Viser opslag med etiketten rodfrugter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rodfrugter. Vis alle opslag

tirsdag den 2. februar 2016

Sover du godt?



Radioen starter. Klokken er 6.46 og de morgenfriske værter fortæller om dagens krige, undersøgelser fra universitetet i Uppsala og statsledernes tåbeligheder.
-Godmorgen, siger min mand, og mener det. Han kysser mig på panden, springer ud af sengen, åbner vinduerne og løber fløjtende og syngende gennem lejligheden. Han åbner dørene ind til børnene og råber ”Op og skid og pis og bræk jeeerrrr”.  Det var noget hans far gjorde, så det gør han også.
Alt imens dette senarie finder sted, ligger jeg stadig i sengen. Jeg vil ikke op. Ikke på vilkår. Jeg gør det ikke. Men når de søde radioværter siger, ”Klokken er syv, og der er nyheder med Bjørn Bymann”, så står jeg alligevel op.
Soveværelset er nu blevet iskoldt. Lampen i min side af sengen virker ikke, så her er mørkt. Jeg kan ikke finde mine briller, jeg vælter cremerne på mit natbord og roder rundt på gulvet efter mine sutsko. Jeg kommer i tøjet. Jeg kan dufte kaffen og høre, at familien sidder og sludrer oppe i køkkenet. Det lyder hyggeligt. Som en zombie nærmer jeg mig. 

-Vuf, siger min mand, da han ser mig.
-Du ligner, en af de der kinesiske foldehunde, siger han og lægger hænderne op sit ansigt, og presser det sammen.
-Hvordan har du sovet? Spørger min søn Adam.
-Jo, tak, jeg har sovet fint, jeg har bare ikke lyst til at vågne lige nu, eller de næste to-tre timer, siger jeg.

Men sandheden er, at jeg har ikke sovet særlig godt. Jeg falder hurtigt i søvn, men vågner en fire-fem gange i løbet af natten. Denne fornemmelse af ikke at have sovet godt, sidder i mit ansigt som tunge rynker.

Og det er ikke sundt at sove dårligt. Jeg har været til stor gene ved mange middagsselskaber, hvor jeg har underholdt med min lede søvn. Jeg har modtaget mange råd, men der er desværre ikke nogen af dem, der nogensinde har hjulpet.

Forsøg viser, at hvis rotter bliver holdt vågne, taber de pelsen og får infektioner. De bliver tossede og dør meget hurtigt. Jeg er ikke begyndt at tabe håret, er ikke syg og jeg er heller ikke blevet helt tosset, men jeg opsøger alligevel søvnekspert Jan Ovesen, for at få vejledning til en bedre søvn.

-Gå tidligere i seng, siger han og smiler til mig.
-Det er ikke så slemt, når du falder hurtigt i søvn igen. Du er bare vågen i den del af søvncyklussen, som vi kalder døsen. De fleste andre mennesker sover videre, men du vågner, siger Jan Ovesen, og ser ud som om, at det kan jeg da sagtens leve videre med. 

Jeg vil vide, hvad jeg skal gøre. Jeg vil have tips og råd med hjem.
-Hvis du er stresset, skal du, inden du går i seng, lave lister, med det der stresser dig, siger Jan Ovesen.
-Det vigtige er, at du ikke modtager mails, sms’er eller andre beskeder, der kan stresse dig, eller hidser dig op, så jeg anbefaler, at du skal slukker alle elektroniske apparater klokken otte.  Der det med det blå lys fra skærmen, det kan også påvirke vores søvn i negativ retning, siger Jan Ovesen og fortsætter.
-Du kan ikke spise dig til en bedre søvn og henviser til en række bøger, der er udkommet om samme emne.
-Men det skal da nævnes, at det ikke nogen god ide, at spise et stort måltid lige før du skal sove. Og det med kaffe er meget individuelt. Der er masser af mennesker, der kan drikke en kop godnatkaffe lige inden de skal sove, og så er der andre, der kan mækre koffeinen i kroppen, otte timer efter de har drukket den sidste kop, siger Jan Ovesen.

