Viser opslag med etiketten frikadeller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frikadeller. Vis alle opslag

fredag den 29. juni 2018

De danske svin har været til numerolog



Hvert år skifter flere tusinde danskere navn. Men i begyndelsen af året var der en del flere, der
fik nyt navn. De ca. tolv millioner danske svin har gennem en årrække gået til numerolog, og i foråret besluttede deres ejere sig for, at hr. og fru svin samt alle deres børn nu er blevet til familien gris.

Jeg sætter mig med ned ved bordet og præsenterer mig for min bordherre.
-Jeg hedder Jørgen, siger han og smiler bredt.
-Ja, det har jeg ikke altid heddet. Jeg er døbt Jens, men jeg har været til numerolog, og hun anbefalede, at jeg skiftede navn til Jørgen.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg nikker.
-Ja, og jeg siger dig, det har givet pote. Jeg har aldrig haft så meget succes i mit liv. Jeg kan ikke følge med, alle de opgaver jeg får, og jeg har også mødt mit livs kærlighed. Jørgen smiler glad og kigger længselsfuldt over til nabobordet, hvor hans kæreste sidder. 
-Hmm, siger jeg.
-Ja, det er faktisk sådan, at jeg nogen dage –mest om onsdagen- bliver nød til at sige, at jeg hedder Jens. For ellers kan jeg simpelthen ikke følge med på arbejdet.
-Spændende siger jeg og overvejer et kort øjeblik, om jeg skulle skifte navn til Bolette. Jeg skyder tanken fra mig, og går op og henter noget mere mad. Da jeg kommer tilbage fra buffeten, er Jørgen ved at fortælle sin solstrålehistorie til resten af bordet.
Hvert år skifter cirka fire tusinde danskere navn. Det gør de af mange grunde, men for de fleste handler det nok bare om at få det navn, som ens venner alligevel kalder en. Som Camilla der bliver til Mille, eller Birgitte der bliver til Gitte. Hvis der var nogen, der hed svin, ville de helt sikkert også lynhurtigt betale de 480 kroner, det koster at skifte navn til gris.
Det har ganske givet været meget dyrere at få kommunikeret ud til forbrugerne, at svin nu hedder gris i Danmark, og der ligger årelange undersøgelser til grund for navneændringen.
Allerede i 2012 gik Landbrug & Fødevarer i gang med at undersøge danskernes kødforbrug. De finder ud af, at de danske svin har en kedeligt ry hos især de yngre forbrugere, og at flere finder ordet gris mere appellerende.
-Og rigtig mange –særligt unge forbrugere– er forvirrede omkring tilberedning af gris og er generelt usikre på, hvordan man laver mad med gris. Da grisen er en stor del af dansk madkultur, ønsker vi at hjælpe forbrugerne med at få et godt resultat på tallerkenen. I mange år har vi for eksempel kaldt en udskæring af den finpudsede filet for fadkoteletter, fortæller Vickie Enné Ryge, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.
-Og hvordan er det man tilbereder en fadkotelet? Jo, man steger den først på panden, og så lægger man den i ovnen i en halv times tid. Hvordan smager den så? Rigtig gættet –som skosåler. Det er et stykke magert kød, som ikke kan tåle så meget varme, så navnet var forkert. Nu kalder vi dem for minutkoteletter. For de skal kun have et par minutter på hver side, fortæller Hanne Castenschiold ligeledes fra Landbrug & Fødevarer.
Til gengæld fandt de ud af, at forbrugerne godt lide at spise grisekød, og de er især begejstrede for smagen.
-Forbrugere vil gerne spise boller i karry, grillede spyd med skinketern, spareribs, lækre grisekoteletter og selvfølgelig flæskesteg til jul, fortæller Hanne Castenschiold.
En anden undersøgelse viser, at når unge søger efter retter, opskrifter og anden information om grisekød, så søger de på ordet 'gris'. Så det er ifølge Landbrug & Fødevarer endnu en grund til at tilpasse sprogbrugen.
-Tager man et kig på restaurantscenen, så kan man se, at ordet gris i flere år har været anvendt på menukortet –også på toprestauranterne. Derfor siger vi gris. Om kødet er fersk eller forædlet – nu siger vi gris, fortæller Vickie Enné Ryge.

Jeg håber, at landmændene, slagterierne, detailhandelen og interesseorganisationerne og ikke mindst grisene bliver glade for navneforandringen, og at det bringer dem blot en lille smule af den lykke, som min bordherre Jørgen oplevede, da han skriftede navn. 

