onsdag den 31. oktober 2012

Find dit talent



Min søn kan godt lide at få folk til at føle sig godt tilpas og da han en aften sad i sin mormors køkken og spiste risengrød, som hun havde købt færdigt i sådan en finurlig pølse, sagde han: ”Mormor, du har varmet denne her risengrød så godt”. Da han dagen efter besøgte en af min mors veninder, var han der igen med sin ros: ”Lillian, du er så god til at lave agurkesandwich”. Jeg behøver nok ikke at fortælle, at der hverken skal de store kulinariske kundskaber til at varme risengrød op, eller smøre lyst sandwichbrød med Philadelphia og lægge tynde skiver agurk på. Det handler vel bare om at finde det man er god til, og kan overskue og så servere det for sine gæster.
Hvis du kan overskue det, kan denne kage få dine gæster til at føle sig godt tilpas.



Overdådig æblekanelkage

100 g smør
200 g sukker
3 æg
300 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
2 tsk vanilje
¼ tsk salt
1½ dl yoghurt
200 g revet marcipan
1 spsk kanel
100 g farin
ca. 400 g æbler

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk smør og sukker blødt. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel, bagepulver, natron, vanilje og salt sammen. Rør det i dejen skiftevis med yoghurten. Riv marcipanen og bland den i dejen. Hæld dejen i en smurt springform.
Bland kanel og farin sammen. Rengør æblerne og skær dem i tynde både og vend dem i kanelsukkeret. Arranger æblerne på kagen og hæld resten af sukkeret over. Bag den i ca. 1 time og 15 minutter. Server evt. flødeskum eller cremefraiche til.

tirsdag den 30. oktober 2012

Kærlige kartofler

Der skal så meget hvidløg i, at du kan smage det, når du vågner dagen efter du har spist retten.

Ka' du li kartofler? Jeg er ikke meget for dem, det må jeg indrømme. Sådan en nyopgravet, nykogt kartoffel med smør og dild nydt i den skarpe sommersol i juli måned, det kan jeg rigtig godt lide, men de der kartofler man kan købe resten af året, de skal skambages og gerne i olie, hvis jeg skal spise dem. Og dog, der er en ret, jeg kan drømme om- denne skønne kartoffelret, som min mor har serveret for mig, så længe jeg kan huske tilbage.

1 kg kogte kartofler
olivenolie
hvidløg
salt, peber og chili
Frisk rosmarin

Mos kartoflerne groft og rør rigeligt med olie i. Smag til med knust hvidløg, salt, peber og chili. Pynt med masser af rosmarin.








mandag den 29. oktober 2012

Mere pizza

Brug weekendens rester og server en dejlig pizza i aften.

Portionen er til 1 bageplade

Dej af
10 g gær
1½ dl lunt vand
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
150 g rugmel
ca. 100 g hvedemel

Fyld
100 g smørbar gedeost eller anden flødeost
6 skiver røget skinke/ bacon
1 løg i tynde skiver
100 g græskar i tynde skiver
75 g revet ost - gerne parmesan

Server kålsalat med olie-eddike dressing til.

Opløs gæren i lidt af vandet og hæld resten af vandet, olie og salt i. Rør rugmel i og ælt hvedemel i til dejen er smidig og slipper bordet. Lad den hæve 1 time. Tænd på ovnen 250 grader. Ælt dejen igennem og rul den ud, så den passer til en bageplade. Smør gedeost på, fordel røget skinke, løg, græskar og ost på dejen og bag den i ca. 12 minutter til den er gylden.

fredag den 26. oktober 2012

Græskarkage

"Den er god, er det en græskarkage? det kan man slet ikke smage".
Nu lakker græskarugen mod enden og det er min familie glad for! Vi har aldrig været de store græskarspisere, og en hel uge med mors forsøg var måske også lige i overkanten.
Men ikke desto mindre egner græskar sig perfekt i brød og kager. Det giver bagværket en mild nøddesmag og en god fugtighed og så holder det sig godt. Men denne kage holdt ikke længe- den var væk inde glasuren var tør.

Du kan bruge butternut, muskat eller hokkaidogræskar til kagen. Det er kun hokkaidogræskarets skal, man kan spise, de andre skal skrælles.

