søndag den 1. oktober 2017

En velsmagende og god søndag morgen



Det er søndag morgen, klokken er halv otte, og hvis jeg helt selv måtte bestemme, ville jeg blive liggende i sengen mindst tre timer endnu. Men min mand er præst, og har højmessen, min datter har dagens tjans som kirketjener, den yngste går til konfirmandforberedelse og skal derfor også i kirke, og min søn har en holdboldkamp lidt over ni. Jeg burde stå op, men jeg bliver liggende lidt, og dagdrømmer om, hvad der ville ske, hvis vi alle sammen ikke skulle noget søndag morgen. Min mand ville stå op ved halv ni-tiden, lave en kande te, og komme ned i sengen til mig. Så ville vi ligge og kigge ud i haven, konstatere, at belle-de-boscoptræet giver godt i år, og at græsset trænger til at blive slået en sidste gang. Vi ville tale om, hvad vi skulle lave i løbet af dagen og ikke mindst, hvad vi skal spise til aftensmad. Vi holder meget af at tale om, hvad vi skal spise. I mange år har jeg forsøgt, at få indført en madplan, så vi søndag aftaler, hvad vi skal spise i løbet af ugen. Men det vil min mand ikke være med til. Han kan under ingen omstændigheder beslutte sig søndag for, hvad han har lyst til om torsdagen. Så derfor taler vi hver morgen om, hvad vi har lyst til samme aften. I aften ville den stå på rester og det ville nok blive en tærte med moste kartofler, kylling, speck, squash og søde kartofler. Ved halv ti tiden, ville jeg løbe en tur med hunden og på vej hjem, ville jeg sveddryppende gå ind til bageren og købe et rugbrød og fem-ti blandede boller, alt afhængigt af, hvor mange svigerbørn og børnenes venner og veninder der overnatter hos os. Hjemme igen ville jeg få min yngste til at hakke nødder til myslien, som vi rister i ovnen. Jeg ville koge en lynhurtig marmelade af de bær, jeg tøede op i går og skære frugtsalat med æbler, pærer og blommer. Min søn ville komme ud og dække bord og riste rugbrød. Ved 11-tiden ville den ældste nærme sig, og vi ville spise morgenmad sammen. Sådan bliver det også i dag, der bliver bare ingen løbetur, men en kirketur i stedet. Hvis jeg står op nu, kan jeg nå at dække bordet, og tilberede det meste, så vi efter kirken, kan sætte os sammen og spise morgenmad eller brunch, som man nok ville kalde det på denne tid af dagen.
Dagens salat er en med alle de ingredienser, vi normalt spiser til morgenmad, tilsat lidt grønt.

Brunchsalat
En lille salat til fire personer.

2 æg
4 skiver bacon
1 skive lyst brød
1 skive rugbrød
30 g parmesan
2 forårsløg
50 g spansk pølse
50 g små tomater
1 avokado
ca. 120 g blandet salat
Dressing
1 ½ spsk olivenolie
2 spsk lys eddike
1 spsk mayonnaise
1 tsk sennep
salt, peber

Kog æggene hårde, pil og halver dem. Steg baconen i lidt olie. Skær brødet i terninger. Fjern baconen fra panden og rist brødet i fedtet fra baconen. Riv parmesanen. Skær forårsløg og pølse i skiver. Halver tomaterne. Halver avokadoen, fjern stenen og skær kødet i skiver. Vask og tør salaten. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. Vend salat, parmesan, forårsløg, tomater og pølse i dressingen og fordel den i fire skåle. Pynt med æg, bacon, avokado og brødcroutons.


Artikel og opskrift har været bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 30. september 2017