torsdag den 19. februar 2015

Svinegod steg


Elsker du langtidsstegning? Så er stegeposer det nye sort i din husholdning. Du kan bruge stegeposen til at marinere dit kød i og herefter komme den i ovnen til op til 200 grader. Stegeposen er lukket tæt til og derved forhindrer man kødsaften i at løbe ud og kødet bliver ikke så nemt tørt. Oven i det undgår du, at din ovn bliver sølet ind i stegefedt. Alternativt kan man bruge en stegeso.
Stegeposer kan blandt andet købes i SuperBrugsen og koster ca. 5 kroner stykket.


1 kg rullesteg

25 g pnjekerner eller valnødder
6 abrikoser eller andre tørrede frugter
2 stilke rosmarin
1 stilk salvie
skallen af 1 citron
salt og peber

Server ovnstegte rodfrugter til. 



Tænd ovnen på 140 grader.
Hvis kødet er pakket i net, tager du nettet af og lægger kødet på et spækbræt. Skær kødet op så der kommer en lomme.
Rist pinjekernerne på en tør pande, til de tager farve. Hak abrikoser, rosmarin og salvie og riv citronskallen. Læg pinjekerner, abrikoser, krydderurter og citronskal på kødet. Krydr med salt og peber. Rul kødet sammen, vind bånd om eller læg det tilbage i nettet. Læg kødet i en stegpose og steg det i 1 1/2 - 2 timer. 

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis den 13. februar
Foto: Louise Dandanell Ørsted og Gertrud Sabroe Termansen 


Brunsvigerkage



Det er på denne tid af dagen, man har allermest lyst til kage ik?

Denne brunsviger er med bagepulver og ikke gær, som vi normalt laver den - men den er ualmindelig god alligevel.

Der er nok til 10, hvis de ikke skal blive mætte af kage...

50 g smør
1 dl yoghurt eller kærnemælk
1 dl mælk
3 æg
250 g sukker
250 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanilje

Topping
200 g brun farin
1/2 dl mælk
75 g smør
50 g kokos
2 tsk kanel

Tænd ovnen på 180 grader.
Smelt smørret og køl det ned. Hæld yoghurt og mælk i. Pisk æg og sukker skummende. Bland mel, bagepulver og vanilje og hæld det i æggene sammen med smør-mælken. Rør dejen sammen. Beklæd en form ca. 30 gange 20 cm. med bagepapir og hæld dejen i. Bag kagen i 25 minutter.
Varm brun farin. mælk, smør, kokos og kanel i en gryde over lav varme. Hæld farinblandingen over kagen og bag videre i 10 minutter. Afkøl kagen på en rist og opbevar den i en pose til den skal spises.

Fiskesuppe med chili og kokosmælk




Server kinesiske ægnudler i suppen, så mætter den godt.

Opskriften er til 4 personer.

1 rødløg
1 cm ingefær
1 frisk chili
1 dåse kokosmælk
7 1/2 dl grøntsagsbouillon
4 limeblade kan erstattes af skal og saft fra ½ lime
1 tsk rød chilipasta (kan undlades)
300 g lys fisk
100 g store rejer
4 friske tomater
2 skiver ananas

Pil løget og skær det i både. Skær ingefær og chili i tynde skiver. Hæld kokosmælk, bouillon, løg, ingefær, chili, limeblade og karrypasta i en gryde og varm igennem. Skær tomater i tynde både og ananas i små mundrette stykker. Læg fisk, rejer tomater og ananas i og lad det simre i yderligere et par minutter. Pynt med koriander og server straks. 

FOTO: Bjørn Jacobsen for SØNDAG 

Kyllingelever med syltede løg


Kyllingelever er sundt, billigt og ikke mindst meget velsmagende. Her har vi toppet salaten med syltede løg. De kan også bruges til andre kødretter.
Velbekomme

Opskriften er til cirka 4 personer til forret eller 2 til hovedret.


