Kødfesten er slut

Den vegane og vegetariske bølge vælter ind over os, og vi skal vænne os til at spise mindre kød.

Hos Madeenitaly spiser du skønne veganske 

pizzaer

Jeg har glædet mig, for vi skal ud og spise på en lille italiensk restaurant i Holbergsgade. Vi har bestilt bord, og det er godt, for lokalet er proppet, og ved de små vakkelvorne borde og skæve stole sidder familier og fejrer fødselsdag med dannebro, og turisterne kigger sig nysgerrigt omkring og skyller den gode stemning ned med Aperol Sprits. I disken, der skærmer for indgangen til køkkenet, ligger pizza slices. Vi går op og kigger på udvalget og vælger den med mandelcreme og squash og blandede svampe. Først her går det op for os, at vi er landet på en vegansk restaurant. De søde engelsktaleende tjenere fortæller, at alt på kortet er vegansk også osteanretningen, tiramisuen og spagetti carbonara.

Den veganske- og vegetariske bølge vælter ind over os, og vi bliver dagligt gjort opmærksom på, at vi skal spise mere grønt og meget, meget mindre kød. Ifølge diverse rapporter bør vores kødration ligge på omkring 14 gram okse, svin eller lam om dagen. 15 gram, det svarer nogenlunde til den portion bacon, du drysser over blomkålssuppen på de dage, hvor du er stolt over, at der ikke er kød på bordet men blot suppe.

Kødet er en hel naturlig del af det, som danskerne forbinder med det gode liv, derfor er det naturligvis svært at holde op med at spise kød. Men vi står i en situation, hvor vi faktisk har pligt til at spise mindre kød. Problemet er, at vi ikke kan se de direkte konsekvenser, af det vi gør. Vi falder ikke om eller bliver oversvømmet, fordi vi spiser kødsovs i aften. Konsekvenser er, for de allerflestes vedkommende, nogen der ligger laaaangt ude i fremtiden. Så vi lukker øjnene, og lægger problemerne over i hænderne på andre. Vi forestiller os, at der er forskere, der løser problemerne og opfinder en ko, der ikke udleder CO2. En anden tanke er, at selvom jeg ændrer mine vaner, er det kun er en dråbe i havet, så hvad hjælper det? Og hvad med min nabo, der fortsætter kødfesten? Vi bilder os ind, at det ikke betale sig. Men det kan betale sig, og det kunne også tænkes, at vi alle fik det bedre, hvis vi spiste blot en smule mindre kød.

Hvis vi allesammen spiser lidt mindre kød, kan det være vi slipper for at spise det her.

Tilbage på den italienske restaurant er pizzaen meget velsmagende, men spagetti carbonara, der er her er med erstatningsost, erstatningsæg og erstatningsbacon, må de gerne beholde for sig selv. Så meget hellere en spagetti med svampe, auberginer, tomat eller græskar.

I dag er der en vegansk bowle med hummus, grønkålssalat, rødkålssalat, og stegte
græskar på menuen. I stedet for græskar kan man bruge søde kartofler. De enkelte salater kan spises sammen eller hver for sig og som tilbehør til lidt kød. 

Rødkålssalat

50 g mandler

½ lille rødkål

2 spsk æbleeddike

2 tsk sukker

Salt, peber

5 stilke persille

5 tørrede figner

Hak mandlerne og rist dem på en tør pande. Skær rødkålen i tynde strimler på en mandolin. Knug eddike, sukker, salt og peber i rødkålen. Hak persille og figner og vend den i salaten. Drys mandler over.

Grønkålssalat

150 g ribbet grønkål

50 g hasselnødder

2 spsk olie eller nøddesmør

2 spsk vand

1 tsk sukker

Salt, peber

1 tsk piment de Espette

Blend alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber. Drys piment de Espette over ved servering.

Hummus

1 dåse kogte kikærter ca. 250 g

75 ml lage

2-3 spsk chiliolie

1 fed hvidløg

Salt, peber

Blend alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber.

Bagte græskar

1 lille hokkaidogræskar

1 spsk chiliolie

1 tsk piment de Espette

1-2 spsk citronsaft

2 tsk sukker el. honning

Salt, peber

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skær græskaren i både og vend den i olie, piment de Espette, citronsaft, sukker, salt og peber og bag græskaren i ca. 20 minutter.

Teksten har været i Flensborg Avis i oktober 2019.

Spinner du spækken væk?

Madskribenten går til spinning for at holde julespækken væk. Hvad går du til?

Vi er til søndagsmiddag, og snakken falder på, hvordan vi holder os i form, så vi ikke kommer ud af december måned med julemandsmaver og nissekonekinder. 

-Jeg gik til spinning i Skala, siger min bordherre Anders.

-I Skala? Spørger jeg undrende.

-Ja, man bliver meget øm i benene af spinning, jeg kan sagtens mærke den måde det syrer til på, fortsætter han.

-Men Anders, det sportsstudie du taler om, at du gik til spinning i, det må da være lukket for mindst 10 år siden. Jeg gik der, før vi flyttede til Flensborg. Og Skalabygningen den er da også revet ned for mange, mange år siden, siger jeg og kigger på ham.

-Nåår ja, det kan godt være, det er lidt tid siden. Jeg fandt også mit lycraudstyr bag i skabet, da jeg flyttede, og det var sådan nærmest smuldret, siger han og kigger ned i den gryderetten og kartoffelmosen.

Hvordan har du det med motion? Dyrker du det for fornøjelsen eller sundhedens skyld, for at få tiden til at gå, eller blot fordi det er en helt naturlig del af dit liv? Kan du svare ja til en af disse grunde, er du på det rigtige spor. Dyrker du slet ikke nogen form for motion, burde du se at komme i gang. Og motion er ikke golf, indendørsfodbold eller Stram op. Det er lige så meget gåture, havearbejde eller cykling til indkøb og arbejde. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi dyrker motion mindst 30 minutter hver dag med moderat intensitet. Det svarer til, at vi føler os lettere forpustet, men godt kan føre en samtale. Når du det, hver dag?