300 g rengjort græskar
250 g smør
250 g rørsukker
4 æg
250 g mel
1 tsk bagepulver
1 spsk kanel

Evt. 125 g flormelis, gul frugtfarve og vand

Tænd ovnen på 175 grader. Riv græskaren fint. Pisk smør og sukker luftigt og pisk æggene i et ad gangen. Rør græskar i. Bland mel og krydderier sammen og vend det i dejen. Hæld dejen i en smurt form og bag den i ca. 45 minutter.Afkøl kagen på en rist, rør glasuren sammen og pynt den kolde kage.
Bonusinfo Det er ikke nødvendigt med glasur.

torsdag den 25. oktober 2012

Græskarbrød

Til de skønne græskarsupper og andre efterårssupper passer det super med et græskarbrød.

300 g hokkaidogræskar
25 g gær
2 dl lunt vand
1 dl kærnemælk
125 g fuldkornshvedemel
ca. 575 g hvedemel
1½ tsk salt

Rengør græskaret, kasser kerner og løs "hud" og skær kødet i små terninger. Hæld dem i en gryde, hæld vand over, så det netop dækker og kog op. Lad dem simre i ca. 5 minutter til de er møre. Hæld vandet fra og mos græskaren. Udrør gæren i lidt af vandet, tilsæt resten af vandet, kærnemælk, græskarmos, fuldkornsmel og salt og ælt hvedemel i til dejen er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve overdækket på et lunt sted. Ælt den i gennem, form til et rundt brød og læg det på en bageplade med bagepapir. Lad det efterhæve i min. 30 min. Bag det ved 210 grader i ca. 35 minutter. Afkøl på en rist og pak det i en plastikpose til det skal spises.

Bonusinfo- Græskar skulle være godt for fordøjelsen  

Et græskarbrød for øvede smagsløg

250 g rengjort græskar
1 løg
25 g gær
2½ dl vand
1 tsk karry eller raz el hanut
1 tsk salt
200 g rugmel
ca. 300 g hvedemel

Riv græskar og løg fint. Rør gæren ud i lidt af vandet, tilsæt resten af vandet, kærnemælk, græskar, løg, karry og salt. Ælt mel i til dejen slipper bordet/ skålen og ælt den godt igennem. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 1 time. Ælt igennem og læg dejen i et ovnfast fad. Lad det efterhæve i ca. 20 minutter. Bag brødet ved 200 grader i ca. 40 minutter. Afkøl brødet på en rist og opbevar det i en plastikpose, når det er afkølet. Smager også meget godt ristet.


onsdag den 24. oktober 2012

Græskarsuppe


Denne fætter her er en butternut squash, selvom det altså er et græskar. Den indeholder masser af smukt gult frugtkød der smager sødligt af nødder. Den har ganske få kerner og tynd skræl, så man får masser af kød for pengene her. Under de optimale opbevaringsforhold kan den holde sig op til et år! Hvis der var nogen, der fik lyst til at gemme den.

1 løg
2 fed hvidløg
1 stort stykker ingefær
ca. 500 g rengjort hokkaido, muskat eller butternut squash
1 spsk karry
olie til stegning
sukker, salt og peber
ca. 1 liter god bouillon gerne Herbamare bouillon
4 spsk græskarkerner 

Pil og hak løg, hvidløg og ingefær. Skær græskaret i terninger. Varm karry i en gryde, hæld olie på. Tilsæt løg, hvidløg, ingefær og græskar. Vend det rundt et par minutter. Hæld bouillon på og lad det simre til græskaren er helt mør. Blend og smag til med karry, sukker, salt og peber. Rist græskarkernerne og server dem til.

Variation 
Byt 4 dl bouillon ud med kokosmælk
Smag til med appelsinsaft
Lidt fløde eller flødeost skader aldrig

Græskarpesto

Ja, det havde I nok ikke set komme?
Inspirationen til græskarpestoen kommer fra et af de utallige tyske madblade og her i Tyskland går de fuldstændig grækaramok. Ikke i pynt og udskæring men i kreativitet i forhold til hvad man skal bruge de utallige spisegræskar til. Da græskar er nært beslægtet med squash og vi har haft et kæmpe squashår, må man gå ud fra at det også er et meget stort græskarår hvad angår udbytte.

Server pestoen til pasta eller som tilbehør til stegt kylling. 

250 g rå hokkaidogræskar
50 g hasselnødder
1 fed hvidløg
50 g parmesan
ca. ½ dl olivenolie
salt og peber

Rengør græsaren og skær den i mindre stykker. Rist hasselnødderne på en tør pande. Pil hvidløget og riv parmesanen. Blend alle ingredienserne og smag til med salt og peber.

Bonus info
Man kan også bruge kogt græskar. Kog græskaren mør i vand der netop dækker og blend det så med de øvrige ingredienser. Det smager også rigtig godt - med den bløde græskar og de hårde nødder.


mandag den 22. oktober 2012

Tærte med laks og græskar


Med alle de græskar der bliver udhulet i disse dage, er der seriøst basis for en masse retter med græskar, så jeg begynder denne græskar-uge med en dejlig tærte. Tilbered din egen tærtedej, eller køb en færdig.
Man kan spise Hokkaidogræskarets skræl.

200 g fuldkornhvedemel
1 tsk salt
100 g smør
1 spsk yoghurt (eller sammenpisket æg)

400-500 g hokkaidogræskar
150 g røget laks
125 g fast ost
4 æg
250 g mælkeprodukt f.eks. Saure Sahne 10 %, yoghurt, hytteost

Hæld mel og salt i en foodprocessor, hak smørret ned i. Start maskinen og kør til dejen er grynet. Tilsæt yoghurten og kør til dejen er samlet. Pak dejen i film og læg den på køl i 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader. Rul dejen ud og læg den i en stor tærteform. Prik huller i med en gaffel, dæk med bagepapir og tærteærter og bag den i 10 minutter, fjern papir og bageærter og bag videre i 5 minutter.
Rengør græskaret, kasser kerner og løs "hud" og skær kødet i små terninger. Hæld dem i en gryde, hæld vand over, så det netop dækker og kog op. Lad dem simre i ca. 5 minutter til de er møre - med bid- og afkøl dem. Skær laksen i mindre stykker og riv osten. Pisk æggene sammen, rør mælkeproduktet i.
Fordel græskar og laks på den forbagte tærtebund, drys ost over. Krydr med (hvid) peber og hæld æggeblandingen over. Bag tærten i ca. 30 minutter til den er lysebrun og giver efter for et tryk.

søndag den 21. oktober 2012

Præstens porrer

Dette er et skønt franskinspireret tilbehør, som skal spises i store mængder. Det er min mand, der står for tilberedningen - derfor præstens porre. Husk lav rigeligt, de smager også godt dagene efter, de er tilberedt.
Vi spiser dem til stegt oksekød, men de kan også servers med dejligt brød til som forret.

Dressingen skal være syrlig og lidt stærk, ellers bliver det for kedeligt.
3 store porrer
dressing af: olie, sherry eddike, lys balsamico, sennep, hvidløg, salt og peber

Rens porrerne og og skær dem i 10 cm lange stykker. Kog dem i let saltet vand i 20 minutter, og lad dem trække i yderligere 20 minutter. Hæld dem i en sigte og dup dem tørre - det er vigtigt, ellers bliver rettet vandet. Arranger dem på et fad, hæld dressing over. Server straks eller når det passer.

torsdag den 18. oktober 2012

Bag dine egne - alterbrød



Jeg får de sjoveste opgaver. Og i denne uge er jeg blevet bedt om at lave en opskrift på alterbrød til Kirkesiden i Flensborg Avis. Det er jo ikke fordi, der egentlig er noget i vejen, med de alterbrød vi får om søndagen, meeen de kunne måske godt smage af en anelse mere, og det ville også være meget rart, at de ikke klistrede sig fast oppe i gangen.
Til dem der ikke har brug for at bage sine egne alterbrød, egner de salte småkager sig også rigtig godt til et glas vin.


Krydrede alterbrød

75 g smør
75 g fundkornshvedemel
75 g hvedemel
¼ tsk salt
1 tsk timian
1 tsk hakket rosmarin
½ sammenpisket æg

Hak smørret ned i en skål. Hæld de to slags mel, salt, timian og rosmarin i og smuldr dejen mellem fingrene til den bliver grynet. Saml dejen med ægget, hæld lidt i ad gangen og form dejen til 2 ruller. Pak dem i film og læg dem på køl ½ times tid. Tænd ovnen på 200 grader. Beklæd en bageplade med bagepapir. Skær dejen i så tynde skiver som muligt, læg dem på bagepladen og bag dem i 8-10 minutter. Afkøl dem på en rist og opbevar dem i en kagedåse til de skal spises.


onsdag den 17. oktober 2012

Stop æblespild

Der ligger æbler for millioner af kroner og rådner op i de danske haver, samtidig med at vi glædeligt slæber peruvianske æbler hjem fra butikkerne.
Og selvom du bor midt i byen, kan du sagtens spise dine eller naboens æbler. De gravide og dem under 3 år skal skære skrællen af, mens alle vi andre blot skal vaske dem godt, fjerne orm og snegle og gå om bord i de de skønne frugter.
Gå på rov og fyld lommerne med skønne æbler.

Kog æblemos med vanilje, kardemomme og kanel. Æblemos er selvfølgelig velegnet til pandekager og yoghurt. Men også i gryderetter bl.a. dem med meget tomat er æblerne med til at tilføre en god naturlig sødme.

Denne opskrift er nok mest til dem her syd for grænsen, der ikke har helt styr på det med den danske æblekage.

Gammeldags dansk æblekage
1 kg æbler, sukker og ½  flækket vaniljestang
100 g rasp (Paniermehl)
3 spsk sukker
piskefløde
ribs eller æblegele

Skæl æblerne, fjern skroget og skær dem i mindre stykker. Kog æblerne til mos med sukker og vaniljestang. Mængden af sukker afhænger meget af æblesorten - så smag dig frem. Afkøl mosen og fjern vaniljestang før servering.
Hæld rasp og sukker på en pande og varm det op under omrøring. Når det begynder at karamellisere, er det færdigt. Hæld det op på en tallerken og køl det af. Pisk fløden til skum. Arranger rasp, æblemos og flødeskum i skåle og pynt med gele. Server straks - inden raspen bliver blød.










mandag den 15. oktober 2012

Mosters detox


Nu kan du få ryddet op i skabene, for til dette brød kan der bruges løs af de pudsige kerner og nødder der fylder op og bliver skubbet længere og længere tilbage i skabe og skuffer. 
Som titlen angiver, har jeg fået opskriften af min moster som er en ørn ud i madlavning. Det skønne brød er uden mel af nogen art og kan bruges som rugbrød med pålæg til. Det holder sig rigtig godt, kan fryses og smager herligt ristet.
150 g mandler
150 g græskarkerner
100 g sesam
100 g hørfrø
100 g solsikkefrø
1 dl olie
2 tsk salt
5 æg

Tænd ovnen på 160 grader. Hak mandlerne groft. Hæld dem i en skål sammen med de øvrige frø og kerner. Rør olie og salt i. Pisk æggene i, et ad gangen. Hæld dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir og bag brødet i 1 time og 10 minutter. Afkøl først i form og herefter på en rist.

torsdag den 11. oktober 2012

Mega, mega musselmalet


Væggene i vores køkken var blevet godt snavsede, så der skulle nyt liv til, og det skal jeg love for, at er der kommet. Først malede min mand tre af væggene hvide og den fjerde mørkeblå. Lige den mørkeblå der er i det musselmalede stel. Og nu er der blevet pyntet endnu mere op, med en mega mega stor musselmalet blomst. Det er jo ikke mig der har været fremme med penslen her, men min super kreative mor. Og selvom det er svært, er det værd at forsøge. Man kan jo starte bag en dør, hvis man er i tvivl om hvor langt evnerne rækker.
Kulturarv
Det musselmalede mønster er en del af Danmarks kulturarv. For kendere over hele verden, er det synonymt med dansk porcelæn. Mønstret er oprindeligt fra Kina og der er mange andre der har forsøgt sig med at male det på porcelæn. Men siden 1775 har de specialuddannede malere på den Kongelige Porcelænsfabrik – eller Royal Copenhagen - malet tusindvis af tallerkner med mønstret på. Og fordi det stadig bliver malet og samlet i hånden, er det, dét ægte musselmalede man finder på porcelænet fra Royal Copenhagen.
Siden år 2000 har Karen Kjældgård-Larsens Mega musselmalede stel været at finde overalt. Hun fordoblede mønstret og gentog dele af det på porcelænet. På den måde, blev det flere hundrede år gamle stel bragt helt op til dato.
Se mere på www.royalcopenhagen.com

Fremgangsmåde
Det er ikke nogen hel nem opgave at male Mega mussel op på væggen, men når det først er gjort, er det en stor tilfredsstillelse at se på. Find et sted hvor det vil være passende, her er det i køkkenet, men det kunne også være en ide til spisestuen. Det er nemmest at male på væggen, hvis man har en over head projektor. Så skal man ”bare” klippe et billede af mega-mussel ud og kopiere det over på en transparant. Herefter tegner man det op på væggen i den ønskede størrelse. Blomsten her måler på det bredeste sted 45cm. 
Hvis ikke skal man forstørre billedet 10 gange, ved at lægge ternet papir over, eller tegne felter på 1cm. Man kan også tegne blomsten op på papir, klippe den ud og tegne uden om på væggen. Tegn forsigtig op med blyant og start med at male blomsten, fortynd malingen til den lille skygge der er rundt om blomsten, brug en lineal når du maler de lige streger. Der er mange andre muligheder med små grene hist og her, hvis man har lyst til det.
Materialer: lineal og pensler samt mørkeblå vægmaling: kobaltblau RAL 5013HR

onsdag den 10. oktober 2012

De små sylter



Man kan sagtens sylte med børnene og især hvis de selv har været med til at indsamle det der skal syltes. Det giver dem også meget god fornemmelse af, hvor meget sukker der er i de lækre sager. Brug æblemosen i yoghurten, på brød eller i kager og bagværk.

Går I tur på villavejene rundt omkring i Danmark, kan man ikke undgå at støde ind i nedfaldsæbler, brombær og hyben. Nogle er helt uinteressante. Men der er nogen der kan bruges til marmelade, kompot eller grød. 

Æblemos 
Her bruger man også skræl og kernehus i mosen. 
1 kg æbler gerne Belle de Boskoop æbler
Skal af 1 appelsin
1 stang kanel
5 nelliker
100 g rosiner
sukker
Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær frugten i mindre stykker. Kog skræller og kernehus op med 1 dl vand, appelsinskal, kanel og nelliker og lad det simre ca. 20 minutter. Si væden fra skrællerne, gennem en sigte, ned i en gryde. Kog væden op med æblestykker, rosiner og evt. sukker. Kasser skræller og krydderier. Når æblerne er møre er mosen færdig.
 

søndag den 7. oktober 2012

Herlig hyld








Det er det vildeste svineri at lave hyldebærsaft, men det smager så godt og så er det rigtig godt at drikke når efterårets sygdomme rammer os. Et shot hyldebærsaft med hakket ingefær og hvidløg tager lige den værste snue - det er naturligvis ikke videnskabeligt bevist, men det skader ikke.


Rå hyldebær er giftige og det kan man godt smage. Munden krymper sig sammen og de smager besk og træagtige i rå tilstand. Denne smag forandres fuldstændig, når de koges til saft med sukker.

1 kg hyldebær
3 belle de boskoop æbler
1/2 liter vand + 1/4 liter vand

Til 1 liter siet saft
500 g sukker
1 tsk citronsyre
Evt. Atamon  (se dosering på pakken)

Skyl bærrene og rib dem med en gaffel (dvs. at fjerne bærrene fra grenene med gaffel). Vask æblerne og skær dem i stykker. Kom æbler og bær i en gryde med ½ l vand. Bring vand og frugt i kog til bærrene brister og lad det simre 10 minutter. Kom mosen i en saftpose eller et rent viskestykke til afdrypning. Vrid saften ud af frugt og bær. Kog den afdryppede saft med resten af vandet. Mål derefter saften og dosér sukker og citronsyre. Giv saften et hurtigt opkog og hæld den på skolede flasker. Opbevar saften i køleskab eller i fryseren i plastikflasker.
 






fredag den 5. oktober 2012

Hjertet i Hjerting



En aften sad min mand og så lidt fjernsyn og på et tidspunkt dukker fodboldlandsholdet op. De sidder og spiser morgenmad på Hjerting Badehotel. Da jeg et par uger efter har fødselsdag, får jeg en overnatning på sammen hotel som landsholdet overnattede på. Jeg ved ikke, om min mand forventede at møde fodbolddrengene ved buffeten? Men når vi ellers er ude og rejse, er han ikke til at drive ned i morgenmadsrestauranten, men vil hellere have en bakke på sengen. Det var der ikke noget af, da vi besøgte badehotellet! Klokken 8 stod vi klar, renskurede nede ved buffeten. Men der var ikke nogen kendisser, kun småpludrende tyskere, svensker og danskere, der nød stemningen i de dejlige lokaler.
Badehotel
Der findes masser af badehoteller rundt omkring i Danmark. Hjerting Badehotel er et af dem. Siden 1914 har det betjent gæster (primært københavnere) der kom for at få frisk luft, god forplejning og skøn udsigt. Hjerting har udover restaurant, en dejlig kro, en cafe, 42 værelser og en fin gourmet butik hvor man kan købe lækkerier med hjem. Ikke kun dem på glas og flasker men også retter der blot skal lunes, pålæg og salater. 

Ud af hotellet
Når man nu alligevel er på de kanter, så skal man lige forbi Sven Wiig Hansens store skulpturer ”Mennesker ved havet”. De ligger på vejen fra Hjerting ind mod Esbjerg. Og i stedet for at suse ind til gågaden, så kør en tur i industrihavnen. Her kan man få frisk og røget fisk i de små fiskehandlere. Esbjerg kunstmuseum i Musikhuset er bestemt værd at besøge og det er Hjerting kirke også. Den ligger oppe bag badehotellet og er udsmykket af Robert Jacobsen. 

Det er et par år siden, jeg var på Hjerting første gang, og i weekenden var vi der så igen, og det er kun blevet bedre.

http://www.hotelhjerting.dk
http://www.eskum.dk



Carpaccio
Få slagteren til at skære kødet i papirtynde skiver og lægge det i enkelte lag på madpapir, så det ikke klistrer sammen. 
200 g oksefilet

Dressing
100 ml mayonnaise
1 spsk worcestershiresauce
1 spsk citronsaft
Mælk

Eller
Olivenolie
Citronsaft
Parmesanflager
Salt og peber

Rør mayonnaise sammen med worcestershiresauce og citronsaft og rør mælk i til det har en lind konsistens. Læg kødet ud på fire tallerkner, hæld dressingen over og server straks. I stedet for dressingen kan man duppe olivenolie, citronsaft, salt og peber over og pynte med parmesanflager.
 

 

tirsdag den 2. oktober 2012

Sidste udkald for brombær




Brombærrene skal de plukkes før der kommer nattekulde, for så bliver de våde og sjaskede. Så det er ved at være sidste udkald.

Brombær betyder tornet busk, men man behøver ikke arbejdshandsker for at plukke, for bærerne titter frem, da de skal have masser af sol for at blive modne. Til gengæld er det en god ide med lange bukser, gummistøvler og en lille plastik spand til at plukke i, i stedet for en pose, da tornene river posen i stykker.

Brombær skulle være gode mod bylder, diare og sår og så er de fyldt med C vitamin.  

Brombærvodka 
Denne drik er god til at varme sig på eller til en lille lækker dessert.


400 g brombær
200 g lys rørsukker
1 skive citronskal
5 nelliker
3 dl vodka

Skyl og rengør brombærrene. Læg dem i et stort glas med sukker, citronskal og nelliker. Hæld vodka over og lad det trække i mindst 1 uge. Fyld gerne op med flere bær og mere spiritus. Hæld evt. den færdige likør på fine, rengjorte flasker.