Jeg tager rådene med mig hjem.

Jeg sover ikke bedre, men jeg ved, at det ikke er så slemt, og de der kinesiske hunde, de er da helt vildt nuttede.

Søvnens cyklus
Søvnforskerne inddeler søvnen i fire stadier, der alle producerer forskellige hjernebølger og elektrisk aktivitet. Døsen er den første af søvnens stadier. Musklerne i kroppen bliver afslappede, og kroppen kan finde på at udføre små spark eller pludselige ryk. Bevægelserne skyldes formentligt. at kroppen har svært ved at kontrollere overgangen fra vågen spændthed til total afspændthed. Stadium to er let søvn, her bliver hjernebølgerne langsommere. Her  har vi ikke længere nogen forbindelse med bevidstheden. For voksne mennesker fylder andet stadie omkring halvdelen af søvnen. Søvnens tredje stadie er den dybe søvn. Hjernebølgerne er meget langsomme, og det er her man virkelig sover og kroppen bliver restitueret.
De tre første stadier af søvnen kaldes N-REM - non rapid eye movement - altså søvn uden REM bevægelser. Stadie 4 kaldes REM. Under REM søvn drømmer vi. Øjnene bevæger sig frem og tilbage, og hjernebølgerne minder om dem fra den vågne hjerne. Drømmesøvnen varer normalt omkring tyve til femogtyve procent af natten hos voksne mennesker. Drømmene stopper i REM-søvnen og man falder tilbage til søvnens første stadie og søvncyklussen starter forfra. Søvncyklussen har cirka samme længde natten lang. Men de enkelte stadier ændrer karakter og længde. Efter første cyklus er den dybe og behagelige søvn kortere, og REM søvnen længere. Sidst på natten vil REM søvnen have overtaget meget af tiden, og den dybe søvn er stort set overstået.
En søvncyklus varer mellem 90 og 110 minutter. Cyklussen kører, indtil vi vågner, typisk kan man nå fire-seks omgange inden natten er omme.

 

FLERE FAKTA OM SØVN


Dårlig søvn gør dig fed og i dårligt humør
Dårlig søvn kan være en kilde til fedme, viser flere studier. I en amerikansk undersøgelse har forskerne fundet ud af, at folk, der i gennemsnit sover 7,7 timer om natten generelt er slankere end dem, der sover mindre end det.
Søvn og humør hænger også uløseligt sammen. Hvis du ikke sover nok, vil du på længere sigt med garanti komme i dårligt humør. Ikke alene giver for lidt søvn kortere lunte - man bliver også betydeligt mere nærtagende, sur og tvær.

Sov godt og få bedre karakter
En undersøgelse viser, at studerende der får vejledning til en bedre søvn – og bruger rådene – får betydelig bedre karakterer, end de studerende der ikke følger de gode råd om søvn.

Samme tid hver dag
Prøv at holde en konstant døgnrytme, også i weekenderne.
Det er afgørende for en sund døgnrytme, at man står op og går i seng nogenlunde samme tid alle ugens dage.


Dagens opskrift giver dig ikke luft i maven og urolig søvn men masser af gode rodfrugter. 

Ovnbagte rodfrugter med gedeost og honning

Tilbehør til 4 personer
Tilberedning 45 minutter
Nem

1,5 kilo blandede rodfrugter kan være rødbeder, pastinak, gulerødder, persillerod
1 stort løg
2 spsk olivenolie
2 spsk honning
salt, peber
frisk timian
frisk rosmarin
1 rulle gedeost

Tænd ovnen på 225 grader.
Rens grøntsagerne og skær dem i lange strimler. Læg grøntsagerne på en bageplade med bagepapir. Vend dem i olie og honning og krydr med honning, salt, peber og krydderurter. Bag rodfrugterne i ca. 20 minutter. Skær gedeosten i skiver og læg den på grøntsagerne i ca. 5 minutter til osten smelter. Server straks.

