fredag den 19. juni 2015

Steak med kold bearnaise og fritter




Den hjemmelavede bearnaise serveres kold.
Ca. 700 g pommes fritter
300 g rodfrugter – gerne en suppeblanding eller en pose blandede rodfrugter
4 bøffer ca. 500 g
Hurtig bearnaise af 1½ dl cremefraiche 38%, ¾ dl majonæse, 1-2 spsk bearnaiseessens, 1 tsk tørret estragon
Sukker, salt og peber

Bag kartoflerne i ovnen efter anvisning på emballagen. Rengør rodfrugterne og skær dem i små terninger. Bland cremefraiche, majonæse, bearnaiseessens og estragon. Vend grøntsagerne i dressingen og smag til med sukker, salt og peber. Steg kødet i fedtstof på en varm pande. Krydr med salt og peber. Server kødet med den kolde bearnaise og kartofler til.

FOTO: Bjørn Jacobsen til Ugebladet SØNDAG


onsdag den 17. juni 2015

Morgenmad og madpakker til børnehavebørnene


Tove smører madpakker til sine tre børn

Fakta

Børn i 3-6 års alderen har brug for cirka 3000-4000 kj om dagen.
Det svarer til 1 plade Rittersport, ½ liter Cola og en håndfuld chips.
Det kunne også være en portion havregryn med rosiner og lidt banan. Madpakke med rugbrød, tomat, skinke, blomkål. Flere grøntsager, frugt og riskiks i løbet af eftermiddagen. Aftensmad er måske spagetti med kødsovs og råkost.

Morgenmad og madpakker til børnehavebørnene 

-Hvem bestemmer hjemme hos jer? Spørger jeg den lille forsamling forældre, der er kommet for at høre mit oplæg om morgenmad og madpakker i Vesteralle Børnehave i Flensborg.
Forældrene kigger lidt skræmt på mig og ser ud til at tænke ”hvad har damen gang i?”.
Jeg stiller spørgsmålet igen, og nu er der et par stykker der tilkendegiver, at det nok er dem der bestemmer derhjemme.
-Det lyder godt. For i tilfælde af at det er jeres børn der bestemmer, så kan I hente dem. Og så skal jeg holde det her oplæg for børnene. For det med mad handler jo om at bestemme, siger jeg.
Hjemme hos mig er det, min mand og jeg der bestemmer. Også hvad mine børn skal spise. Hvis det var mine børn der bestemte, ville morgenmaden bestå af chokopops og yoghurter med hjørner fyldt med slik. Frokosten ville være hvidt sandwichbrød med spegepølse og ost. Det kan man også godt kalde mad, men det eneste det gør, et at mætte i meget kort tid.
Undersøgelser viser, at børn der spiser morgenmad er lettere til at lege med, har nemmere ved at forstå en besked, lærer mere, får bedre karaktere og er roligere.
-Hvad spiser I til morgenmad? Spørger jeg den lille forsamling.
-Grød, er der en der siger.
-Rugbrød med ost, marmelade og pålæg, byder en anden ind med.
-Havregryn med mælk, siger en anden.
-Det lyder jo helt fantastisk. Det bedste vi kan spise til morgenmad er havregryn med lidt sukker, svarer jeg.
Til et arrangement i Vesteralle Børnehave holder jeg et oplæg om morgenmad og madpakker


Havregryn
Når vores børn vågner om morgenen, har de ikke spist i 10-12 timer, så kroppen har brug for energi. Det vi giver dem om morgenen må gerne holde sulten væk i mindst et par timer. Derfor skal vi have nogle kostfibre og fuldkorn og gerne protein.
Et godt bud på morgenmaden er havregryn, havregrød, mælk, kvark og yoghurt uden sukker eller chokolade.
-Men du må gerne tilsætte 1-2 teskefulde sukker til en stor portion havregryn, siger jeg.
-Hvad? Lyder det fra en mor.
-Ja, problemet med havregryn er, at mange børn ikke synes, det er lige så spændende som de andre morgenmadsprodukter. Så for at få det spist, må der gerne komme sukker på. Men man kan jo også gøre det lækkert med frisk frugt eller tørret frugt og nødder, siger jeg.
-Og en anden måde at få børnene til at spise sund morgenmad på, er at spise det samme som børnene sammen med børnene, siger jeg.