Helstegt nakkefilet i hyldeblomst

3 timer
nem
hovedret
ca. 5 personer

Ca. 1,2 kilo nakkefilet
Salt, peber
500 g gulerødder
2 rødløg
50 ml ufortyndet hyldeblomstsaft
2 spsk æbleeddike
evt. timian, rosmarin, oregano

Tænd ovnen på 140 grader, varmluft.
Gnid kødet med salt og peber.
Skræl gulerødderne og skær dem i stave.
Pil løgene og skær dem i både.
Læg gulerødder og løg i en stegepose.
Hæld hyldeblomstsaft og eddike i posen sammen med krydderurter.
Læg kødet ind i posen ovenpå grøntsagerne og læg posen i et ovnfast fad.
Steg kødet i ca. 2 ½ time.
Skær kødet i skiver og læg det i en bolle med chutney og salat. Eller server det med grøntager, salat og nye kartofler.

Spicy frikadeller

1 time
nem
hovedret
4 personer

500 g hakket okse- og grisekød
2 fed hvidløg
1 løg
1 tsk revet ingefær
2 æg
revet skal af 1 lime
2 spsk sesam
1 spsk soja
salt, peber
fedtstof til stegning

Tilbehør
1 avokado
1 mango
2 spsk peanuts
1 spsk sesam
friske koriander
lime
Brød

Hæld kødet i en skål.
Pil og hak løg og hvidløg og ælt det i kødet med æg, limeskal, sesam og soja og krydr med salt og peber.
Form farsen til små frikadeller og steg dem på en pande.
Server med avokado, mango, peanuts, sesam, friske koriander, lime i en sandwich.

Kotelet med nektarin og sommerkål

30 minutter
nem
hovedret
4 personer

4 tykke koteletter med ben
salt, peber
2 nektariner
12 fed hvidløg
timian
rosmarin
olie og smør til stegning
2 spsk mørk balsamisk eddike

3 spsk piskefløde
2 spsk citronsaft
1 tsk sukker
salt, peber
1 sommerspidskål
2 nektariner
1 håndfuld grøn salat

Krydr koteletterne med salt og peber.
Skær nektarinerne i både.
Varm olie og smør op og brun koteletterne på begge sider.
Skru ned for varmen og hæld nektariner, hvidløg, timian og krydderier på panden. Hæld balsamico over, og steg færdigt til ca. 8 minutter. 

Tekst og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis
Fotos Gertrud Sabroe Termansen


søndag den 7. august 2016

TV-dinner






Denne artikel og opskrifter har været bragt i Kristelig Dagblad den 6. august. Jeg takker mange gange for, at der stadig er nogen der køber aviser og dermed betaler, for at læse mine artikler og eventuelt blive inspireret af mine opskrifter.


I mange år har mine børn undgået at vise deres venner ind i stuen. De er blevet ledt hurtigt gennem entreen og spisestuen og ud i køkkenet eller ind på deres værelse. Vi har sjovt nok heller aldrig holdt hyggeaftener, hvor vennerne kom forbi og så afslutningen på X-factor. Det er heller ikke hos os, at man vælger at se afslutningen på EM, VM eller Tour de France. Grunden er, at vi har et 28 tommers fjernsyn med røv. Da vi købte vores elskede fjernsyn i en meget flot B&O-butik i en lille sønderjysk by, sagde sælgeren, at det ville være et passende fjernsyn til køkkenet eller soveværelset. Vi kiggede mistroisk på ham og sagde, at i køkkenet laver vi mad og spiser, og i soveværelset har vi ikke brug for yderligere underholdning. I 14 år har vi siddet ganske tæt hele familien, meget nær skærmen, og set det som DR valgte at vise os. Mens vores venner ser House of cards, Orange is the new Black og Narcos på deres smart-tv, ser vi Matador, Søren Ryge og Hvad er det værd? Ikke at der er noget i vejen med det. Vi har nydt alle afsnittene både første, anden og tredje gang, de er blevet genudsendt.
For et års tid siden kom de første gule flimmerstreger på skærmen. Vi har slået det hen og prøvet at rykke i antenneledningen. Det hjælper ikke, og min mand og jeg har vænnet os til flimmeren. Vores børn er holdt op med at se tv med os, de bliver på værelset og ser noget på deres endnu mindre skærme, eller tager over til deres venner når der er sportsfinaler, der skal opleves på en væg-til-væg skærm.
Det er lørdag aften i sidste uge, og min mand og jeg gør os klar til en engelsk krimi. Jeg brygger espresso og varmer mælk. Vi skal rigtig hygge, så jeg rister en blanding af hasselnødder, valnødder og mandler og blander dem med mørk chokolade og rosiner. Jeg hører et gisp inde fra stuen, min mand er blevet bleg. Han sidder og trykker desperat på den fjernbetjening, der i så mange år har ligget så godt og trykt i hans hånd. Men der sker ingenting. Den unge Morse dukker ikke op. Der dukker slet ikke noget op. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og kigger på den sorte skærm. Det er et smukt fjernsyn, jeg kan godt se, at det er lidt bredt om bagen, men sådan ser vi jo ud i min familie, så det passer så godt til.
Aftenen efter tager vi afsked med B&O, med en menu fra dengang det kom ind i familien. I begyndelsen af nullerne spiste vi meget pastasalat og rucola. Vi dyrkede Suveræne salater og brillante buffeter og lod os betage af den unge Jamie Oliver. Vi lader os inspirere af det, og spiser med en gaffel foran den sorte skærm.
Det er ikke alle i familien, der er kede af at B&O åndede ud. Efter den nye fladskærm er kommet ind i familien, er børnene kommet tilbage i stuen, og det er jo ganske hyggeligt.

