mandag den 20. februar 2017

Tømmermænd





Det er søndag eftermiddag. Jeg står på en tankstation i Nyborg og har koldsved. Vi er på vej hjem fra København, hvor vi har været til dobbelt 50-års fødselsdag. Værten ville os det rigtig godt, så vi fik champagne til kanapéerne, amerikansk Chardonnay til  forretten, Margaux til hovedretten og Riesling Auslese til desserten. Klokken 24 åbnede diskoteket, og det fejrede de i baren med Dark n’ stomy, gin og tonic og mojito. Jeg kom i seng klokken fem.
Kombinationen af, at jeg må have drukket for meget, røget for meget, danset og snakket for meget, er meget tydelig. For jeg har mistet stemmen og har ondt i benene. Jeg tager mig til hovedet for at flytte den syl, der borer sig ind. Men der er ikke nogen syl, blot den vildeste hovedpine. Jeg fryser, ryster og forsøger at gemme mig bag reolen med chips. Jeg prøver at fokusere på de nye nødder fra Kims. Min datter på 12 år er med. Hun vil ikke stå ved siden af mig.
-Mor, tag dig sammen, siger hun og rynker brynene.
-Jeg kan ikke, siger jeg og nærmer mig kassen.
Jeg hiver min tophue ned i panden og prøver at dække resten af ansigtet med mit tørklæde. Jeg bestiller en tropical-smoothie og fire pølsehorn. Smoothien er iskold og pølsehornene er brandvarme. Vi har to timer mere foran os, så min mand bestiller kaffe og ryster på hovedet af mig.
-Hvis du ikke kan tåle at drikke, må du lade være, siger han og griner.
Jeg undskylder min opførsel og lover, at jeg aldrig, aldrig drikker mere. Det er nok lige lidt mere, end jeg kan holde. Men jeg vil prøve at holde igen, næste gang jeg er til 100 års-fødselsdag.
Retterne i dag er inspireret, af den mad jeg spiste, indtil jeg blev rask igen. En mild og nem spinatsuppe og stor banankage. Det siges nemlig, at banan mildner tømmermænd.

Spinatsuppe med æg
Til 2 personer

1 æg
6 dl hønsesuppe/bouillon
400 g frisk spinat
salt, peber
2 spsk kerner f.eks. sesam, græskar, solsikke
karse

Kog ægget hårdt. Varm bouillonen op i en rummelig gryde. Vask spinaten og hæld den i bouillonen. Varm spinaten til den falder sammen. Rist nødderne på en tør pande. Smag suppen til med salt og peber og server den rygende varm med æg, ristede nødder og karse.

Banankage med flødeostglasur

225 g blødt smør
375 g sukker gerne en blanding af brun farin, melis og sirup
4 æg
4 modne bananer
375 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk kanel
1 ½ tsk stødt kardemomme
1 tsk stødte nelliker

200 g flødeost
75 g flormelis
kornene fra ¼ vaniljestang
1 tsk vaniljesukker

Tænd ovnen på 170 grader. Rør smør og sukker luftigt. Pisk æggene i et ad gangen. Mos bananerne og rør dem i. Bland mel, bagepulver og krydderier sammen og rør det i dejen. Hæld dejen i en stor, smurt form ca. 35x25 cm, og bag den i ca. 40 minutter. Stik en pind midt i kagen, er der dej på, når den kommer ud, skal den have 10 minutter mere. Afkøl kagen i formen. Hæld flødeosten i en skål. Sigt flormelis i og rør glasuren sammen med vanilje. Fordel glasuren på den afkølede kage.

 Artiklen er skrevet til Kristelig Dagblad og har været på bagsiden den 18. februar 2017.
Foto Louise Dandanell Ørsted