mandag den 22. juli 2019

To good to go

Min datter og to veninder er i sommerhus hos min mor, og hun får dem sendt afsted efter brød.



Min mobil ringer, det er MOR.
-Ihh, nu skal du høre. De har også fået Too Good To Go hos købmanden her i Havnsø, og pigerne har lige været nede og hente en pose. Du gætter aldrig, hvor meget de fik med hjem? Jeg når aldrig at gætte, for min mor fortsætter talestrømmen.
-De fik et gulerodsbrød og mindst 17 stykker wienerbrød. Der var kanelsnegle, chokoladeboller, ”bagerens dårlige øje” og wienerbrød med hindbærmarmelade.
-Hold da op, får jeg listet ind.
-Ja, og ved du hvad, jeg spurgte, om vi ikke skulle dele med naboerne, men det mente pigerne, bestemt ikke at vi behøver. De er helt sikre på, at vi nok skal få det spist. 

Min mor er vild med Too Good To Go. Hun syntes, det er helt fantastisk, at hun for 29 kroner kan rydde en hylde hos bagerne og fylde sin fryser op med brød, som vi så skal spise i tide og utide. Hun frekventerer ofte Reinh. Van Hauen bageri og Emmerys i København. Hun har prøvet at hente sandwich og sushi, og det hele er vidunderligt. Og nu er denne herlighed også nået til DagligBrugsen i Nordvestsjælland.
Men det er ikke kun i Danmark, at man kan købe de varer, som butikkerne ikke har fået solgt. Too Good To Go er kommet til Flensborg, og i sidste uge møder jeg min veninde. Hun har netop været i Real i Fördepark for at hente en pose varer til 3,5 euro. Vi aftaler, at hun skal ringe dagen efter og fortælle, hvad der er i posen.
-Jeg har fået 1 pose gulerødder, der skulle bruges med det samme, en pakke tricolore paprika, hvor den grønne havde et par brune pletter, 1 net almindelige løg og 3 melede æbler. Altså basisvarer og ikke noget jeg vil køre efter en anden gang. Måske ændrer udvalget dagligt? Spørger hun.
-Det gør det sikkert.
Jeg har hentet en portion frokost hos Esszimmer på Ochsenmarkt i Flensborg. Det koster 3-4 euro, og kan man lide god solid tysk mad, er det lige i skabet. Nordsee er med, og mens jeg sidder og skriver på denne klumme, kan jeg se, at Klosterbäckerei i Mathildenstraße også er kommet med, og at jeg kan hente en lykkepose, som de kalder det, for 3 €.
Hvad er der tidligere sket med de varer, kunne man tænke? Der er sikkert mange af dem, der er landet hos Tafel. Men jeg er helt sikker på, at der er nok til alle, der henter hos Tafel, min mor og dem der godt kan lide et godt tilbud.
Du får lige opskriften på Too Good To Go-kugler, der blev delt med naboerne.



Too Good To Go kugler 

Sød snack
Nem
20 minutter

400 g daggammelt wienerbrød
25 g smør
3 spsk kakaopulver
2 tsk chiafrø
50 g rosiner
havregryn til drys
evt 1 tsk romessens

Skær wienerbrødet i mindre stykker og blend det med smør, kakaopulver, chia, rosiner og evt romessens til en masse.
Rul små kugler i havregryn og stil dem på køl til de skal serveres.

fredag den 19. juli 2019

Ferie, ferie, ferie



Den danske sommer er lunefuld, kold og våd, men opgiv ikke, det skal nok blive godt vejr.