Du bør også dyrke motion mindst to gange om ugen i 20 minutter med høj intensitet, hvor du bliver så forpustet, at du kun kan tale i korte sætninger.

Jeg kan garantere jer for, at jeg ikke ”kan samtale”, når jeg dyrker spinning, og der er nok heller ikke nogen, der er interesseret i at komme i nærheden af mig, for sveden vælter af mig. Jeg bryder mig generelt ikke om at sidde i et lille mørkt lokale og trampe i pedalerne til øredøvende teknomusik, omgivet af 25 storsvedende mænd og kvinder i meget stramt tøj. Men jeg bryder mig om den fornemmelse jeg har, når jeg er færdig med timen. Når jeg har været i bad og måske oveni købet dampbad. Så er jeg så meget ovenpå, at jeg nærmest svæver.

Min bordherre Anders er kommet tilbage på cyklen igen, iført nye cykelshorts, for han var vist vokset ud af de gamle. Så nu vi sveder om kap flere gange om ugen i det lokale fitnesscenter.

Opskrifter er inspireret af den skønne menu, vi fik serveret til søndagsmiddagen og ikke mindst den dejlige dessert. Hovedretten er med en smule lammekød, kikærter og masser af grøntsager. Desserten er meget nem, men den skal tilberedes lige før servering.  

Efterårsgryde

6 personer

Hovedret

Nem

1 time og 15 minutter

2 løg

2-3 fed hvidløg

300 g lammekød fra skulder, bov eller kølle

Olie til stegning

1 spsk tomatpure

1 dåse flåede tomater

500 ml bouillon

1 aubergine

200 g græskar

300 g champignon

1 dåse hvide bønner eller kikærter

Salt og peber

Drys

1 dusk persille

50 g valnødder

1 æble

2 spsk olivenolie

evt. 1 fed hvidløg

Tilbehør kartoffelmos og frisésalat med æbler

Pil og hak løg og hvidløg. Skær kødet i mundrette stykker. Sauter de to slags løg og kød i olie, til kødet er brunt. Hæld tomatpure og eddike på og herefter flåede tomater og bouillon. Kog op og skru ned for varmen. Skær aubergine og græskar i terninger og halver champignonerne og hæld grøntsagerne i gryden sammen med bønner. Krydr med salt og peber og lad det simre i ca. 30 minutter til kød og grøntsager er møre. Hak persille, valnødder og æble og bland det med olie og hakket hvidløg. Server kartoffelmos og drys til den varme ret.

Brunede æbler i rosmarin

6 personer

Dessert

Nem

20 minutter

500 ml god vaniljeis

6 æbler

3 spsk sukker

25 g smør

100 ml fløde

Nålene fra 1-2 stilke rosmarin

Tag isen ud af fryseren.

Skær æblerne i kvarte, fjern kernehuset og skær æblet i terninger.

Varm sukker på en pande, uden at røre i det.

Tilsæt smørret og rør rundt.

Rør fløden i.

Hæld æbler og rosmarinstilke på panden og rør rundt et par minutter.

Server straks med is til.

Hjemme igen

Jeg er flyttet til København, hvor jeg har fået en varm velkomst. Men jeg savner Flensborgs kulinariske udvalg af stort og småt.

-Velkommen hjem, hvor er det dejligt at have jer tilbage i København, siger damen, der står overfor mig med varme og kærlighed i stemmen. Hun breder armene ud og suger mig ind i hendes kæmpe favn. Hun slipper grebet, ser mig i øjnene, griber mig om ansigtet og kysser mig på begge kinder.

Jeg prøver forsigtigt at sige, at jeg såmænd har følt mig hjemme i Flensborg de sidste 17 år, men det overhører hun fuldstændigt. Hun kalder på sin svigerinde, der kommer løbende, og så får jeg samme tur en gang til.

Til min mands indsættelse som sognepræst i Garnisonskirken var der 475 gæster. Kirkens menighed, tidligere kollegaer, gode venner, bekendte, deres forældre og børn og deres venner mødte op søndag formiddag for at opleve denne københavnerbegivenhed. Vi har, med andre ord, fået den varmeste velkomst.

Men vi er ikke flyttet hjem, vi er nærmere flyttet hjemmefra, og selvom vi taler sproget noget bedre her end i Flensborg, er der stadig mange ting, vi skal have lært. Hvor køber man ind og ikke mindst, hvad køber man? Der er minimælk, skummetmælk, letmælk og sødmælk i en konventionel variant, en økologisk, en fra jerseykøer, en der er blevet malket indenfor de sidste 24 timer og en fra det lokale mejeri. Hvorfor er der så meget discount, skohylder, duftlys og hundekurve i supermarkedet, der hvor der burde ligge pølser og pastavarianter? Og hvor er slagteren, hvor jeg kan købe fire skiver røget skinke i den tykkelse, jeg bryder mig om, og en lille bøtte Fleischsalat til min frokost? Hvor er markedet med de lokale producenter, hvor man kan holde sig opdateret med, hvad der er i sæson netop nu?

København er skøn, og snart lærer jeg, at det er her, jeg har hjemme. Indtil da savner jeg Flensborgs helt fantastiske udvalg af god mad og de dejlige folk, der bor der.

Dagens ret er en vegansk ret, det er nemlig ret hipt her i hovedstaden.  Gulerodssuppen er med linser, kokosmælk, karry og koriander. Er koriander, det værste du ved, og syntes du bare, det smager af sæbe, skifter du den ud med persille og kokosmælken ud med fløde, så er suppen ikke vegansk mere, men blot vegetarisk. 