Nye rødbeder, æbler og løg i krydderurter



500 g rødbeder
2 discovery æbler
1 løg
2-3 spsk blandede friske krydderurter timian, rosmarin, salvie, oregano
2 spsk olivenolie
2 spsk eddike
1 tsk sukker
salt og peber

Kog rødbederne møre. Gnub skindet af under koldt vand. Skær rødbederne i skiver. Skær æblerne i kvarte, fjern kernehuset og skær æblerne i tynde både. Pil løget og skær det  tynde skiver. Hak krydderurterne. Rør olie, eddike og krydderurter sammen. Smag til med sukker, salt og peber. Vend rødbederne i dressingen. hæld krydderurterne over.

Kartofler i estragoncreme

600 g nye kartofler
2 spsk frisk estragon
2 dl cremefraiche, 10 % yoghurt eller lignende
2 spsk mayonnaise
sukker, salt og peber

Vask kartoflerne og kog dem møre i let saltet vand. Hak estragonen. Rør cremefraiche, mayonnaise, estragon sammen og smag til med salt og peber. Vend kartoflerne i dressingen eller server den til.

Oksedeller med nye gulerødder og timian


1 løg
225 g gulerod
500 g hakket oksekød
2 æg
3 spsk hakkede krydderurter gerne timian, oregano, rosmarin, salvie
salt og peber
fedtstof til stegning

Pil og hak løget fint. Skræl og riv gulerødderne. Rør løg, gulerod, hakket kød, æg og krydderurter sammen og krydr med salt og peber.
Form små frikadeller og steg dem i fedtstof på en pande.










mandag den 16. marts 2015

Frikadeller med spicy agurkesalat






Ikke så meget snak, blot en god ret. 

Frikadellefars
1 fed hvidløg
1 lille løg
500 g hakket kalv- og flæsk
1 æg
1/2 dl mælk
1 spsk mel
1 tsk stødte koriander
salt, peber

Ris til 4 personer

½ agurk
2 gulerødder
1 peberfrugt
2 spsk eddike
1-2 tsk sukker
2 spsk soja
1 tsk friskrevet ingefær
1 tsk tørret chili eller en ½ frisk chili
salt, peber
koriander og peanuts

Hak løg og hvidløg fint og rør det i kødet med æg, mælk, mel og koriander. Krydr med salt og peber. Form farsen til frikadeller og steg dem i fedtstof på en pande.
Kog risene efter anvisningen på emballagen.
Skær agurk, gulerødder og peberfrugt i strimler. Rør eddike, sukker, soja, ingefær og chili sammen og krydr med salt. Vend grøntsagerne i eddikedressingen og server med ris og frikadeller. Pynt med koriander og peanuts.