Jeg ligger i annekset til min mors sommerhus. Klokken er 7.36, og regnen banker mod taget. Det må
være den lyd, der har vækket mig, for normalt ville jeg sove til klokken ti, hvor min mor ville komme og vække mig med en kop sort kaffe og sige, at morgenmaden havde været færdig en times tid. Det er ikke nogen grim lyd, regndråberne, egentlig er den både beroligende og behagelig, og jeg ligger lidt og kigger op på de hvidmalede loftbrædder, den gule natlampe og på reolen med rækken af slidte børnebøger, som mine børn og jeg kan udenad. Her dufter af vådt græs og træbrædder. Jeg kan høre min ene datter sove tungt, og den anden mumler i søvne. Det er alt sammen, lige som det skal være, faktisk kommer jeg ikke meget tættere på at være lykkelig. Men som i alle eventyr er der lige en slange eller hurdle, vi skal igennem. Og denne er, at vi er i begyndelsen af juli, det er 12 grader, og jeg holder SOMMERferie med mine tre børn i min mors mikroskopiske sommerhus en spytklat fra stranden.
Før i tiden sendte vi postkort, der kom frem, uger efter vi selv var kommet hjem. Nu følger vi med i de daglige opdateringer på de sociale medier. Her er postkortet fra Havnsø strand med udsigt over Nexelø.
Jeg overvejer, hvad vi skal lave i dag. Vi skal næppe ligge på stranden og bygge sandslotte, stå på hænder i vandet og se hvem der kan dykke længst. Vi skal heller ikke ro kajak med naboen, fange krabber med den anden nabo eller hente mega store isvafler i is-huset på havnen. Min krea-mor vil sikkert foreslå, at vi tegner akvareller af Nexelø, lære at skive med kalligrafi-pen eller maler Mandela-mønstre på flade sten. Min ældste datter vil elske de tre aktiviteter, og vi vil ikke kunne få øjenkontakt med hende og min mor i dagevis, hvis de gik i gang. Så er der de to andre børn og mig. Jeg ville sylte, bage, koge og brase med dem. Men køkkenet er, som nogen måske fra en tidligere klumme kan huske, meget lille, og hvis vi er mere end to derude, kan vi ikke vende os, uden at have lavet en koreografi. Så det med at bage kager eller sylte solbær og hindbær, er ikke noget vi gør samme men hver for sig.
Jeg må have inspiration udefra, så jeg griber efter min telefon for at se, hvad mine venner og bekendte har bedrevet det sidste døgns tid. Jeg bliver først bombarderet med billeder af smilende og vinkende mennesker i biler og lufthavne på vej ud i Europa. Andre er ankommet til Porto Soller, Pisa, Luca og Sifros. De kører storsmilende på scootere og el-cykler op ned af bjerge omgivet af pinjer og cypresser. De sidder på altaner med Aperol-spritz så store som badekar, at de dækker for udsigten til det azurblå Middelhav. De hygger sig på cafeer, hvor de drikker espresso macchiato og spiser små delikate kaffekager med lysebrun creme. Andre sidder på strandrestauranter og drikker retsina og spiser souvlaki. Der er nogen, der sejler ud for Krk og guffer cevapcici i sig. Solen skinner på alle billederne, de er alle sammen solbrune, og de smiler lykkeligt til hinanden. Jeg ligger under den tunge dyne i annekset og bliver en lilllle smule misundelig, det indrømmer, jeg gerne.
Jeg må være døset hen, for nu står min mor i døren med den dampende varme, sorte nescaffe.
Så er der morgenmad, siger hun og puffer blidt til pigerne.
Klokken er blevet ti, regnen er forsvundet, og solen skinner ind gennem det grønternede gardin.
Jeg hopper i badedragten og løber ned i vandet. Det er klart og koldt på den gode danske måde. Sandet er finkornet, og der er ganske få krusninger på havet. Resten af dagen går i pendulfart mellem drømmesengen og stranden. Det er vindstille, så tre af os spiller ”500” på terrassen, mens min mor og datter maler og laver collager. Alt er lige som det skal være.
God sommer. 

Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 19. juli 2019

mandag den 8. juli 2019

Indkøbslisten



Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har nævnt i mine klummer Flensborg Avis, at man altid bør skrive en seddel, når man skal købe ind. Det er så irriterende at være gået i byen efter bagepapir og smør og så komme hjem med 500 g bønner og 2 liter mælk. Så da min mand skal holde et arrangement, hvor deltagerne skal tilberede en tre retters menu, beder han mig om at skrive en indkøbsliste. Men den skal skrives tydeligt.

-Har du skrevet den? Spørger min mand lettere irriteret. Det er ikke første gang han efterspørger den indkøbsliste, han skal bruge, når han skal ud og købe ind til Herreværelset, der finder sted i aften. Nu står han og hunden i døren og er på vej ud og gå tur og købe ind, og de vil meget gerne have sedlen med.
-Jeps, jeg har skrevet den, siger jeg og vifter med det aflange stykke papir.
-Der står også noget på bagsiden, siger jeg.
Min mand bliver helt træt. Øjnene trækker sig tilbage, panden får dybe rynker og munden bliver lille og stram.
-Hmff, siger han, tager modvilligt imod sedlen og lunter ud af døren. Udsigten til at skulle igennem kolonial-, grøntsags-, oste-, mælkeprodukt- og kødafdelingen i Citti Markt fylder ham bestemt ikke med glæde, nærmere tritesse.
Jeg elsker at købe ind. Jeg syntes, det er herligt at slumre rundt og finde lækre sager, og jeg er ligeglad om det er på Wochenmarkt eller i Lidl. Jeg kan godt lide kombinationen. Jeg holder mig aldrig til min indkøbsseddel, men lader mig lokke af gode tilbud og nye produkter. Min mand derimod køber KUN det, det står på sedlen. Selvom han lige taget det sidste af mælken, køber han det ikke, hvis det ikke står på listen. Det kunne jo være, at jeg skulle ud og lave en reportage fra en bondegård og derfor fik et par liter mælk med hjem.
Efter et par timer kommer min mand hjem. Han koger, og det er ikke fordi at temperaturen er meget over 17 grader.
-KOM, KOM, kom herhen siger han.
Jeg rejser mig og går hen til køkkenbordet.
-Hvad står der dér? Spørger han hidsigt. Han banker pegefingeren ned på sedlen og har nærmest fråde omkring munden.
-1 nedlag, 750 g rometer, 1 kaaurk, 125 g nucola, og hvad i alverden er tun i dale og nisenjs/Baiser,?
Jeg når ikke at høre det sidste, for jeg er ved at tisse i bukserne af grin og løber ud på toilettet.
Da jeg kommer tilbage, er han ikke kølet af endnu.
-Og hvordan er det, du har delt den liste op? Efter grøntsagerne dukker der pludselig 2 citroner op. Hvorfor står de ikke ved de andre citroner? Og jeg havde også glemt mine briller, siger han, mens han damper af.
-Undskyld, der står 1 agurk, 750 g tomater, 125 g rucola, tun i dåse og det sidste er marengs. Det hedder Baiser på tysk, så jeg skrev det til dig, hvis du ville spørge efter det, siger jeg med lillepigestemme og bukker hovedet.
-Ja, agurk, tomater, rucola og tun har jeg købt, men den sidste gåde kunne jeg simpelthen ikke løse.
-Det er helt fint, siger jeg og smutter ud og køber marengs. Jeg kommer tilbage med margens, 1 pose kæmpe muslingepastaer, et stykke lagret gouda og en vandmelon. Det var ikke det der stod på min indkøbsliste, men det skal nok blive spist.
Menuen til herrerne i Herreværelset stod på Gazpachosuppe, Vitello tonnato og Eton mess, som herrerne tilberedte, mens de talte om ironi. 