Syltet rødløg
1 rødløg
75 ml balcamico eddike
2 spsk sukker

100 g frisk spinat
50 g rucola
50 g bacon
300 g kyllingelever
olie til stegning
Cirka 50 ml balcamicoeddike
2 fed hvidløg
olie-eddikedressing og brød

Skær løget i tynde skiver og hæld det i en gryde med balcamicoeddike og sukker. Kog op og lad det simre i ca. 15 minutter til lagen er kogt ind.
Skyl spinat og rucola og tør den godt. Fjern hinderne fra leveren og dup den tør. Pil hvidløgene og skær dem i skiver. Skær baconen i terninger og steg den på en pande. Læg baconen på fedtsugende papir. Brun leveren i fedtstoffet sammen med hvidløg. Hæld balsamico over og lad det simre til leveren er stegt.
Vend de to slags salat i olieeddikedressing og arranger den på 6 tallerkner. Fordel lever og bacon på salaten og pynt med de syltede løg.

mandag den 9. februar 2015

Figenpålæg og madpakker



Lad os lige slå det fast, at der ikke er noget i vejen for at smøre den samme madpakke hver dag, år ud og år ind og, at madpakken ikke bliver ringere af, at blive smurt aftenen før den skal spises. De sandwich man kan købe på tankstationer og lignende steder kan nemt være smurt for en dag siden- i Holland.
 

Husk det søde og det salte
Er du en værre slikmund, og ender du ude ved automaten eller i kiosken hver eftermiddag, kan det godt betale sig at have det søde med i overvejelserne, når madpakken tilberedes.
Hav derfor altid frugt med. Og er det ikke nok, er en yoghurt med lav fedtprocent og lavt kalorieindhold, riskiks, nødder og tørret frugt det bedste. Går du kold klokken 16, så drik noget te, spis nogle grøntsager, frugt, mysliboller, tørret frugt, nødder og riskiks.
Er man mere til det salte er syltede agurker, cornichons eller en lille håndfuld pistacienødder godt.

Det er smørelsen, der gør det
For at holde pålægget fast på brødet bliver der ofte brugt smør, men der er andre gode alternativer:
Mayonnaise, remoulade, avokadomos, pesto, rød peberpesto, hummus, chutney og tørret frugtpålæg – se opskrift.

Fakta om frokost
Hvis vi ikke får en god frokost, nedsætter vi vores præstation – drastisk fra klokken 12! Forudsat at vi altså har fået en god morgenmad ellers vil – de fleste af os- blive sultne, ukoncentrerede og trætte meget tidligere. Det er da tankevækkende, at man blot ved hjælp at et par stykker rugbrød og et glas vand kan fremme ens eget velvære og præstationsevne.


Her er noget lækkert til madpakken. Spis en banan til og det er den rene dessert


Figenpålæg

Vaniljesukker kan også bruges – så bliver det endnu sødere

25 g mandler
100 g tørrede frugter for eksempel dadler, rosiner, svesker, figner
1 spsk revet æble eller 15 g banan eller 1 spsk juice
½ tsk kanel

Rist nødderne på en tør pande. Hak nødderne groft i en blender. Hæld de tørrede frugter og æble i blenderen og hak til det samler sig.
Smør frugtpålæg på rugbrød og pynt eventuelt med æble eller banan.

INFO: Holder sig i ca. 3 dage på køl

Foto: Louise Dandanell Ørsted

Restaurant Day


Søndag den 15. februar er der Restaurant Day. Jeg har fået familien med på ideen igen, og denne gang serverer vi hjemmelavet smørrebrød - en platte - øl, vand og fastelavnsboller, kaffe og te.

Det hele foregår i vores hjem i Stuhrsallee 17 i Flensborg fra 12 til 17. Vi sætter borde op i spisestuen og dagligstuen, og så er der plads til cirka 20 gæster fra klokken 12 til 14 og 20 igen fra klokken 14 til 17.

Du kan tilmelde dig på + 45 23371433. +49 (0)461-56446, louise-oersted@foni.net

Restaurant Day er en finsk ide, der finder sted fire gange om året og næste gang er på søndag den 15. februar. Konceptet består i, at man planlægger at lave sin egen restaurant, bar eller cafe eller lignende i sit hjem, i en park, på kontoret, i haven, på stranden eller hvor det lige passer. Man tilmelder sig på Restaurant Days hjemmeside, og så er man med. Det koster ikke noget at tilmelde sig og det er åbent for ALLE.