søndag den 22. april 2012

Spis London






”Skal du af sted igen?”. Mand, hund og tre børn sidder og kigger på mig ved morgenbordet med store spørgende øjne. Jeg kigger ned i havregrøden, og gennemlever hvad jeg kommer til at opleve, hvis jeg bliver hjemme. Det er sådan noget med madpakker, tøjvask, rengøring, lektielæsning og så det meget udbredte fænomen ”mama-taxi”. Jeg skal også lige nå at lave en omgang sund aftensmad, hvor jeg nøje overvejer, hvordan vi ikke spiser for meget kød, får nok grønt og helt tilpas med fisk, fedt og salt. Jeg kunne også bare tage af sted og besøge min veninde i London. Sidde på hendes roof-garden, kigge ud over Hyde Park og nyde et glas kølig hvidvin, mens vi nipper til små appetizere. Jeg holder af hverdagen, med det er fantastisk med nogle små afbræk. Så jeg tager af sted.
Jeg er jo primært i London for at spise, så lige efter morgenmaden lægger jeg en rute der kombinerer spisningen med museer. Jeg begynder turen på Victoria & Albert Museum. V&A permanente udstillinger er gratis, men det er besøget i museums butikken ikke – den er fyldt med skønne ting og sager, ikke mindst smykker. Er du allerede sulten kan du naturligvis spise i museets gårdhave.
Turen går videre ned mod South Kensington Underground ad Exhibition Road. Her er der mange muligheder for at få stillet den lille formiddags sult. Jeg smutter ind på en lille asiatiske restaurant på hjørnet, spiser en stærk chili suppe, det sætter gang i forbrændingen og ikke mætter for meget. 
Jeg farer videre mod Conran Shop på, 81 Fulham Road, et must for dem der lige skal ind og se hvad det nyeste er inden for bolig og indretning. 
Videre mod Kings Road, hvor der er mulighed for at kigge ind i Muji, der har alt i gennemsigtig opbevaring. Jeg snupper en suppe mere hos EAT, og fortsætter over på Saatchi Gallery (77 Eaton Square), for at se moderne kunst. Her er ligeledes gratis indgang, et lille program koster 1 pund og her er der selvfølgelig også mulighed for at få noget at spise. Jeg er træt i benene, så jeg kaster mig ind i en taxa, hen til Royal Academy of Arts. Her serverer de lækre drinks, kaffe og kage i gården, eller du kan gå ned i kælderen og få five o’clock tea, inden du ser udstillingen.
Retterne her er inspireret af den meget delikate take away forretning Otto Lenghi der bl.a. ligger i Kensington og i Notting Hil.

Super nem laks

500 g laksefilet
1 bundt dild
Salt og peber
2 tsk rød rosenpeber
Olivenolie
Tænd ovnen på 200 grader. Dup fisken tør og læg den på bagepapir på en bageplade. Gnid den med salt, peber og let knust rosenpeber. Hak dilden fint og fordel den over fisken. Dup lidt olie over. Steg fisken i ovnen i ca. 25 minutter eller grill den til kødet netop ikke er klart mere.

Ærtesalat

2 kg ærter i bælg eller 500 g frosne ærter eller
2 fed hvidløg
1 spsk citronsaft
1 spsk olivenolie
Salt og peber
75 g feta
1 bakke ærtetoppe

Bælg ærterne. Hæld ærterne i kogende vand og kog dem i 2 minutter til de lige bliver varme. Frosne ærter overhældes med kogende vand til de er optøede. Mos halvdelen af ærterne og bland det sammen med resten af ærterne. Smag til med presset hvidløg, citronsaft, olivenolie, salt og peber. Smuld feta over salaten og pynt med ærtetoppe.

Gulerodssalat

½ kg gulerødder
1 spsk mayonnaise
1 spsk olie
1 tsk sennep
1 spsk eddike
Sukker, salt og peber
Purløg

Rengør gulerødderne og skræl dem i lange strimler. Rør mayonnaise, olie, sennep og eddike sammen og smag til med sukker, salt og peber. Vend gulerødderne i dressingen og pynt med friskklippet purløg.


 Saatchi Gallery, 77 Eaton Square

lørdag den 21. april 2012

Smæk på frikadellesmagen



Der bliver spist ufattelig meget hakket kød. Der går ikke en uge, hvor en gennemsnits familie med et par børn ikke får både kødsovs, hakkebøffer og frikadeller.
Farsretter er et internationalt fænomen, der kan spores helt tilbage til 200 år før vores tidsregning. Tidligere var hakket kød en ualmindelig fin spise, da det krævede meget tid og mange tjenestefolk at hakke kødet fint, men i slutningen af 1800 tallet fik man den hånddrevne kødhakkemaskine, og så tog det ikke mange minutter at lave fars.
Krydderierne i farsretter har også ændret sig med tiden. Førhen blev der anvendt mange forskellige krydderier, modsat i dag, hvor vi primært anvender salt, peber og løg til at give smag til frikadellen.

Krydrede frikadeller
250 g hakket okse eller lammekød
2 æg
2 spsk mel
75 ml yoghurt
1 tsk chili
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
½ tsk stødt kardemomme
1 spsk hakket persille
Salt og peber

Rør alle ingredienserne samme og krydr godt med salt og peber. Lad farsen trække en halv times tid på køl, hvis der er tid til det. Form farsen til lidt lange frikadeller og steg dem på panden i lidt fedtstof eller steg dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.


Fyldig salat
Prøv salaten til frikadellerne og i pitabrødet.

1 hjertesalat
1 stort bundt persille
1 bundt radiser
1 rødløg
1 rød peberfrugt
1 dåse kikærter
50 g feta
Dressing af 2 spsk olie, saft af ½ citron, 1 fed hvidløg, 1 tsk sukker, salt og peber

Rengør alle grøntsagerne. Hak salat og persille. Skær radiser og rødløg i tynde både. Skær peberfrugten i små stykker. Hæld vandet fra kikærterne og bland dem i grøntsagerne. Vend det hele i dressingen og smuldr feta over.


onsdag den 29. februar 2012

Fastetid - tid til bønner



I lang tid har vores køleskab sagt nogle meget høje, gurglende lyde. Og så lige før fastelavn holdt det helt op med at sige noget. Med det begyndte temperaturen at stige, til sidst gav det op og fra at have været det koldeste sted i lejligheden, blev det, det varmeste. Nu står maden på terrassen, så jeg er glad for, at vi er i en måned med køleskabstemperatur- men det begynder at blive kriminelt.

Da denne, for vores køleskab så sørgelige hændelse, faldt lige før fasten, gav det anledning til at overveje, om vi ikke skulle faste på en eller anden måde i vores familie. Mon køleskabet ikke havde fået nok af vores evige ”åben og lukken” på jagt efter noget at spise? Uden at involvere de andre familiemedlemmer voldsomt meget i beslutningen, bestemte jeg, at vi skulle skære ned på sukker og hvidt mel indtil påske. Hver familie har sin last og i vores er det altså kager, slik og boller, der er de værste synder. Den der lider mest, er nok mig. For nu er det jo også begrænset, hvor meget jeg kan bage. Men jeg skal nok finde på noget. 

Bønner
150 g bønner
2 fed hvidløg
100 g blandet salat
1 porre
1 spsk capers
5 soltørrede tomater
1 fed hvidløg
1 spsk olie
1 spsk eddike
Sæt bønnerne i blød i min. 8 timer. Kog dem møre men ikke smattede i rent, letsaltet vand. Det tager 30-45 minutter. Rengør salat og porre og dup dem tørre. Skær porren i tynde strimler. Pil hvidløget og pres det ned i en salatskål, bland olie og eddike i og smag til med salt og peber. Vend bønner, salat, porre, capers og tomater i dressingen og smag til med salt og peber.

Grønne frikadeller

25 g tørrede tomater
25 g tørrede svampe
100 g flager/ gryn af f.eks. hvede, havre, rug
300 ml vand med 1 tsk bouillon
1-2 tsk stødte koriander
Salt
1-2 æg
Evt. ekstra havregryn
Olie til stegning
Hak tomaterne og kom dem i en gryde med tørrede svampe, gryn og vand. Krydr med bouillon, salt og peber. Kog grøden op, og lad det simre i ca. 10 minutter til grøden er fast. Tag gryden af varmen, læg et viskestykke over gryden og afkøl. Smag grøden til med koriander, salt og peber og bland æg i. Hvis den er for fast kan der tilsættes et æg mere. Hvis den er for blød kan man blande (ukogt) havregryn i. Varm olie på en pande. Form farsen med en ske og steg frikadellerne gyldne på begge sider.   

Quinoa salat
Smag salaten til igen inden den serveres.
75 g quinoa
vand og bouillon
1 gulerod
1 hjertesalat
1 buket broccoli
1 rødløg
50 g tørrede tranebær
1 tsk stødt timian
2 spsk olie
1 spsk eddike
Salt og peber
Kog quinoa mør i letsaltet vand med bouillon. Hæld væden fra og afkøl den. Skræl guleroden og skær den i lange strimler med kartoffelskrælleren. Rengør salaten og skær den i strimler. Vask broccolien og del den i meget små buketter. Pil løget og skær det i små tern. Kom quinoa, gulerod, salat, broccoli, løg og tranebær i en skål. Krydr med timian, olie, eddike, salt og peber og vend godt rundt.