HERREVÆRELSET

Herreværelset er et nyt mødested for mænd i alle aldre. Vi laver mad, spiser og snakker om løst og fast, evt. med oplæg.
Tanken er at skabe et frirum for mænd med hver deres historie og for samtale uden forudsætninger.
Vi ses i menighedslokalerne i Stuhrsallee 17 i Flensborg . Den sidste gang med Jacob Ørsted er den 29. august, kl. 18:30. Pris: 5,00 €.
Tilmelding til præst Jacob Ørsted på tlf. 0461 56446 eller email: oersted@kirken.de 


Teksten har været i Flensborg Avis. 

Erics omelet


Min yngste datter og jeg er blevet inviteret til Berlin, og vi tjekker ind på Hotel Monbijou i Mitte. Efter en god nats søvn, venter en yderst delikat morgenmadsoplevelse.
 
Det er tirsdag morgen, og der er mindst 25 grader i Hotel Monbijou’s gårdhave, der er indrettet i fransk landstil med mørke støbejernsmøbler med beige hynder, trækasser med hvide hortensiaer, klippede buksbom og sandstensfliser. Ud af højtaleren summer loungemusik. Her er delikat og lækkert, og de øvrige gæster læser morgenaviser og nipper af kaffen, mens gråspurve pikker efter croissantkrummer.
Inde i restauranter er buffeten fyldt op med lækkerier. Jeg kigger mig rundt og kommer ind i et lokale med åbent køkken. Jeg hilsen på kokken, som stor-smilende kommer mig i møde og spørger, om jeg har sovet godt. Det har jeg. Han får også listet min nationalitet og navn ud af
mig, og jeg får at vide, at han er franskmand og hedder Eric.
-Er det dit første besøg på hotellet?
-Ja, det er det.
-Så skal jeg fortælle dig om alle delikatesserne på buffeten siger han, og trækker mig med ind i det andet rum.
-Her er små lækre retter, siger han og peger på de hvide asparges med revet parmesan og vinaigrettedressing, tomatsalaten med oliven og tørrede tomater og toasten med parmaskinke og en fast ost.
-Og her er æggene, siger han og løfter det tunge låg af serveringsfadet.
-Hvordan kan du bedst lide dit æg? Vil han vide.
Det er et stort spørgsmål. Jeg kan godt lide et blødkogt æg med ristet rugbrød og en smagfuld ost til. Men jeg kan også godt lide spejlæg, hårdkogt æg og ikke mindst pocheret æg med hollandaise.
-Hvad vil du anbefale? Spørger jeg.
Han kommer tættere på og hvisker: Omelet.
-Det siges, at jeg tilbereder byens bedste omelet.
-Så tager jeg en omelet.
-Hvad skal der i?
Endnu et voldsomt spørgsmål.
-Jeg kan lide det hele undtagen varme peberfrugter.
-Perfekt, siger han og småløber ud i køkkenet.
Jeg forsyner mig med frugtsalat, espressokaffe, birchermysli, en lille cremebolle og
aspargessalaten.
Efter 7 minutter står Eric foran bordet med sin omelet.
-Vær så god madame, siger han og serverer den varme æggeret.
Den er himmelsk. Jeg har aldrig smagt noget lignende. Den bløde æggestand er fyldt med rødløg, tomater, soltørrede tomater, oliven, spinat, kylling og den er stegt i riiigelig smør og olie. Ved siden af ligger der en lille avokadosalat ligeledes med soltørrede tomater.
Jeg har skubbet de øvrige retter til side og nyder omeletten. Efter jeg har spist smutter jeg forbi Eric og siger tak for mad.
-Ses vi i morgen? Spørger han.
Det kan du lige love for, vi gør.
Næste morgen er jeg lidt tidligere opee, og Eric er i gang ved buffeten, da jeg kommer ind.
-Godmorgen, du ser vidunderlig ud i dag, siger han. Jeg lapper det i mig og bestiller endnu engang en af byens bedste omeletter.

Teksten har været i Flensborg Avis

torsdag den 27. juni 2019

Folkemøde i Stuhrsallee

Det er muligvis en voldsom overdrivelse at kalde det arrangement Louises Køkken afholdt i sidste
uge for et Folkemøde. Men vi var 35 folk, der mødtes til spisning og snak i vores gård i Stuhrsallee, så det er måske alligevel ikke helt ved siden af.

Det er torsdag eftermiddag, og jeg står og kigger på de mørke skyer, der hænger over Flensborg. Til min store glæde driver de videre, og jeg kalder familien sammen, så vi kan få dækket borde i gården, der til dagligt huser vores gamle bil, cykler og brænde. Vi slæber borde og stole ud, finder duge frem og dækker op med vin- og vandglas. Vi pynter med blomster, og netop som vi er færdige, begynder det at regne gennem solstrålerne.
-Det regner, råber jeg panisk.
-Jeg syntes mere, at solen skinner, siger min altid optimistiske mand. Og han får ret, solen overtager, og regnen stopper efter et par dryp.
Nu er der en halv time til gæsterne kommer, så kyllingen ryger i ovnen, salaten får dressing, brødet bliver skåret i skiver og kærnemælkskoldskålen smagt til.
Klokken lidt i seks triller de første cykler ind i gården, og langsomt fyldes bordene med snakkende gæster.
-Rigtig hjertelig velkommen til SPIS & SNAK. Hvor er jeg glad for, at der er så mange, der har lyst til at deltage i vores mini-folkemøde, siger jeg og overlader ordet til fotograf Gertrud Sabroe Termansen, der er den anden halvdel af Louises Køkken i Flensborg Avis.
-Når vi mødes over et måltid, snakker vi ofte om det, som ikke fungerer, hvad vi gerne vil undgå, og hvad vi ikke vil have.
I dag vil vi gerne have jer til at tale om, det der virker i Flensborg og Sydslesvig. Det kan være en butik, en cykelklub eller en natursti. Hvad som helst som I gerne vil dele med andre og måske have mere af. Det kaldes den anerkendende og udforskende samtale, og det er en samtale, hvor vi forsøger at forstå hinandens oplevelser og historier og dermed anerkende hinanden. Det er dejligt og trygt at dele ens gode oplevelser, og man går måske hjem med nye ideer og indsigter. Så lad os dele maden og de gode oplevelser vi har her, hvor vi bor og lad os være udforskende og anerkendende.
Med disse ord er vores mini-folkemøde skudt i gang.

Kyllingen kommer på bordet sammen med pastasalaten, cæsarsalaten og det hjemmebagte brød. Der bliver snakket livligt ved de fire borde, men der bliver ikke rigtig snakket om dagens emne, så et af bordene foreslår, at vi laver en hurtig brainstorming, som hvert bord fremlægger. Efter et kvarters tid er vi klar, for det er jo ikke så svært at finde gode ting ved Sydslesvig.
-Vi syntes, at Norderstraße rykker for vildt i øjeblikket. Der er nye cafeer med kaffe og kager af høj kvalitet. Den skønne butik MOMO er endelig åbnet, og så er der vores dejlige bibliotek, fremlægger Johanna Andersen.
Hvert bord fremlagde, hvad de havde talt om.
-Ved vores bord har vi talt om, at vi er meget glade for, at der kører bus fra Exe til SG’s kampe. Vi er også vilde med de lavere bilpriser, den frie hastighed på motorvejen og den tyske orden og ordenlighed, siger bordet med flest mænd.
-Det er en berigelse med de to kulturer, sprog og masser af kulturelle tilbud. Det gode dansk-tyske fællesskab og de gode forhold til vores naboer, siger det tredje.
-Vi har talt om det dejlige havnemiljø, vores Wochenmarkt, og de hvide asparges, siger det sidste bord.
Vi klapper af de gode input og sender kærnemælkskoldskålen, kammer-junkerene og jordbærrene rundt.
Klokken lidt over otte er arrangementet slut, vi rydder op, sætter stole og borde på plads og håber, at alle har fået gode og positive tilkendegivelser for deres ideer og input til vores mini-folkemøde.

lørdag den 25. maj 2019

Sydslesvig spiser sammen


Louises køkken slår dørene op for et spis-sammen-arrangement. Vi laver mad og dækker op. Du skal blot tilmelde dig og medbringe dit gode humør og snakkelyst.

SYDSLESVIG SPISER SAMMEN TORSDAG DEN 13. JUNI
Tid: Kl. 18.00-ca.20.00
Hvem: Alle er velkommen
Hvor: Stuhrsallee 17, 24937 Flensborg, 1. sal eller i gården
Pris: 5 € pr. person
Du får: Vi spiser to retter
Din indsats: Vi hjælper hinanden med at få maden på bordet og rydder derefter op sammen. Hvis tiden og stemningen er til det, vil vi tale om et aktuelt emne
Tilmelding: Ring 0461-56446, el. skriv en sms til 0045-23371433, el. skriv en mail til louise-oersted@foni.net
 
 
Vi håber at kunne skabe en god stemning og måske få en snak om, hvad det bedste er ved Sydslesvig, når vi åbner vores hjem torsdag den 13. juni
Kom og spis med i Louises Køkken torsdag den 13. juni fra 18.-20. Jeg vil tilberede to retter, dække op i vores stuer, eller i gården hvis vejret tillader det, og byde velkommen til to-tre timers samvær og snak. Du skal være velkommen, hvis du gerne vil møde nye mennesker, tale om et aktuelt emne, se hvordan vi bor, eller bare gerne vil slippe for at lave mad torsdag aften. Og du skal være velkommen, om du kommer alene eller tager hele familien og dine naboer med.

Der er masser af arrangementer i Sydslesvig, hvor der bliver dækket op til kaffebord, brunch, morgenmad, spagettigudstjenester og middagsarrangementer. Hvor deltagerne hører på kloge hoveder og taler om aktuelle emner. Flensborg Avis bringer ofte billeder af unge og ældre, mænd og kvinder, der spiser sammen, og det ser ud til, at de hygger sig og har nogen gode øjeblikke sammen. Og er det ikke de gode øjeblikke, vi skal have flere af i Sydslesvig?
I efteråret 2018 inviterede fire Coop-butikker til en "samtalemenu" midt i butikken. Butikkerne havde dækket op i åbningstiden til fællesskab og samtale om et emne, som optog lokalområdet, eksempelvis ”hvordan man får vi mere liv i midtbyen?” Maden blev sat midt på bordet til deling, hvorefter fællesskabet tog over og snakken gik. Sådanne arrangementer blev gentaget her i midten af maj over hele Danmark under mottoet ”Danmark taler sammen”. 
Konceptet er udtænkt af Jane Sandberg, der er museumsdirektør ved ENIGMA-Museum for post- tele og kommunikation, og vi har talt med hende om, hvad måltidet kan gøre for fællesskabet, hvordan man afholder en middag, hvor folk ikke kender hinanden, og ikke mindst hvordan vi får folk til at deltage.

Hvad er det gode ved at spise sammen?
Der sker noget magisk, når der kommer mad på et bord. Samtalen glider nemmere, og forskelligheder bliver mindre. Måske fordi vi slapper mere af over et godt måltid mad – måske fordi det faktum, at vi alle skal spise gør, at vi – trods forskelle – finder sammen over maden. Og så er det godt for appetitten at spise sammen med andre. Det ved vi fra forskning, særlig i ældre medborgeres spisevaner. Endelig er der det sociale aspekt: vi sidder længere ved bordet, når måltidet indtages med andre. 

Hvad gør fællesskabet ved maden?
Jeg tror, vi nyder maden på en anden måde, når den indtages i et fællesskab. Vi observerer hinandens reaktioner, får måske lyst til at smage på noget, vi ikke tidligere har smagt, fordi der er nogle ved bordet, som spiser det. Så er fællesskab omkring mad en fin måde at få børn til at socialisere med andre generationer på, og endelig kan madfællesskab også være en måde at åbne blikket for andre kulturer end ens egen.

Hvad skal man være opmærksom på, når man arrangerer en sammenkomst, hvor gæsterne måske ikke kender hinanden?
Det gode og tydelige værtskab. Det er supervigtigt, at der er en som byder velkommen, siger lidt om, hvordan måltidet forløber og således sætter rammen for arrangementet. Det er også en god ide at foreslå et par spørgsmål, som man kan stille til hinanden, så der kommer hul på samtalelysten. Mange er vant til at spørge ”hvad laver du?” som i ”hvad er dit arbejde?”. Det er et spørgsmål som ofte lukker mere end det åbner. Spørg i stedet ”Hvad drømmer du om?” eller ”Hvad optager dig lige nu?”. Endelig skal man som vært huske at lukke arrangementet godt ned. Slå på glasset og sig ”Om 15 min. skal vi til at slutte. Det ville være dejligt, om I gad at hjælpe med at samle tallerknerne ind…” etc. Så ved alle, hvad der forventes, og så bruger man som gæst ikke energi på at overveje, om man nu gør, hvad der forventes.
Er der særlige krav til gæsterne/ deltagerne?
Åbenhed. Nysgerrighed og lyst til at møde nye mennesker – også selvom de måtte vise sig at være meget forskellige fra dig selv. 
Er der særlige krav til måltidet?
Ja! Sørg for at lave noget mad som ikke ekskluderer. Lad være med at lave noget mad, som du ved, at nogle mennesker afstår fra at spise af religiøse årsager. Min erfaring er, at de eneste råvarer vi kan være helt sikre på, at de fleste kan være med på, er grøntsager. Så hvorfor ikke lave vegetarmad? Server ALTID på fade og ikke tallerkenservering. Mad på fade deler man. Det er også en måde at få samtalen i gang. 
Hvordan får vi dem med, der normalt ikke har tid til at komme til de her arrangementer. Jeg tænker, både på småbørnsfamilier der har  travlt, og dem der sidder alene?
Vi sørger for at invitere dem og ved invitationen gøre opmærksom på arrangementets karakter og forventninger. Mange kan vælge fællesspisninger fra, bare fordi de ikke ved, hvad der forventes af en gæst. Sørg for at få lavet opslag de steder, hvor målgrupperne befinder sig. Udnævn nogle ambassadører hvis rolle det er at sørge for, at invitationen kommer ud de rigtige steder. Hvis I ønsker at få småbørnsfamilier med, så henvend jer gennem børnehaven etc. og gør det klart, hvad det kræver at være med, meget ofte ikke andet end at komme med et åbent sind. Forklar at fællesspisningen er et alternativ til at spise hjemme, hvor børnene kan lege, og de voksne kan tale med andre voksne. Hvis det er mennesker der bor alene, som I gerne vil aktivere, så smid en seddel ind ad brevsprækken – måske fra en nabo, som man er lidt bekendt med i forvejen. Få den lokale avis til at skrive om arrangementet, og få i artiklen forklaret, at fællesspisning er for alle, og ideen er, at vi mødes på tværs af alder, kultur, politisk overbevisning etc. 
Har du et forslag til, hvilket emne vi skal tale om til vores middagsselskab?
Fællesskaber. Hvorfor er de vigtige, og hvordan skaber vi vores lokalt forankrede fællesskaber. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til alle Jane Sandbergs ideer torsdag den 13. juni, men sammen kan vi prøve. På gensyn.


Fotos: Gertrud Sabroe Termansen til Flensborg Avis

torsdag den 2. maj 2019

Tårnhøj frokost



Hvornår er du sidst blevet kropsvisiteret, skannet og blevet bedt om at tage overtøj, bælter og metalgenstande af? Det er vist kun en oplevelse de fleste af os har, når vi skal ud og flyve. Men hvis du skal spise i Restaurant Tårnet på Christiansborg, er der er ingen vej uden om sikkerhedstjekket.


Vi har bestilt bord klokken to, så vi har aftalt at mødes med min mor klokken 13.45 ved indgangen til Tårnet i Kongeporten på Christiansborg. Vi er gået hertil, og hun er på cykel, så det undrer mig, at hun ikke er her endnu. Man plejer at kunne stille sit ur efter hende.
Vi stiller os i køen for at blive lukket ind. Man skal gå frem og tilbage mellem det røde torv, der er spændt ud og indikerer små gange, fuldstændig ligesom ved check-in i lufthavnen. Det er bidende koldt, så sammen med kinesiske, tyske og franske turister kigger vi langt efter den securitymand, der kan lukke os ind i varmen, i Tårnet. Glasdøren går op og på dansk, engelsk, tysk og fransk bliver vi budt velkommen og guidet hen til rullebåndet, hvor vi skal lægge vores frakker, tasker, tage bæltet af og tømme lommerne. Personalet peger op på væggen, hvor der hænger plakater af alt det, vi skal afføre os, og vi ikke må have med ind. Det er overvældende, for vi skal jo bare spise frokost, men det er betingelserne, hvis du vil op i Tårnet på Christiansborg. Nu er min mor kommet. Blomst i håret, spraglet tørklæde og pink støvler. Man skulle tro, at det kunne aflede enhver opmærksomhed, men nej. Hendes taske bipper, så hun bliver trukket til side. Min mor har altid en lille lommekniv med, så hun kan dele et æble i både og trække en kølig flaske hvidvin op. Den må hun ikke have med ind på Christiansborg, så hun bliver bedt om at skrive sit navn på den kuvert, vagten lægger kniven i, og så hun kan hente den efter sit besøg i tårnet.
Vi går frem mod elevatoren, maser os ind i den med de andre turister, og trykker på 4. etage. Hvis man ikke skal spise i restauranten, tager man en ny elevator det sidste stykke op i udsigtstårnet. Men vi går til højre og bliver budt velkommen til restauranten. Vi hænger vores overtøj og bliver ført ind i det mørke, spektakulære rum, med elleve meter til loftet, store gipsfigurer og kun et enkelt vindue man kan se ud af. Her er plads til hundrede gæster, men vi kommer til anden seating, så der sidder vel omkring 50 gæster og spiser. Stemningen er en anelse andægtig, men de unge tjenere sørger for at bløde det op, så vi kan føre en almindelig samtale, uden at skulle dæmpe stemmen og tysse på hinanden.

Vi studerer det smukke menukort, og bliver rolige da vi kan se, at vi ikke behøver bestille en menu til 450 kroner. Vi får hurtigt drikkevarer, og bliver spurgt og vi har lyst til Fætter Erik & Dyrlægens snaps. Vi takker nej og glæder os over øllen fra Herslev, æblemosten fra Østergård på Lolland og til at få noget at spise.
Maden kommer lynhurtigt. En ti centimeter høj kartoffelmad med løvstikkecreme og revet ost,
Kartoffelmad
rejemad med grønne asparges og tatar med syltede, brændte, bagte og fermenterede løg og ramsløgscreme. Det er udsøgt lækkert. Mens vi nyder maden, kigger vi rundt i det imponerende lokale med den lange, rustikke trappe, de små runde vinduer oppe under loftet, store gipsafstøbninger af Thorvaldsens 200 år gamle løver, tre meter høje figurer af mejersken og skovhuggerne ved vinduesnichen, og relieffer der kigger ned på os ved de super moderne borde og stole.
Kaffen og fragilitéen bliver indtaget på trappen i vinduesnichen. Her er udsigt over Slotsgården, Ridebanen, videre over Dantes Plads og ikke mindst Tivolis høje forlystelser.
På vejen ud husker vi min mors kniv og lover hinanden at komme igen og smage Fætter Erik & Dyrlægens snaps og flere af de vidunderlige kager.