Madpakken
-Kan vi sætte nogle gode ord på en madpakke? Spørger jeg forældrene.
-Flot, den rette mængde, lækker, velsmagende, sund, mættende og duftende, lyder de gode bud.
-For at skære det ud i pap, så giver madpakken med mælkesnitter, yoghurter, chokolade og hvidt brød ikke den form for energi, som vores børn har brug for, siger jeg.
Forældrene nikker og kigger ned i bordet, pædagogerne kigger op og nikker.
-Når nu madpakken ikke indeholder slik, chokolade, chips, yoghurter, mælkesnitter og lignende, hvad gemmer der sig så nede i den madkasse? Spørger jeg.
-Rugbrød, kød, fisk, æg, kvark, grøntsager, frugt, nødder og rosiner, lyder budene.
-Det er helt rigtigt, og så kan det være rester af gårdagens aftensmad, siger jeg.

Jeg har købt ind så forældrene kan smøre børnenes madpakke til næste dag. Og der er forskellige skinker, laks, røget forel, æg, ost, og så er der masser af grøntsager, tomat, kartofler, blomkål, majs, radiser og selvfølgelig agurk. Jeg har både købt et korn an korn rugbrød hos bageren og et brød med lige dele rug og hvede. Der er ikke én forælder der tager blandingsbrødet!
For at forældrene ikke skal sulte i løbet af aftenen, har jeg bagt boller med tomat og oregano, stegt frikadeller med masser af gulerødder og lavet en pastasalat, som især fædrene er mægtig glade for.
Fra medarbejderne har jeg hørt, at børnene var meget tilfredse med de gode madpakker deres forældre havde smurt.

Foto Gertrud Sabroe Termansen
Teksten er en del af en artikel, der har været bragt i Flensborg Avis


tirsdag den 16. juni 2015

Fødselsdagsboller og gode tips til børnefødselsdagen


Hvem kan spise flest flødeboller på 1 minut?

Pålægschokoladeboller
Cirka 15 stk.
Tid 2 timer
Kan fryses

50 g smør
200 ml mælk
100 ml vand
20 g gær
1 æg
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk stødt kardemomme
50 g pålægschokolade
Cirka 600 g hvedemel

Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og hæld mælk og vand i. Opløs gæren i lidt af væsken og hæld resten af væsken i. Rør ægget i. Hæld sukker, salt og kardemomme i. Hak chokoladen og hæld den i. Ælt mel i til dejen føles smidig og slipper skålen. Lad dejen hæve 45 minutter. Ælt dejen igennem og form den til 12-15 boller. Stil dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Bag bollerne ved 220 grader i ca. 12 minutter. Afkøl bollerne på en rist og opbevar dem i en plasticpose til de skal serveres.
 

Gode tips til børnefødselsdagen

Frugtspyd skal holde sukkerkvalmen fra døren.
Planlæg fødselsdagen så grundigt som muligt, så forløber festen bedre.

-Vær sammen om at planlægge fødselsdagen, så får I afstemt forventningerne.
-Hvem skal med? Jo yngre børn, jo færre gæster.
-Vær minimum to voksne.
-Hvor lang tid skal festen vare? 2-3 timer er ofte rigeligt.
-Hvad er budgettet? Det er ofte billigst at blive hjemme og tage en tur på legeplads i løbet af dagen.
-Lav invitationerne i god tid. Hvis I laver en Geschenkekorb i en forretning, kan man oftest få gratis invitationer der.
-Lav en tidslinje, så ved I, hvad der skal ske hvornår.
-Pynt det værelse hvor det meste af festen holdes. Lav pynten selv hvis du evner det. Man kan få billigt og godt pynt hos Tiger, og det kan bruges år efter år.
-Se i bøger efter gode lege.
-Planlæg en aktivitet udenfor – også om vinteren – skriv i invitationen af der skal medbringes tøj til leg udenfor.
-Hvis du får stress af at bage selv – så køb med god samvittighed.
-Husk rigeligt at drikke, også noget uden sukker.
-Husk noget at spise uden sukker – gulerødder, agurk, peberfrugt, små tomater og blomkålsbuketter forsvinder også hurtigt.
-Skattejagt er et hit, se ideer til skattejagter på www.samvirke.dk



Foto Gertrud Sabroe Termansen 

Banancitronkage



En dejlig saftig kage, som holder sig godt. Bag den næste gang, det er dig der skal have kage med til klassen, arbejdet, kirken....