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis den 29. januar 2016
Foto Gertrud Sabroe Termansen 

fredag den 16. januar 2015

Svin med balsamicomarinerede rodfrugter


Har du ikke mange minutter til at tilberede lækker aftensmad, skal du lave det her.  Hvis du ovenikøbet bruger en pose frosne rodfrugter, så tager det ikke meget længere end at åbne en flaske fredagsvin - god weekend.

Kødet kan varieres i det uendelige og det kan grøntsagerne også.

4 store svinekoteletter
olie til stegning

400 g rødbeder (gerne kogte)
1 tyk skive selleri
3 gulerødder
1 tsk olivenolie
1/2 dl mørk balsamicoeddike

Friske krydderurter f.eks. timian, rosmarin, salvie
Salt, peber, chili 

Rengør grøntsagerne og skær dem i mundrette stykker. Steg grøntsagerne i lidt olie på en pande i ca. 7 minutter. Hæld balsamicoeddike over og lad det bruse op. Krydr med de friske krydderurter, salt og peber.
Steg kødet i lidt fedtstof, krydr med salt og peber og spis til grøntsagerne.

mandag den 20. januar 2014

Simrekylling

Jeg vil mene, at det kan lade sig gøre at lave simremad på hverdage, hvis der er købt ind dagen i forvejen OG grøntsagerne er gjort klar. Så kan det hele smides i gryden og over varmen lige når du træder ind af døren.Velbekomme......

1 kylling
1 skive selleri
2 gulerødder
1 porre
1 stor dusk persille
4 stilke timian
½ dl lys eddike
vand
1 tsk salt og 5 peberkorn

tilbehør hvide bønner i olie eddike dressing

Varm en stor gryde op med lidt fedtstof. Skær kyllingen i 8 stykker og læg dem i gryden. Rengør grøntsager og krydderurter og smid det hele ned i gryden. Hæld eddike på og lad det bruse op. Hæld vand på så det netop dækker og krydr med salt og peber. Kog op og skru straks ned. Lad det simre i ca. 1 time til 1½ time. Tag kødet op og kasser skindet. Kog suppen ind og blend den evt. med grøntsagerne. Smag til med salt og peber og server hvide bønner til.




torsdag den 9. januar 2014

Hakket oksekød med rodfrugtelåg og parmesan



Din partner, dine forældre og dine børn vil elske dig for denne ret. Og hunden bliver lykkelig for resterne. Brug gerne flere forskellige slags rodfrugter i kartoffelmosen. Opskriften er til 4 personer.

1 kg kartofler
300 g selleri
1 spsk smør
Muskatnød, salt og peber
450 g hakket oksekød
1 løg
1 fed hvidløg
1 tsk olie til stegning
1 tsk af følgende tørrede rosmarin, timian og oregano
1 dåse flåede tomater
3 spsk friskrevet parmesan

Rå rødbedesalat
500 g rødbeder
250 g æble
½ dl juice – æble eller appelsin
Salt og peber
1 spsk sesam
Evt. frisk persille til pynt og god smag

Tænd ovnen på 180 grader. Skræl kartofler og selleri og skær dem i mindre stykker. Kog kartofler og selleri møre og mos dem med lidt af kogevandet og smør. Smag til med muskatnød, salt og peber. Skær løget i små terninger og pres hvidløget. Sauter løg og hvidløg i olie. Tilsæt kød og brun det med krydderier. Hæld tomater på og lad retten simre i 20 minutter. Hæld kødsovsen i et ovnfast fad. Fordel mosen over. Riv parmesan over retten og stil den i ovnen i 15 minutter. Skræl rødbederne. Del æblerne i kvarte og fjern kernehuset. Skær rødbeder og æbler i små terninger og hæld dem i en serveringsskål. Hæld juice over, krydr med salt og peber og vend salaten rundt. Rist sesam på en tør pande og hæld dem over salaten. Pynt evt. med persille.


Opskrift og billede er lavet i samarbejde med Nicoline Olsen og VKStock til Landbrug & fødevarer, Vores mad. 
Se flere ideer til denne ret på:
http://www.voresmad.dk/Opskrifter/Hele_kogebogen/H/Hakket_oksekoed_med_rodfrugtlaag.aspx#.UswC5vsdink

fredag den 1. november 2013

Rullesteg - mere langtidstegning




Rullesteg har være ude af madbilledet i mange år, men takket være italiensk inspiration, er de nu kommet på det danske middagsborde. Og med rette, for det er en herlig ret. Men som med meget andet, skal du være sød ved den, forkæle den med gode krydderurter og give den en rum tid i ovnen. Resultatet er mørt og velsmagende kød, for ikke at tale om de herlige, grøntsager som har ligget og mumset med ved siden af.

1 rullesteg uden fyld
10 stilke persille
2 fed hvidløg
2 tsk citronskal
50 g bacon i tern
salt og peber
fedtstof til stegning
4 gulerødder
2 pastinakker
2 persillerødder
3-5 dl vand

Tænd ovnen på 150 grader.
Hvis kødet er pakket i net, tager du nettet af og lægger kødet på et spækbræt. Rengør og hak persille og hvidløg og fordel det på kødet sammen med citronskal  og bacon. Krydr med salt og peber. Rul kødet sammen, vind bånd om eller læg det tilbage i nettet. Brun kødet i en rummelig gryde. Læg kødet i en bradepande. Rengør grøntsagerne og skær dem i mundrette stykker. Læg dem ved siden af kødet og hæld vand over. Sæt bradepanden i ovnen og steg kødet i ca. 1 time og 45 minutter. Spæd op med vand undervejs. Vrid nettet af og skær i skiver og server kartoffelmos til.


mandag den 28. oktober 2013

Linsesuppe med ristede kerner



Det er i den grad suppevejr. Og du skal ikke bevæge dig ud og købe ind til denne suppe - det er alt for farligt-, blot lade dig inspirerer af opskriften og bruge det du har i køleskabet.
Suppe er perfekt restemad. Man kan koge og blende linser, bønner og grøntsager og spæde op med bouillon. 
TIP: Til dem der gerne vil have en gul suppe men ikke kan udstå græskar, er de gule linser og gulerødder et godt alternativ.
200 g gule linser
1 pastinak
3 gulerødder
1 løg
1 hvidløg
1 tsk spidskommen
1 spsk stødte koriander
Olie til stegning
1 l bouillon gerne Habamare
Salt og peber
3 spsk græskarkerner
Friske koriander til pynt

Skyl linserne i flere hold rent vand. Rengør grøntsagerne og skær dem i små stykker. Sauter grøntsagerne i olie med krydderierne. Hæld linser og bouillon på og kog i ca. 30 minutter til linserne er møre. Blend suppen og smag til med salt og peber. Rist græskarkernerne på en varm pande til de begynder at ”springe”. Pynt suppen med græskarkerner og friske koriander.

FOTO: Bjørn Jacobsen til Ugebladet SØNDAG.

lørdag den 28. april 2012

Boller og kage med vinterens rødder



Radiserne er noget af det eneste, der er i sæson lige nu. Og da man så vidt jeg ved, ikke kan bage med dem, bruger vi rødderne fra i vinter til dagens bagning.

Boller med rod
Brug de små rester af rødder der gemmer sig i grøntskuffen til bollerne.
300 g rødder f.eks. pastinak og gulerod
1½ dl letmælk
50 g gær
100 g valnødder
2 tsk salt
Ca. 500 g hvedemel
Sammenpisket æg til pensling

Rengør rødderne og skær dem i tynde skiver. Kog dem møre i letsaltet kogende vand. Hæld vandet fra og mos eller blend dem. Hæld mælken i mosen. Rør gæren ud i lidt af rod-mælken. Hæld resten af mosen i. Hak nødderne og hæld dem i sammen med saltet. Ælt mel i til dejen er glat og fast og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 45 minutter. Ælt dejen igennem. Form ca. 10 kuvert brød. Pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve yderligere 25 minutter. Bag brødene i 15 minutter ved 220 grader. Afkøl dem på en rist.

Vi er i retro hjørnet så her kommer en skøn gulerodskage.Det er en klassiker, som kan varieres i det uendelige. Denne her er en af de dyrere udgaver med masser af smør, mandler og sukker. Det er en meget stor kage, der giver 12 stykker og holder sig godt.


Gulerodskage med creme

400 g gulerødder
5 æg delt i æg og blomme
250 g sukker
Skal og saft af ½ citron
250 g mandler
75 g mel
1 knivspids salt
½ tsk nelliker
1 tsk kanel
2 tsk bagepulver

Creme af 100 g blødt smør, 100 g flødeost gerne mascarpone, 100 g florsukker, 2 tsk vanillesukker, calvados eller kirch

Tænd ovnen på 180 grader. Skræl gulerødderne og riv dem fint. Pisk æggeblommerne luftige med sukker og citronskal og saft. Blend mandlerne til mel. Bland mandelmel i dejen med mel, salt, nelliker, kanel og bagepulver. Pisk hviderne stive og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt springform (26-28 Ø) og bag den i ca. 50 minutter. Rør smør, flødeost, florsukker og vanillesukker sammen. Smag til med calvados eller kirsch. Smør cremen på den afkølede kagen. Hvis kagen bages i forvejen, skal cremen først på umiddelbart før servering.




søndag den 15. januar 2012

Masser af frugter i januar

Det kolde klima gør det muligt at dyrke udsøgte frugter i Danmark. Der er her tale om frugter der giver fylde, mæthed og fibre. De er brune, gule, røde, sorte og hvide og de vælter op ad jorden. Lad mig blot nævne nogle få af dem: jordskokker, pastinakker og persillerødder alle sammen kendt som RODFRUGTER.
Vi skal spise de lokale varer, når de er gode og det er rodfrugterne nu. I Danmark kan vi få nyopgravede gulerødder nu her i februar og de ER nyopgravede. De bliver stående i jorden overdækket med måtter og så bliver de gravet op, når der er brug for dem.
Det burde være forbudt at spise peberfrugt, agurk og tomat i vintermånederne, for der er ingen grund til det! Der er jo en grund til at vi griller peberfrugter om sommeren og ikke selleri, og det har noget med sæsonen at gøre!
Nå, ikke flere sure opstød så hellere inspiration til hvordan vi kan bruge nogen af de sunde frugter i vores hverdags retter.

Rodfritter

Når grøntsagerne bliver serveres som fritter, bliver der spist mange flere af dem. Så lav bare rigeligt.

1 kg kartofler
2 persillerødder
2 pastinakker
3 gulerødder
3 spsk olie
Salt og peber
Saft og skal af 1 citron


Tænd ovnen på 220 grader. Skræl kartofler, persillerødder, pastinakker og gulerødder og skær dem i tynde stave, som til pommes fritter. Læg dem i en skål og vend dem i olie, salt og peber. Læg dem spredt ud på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter eller til de har fået farve. Vend dem rundt i løbet af bagetiden. Riv og pres citronen. Vend de varme grøntsager i citronskal og -saft og server straks. 


Råkost
Til dressingen er det valgfrit om man bruger mager eller fed tughurt. Det er klart at der er en forskel i smagen. Men det kan være hensigtsmæssigt en gang imellem at tage den fedtfattige udgave.

300 g selleri
300 g persillerod
1 madæble
Persille
2 dl yoghurt
Salt, peber, sukker og eddike
Skræl selleri og persillerod og skær dem i tynde strimler. Vask æblet og skær ligeledes i strimler. Hak persillen. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt, peber, sukker og lidt eddike. Vend selleri, persillerod, æble og persille i dressingen.

Tip
Er man nybegynder ud i rodfrugter, er det en god ide at købe en ”suppeblanding”. Her får man et lille stykke selleri, en persillerod, en gulerod og som regel også lidt persille. Herudaf kan man selvfølgelig tilberede en dejlig suppe, men man kan også bruge grøntsagerne til lidt råkost eller dampe dem som tilbehør.