Gulerodssuppe

2-3 personer

Hovedret

Nem

45 minutter

Vegansk/ vegetarisk

1 løg

2 fed hvidløg

400 g gulerødder

olie til stegning

1 tsk stødt ingefær

1 spsk karry

750 ml bouillon

150 ml kokosmælk/ fløde

150 g kogte linser i alt

Karrykerner

50 g solsikkekerner

1 tsk karry

1 tsk sukker

¼ tsk salt

½ tsk chiliflager

Koriander eller persille til servering

Brød

Pil løg og hvidløg og skær det i terninger.

Skræl kun gulerødderne, hvis de er gamle, ellers er det nok at vaske dem og skære toppen af.

Skær gulerødderne i skiver. Gem 1 lille gulerod til servering.

Varm olien i en rummelig gryder, hæld løg på og lad dem blive klare.

Hæld hvidløg, gulerødder, ingefær og karry i gryden og rør rundt et par minutter.

Hæld bouillon, kokosmælk og 100 g linser på og kog op. Skru ned og kog tilgulerødderne møre.

Blend suppen og smag til.

Skær den sidste gulerod i små terninger og hæld den i suppen sammen med 50 g linser lige før servering.

Rist solsikkekerner på en varm pande. Hæld karry, sukker og salt på og rør rundt til sukkeret er smeltet. Hæld chili på og afkøl. Drys kernerne over suppen, og spis brød til.

Teksten har været bragt i Flensborg Avis i oktober 2019.

To good to go

Min datter og to veninder er i sommerhus hos min mor, og hun får dem sendt afsted efter brød.

Min mobil ringer, det er MOR.

-Ihh, nu skal du høre. De har også fået Too Good To Go hos købmanden her i Havnsø, og pigerne har lige været nede og hente en pose. Du gætter aldrig, hvor meget de fik med hjem? Jeg når aldrig at gætte, for min mor fortsætter talestrømmen.

-De fik et gulerodsbrød og mindst 17 stykker wienerbrød. Der var kanelsnegle, chokoladeboller, ”bagerens dårlige øje” og wienerbrød med hindbærmarmelade.

-Hold da op, får jeg listet ind.

-Ja, og ved du hvad, jeg spurgte, om vi ikke skulle dele med naboerne, men det mente pigerne, bestemt ikke at vi behøver. De er helt sikre på, at vi nok skal få det spist. 

Min mor er vild med Too Good To Go. Hun syntes, det er helt fantastisk, at hun for 29 kroner kan rydde en hylde hos bagerne og fylde sin fryser op med brød, som vi så skal spise i tide og utide. Hun frekventerer ofte Reinh. Van Hauen bageri og Emmerys i København. Hun har prøvet at hente sandwich og sushi, og det hele er vidunderligt. Og nu er denne herlighed også nået til DagligBrugsen i Nordvestsjælland.

Men det er ikke kun i Danmark, at man kan købe de varer, som butikkerne ikke har fået solgt. Too Good To Go er kommet til Flensborg, og i sidste uge møder jeg min veninde. Hun har netop været i Real i Fördepark for at hente en pose varer til 3,5 euro. Vi aftaler, at hun skal ringe dagen efter og fortælle, hvad der er i posen.

-Jeg har fået 1 pose gulerødder, der skulle bruges med det samme, en pakke tricolore paprika, hvor den grønne havde et par brune pletter, 1 net almindelige løg og 3 melede æbler. Altså basisvarer og ikke noget jeg vil køre efter en anden gang. Måske ændrer udvalget dagligt? Spørger hun.

-Det gør det sikkert.

Jeg har hentet en portion frokost hos Esszimmer på Ochsenmarkt i Flensborg. Det koster 3-4 euro, og kan man lide god solid tysk mad, er det lige i skabet. Nordsee er med, og mens jeg sidder og skriver på denne klumme, kan jeg se, at Klosterbäckerei i Mathildenstraße også er kommet med, og at jeg kan hente en lykkepose, som de kalder det, for 3 €.

Hvad er der tidligere sket med de varer, kunne man tænke? Der er sikkert mange af dem, der er landet hos Tafel. Men jeg er helt sikker på, at der er nok til alle, der henter hos Tafel, min mor og dem der godt kan lide et godt tilbud.

Du får lige opskriften på Too Good To Go-kugler, der blev delt med naboerne.

Too Good To Go kugler 

Sød snack

Nem

20 minutter

400 g daggammelt wienerbrød

25 g smør

3 spsk kakaopulver

2 tsk chiafrø

50 g rosiner

havregryn til drys

evt 1 tsk romessens

Skær wienerbrødet i mindre stykker og blend det med smør, kakaopulver, chia, rosiner og evt romessens til en masse.

Rul små kugler i havregryn og stil dem på køl til de skal serveres.

Ferie, ferie, ferie

Den danske sommer er lunefuld, kold og våd, men opgiv ikke, det skal nok blive godt vejr.

Jeg ligger i annekset til min mors sommerhus. Klokken er 7.36, og regnen banker mod taget. Det må

være den lyd, der har vækket mig, for normalt ville jeg sove til klokken ti, hvor min mor ville komme og vække mig med en kop sort kaffe og sige, at morgenmaden havde været færdig en times tid. Det er ikke nogen grim lyd, regndråberne, egentlig er den både beroligende og behagelig, og jeg ligger lidt og kigger op på de hvidmalede loftbrædder, den gule natlampe og på reolen med rækken af slidte børnebøger, som mine børn og jeg kan udenad. Her dufter af vådt græs og træbrædder. Jeg kan høre min ene datter sove tungt, og den anden mumler i søvne. Det er alt sammen, lige som det skal være, faktisk kommer jeg ikke meget tættere på at være lykkelig. Men som i alle eventyr er der lige en slange eller hurdle, vi skal igennem. Og denne er, at vi er i begyndelsen af juli, det er 12 grader, og jeg holder SOMMERferie med mine tre børn i min mors mikroskopiske sommerhus en spytklat fra stranden.

Før i tiden sendte vi postkort, der kom frem, uger efter vi selv var kommet hjem. Nu følger vi med i de daglige opdateringer på de sociale medier. Her er postkortet fra Havnsø strand med udsigt over Nexelø.