AOK

Restaurant Tårnet er nomineret til Årets bedste frokostrestaurant af Berlingske. Du kan stemme på den her:
https://www.berlingske.dk/byens-bedste/byens-bedste-frokost
 

Restaurant Tårnet

Fotograf David Kahr
Tårnet er en del af Christiansborg Slot i det indre København. Indgangen til Tårnet er i Kongeporten.
Besøgende skal igennem et sikkerhedstjek ved indgangen i Kongeporten. Omfanget af sikkerhedstjekket varierer, og derfor kan der opstå kø. Det anbefales, at gæster ankommer 15 minutter før, de har reserveret bord for at have tid til sikkerhedstjekket.
Restauranten ledes af Rasmus Bo Bojesen. Sammen med sit team tager han udgangspunkt i det gamle, danske køkken – smørrebrød og egnsretter fra hele Danmark. Møbler, lamper og service i restauranten er fundet hos store og små danske producenter og råvarerne hos nogle af Danmarks dygtigste avlere, slagtere og landmænd.

Åbningstider
Tirsdag-lørdag
11.30 – 23.00
Søndag
11.30 – 17.30
Se menuen og bestil bord på taarnet.dk/restauranten
Det er en god idé at bestille bord.
Bemærk! Tårnet er lukket i perioden 6. juni til 31. august 2019 

Det er gratis at besøge (udsigts) Tårnet, og der er er åbent fra tirsdag til søndag. 
Find praktiske oplysninger på taarnet.dk/info.


TÅRNET

Tårnet er opført som del af det tredje og nuværende Christiansborg Slot, der blev bygget i perioden 1907-1928. Det er, som resten af slottet, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Undervejs blev planerne for Tårnet ændret flere gange, bl.a. fordi byggeriet overskred budgetterne. Fx sparede man en del af udsmykningen væk, så Tårnet kun havde én krone, da Christiansborg Slot stod færdigt i 1928.
Først i 1934 kom de sidste to kroner på. Det skete på et initiativ taget af den daværende indenrigsminister, Bertel Dahlgaard, der mente, at Tårnet med kun én krone lignede Korsør Banegård. Med tilføjelsen af de to kroner, opsat på en såkaldt fløjstang, blev Tårnet samtidig højere end tårnet på Københavns Rådhus. Med sine 106 m er Tårnet på Christiansborg Slot fortsat det højeste tårn i København – 40 cm højere end netop rådhustårnet.
De tre kroner symboliserer Kalmarunionen, den historiske alliance mellem Danmark, Norge og Sverige i perioden 1397 til 1523. Udover kronerne er fløjstangen udsmykket med et kors og en vejrhane. Korset symboliserer, at Danmark er et kristent land. I spiret ses også otte figurer, der er skabt af billedhuggeren Axel Locher. De 3,1 m høje kobberfigurer viser mænd og kvinder, der udfører forskellige erhverv – blandt figurerne er en fisker og en landmand.
Tårnet blev opført i jernbeton med en granitbeklædt facade og en tagbeklædning, der oprindeligt bestod af teglsten. I 1937 blev teglstenene, efter en landsdækkende indsamling, udskiftet med kobber. I starten af det nye årtusinde blev det konstateret, at Tårnets kobberbeklædning og underliggende jernbeton var i en så dårlig forfatning, at en gennemgribende renovering var nødvendig. Renoveringen fandt sted fra 2006 til 2009.
Efter renoveringen er taget nu kobberbrunt, indtil vejr og vind i løbet af de næste 20 år vil irre kobberet, så det får sin karakteristiske grønne farve tilbage. Den nye kobberbelægning forventes at kunne holde ca. 100 år

Kilde: Tårnet Christiansborg

søndag den 21. april 2019

På mælkebar i Dresden


Dresden er kendt for sin smukke Frauenkirche og mælkebar, der er optaget i Guinness rekordbog.

For år tilbage får vi et postkort fra min svigermor. Hun er på mælkebar i Dresden og mener bestemt,
at det sted må være noget for os at besøge. Postkortet gør stort indtryk. Stedet er udsmykket med dekorerede fliser og keramikudsmykning fra gulv til loft, og ideen om, at gå på bar for at drikke et glas mælk, lyder på en måde både tiltrækkende og afskrækkende. Jeg går normalt helst på bar, når mørket har sænket sig, og så ryger jeg smøger og får mig en iskold cocktail.
Der skulle gå mere end tolv år, før ferieplanerne bliver henlagt til Dresden, og jeg kommer på Dresdner Molkerei Gebrüder Pfund, som mælkebaren så mundret hedder.
 