Restaurant Day er verdens største madfestival og det foregår over hele verden. I maj 2014 var der 2724 restauranter i 35 lande blandt andet i Rwanda og Singapore, så hvis du ikke er i Flensborg den 15. februar kan du på http://www.restaurantday.org/en/find/ finde en restaurant i nærheden af dig.
 

Se mere på http://www.restaurantday.org/en/info/about/



torsdag den 5. februar 2015

Brownie

Flensborg Avis betalte udgifterne og jeg bagte næsten 40 af de her kager til fordel for Danmarks Indsamling. Der kom en masse mennesker forbi og købte dem, og vi samlede over 4000 kroner ind. Alle kager blev betalt senest lørdag, så jeg kunne sætte pengene ind, men der var en dame, der hellere ville have sin kage i dag, så hun kom forbi og hentede en friskbagt kage her til eftermiddag. Når jeg alligevel var i gang, bagte jeg også et par kager til konfirmanderne.

Der er flere der har efterspurgt opskriften, så den kommer her.


Her er tre kager, det er ca til 10 personer.
TIP: Det vigtigste er at kagen ikke får for meget.

Amalie er på vej med kager til konfirmanderne
175 g saltet smør
125 g mørk chokolade
250 g sukker, gerne en blanding af almindelig melis og farin eller rørsukker
1 tsk vaniljesukker
2 æg
1 spsk yoghurt eller kærnemælk
250 g mel
1 tsk bagepulver

50 g chokolade
50 g valnødder

Tænd ovnen på 175 grader.
Skær smør og chokolade i mindre stykker og smelt det over lav varme i en gryde.
Hæld sukker og vaniljesukker i en røreskål. Pisk æggene i et af gangen og pisk det skummende. Hæld yoghurten i sammen med chokoladesmørret.
Bland mel og bagepulver sammen og rør det i dejen. Fordel dejen i en form. Hak chokoladen og pynt kagen med chokolade og valnødder.
Bag kagen i cirka 30 minutter. Hvis du tjekker dejen med en pind, skal der stadig sidde dej på- men den skal ikke være våd. Afkøl kagen på en rist, hvis du kan få dem ud af formen er det godt, ellers står den og bager videre.
Pak den afkølede kage i film eller en plastikpose.




Confit de canard





Det er starten af januar, og hele huset dufter af and. Det er ikke fordi, jeg ikke har luftet ud siden jul, men min søn har fødselsdag. Han bliver 14 år. Han har ikke hørt om detox. Han har så absolut heller ikke behov for at komme på slankekur her i januar, så han vil meget gerne have confit de canard til middagsmad. Det er derfor, her dufter så godt! Da min ældste datter skal konfirmeres, vil hun allerhelst servere foiregras til forret til 40 gæster – og det gør vi så. Hvor får de det dog fra de børn? Hvordan kan det være, at der ikke står rejecoktail, pizza og lasagne på ønskelisten længere?  Vores børn er blevet kræsne på den helt lækre måde. Hvis vi SKAL have pizza, skal det være de helt tynde flammkuchen, som man serverer i det sydlige Tyskland og Alsace. Hvis vi absolut skal have pasta, må den for guds skyld være hjemmelavet og helst med oksehaleragout til. Hvis der er noget, vi er lykkedes med som forældre, så er det at opdrage gourmeter, der stiller krav til, hvad der kommer på tallerkenen.

Da der er er rigtig mange andelår til overs efter julens salg af bryster og "bryststeg" kan man få dem for en slik. Så det er slet ikke så dum en ide med and i februar. Andefedt fås på glas i større supermarkeder bl.a. Irma og specialbutikker. Når fedtet har været brugt i retten, kan man fryse resten ned, til næste gang man skal lave confit de canard eller anderilette.
Hvis man ikke orker at tilberede retten, kan den købes på dåse. Og sammen med kaviar må det høre til dåsemad i den meget lækre kategori, som mine børn måske vil spise, når de på et tidspunkt sidder på et kollegieværelse – jeg spiste ravioli i tomatsovs.