8-12 stykker
Nem
Holder sig godt, kan fryses

3 bananer
75 g smør
175 lys rørsukker
3 æg
Skal og saft  af 1 økologisk citron
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanilje

Tænd ovnen på 175 grader.
Mos bananerne. Smelt smørret og afkøl det. Pisk smør og sukker sammen. Pisk æggene i et af gangen. Hæld citronskal- og saft i. Bland mel, bagepulver og vanilje sammen og rør det i dejen. Hæld dejen i en smurt form (20 gange 30 cm) og bag den i ca. 35 minutter.


mandag den 15. juni 2015

Hindbærkager med lakrids






Er du hoppet med på lakridsbølgen? Hvis ikke kan du springe på her. Kombinationen af lakrids og hindbær er en af de mere vellykkede. Og hvis du ikke tør, så kan du bytte lakridsen ud med vanilje, det fungerer også godt.


75 g blødt smør
75 g lys rørsukker
1 æg
150 g mel
1 tsk bagepulver
2 tsk lakridspulver
1 ½ dl yoghurt f.eks. 1,5 %
200 g friske hindbær

Tænd ovnen på 200 grader.
Pisk smør og sukker sammen. Pisk ægget i. Bland mel, bagepulver og lakridspulver sammen og bland det i dejen skiftevis med yoghurten. Vend halvdelen af bærerne i dejen. Fordel dejen i 8-10 muffinforme og pynt med resten af hindbærrene og bag kagerne i ca. 12 minutter. Afkøl på en rist.  
De små muffin passer perfekt til en picnic. 

Foto og opskrift har været bragt i Ugebladet SØNDAG i uge 24
Foto: Bjørn Jacobsen 

søndag den 14. juni 2015

Blomstret fødselsdagskage med hindbærmousse og fondant



Jeg bagte denne overdådige kage til Ugebladet SØNDAG i anledning af 100 året for kvindernes valgret. 
Kagen blev meget smuk og den smagte også skønt. Det tager mange timer at tilberede en kage med fondant, og øvelse gør mester. Se eventuelt film på nettet om hvordan du lægger fondant på.

Redskaber

2 springforme ca. 22 cm
Bagepapir
Skåle
Elpisker
Spatel
Kagerulle
Udstikker og form til blomster. Kan købes hos Frederiksberg Købmanden Gl. Kongevej 84, 1850 Frederiksberg C eller på www.bagebiksen.dk
Skalpel til at skære i fondant med
Lille tylle til at skrive med eller en sort tusch
Fad til kagen

Vi serverer en sødmefyldt moscato d’Asti til kagen.

Bunde

TID: 45 MINUTTER
Dej til 2 springforme

Smør og mel til bundene
8 æg
250 g sukker
125 g kartoffelmel
125 g hvedemel
1 spsk vaniljesukker

Tænd ovnen på 170 grader.
Læg papir i bunden af formene og smør dem med smør. Drys mel over og hæld overskydende mel ud.
Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Pisk blommer og sukker til skummende æggesnaps. Bland de to slags mel, bagepulver og vaniljesukker i en skål og vend det i æggesnapsen. Vend halvdelen af hviderne i. Vend resten forsigtigt i. Fordel dejen i de to forme og bag dem i 20 minutter, til de er lysebrune og giver efter for et tryk. Løsn dem i siderne med en kniv og lad dem køle af i formen på en rist.

Hindbærmousse

TID: 20 MINUTTER +30 MINUTTERS HVILE

7 blade husblas
250 g hindbærmarmelade
½ l piskefløde
100 g flormelis

Udblød husblasen i koldt vand. Pisk fløden til skum. Vend flormelis i. Varm hindbærmarmeladen i en lille gryde. Knug husblasen fri for vand. Tag marmeladen væk fra varmen og opløs husblasen i den lune marmelade. Afkøl til stuetemperatur. Vend marmeladen i flødeskummet. Sæt moussen på køl i 30 minutter, til den skal smøres på kagen.

Smørcreme

Mascarpone kan skiftes ud med smør.
TID: 10 MINUTTER

100 g blødt smør
100 g mascarpone
100 g florsukker
½ dl mælk

Pisk smør, flormelis og mascarpone sammen. Pisk mælk i til konsistensen er glat og nem at smøre ud.