Jeg overvejer, hvad vi skal lave i dag. Vi skal næppe ligge på stranden og bygge sandslotte, stå på hænder i vandet og se hvem der kan dykke længst. Vi skal heller ikke ro kajak med naboen, fange krabber med den anden nabo eller hente mega store isvafler i is-huset på havnen. Min krea-mor vil sikkert foreslå, at vi tegner akvareller af Nexelø, lære at skive med kalligrafi-pen eller maler Mandela-mønstre på flade sten. Min ældste datter vil elske de tre aktiviteter, og vi vil ikke kunne få øjenkontakt med hende og min mor i dagevis, hvis de gik i gang. Så er der de to andre børn og mig. Jeg ville sylte, bage, koge og brase med dem. Men køkkenet er, som nogen måske fra en tidligere klumme kan huske, meget lille, og hvis vi er mere end to derude, kan vi ikke vende os, uden at have lavet en koreografi. Så det med at bage kager eller sylte solbær og hindbær, er ikke noget vi gør samme men hver for sig.

Jeg må have inspiration udefra, så jeg griber efter min telefon for at se, hvad mine venner og bekendte har bedrevet det sidste døgns tid. Jeg bliver først bombarderet med billeder af smilende og vinkende mennesker i biler og lufthavne på vej ud i Europa. Andre er ankommet til Porto Soller, Pisa, Luca og Sifros. De kører storsmilende på scootere og el-cykler op ned af bjerge omgivet af pinjer og cypresser. De sidder på altaner med Aperol-spritz så store som badekar, at de dækker for udsigten til det azurblå Middelhav. De hygger sig på cafeer, hvor de drikker espresso macchiato og spiser små delikate kaffekager med lysebrun creme. Andre sidder på strandrestauranter og drikker retsina og spiser souvlaki. Der er nogen, der sejler ud for Krk og guffer cevapcici i sig. Solen skinner på alle billederne, de er alle sammen solbrune, og de smiler lykkeligt til hinanden. Jeg ligger under den tunge dyne i annekset og bliver en lilllle smule misundelig, det indrømmer, jeg gerne.

Jeg må være døset hen, for nu står min mor i døren med den dampende varme, sorte nescaffe.

Så er der morgenmad, siger hun og puffer blidt til pigerne.

Klokken er blevet ti, regnen er forsvundet, og solen skinner ind gennem det grønternede gardin.

Jeg hopper i badedragten og løber ned i vandet. Det er klart og koldt på den gode danske måde. Sandet er finkornet, og der er ganske få krusninger på havet. Resten af dagen går i pendulfart mellem drømmesengen og stranden. Det er vindstille, så tre af os spiller ”500” på terrassen, mens min mor og datter maler og laver collager. Alt er lige som det skal være.

God sommer. 

Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 19. juli 2019

Indkøbslisten

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har nævnt i mine klummer Flensborg Avis, at man altid bør skrive en seddel, når man skal købe ind. Det er så irriterende at være gået i byen efter bagepapir og smør og så komme hjem med 500 g bønner og 2 liter mælk. Så da min mand skal holde et arrangement, hvor deltagerne skal tilberede en tre retters menu, beder han mig om at skrive en indkøbsliste. Men den skal skrives tydeligt.

-Har du skrevet den? Spørger min mand lettere irriteret. Det er ikke første gang han efterspørger den indkøbsliste, han skal bruge, når han skal ud og købe ind til Herreværelset, der finder sted i aften. Nu står han og hunden i døren og er på vej ud og gå tur og købe ind, og de vil meget gerne have sedlen med.

-Jeps, jeg har skrevet den, siger jeg og vifter med det aflange stykke papir.

-Der står også noget på bagsiden, siger jeg.

Min mand bliver helt træt. Øjnene trækker sig tilbage, panden får dybe rynker og munden bliver lille og stram.

-Hmff, siger han, tager modvilligt imod sedlen og lunter ud af døren. Udsigten til at skulle igennem kolonial-, grøntsags-, oste-, mælkeprodukt- og kødafdelingen i Citti Markt fylder ham bestemt ikke med glæde, nærmere tritesse.

Jeg elsker at købe ind. Jeg syntes, det er herligt at slumre rundt og finde lækre sager, og jeg er ligeglad om det er på Wochenmarkt eller i Lidl. Jeg kan godt lide kombinationen. Jeg holder mig aldrig til min indkøbsseddel, men lader mig lokke af gode tilbud og nye produkter. Min mand derimod køber KUN det, det står på sedlen. Selvom han lige taget det sidste af mælken, køber han det ikke, hvis det ikke står på listen. Det kunne jo være, at jeg skulle ud og lave en reportage fra en bondegård og derfor fik et par liter mælk med hjem.

Efter et par timer kommer min mand hjem. Han koger, og det er ikke fordi at temperaturen er meget over 17 grader.

-KOM, KOM, kom herhen siger han.

Jeg rejser mig og går hen til køkkenbordet.

-Hvad står der dér? Spørger han hidsigt. Han banker pegefingeren ned på sedlen og har nærmest fråde omkring munden.

-1 nedlag, 750 g rometer, 1 kaaurk, 125 g nucola, og hvad i alverden er tun i dale og nisenjs/Baiser,?

Jeg når ikke at høre det sidste, for jeg er ved at tisse i bukserne af grin og løber ud på toilettet.

Da jeg kommer tilbage, er han ikke kølet af endnu.

-Og hvordan er det, du har delt den liste op? Efter grøntsagerne dukker der pludselig 2 citroner op. Hvorfor står de ikke ved de andre grøntsager? Og jeg havde også glemt mine briller, siger han, mens han damper af.

-Undskyld, der står 1 agurk, 750 g tomater, 125 g rucola, tun i dåse og det sidste er marengs. Det hedder Baiser på tysk, så jeg skrev det til dig, hvis du ville spørge efter det, siger jeg med lillepigestemme og bukker hovedet.

-Ja, agurk, tomater, rucola og tun har jeg købt, men den sidste gåde kunne jeg simpelthen ikke løse.

-Det er helt fint, siger jeg og smutter ud og køber marengs. Jeg kommer tilbage med margens, 1 pose kæmpe muslingepastaer, et stykke lagret gouda og en vandmelon. Det var ikke det der stod på min indkøbsliste, men det skal nok blive spist.

Menuen til herrerne i Herreværelset stod på Gazpachosuppe, Vitello tonnato og Eton mess, som herrerne tilberedte, mens de talte om ironi. 

HERREVÆRELSET

Herreværelset er et nyt mødested for mænd i alle aldre. Vi laver mad, spiser og snakker om løst og fast, evt. med oplæg.
Tanken er at skabe et frirum for mænd med hver deres historie og for samtale uden forudsætninger.
Vi ses i menighedslokalerne i Stuhrsallee 17 i Flensborg . Den sidste gang med Jacob Ørsted er den 29. august, kl. 18:30. Pris: 5,00 €.
Tilmelding til præst Jacob Ørsted på tlf. 0461 56446 eller email: oersted@kirken.de 

Teksten har været i Flensborg Avis. 

Erics omelet

Min yngste datter og jeg er blevet inviteret til Berlin, og vi tjekker ind på Hotel Monbijou i Mitte. Efter en god nats søvn, venter en yderst delikat morgenmadsoplevelse.

 

Det er tirsdag morgen, og der er mindst 25 grader i Hotel Monbijou’s gårdhave, der er indrettet i fransk landstil med mørke støbejernsmøbler med beige hynder, trækasser med hvide hortensiaer, klippede buksbom og sandstensfliser. Ud af højtaleren summer loungemusik. Her er delikat og lækkert, og de øvrige gæster læser morgenaviser og nipper af kaffen, mens gråspurve pikker efter croissantkrummer.

Inde i restauranter er buffeten fyldt op med lækkerier. Jeg kigger mig rundt og kommer ind i et lokale med åbent køkken. Jeg hilsen på kokken, som stor-smilende kommer mig i møde og spørger, om jeg har sovet godt. Det har jeg. Han får også listet min nationalitet og navn ud af

mig, og jeg får at vide, at han er franskmand og hedder Eric.

-Er det dit første besøg på hotellet?

-Ja, det er det.

-Så skal jeg fortælle dig om alle delikatesserne på buffeten siger han, og trækker mig med ind i det andet rum.

-Her er små lækre retter, siger han og peger på de hvide asparges med revet parmesan og vinaigrettedressing, tomatsalaten med oliven og tørrede tomater og toasten med parmaskinke og en fast ost.

-Og her er æggene, siger han og løfter det tunge låg af serveringsfadet.

-Hvordan kan du bedst lide dit æg? Vil han vide.

Det er et stort spørgsmål. Jeg kan godt lide et blødkogt æg med ristet rugbrød og en smagfuld ost til. Men jeg kan også godt lide spejlæg, hårdkogt æg og ikke mindst pocheret æg med hollandaise.

-Hvad vil du anbefale? Spørger jeg.

Han kommer tættere på og hvisker: Omelet.

-Det siges, at jeg tilbereder byens bedste omelet.

-Så tager jeg en omelet.

-Hvad skal der i?

Endnu et voldsomt spørgsmål.

-Jeg kan lide det hele undtagen varme peberfrugter.

-Perfekt, siger han og småløber ud i køkkenet.

Jeg forsyner mig med frugtsalat, espressokaffe, birchermysli, en lille cremebolle og

aspargessalaten.

Efter 7 minutter står Eric foran bordet med sin omelet.

-Vær så god madame, siger han og serverer den varme æggeret.

Den er himmelsk. Jeg har aldrig smagt noget lignende. Den bløde æggestand er fyldt med rødløg, tomater, soltørrede tomater, oliven, spinat, kylling og den er stegt i riiigelig smør og olie. Ved siden af ligger der en lille avokadosalat ligeledes med soltørrede tomater.

Jeg har skubbet de øvrige retter til side og nyder omeletten. Efter jeg har spist smutter jeg forbi Eric og siger tak for mad.

-Ses vi i morgen? Spørger han.

Det kan du lige love for, vi gør.

Næste morgen er jeg lidt tidligere opee, og Eric er i gang ved buffeten, da jeg kommer ind.

-Godmorgen, du ser vidunderlig ud i dag, siger han. Jeg lapper det i mig og bestiller endnu engang en af byens bedste omeletter.

Teksten har været i Flensborg Avis

Folkemøde i Stuhrsallee

Det er muligvis en voldsom overdrivelse at kalde det arrangement Louises Køkken afholdt i sidste

uge for et Folkemøde. Men vi var 35 folk, der mødtes til spisning og snak i vores gård i Stuhrsallee, så det er måske alligevel ikke helt ved siden af.

Det er torsdag eftermiddag, og jeg står og kigger på de mørke skyer, der hænger over Flensborg. Til min store glæde driver de videre, og jeg kalder familien sammen, så vi kan få dækket borde i gården, der til dagligt huser vores gamle bil, cykler og brænde. Vi slæber borde og stole ud, finder duge frem og dækker op med vin- og vandglas. Vi pynter med blomster, og netop som vi er færdige, begynder det at regne gennem solstrålerne.

-Det regner, råber jeg panisk.

-Jeg syntes mere, at solen skinner, siger min altid optimistiske mand. Og han får ret, solen overtager, og regnen stopper efter et par dryp.

Nu er der en halv time til gæsterne kommer, så kyllingen ryger i ovnen, salaten får dressing, brødet bliver skåret i skiver og kærnemælkskoldskålen smagt til.

Klokken lidt i seks triller de første cykler ind i gården, og langsomt fyldes bordene med snakkende gæster.

-Rigtig hjertelig velkommen til SPIS & SNAK. Hvor er jeg glad for, at der er så mange, der har lyst til at deltage i vores mini-folkemøde, siger jeg og overlader ordet til fotograf Gertrud Sabroe Termansen, der er den anden halvdel af Louises Køkken i Flensborg Avis.

-Når vi mødes over et måltid, snakker vi ofte om det, som ikke fungerer, hvad vi gerne vil undgå, og hvad vi ikke vil have.

I dag vil vi gerne have jer til at tale om, det der virker i Flensborg og Sydslesvig. Det kan være en butik, en cykelklub eller en natursti. Hvad som helst som I gerne vil dele med andre og måske have mere af. Det kaldes den anerkendende og udforskende samtale, og det er en samtale, hvor vi forsøger at forstå hinandens oplevelser og historier og dermed anerkende hinanden. Det er dejligt og trygt at dele ens gode oplevelser, og man går måske hjem med nye ideer og indsigter. Så lad os dele maden og de gode oplevelser vi har her, hvor vi bor og lad os være udforskende og anerkendende.

Med disse ord er vores mini-folkemøde skudt i gang.

Kyllingen kommer på bordet sammen med pastasalaten, cæsarsalaten og det hjemmebagte brød. Der bliver snakket livligt ved de fire borde, men der bliver ikke rigtig snakket om dagens emne, så et af bordene foreslår, at vi laver en hurtig brainstorming, som hvert bord fremlægger. Efter et kvarters tid er vi klar, for det er jo ikke så svært at finde gode ting ved Sydslesvig.

-Vi syntes, at Norderstraße rykker for vildt i øjeblikket. Der er nye cafeer med kaffe og kager af høj kvalitet. Den skønne butik MOMO er endelig åbnet, og så er der vores dejlige bibliotek, fremlægger Johanna Andersen.

Hvert bord fremlagde, hvad de havde talt om.

-Ved vores bord har vi talt om, at vi er meget glade for, at der kører bus fra Exe til SG’s kampe. Vi er også vilde med de lavere bilpriser, den frie hastighed på motorvejen og den tyske orden og ordenlighed, siger bordet med flest mænd.

-Det er en berigelse med de to kulturer, sprog og masser af kulturelle tilbud. Det gode dansk-tyske fællesskab og de gode forhold til vores naboer, siger det tredje.

-Vi har talt om det dejlige havnemiljø, vores Wochenmarkt, og de hvide asparges, siger det sidste bord.

Vi klapper af de gode input og sender kærnemælkskoldskålen, kammer-junkerene og jordbærrene rundt.

Klokken lidt over otte er arrangementet slut, vi rydder op, sætter stole og borde på plads og håber, at alle har fået gode og positive tilkendegivelser for deres ideer og input til vores mini-folkemøde.

Sydslesvig spiser sammen

Louises køkken slår dørene op for et spis-sammen-arrangement. Vi laver mad og dækker op. Du skal blot tilmelde dig og medbringe dit gode humør og snakkelyst.

SYDSLESVIG SPISER SAMMEN TORSDAG DEN 13. JUNI

Tid: Kl. 18.00-ca.20.00

Hvem: Alle er velkommen

Hvor: Stuhrsallee 17, 24937 Flensborg, 1. sal eller i gården

Pris: 5 € pr. person

Du får: Vi spiser to retter

Din indsats: Vi hjælper hinanden med at få maden på bordet og rydder derefter op sammen. Hvis tiden og stemningen er til det, vil vi tale om et aktuelt emne

Tilmelding: Ring 0461-56446, el. skriv en sms til 0045-23371433, el. skriv en mail til louise-oersted@foni.net

 

 

Vi håber at kunne skabe en god stemning og måske få en snak om, hvad det bedste er ved Sydslesvig, når vi åbner vores hjem torsdag den 13. juni

Kom og spis med i Louises Køkken torsdag den 13. juni fra 18.-20. Jeg vil tilberede to retter, dække op i vores stuer, eller i gården hvis vejret tillader det, og byde velkommen til to-tre timers samvær og snak. Du skal være velkommen, hvis du gerne vil møde nye mennesker, tale om et aktuelt emne, se hvordan vi bor, eller bare gerne vil slippe for at lave mad torsdag aften. Og du skal være velkommen, om du kommer alene eller tager hele familien og dine naboer med.

Der er masser af arrangementer i Sydslesvig, hvor der bliver dækket op til kaffebord, brunch, morgenmad, spagettigudstjenester og middagsarrangementer. Hvor deltagerne hører på kloge hoveder og taler om aktuelle emner. Flensborg Avis bringer ofte billeder af unge og ældre, mænd og kvinder, der spiser sammen, og det ser ud til, at de hygger sig og har nogen gode øjeblikke sammen. Og er det ikke de gode øjeblikke, vi skal have flere af i Sydslesvig?

I efteråret 2018 inviterede fire Coop-butikker til en "samtalemenu" midt i butikken. Butikkerne havde dækket op i åbningstiden til fællesskab og samtale om et emne, som optog lokalområdet, eksempelvis ”hvordan man får vi mere liv i midtbyen?” Maden blev sat midt på bordet til deling, hvorefter fællesskabet tog over og snakken gik. Sådanne arrangementer blev gentaget her i midten af maj over hele Danmark under mottoet ”Danmark taler sammen”. 

Konceptet er udtænkt af Jane Sandberg, der er museumsdirektør ved ENIGMA-Museum for post- tele og kommunikation, og vi har talt med hende om, hvad måltidet kan gøre for fællesskabet, hvordan man afholder en middag, hvor folk ikke kender hinanden, og ikke mindst hvordan vi får folk til at deltage.

Hvad er det gode ved at spise sammen?

Der sker noget magisk, når der kommer mad på et bord. Samtalen glider nemmere, og forskelligheder bliver mindre. Måske fordi vi slapper mere af over et godt måltid mad – måske fordi det faktum, at vi alle skal spise gør, at vi – trods forskelle – finder sammen over maden. Og så er det godt for appetitten at spise sammen med andre. Det ved vi fra forskning, særlig i ældre medborgeres spisevaner. Endelig er der det sociale aspekt: vi sidder længere ved bordet, når måltidet indtages med andre. 

Hvad gør fællesskabet ved maden?

Jeg tror, vi nyder maden på en anden måde, når den indtages i et fællesskab. Vi observerer hinandens reaktioner, får måske lyst til at smage på noget, vi ikke tidligere har smagt, fordi der er nogle ved bordet, som spiser det. Så er fællesskab omkring mad en fin måde at få børn til at socialisere med andre generationer på, og endelig kan madfællesskab også være en måde at åbne blikket for andre kulturer end ens egen.

Hvad skal man være opmærksom på, når man arrangerer en sammenkomst, hvor gæsterne måske ikke kender hinanden?

Det gode og tydelige værtskab. Det er supervigtigt, at der er en som byder velkommen, siger lidt om, hvordan måltidet forløber og således sætter rammen for arrangementet. Det er også en god ide at foreslå et par spørgsmål, som man kan stille til hinanden, så der kommer hul på samtalelysten. Mange er vant til at spørge ”hvad laver du?” som i ”hvad er dit arbejde?”. Det er et spørgsmål som ofte lukker mere end det åbner. Spørg i stedet ”Hvad drømmer du om?” eller ”Hvad optager dig lige nu?”. Endelig skal man som vært huske at lukke arrangementet godt ned. Slå på glasset og sig ”Om 15 min. skal vi til at slutte. Det ville være dejligt, om I gad at hjælpe med at samle tallerknerne ind…” etc. Så ved alle, hvad der forventes, og så bruger man som gæst ikke energi på at overveje, om man nu gør, hvad der forventes.

Er der særlige krav til gæsterne/ deltagerne?

Åbenhed. Nysgerrighed og lyst til at møde nye mennesker – også selvom de måtte vise sig at være meget forskellige fra dig selv. 

Er der særlige krav til måltidet?

Ja! Sørg for at lave noget mad som ikke ekskluderer. Lad være med at lave noget mad, som du ved, at nogle mennesker afstår fra at spise af religiøse årsager. Min erfaring er, at de eneste råvarer vi kan være helt sikre på, at de fleste kan være med på, er grøntsager. Så hvorfor ikke lave vegetarmad? Server ALTID på fade og ikke tallerkenservering. Mad på fade deler man. Det er også en måde at få samtalen i gang. 

Hvordan får vi dem med, der normalt ikke har tid til at komme til de her arrangementer. Jeg tænker, både på småbørnsfamilier der har  travlt, og dem der sidder alene?

Vi sørger for at invitere dem og ved invitationen gøre opmærksom på arrangementets karakter og forventninger. Mange kan vælge fællesspisninger fra, bare fordi de ikke ved, hvad der forventes af en gæst. Sørg for at få lavet opslag de steder, hvor målgrupperne befinder sig. Udnævn nogle ambassadører hvis rolle det er at sørge for, at invitationen kommer ud de rigtige steder. Hvis I ønsker at få småbørnsfamilier med, så henvend jer gennem børnehaven etc. og gør det klart, hvad det kræver at være med, meget ofte ikke andet end at komme med et åbent sind. Forklar at fællesspisningen er et alternativ til at spise hjemme, hvor børnene kan lege, og de voksne kan tale med andre voksne. Hvis det er mennesker der bor alene, som I gerne vil aktivere, så smid en seddel ind ad brevsprækken – måske fra en nabo, som man er lidt bekendt med i forvejen. Få den lokale avis til at skrive om arrangementet, og få i artiklen forklaret, at fællesspisning er for alle, og ideen er, at vi mødes på tværs af alder, kultur, politisk overbevisning etc. 

Har du et forslag til, hvilket emne vi skal tale om til vores middagsselskab?

Fællesskaber. Hvorfor er de vigtige, og hvordan skaber vi vores lokalt forankrede fællesskaber. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til alle Jane Sandbergs ideer torsdag den 13. juni, men sammen kan vi prøve. På gensyn.

Fotos: Gertrud Sabroe Termansen til Flensborg Avis

Tårnhøj frokost

Hvornår er du sidst blevet kropsvisiteret, skannet og blevet bedt om at tage overtøj, bælter og metalgenstande af? Det er vist kun en oplevelse de fleste af os har, når vi skal ud og flyve. Men hvis du skal spise i Restaurant Tårnet på Christiansborg, er der er ingen vej uden om sikkerhedstjekket.

Vi har bestilt bord klokken to, så vi har aftalt at mødes med min mor klokken 13.45 ved indgangen til Tårnet i Kongeporten på Christiansborg. Vi er gået hertil, og hun er på cykel, så det undrer mig, at hun ikke er her endnu. Man plejer at kunne stille sit ur efter hende.

Vi stiller os i køen for at blive lukket ind. Man skal gå frem og tilbage mellem det røde torv, der er spændt ud og indikerer små gange, fuldstændig ligesom ved check-in i lufthavnen. Det er bidende koldt, så sammen med kinesiske, tyske og franske turister kigger vi langt efter den securitymand, der kan lukke os ind i varmen, i Tårnet. Glasdøren går op og på dansk, engelsk, tysk og fransk bliver vi budt velkommen og guidet hen til rullebåndet, hvor vi skal lægge vores frakker, tasker, tage bæltet af og tømme lommerne. Personalet peger op på væggen, hvor der hænger plakater af alt det, vi skal afføre os, og vi ikke må have med ind. Det er overvældende, for vi skal jo bare spise frokost, men det er betingelserne, hvis du vil op i Tårnet på Christiansborg. Nu er min mor kommet. Blomst i håret, spraglet tørklæde og pink støvler. Man skulle tro, at det kunne aflede enhver opmærksomhed, men nej. Hendes taske bipper, så hun bliver trukket til side. Min mor har altid en lille lommekniv med, så hun kan dele et æble i både og trække en kølig flaske hvidvin op. Den må hun ikke have med ind på Christiansborg, så hun bliver bedt om at skrive sit navn på den kuvert, vagten lægger kniven i, og så hun kan hente den efter sit besøg i tårnet.