Confit de canard

4 andelår ca. 200 g pr stk.
1 spsk salt
2 tsk sukker
Ca. 500 g andefedt

Tilbehør
1 kg kartofler
150 g blandet salat gerne med spinat
1 spsk olie
1 spsk mayonnaise
1 tsk sennep
2 spsk lys æbleeddike
Salt, peber

Tø kødet op og dup det tørt. Læg lårene i et fad og gnid dem med salt og sukker. Lad det trække i køleskab i 8-12 timer.
Tænd ovnen på 140 grader.
Smelt fedtet i en ovnfast gryde. Tør overskydende salt af lårene og læg dem i gryden med fedtet. Læg låg på og sæt gryden i ovnen. Lad det simre i cirka 3 timer, til kødet er helt mørt.
Tænd ovnen på 250 grader. Vask og tør kartoflerne og skær dem i tynde skiver på en mandolin. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og vend dem i andefedt, drys salt over. Bag dem i 15 minutter.
Læg kødet på en rist og sæt det ind i ovnen over kartoflerne. Varm kødet i 8-10 minutter. Tag evt. kartoflerne ud. Grill andelårene til skindet er sprødt.
Rør ingredienserne til dressingen sammen, den må gerne være lidt syrlig til den fede and. Vask salaten og tør den. Vend salaten i dressingen. Server straks.
Andelårene kan tilberedes og varmes med kartoflerne lige før de skal serveres. 

Foto Louise Dandanell Ørsted
Tekst, opskrift og foto har været bragt i Kristelig Dagblad den 31. januar 2015

onsdag den 4. februar 2015

Muslinger i fed tomatsauce og kikærter



Den traditionelle måde af tilberede muslinger på er at koge dem i en smule hvidvin sammen med lidt hakket løg, hvidløg, gulerod og timian og så måske tilsætte lidt fløde. Her er forslag til en lidt fyldigere sammensætning. Velbekomme.

TIP: Du behøver ikke kontrollere muslingerne, før de tilberedes. Hvis de ikke åbner sig, når du har varmet dem, skal de kasseres.

1 kilo muslinger
1 løg
2 fed hvidløg
1 fennikel
olie til stegning
1 dåse flåede tomater
2 spsk pastis for eksempel Pernod
1 knivspids safran
Salt, peber
1 dåse kikærter uden væde

Skyl muslingerne.
Pil og hak løg og hvidløg. Skær fennikel i tynde skiver.
Varm olie i en gryde. sauter løg, hvidløg og fennikel. Hæld tomat og pastis på og kog op. Krydr med safran, salt og peber. Hæld muslingerne i, læg låg på og lad det simre i cirka 8 minutter til alle muslingerne har åbnet sig. Ryst gryden et par gange. Vend kikærter i retten, og server straks.

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen
Opskriften har været i Flensborg Avis fredag den 30. januar

tirsdag den 3. februar 2015

Muslinger med bacon og rosenkål



 
I Flensborg sælges de friske, grydeklare blåmuslinger i blandt andet Citti, Lidl og Netto. Og det er ikke en dyr spise. Et kilo koster omkring 3 euro. I Danmark kan man få grydeklare muslinger hos blandt andet COOP, Dansk Supermarked og REMA 1000.
Det med at spise skaldyr i Danmark er ikke noget nyt. I jernalderudgravninger, tæt på havet, har man fundet muslingeskaller.

Blåmuslingen lever på lavt vand ned til 10 meters dybde. Den er meget hårdfør og tåler store variationer i temperatur og saltholdighed samt længere tids udtørring, det vil sige at, den kan leve på steder med tidevand. Blåmuslingen fæstner sig til pæle, sten eller plantevækst og på store banker sidder muslingen ofte i lag. I mange lande i Europa dyrkes muslinger på tovliner, der hænger lodret ned i vandet. Muslingen lever af mikroskopisk plankton, som den filtrerer fra vandet.
Muslingen fanges med en speciel trawl, som skraber i havbunden og derved fanger muslinger og bundmaterialer.

Denne portion passer som en forret til 4 personer

1 kilo muslinger
1 løg
250 g rosenkål
50 g bacon
Olie til stegning
100 ml piskefløde
50 ml hvidvin

Brød

Skyl muslingerne.
Pil og hak løget. Rens rosenkålen og halver dem. Skær baconen i strimler. Steg bacon og løg i en stor gryde. Hæld fløde og hvidvin på. Hæld muslinger og rosenkål i og læg låg på. Lad det simre i cirka 8 minutter til alle muslingerne har åbnet sig. Ryst gryden et par gange. Server straks med brød til.

søndag den 1. februar 2015

Muslinger i kokosmælk


Hvis jeg nu siger muslinger – hvad tænker du så?

Jeg er til et i øvrigt behageligt møde på Flensborg Avis, og vi taler om fremtidige temaer her på siden.
-Hvad tænker du, når jeg siger muslinger, spørger jeg chefredaktøren
-Kvalme, kommer det rimeligt prompte fra ham.
Hmmm…, hvad gør man så. Skal jeg please Møllekær og skrive om mandemad, eller skal jeg følge mit madhjerte og bringe artikel og opskrifter med muslinger. Jeg er ikke typen, der nogensinde har pleaset, jeg bliver det nok aldrig, og da han i øvrigt er tilfreds med mit og
fotograf Gertrud Sabroe Termansens arbejde, bliver det muslinger.

Danmark er berømt for sine muslinger og i Limfjorden fisker de tonsvis.
- I højsæsonen er der 30 både der fisker muslinger i Limfjorden, siger Uffe Appelon Petersen, der er marketingschef hos Vilsund Blue der forarbejder muslingerne.
-Forår og efterår er højsæson. I sommerperioden kan vandet være så varmt, at der er mulighed for at sygdomsfremkaldende bakterier i muslingerne. Om vinteren er det generelt for koldt, så her i januar måned bliver der næsten udelukkende fisket muslinger, der skal spises friske, siger Uffe Appelon Petersen.
-Vi modtager muslingerne, lige efter de er kommet i havn. Så sorterer vi dem og renser dem for sand. De har et lille skæg, som vi også fjerner. Og så pakker vi de grydeklare muslinger til forbrugerne, siger Uffe Appelon Petersen. På spørgsmålet om hvordan de kan holde sig i live i plastikpakken, svarer han,
-Der er luft nok til, at de kan holde sig i live i pakkerne. Og så går muslingerne i en slags dvale. Det kan også være det, der er grunden til, at de ikke er lukkede, når du køber dem.
-Det er en skrøne, at man skal slå til hver enkelt, så de lukker sig, før man tilbereder dem. Vores muslingerne er klar til at komme i gryden, og du skal kun kassere dem, der ikke åbner sig, når du har tilberedt dem, siger Uffe Appelon Petersen.
Siden 2010 har muslingefiskeriet i Limfjorden været MSCmærket. Det betyder, at fiskerne fanger eller nærmere skraber muslinger på en skånsom måde, og at der ikke bliver overfisket. De undermålere der alligevel bliver fisket, bliver sat ud igen. Man omplanter i øvrigt også muslinger, der gror i områder med iltsvind.

De fleste af muslingerne fra Limfjorden bliver eksporteret, og da jeg i efteråret er på ferie i Prag får jeg serveret limfjordsmuslinger med pommesfrites til. Retten hedder egentlig ”moules frites”, og er en belgisk nationalret, der stammer fra den tid, hvor de mindre bemidlede gik ud og hentede muslinger for ikke at dø af sult og serverede dem med stegte kartofler. Det er nu blevet til en af de retter, der serveres på lækre bistroer over hele verden – vel og mærke med danske muslinger.

Spicy muslinger med kokosmælk

Lille forret til 4 personer

1 kilo muslinger

200 g frisk spinat

2 gulerødder

1 løg

2 fed hvidløg

1 cm frisk ingefær

olie til stegning

Skal og saft fra 1 lime

1 dåse kokosmælk

1 tsk chiliflager

Friske koriander



Server nudler til og så er det en hovedret.



Skyl muslingerne. Rens spinaten. Skræl gulerødderne og skær dem i lange, tynde strimler.

Pil og hak løg og hvidløg. Skær ingefær i tynde skiver. Sauter løg, hvidløg og ingefær i olie. Hæld kokosmælk og chili på og kog op. Hæld muslinger, spinat og gulerødder i. Lad det simre i cirka 8 minutter til alle muslingerne har åbnet sig. Ryst gryden et par gange. Pynt med koriander og server straks. 

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis den 30. januar 2015
Foto Gertrud Sabroe Termansen og Louise Dandanell Ørsted