Sådan lægges kagen sammen og smøres med smørcreme

Del kagerne i to, så du får i alt fire lagkagebunde. Læg den nederste bund på det fad du vil servere kagen på.
Sæt fadet på et stykke bagepapir, så du kan dreje kagen rundt. Læg en tredjedel hindbærcreme på og spred det ud. Gentag så du får tre lag med creme. Den øverste bund skal have skærefladen opad, og der skal ikke creme på. Skær de brune kanter af kagen. Smør smørcreme ud over hele kagen i et tyndt lag. Det holder på fondanten. Brug en spatel og få det til at ligge så glat som muligt. Drej hele tiden kagen rundt, det går nemt, hvis den står på noget glat. Se eventuelt en video på nettet om, hvordan du kan gøre – søg på fondant og kage. Sæt kagen på køl.

 

Fondant overtræk og pynt

TID: 2-3 TIMER VARIERER MEGET AFHÆNGIGT AF OM MAN HAR PRØVET FØR

Ca. 650 g hvid fondant
Ca. 100 g lyserød fondant
Ca. 100 g rød fondant
Maizena til bordet
1 æggehvide
50 g flormelis
12 små sukkerblomster
Sort farve til tallene

Rul den hvide fondant ud. Brug evt. maizena til bordet. Den skal have en diameter, der er mindst 1 gange bredden af kagen og to gange højden. Den skal cirka være 3 mm tyk.
Læg fondanten over kagen. Sørg først for, at fondanten ligger pænt på toppen af kagen. Begynd nu at lægge fondanten pænt om siderne. Det tager tid. Pres hele tiden fondanten, så den bliver lige og folderne kommer væk. Skær eller klip overskydende fondant væk. Pas på ikke at klippe for tæt på kanten, da fondaten trækker sig tilbage. Se eventuelt en video på nettet om hvordan man lægger fondant på. Søg på fondant og kage.
Stil kagen på køl.
Rør æggehvide og flormelis sammen. Det skal bruges til ”lim” og til at skrive tallene med.
Rul lyserød og rød fondant ud, lidt af gangen, da det tørrer ud. Pres 80 -100 blomster ud i lyserød, rød og hvid og form dem i silikoneformen. Sæt en lille kugle fast i midten med æggehvide. Sæt de hjemmelavede blomster og de små sukkerblomster fast på kagen på med æggehvide.
Skær tallene ud i fondant (efter skabelonen) og sæt dem fast med æggehvide.
Farv lidt af æggehviden med kakao og sort madfarve. Hæld det i en lille tylle og skriv årstallene på et lil
le stykke hvid fondant. Sæt tallet fast med æggehvide. Alternativt kan det skrives med en tusch.
Opbevar kagen på køl til den skal spises.


Opskrift og billede har været vist i ugebladet SØNDAG i uge 23
Foto Bjørn Jacobsen





Jordbærmilkshake



 

Jordbærmilkshake

2 glas

200 g jordbær
200 g vaniljeis
2 spsk jordbærmarmelade
evt. 1 spsk flormelis

Blend jordbær, is og marmelade sammen. Smag om der skal sukker i og server straks.

Du kan også bruge frosne jordbær, men så skal du også bruge mælk til at fortynde den. 

Godt at vide om jordbær

Jordbærplanten hører til rosenfamilien, og jordbær er botanisk set ikke et bær men en flerfoldsfrugt, hvor de små kerner på jordbærret er små nødder. Det, vi spiser og kalder jordbær, er blomsterbunden, der under frugtmodningen svulmer op og bliver saftig.
Jordbær skulle tilhøre gruppen af superbær, som på forskellige måder beskytter kroppen og hjælper med afgiftning af uønskede stoffer. Jordbær indeholder kalium og fibre og har et højt indhold af C-vitamin.
Skyl kun jordbærrene hvis der er jord eller urenheder på.
Nip dem altid efter de er blevet skyllet.
Spis jordbærrene den dag de er købt eller frys dem ned.
Friske jordbær holder sig en dags tid eller højst to på køl.
Husk at jordbær skal have stue temperatur, når de spises - den fine smag forsvinder, hvis de er for kolde.
Du kan sagtens bruge stødte, bløde og kedelige jordbær, hvis du koger dem til grød eller marmelade. Kom eventuelt lidt atamon i marmeladen. 

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen