revet løg
Salt og peber
Basilikum

Skræl gulerødderne i lange strimler. Rør mayonnaise, olie, sennep, eddike og løg sammen og smag til med salt og peber. Pynt med basilikum