Vi tager googlemap til hjælp for at finde mælkebaren, der ligger i Bautzner Straße i Neustadt, og da vi skrår over vejen, nærmer der sig en stor flok franske teenagere fra den anden side samtidig med, at der standser en dobbeltdækker turistbus fra Baden Baden. Vi joker med, at de nok ikke skal på mælkebar, men vi tager fejl. De unge franskmænd, og de mindst lige så mange ældre turister, myldrer ind i forretningen, kaster sig over de små tallerkner på disken med smagsprøver på de lokale oste og vrider hovedet af led, for at se på de over 247 kvadratmeter hånddekorerede fliser med engle, børn, løver, kvinder, våbenskjold, naturmotiver, kvæg og geder der pryder væggene samt kaklerne på gulvet og de dekorerede spejle og glas i loftet. Bag disken sørger personalet for at fylde op med oste og sælge ud af det store udvalg af Saksiske og udenlandske oste, mælkegrappa, mælkesæber, mælkekaramelcreme og ikke mindst smørbrikker, mælkekrus og andet porcelæn med tryk fra butikken.

Forretningen blev indviet i 1880 af Paul Pfund og hans hustru Mathilde, broderen Friedrich kom til,
og dermed var Gebrüder Pfund grundlagt. Familien ville sørge for, at den voksende befolkning i Dresden kunne få frisk mælk, og de indrettede forretningen, så folk kunne se hvordan køerne blev malket, mælken blev filtreret og herefter opbevaret på køl. Den mælk de ikke solgte frisk, fremstillede de, som de første i Tyskland kondensmælk af, som de også eksporterede. Hermed var den gode forretning grundlagt. I 1892 blev butikken udsmykket med fliser fra Villeroy & Boch, og i 1998 blev forretningen optaget i Guinness rekordbog, fordi den er det smukkeste mælkeudsalg i verden.
Eleverne og turisterne tusser ud i det gode vejr, og vi bevæger os ovenpå i cafeen. Her er indretningen fra før genforeningen, luften indelukket og kagen tør. Men deres milkshake er vidunderlig, og kærnemælken med solbærsaft er meget velsmagende. Kommer du forbi, skal du blive i underetagen og tage en lille to-go ostebakke til 5€ og et glas kærnemælk. Der er et par cafeborde, hvor man kan hvile sine trætte turistben.
Jeg kan ikke skrive postkort til min svigermor og sige tak for tippet, da hun døde for to år siden. Men jeg kan sende hende en taknemmelig tanke og skåle i et glas kærnemælk.

Frauenkirche Dresden
Dresden er mest berømt for Frauenkirche, der blev sønderbombet af amerikaneren og englænderne natten mellem den 13. og 14. februar 1945.
Kirken lå i ruiner midt i byen de næste 45 år, som et tegn
på krigens rædsler.
I slutningen af 1989 satte en borgergruppe sig sammen for at forsøge at skaffe midler til at genopbygge kirken. De fik fantastisk respons, og der blev oprettet støttekredse. Folk fra ind- og udland støttede projektet finansielt, og i 1992 besluttede Landeshauptstadt Dresden at gå ind projektet. I 1992 begyndte de genopbygningsarbejdet ved bl.a. at sortere de 22.000 m³ ruiner. Allerede året efter startede genopbygningsarbejdet, der blev afsluttet i 1995.
Se meget mere på https://www.frauenkirche-dresden.de/wiederaufbau/ eller endnu bedre, besøg selv kirken.
Mandag til lørdag er kirken åben fra 10-19. Men vær opmærksom på, at der mange dage afholdes ”Wort & Orgelklang mit zentraler Kirchenführung” mellem 12-13 og 18-19. Her er der en lille andagt efterfulgt af et oplæg med en guide. Arrangementet foregår på den måde, at præsten/en lægmand holder en lille prædiken, der bliver bedt to bønner og organisten spiller tre stykker musik. Dette tager cirka 30 minutter. Herefter træder en guide op på prædikestolen og fortæller den næste halve time om kirken og dens voldsomme historie. Det er meget anbefalelsesværdig, og på disse tidspunkter er det ikke muligt at se bese kirken. Husk endvidere at gå op i tårnet, herfra er der en fantastisk udsigt, og turen derop er ligeledes smuk.

Tre udvalgte udstillinger i Dresden
Albertinum
På Albertinum kan man se kunst fra romantikken og frem til i dag samt skulpturer. I øjeblikket er der i øvrigt en særudstilling med bl.a. Kandinsky og Mondrian.
https://albertinum.skd.museum/en/

Zwinger
I Gemäldegalerie Alte Meister kan man bl.a. se Raffaels to små verdensberømte, fede engle, som ellers normalt optræder på glansbillereder, kaffekopper og magneter.
https://gemaeldegalerie.skd.museum/en/


Gläserne Manufaktur WV
På WV fabrikken i Dresden kan man opleve et supermoderne samlebånd. Her færdiggør de hver dag 72 WV e-Golf biler, og du kan komme med på en rundtur, og se hvordan det foregår.
En rundvisning varer ca. 75 minutter og koster 7€ pr. person. Der er rundvisninger hver time.
https://www.glaesernemanufaktur.de/

Teksten har været bragt i Flensborg Avis
Tak til Steen for foto