Vi går frem mod elevatoren, maser os ind i den med de andre turister, og trykker på 4. etage. Hvis man ikke skal spise i restauranten, tager man en ny elevator det sidste stykke op i udsigtstårnet. Men vi går til højre og bliver budt velkommen til restauranten. Vi hænger vores overtøj og bliver ført ind i det mørke, spektakulære rum, med elleve meter til loftet, store gipsfigurer og kun et enkelt vindue man kan se ud af. Her er plads til hundrede gæster, men vi kommer til anden seating, så der sidder vel omkring 50 gæster og spiser. Stemningen er en anelse andægtig, men de unge tjenere sørger for at bløde det op, så vi kan føre en almindelig samtale, uden at skulle dæmpe stemmen og tysse på hinanden.

Vi studerer det smukke menukort, og bliver rolige da vi kan se, at vi ikke behøver bestille en menu til 450 kroner. Vi får hurtigt drikkevarer, og bliver spurgt og vi har lyst til Fætter Erik & Dyrlægens snaps. Vi takker nej og glæder os over øllen fra Herslev, æblemosten fra Østergård på Lolland og til at få noget at spise.

Maden kommer lynhurtigt. En ti centimeter høj kartoffelmad med løvstikkecreme og revet ost,

Kartoffelmad

rejemad med grønne asparges og tatar med syltede, brændte, bagte og fermenterede løg og ramsløgscreme. Det er udsøgt lækkert. Mens vi nyder maden, kigger vi rundt i det imponerende lokale med den lange, rustikke trappe, de små runde vinduer oppe under loftet, store gipsafstøbninger af Thorvaldsens 200 år gamle løver, tre meter høje figurer af mejersken og skovhuggerne ved vinduesnichen, og relieffer der kigger ned på os ved de super moderne borde og stole.

Kaffen og fragilitéen bliver indtaget på trappen i vinduesnichen. Her er udsigt over Slotsgården, Ridebanen, videre over Dantes Plads og ikke mindst Tivolis høje forlystelser.

På vejen ud husker vi min mors kniv og lover hinanden at komme igen og smage Fætter Erik & Dyrlægens snaps og flere af de vidunderlige kager.

AOK

Restaurant Tårnet er nomineret til Årets bedste frokostrestaurant af Berlingske. Du kan stemme på den her:

https://www.berlingske.dk/byens-bedste/byens-bedste-frokost

 

Restaurant Tårnet

Fotograf David Kahr

Tårnet er en del af Christiansborg Slot i det indre København. Indgangen til Tårnet er i Kongeporten.

Besøgende skal igennem et sikkerhedstjek ved indgangen i Kongeporten. Omfanget af sikkerhedstjekket varierer, og derfor kan der opstå kø. Det anbefales, at gæster ankommer 15 minutter før, de har reserveret bord for at have tid til sikkerhedstjekket.

Restauranten ledes af Rasmus Bo Bojesen. Sammen med sit team tager han udgangspunkt i det gamle, danske køkken – smørrebrød og egnsretter fra hele Danmark. Møbler, lamper og service i restauranten er fundet hos store og små danske producenter og råvarerne hos nogle af Danmarks dygtigste avlere, slagtere og landmænd.

Åbningstider

Tirsdag-lørdag
11.30 – 23.00

Søndag
11.30 – 17.30

Se menuen og bestil bord på taarnet.dk/restauranten

Det er en god idé at bestille bord.

Bemærk! Tårnet er lukket i perioden 6. juni til 31. august 2019 

Det er gratis at besøge (udsigts) Tårnet, og der er er åbent fra tirsdag til søndag. 

Find praktiske oplysninger på taarnet.dk/info.

TÅRNET

Tårnet er opført som del af det tredje og nuværende Christiansborg Slot, der blev bygget i perioden 1907-1928. Det er, som resten af slottet, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Undervejs blev planerne for Tårnet ændret flere gange, bl.a. fordi byggeriet overskred budgetterne. Fx sparede man en del af udsmykningen væk, så Tårnet kun havde én krone, da Christiansborg Slot stod færdigt i 1928.

Først i 1934 kom de sidste to kroner på. Det skete på et initiativ taget af den daværende indenrigsminister, Bertel Dahlgaard, der mente, at Tårnet med kun én krone lignede Korsør Banegård. Med tilføjelsen af de to kroner, opsat på en såkaldt fløjstang, blev Tårnet samtidig højere end tårnet på Københavns Rådhus. Med sine 106 m er Tårnet på Christiansborg Slot fortsat det højeste tårn i København – 40 cm højere end netop rådhustårnet.

De tre kroner symboliserer Kalmarunionen, den historiske alliance mellem Danmark, Norge og Sverige i perioden 1397 til 1523. Udover kronerne er fløjstangen udsmykket med et kors og en vejrhane. Korset symboliserer, at Danmark er et kristent land. I spiret ses også otte figurer, der er skabt af billedhuggeren Axel Locher. De 3,1 m høje kobberfigurer viser mænd og kvinder, der udfører forskellige erhverv – blandt figurerne er en fisker og en landmand.

Tårnet blev opført i jernbeton med en granitbeklædt facade og en tagbeklædning, der oprindeligt bestod af teglsten. I 1937 blev teglstenene, efter en landsdækkende indsamling, udskiftet med kobber. I starten af det nye årtusinde blev det konstateret, at Tårnets kobberbeklædning og underliggende jernbeton var i en så dårlig forfatning, at en gennemgribende renovering var nødvendig. Renoveringen fandt sted fra 2006 til 2009.

Efter renoveringen er taget nu kobberbrunt, indtil vejr og vind i løbet af de næste 20 år vil irre kobberet, så det får sin karakteristiske grønne farve tilbage. Den nye kobberbelægning forventes at kunne holde ca. 100 år

Kilde: Tårnet Christiansborg