Viser opslag med etiketten koriander. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten koriander. Vis alle opslag

fredag den 1. maj 2015

Duften og smagen af Marrakesh


Marrakesh duft og smag er ikke til at tage fejl af. Har man været her en gang, glemmer man det aldrig. Jeg var her sidst i 1977.

Allerede i taxaen på vej til Kastrup lufthavn, lover chaufføren, at vi kommer til at spise godt i Marokko. Jeg har ikke fortalt ham, at jeg har tænkt at spise mig gennem Marrakesh, så jeg ved ikke, hvordan det falder ham ind. Måske ser jeg sulten ud?

I Marrakesh bliver vi modtaget af vores vært Jean Luc ved indgangen til Saadi-mausoleerne. Han leder os hurtigt gennem de små gyder. Her er hundredevis af handlende. Vi bliver overvældet af udbuddet af oliven i de smukkeste rosa nuancer, kalvemaver, jordbær, levende kaniner, sæbe, hårnet og gummibolde. Vi kommer væk fra gadesælgernes larm og kvalmende lugt og standser foran en smuk udskåret trædør. Jean Luc låser op og bagved døren ligger et lille marokkansk paradis, som er vores hjem den næste uge.
Riad Mandalay gemmer sig bag denne dør

Jeg vågner til duften af hårdt ristet brød og kan høre, at kokken Latifa presser appelsiner til vores juice. Jean Lucs kone Beatrice ryger dagens første mentolcigaret, og cigaretrøgen stiger op fra gårdområdet, som riaden er bygget op omkring. Man kan høre, de andre beboere vågner, men man er helt afskærmet fra byens larm. Bortset fra minarenten der gør sit for, at man ikke får sin nattesøvn. Morgenmaden består af to slags marokkanske pandekager, ristede boller med appelsinmarmelade, frugtsalat med appelsinblomstvand og myntete. Den bliver serveret, når Latifa kan høre, at vi er klar.




-Hvis jeg måtte vælge, havde jeg taget en vodka med friskpresset juice, siger min mor stille.
Vi er blevet inviteret til middag af vores værter, og vi sidder i buegangen og kigger på den lille pool. Latifa har tilberedt det traditionelle marokkanske måltid tajine. Det min mor ikke syntes,
Fra sin cykel sælger den ældre herre "leben",  der er en slags syrnet mælk. Han vasker glassene i en spand der også hænger på cyklen.
er så velsmagende, er leben. En slags syrnet mælk som smager som kærnemælk, der har stået i varmen et par timer. Men det passer fint til den perfekt dampede couscous, med kylling og kogte grøntsager. Og så er det i øvrigt helt umuligt at opdrive en vodka til juicen.
-Det smager, som en lækker sæbe dufter, siger min yngste datter og guffer løs af desserten, der er appelsiner i skiver drysset med kanel og overhældt med lidt sukker og rosenvand.
Aftenen slutter med en kop dampende varm og meget velduftende myntete.



Det marokkanske spyd


Nem
Til 4 personer
Husk at lægge trægrillspyd i blød i vand
Tid: marinering minimum 30 minutter+ stegning 10 minutter
Tilbehør brød, oliven og tomater

400 g kyllingebryst
2 spsk olie
1 tsk paprika
1 tsk gurkemeje
½ tsk kanel
½ tsk salt
½ tsk peber

Skær kødet i små stykker og læg det i en pose med olie og krydderier. Lad det marinere i køleskab så længe du har mulighed for det – minimum en halv time og op til et døgn.  Sæt kødet på et spyd og grill det i ca. 7 minutter.

Lyn marokkaner

Nem
Til 4 personer
Tid: 12 minutter
Tilbehør brød, oliven og tomater

1 rødløg
olie til stegning
400 g hakket oksekød
1 tsk stødt spidskomme
1 tsk stødt koriander
½ tsk salt
½ tsk peber

Pil løget og hak det fint. Varm lidt olie på en varm pande. Smuldr kødet på panden. Hæld løgene på og drys krydderier over. Vend kødet rundt til det er gennemstegt. Server straks med brød, oliven og tomater til.


Se mere om Riad Mandalay på http://www.riadmandalay.com/

Tekst og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis den 24. april

torsdag den 19. februar 2015

Fiskesuppe med chili og kokosmælk




Server kinesiske ægnudler i suppen, så mætter den godt.

Opskriften er til 4 personer.

1 rødløg
1 cm ingefær
1 frisk chili
1 dåse kokosmælk
7 1/2 dl grøntsagsbouillon
4 limeblade kan erstattes af skal og saft fra ½ lime
1 tsk rød chilipasta (kan undlades)
300 g lys fisk
100 g store rejer
4 friske tomater
2 skiver ananas

Pil løget og skær det i både. Skær ingefær og chili i tynde skiver. Hæld kokosmælk, bouillon, løg, ingefær, chili, limeblade og karrypasta i en gryde og varm igennem. Skær tomater i tynde både og ananas i små mundrette stykker. Læg fisk, rejer tomater og ananas i og lad det simre i yderligere et par minutter. Pynt med koriander og server straks. 

FOTO: Bjørn Jacobsen for SØNDAG 

onsdag den 12. februar 2014

Krydret culotte


Må jeg anbefale at købe en culotte. Her får du et dejligt stykke kød og hvis du skærer den ud i tynde, tynde skiver, og efter billedet som er anvist på emballagen er det mægtigt godt.



1 culotte ca. 1,3 kg
1 tsk salt, 1 tsk peberkorn, 1 tsk sennepskorn, ½ tsk korianderkorn

Tænd ovnen på 200 grader. Skær store synlige sender væk fra undersiden af stegen. Skær tern i fedtet. Kvas salt, peber, sennepskorn og koriander i en morder og gnid krydderierne ind i fedtet. Brun stegen i fedtstof på en pande og steg den videre i ovnen ca. 30 minutter. 
Server kødet med rødbedesalater med æble, fennikel-citrussalater osv.

Dagen efter er du klar til salaten på billedet hvortil du skal bruge:
 
Friske koriander
rødløg
hvidløg
og en dressing af soja, olie, eddike, sukker, hvidløg og ingefær
ristet sesam

Hvis du vil have den varm, lynsteger du kød, løg og hvidløg på panden. Hælder dressing over og pynter med koriander og ristet sesam.






tirsdag den 24. september 2013

Salat med koriander og kokos


Er du til koriander? er det her lige noget for dig. Men det er ikke nok med en potte af de smagsløse fra Irma/ Netto/Lidl, du må til grønthandleren og have fat i et stort bundt.
Salaten er til 4 personer til middagsmad - hvis du også lige køber en pose af de skønne tyrkiske fladbrød, når du nu alligevel er uge og hente koriander. 

dressing af
3 spsk eddike
3 spsk olie
2 spsk sursød sovs
1 spsk revet ingefær
2 fed hakket hvidløg
1 tsk hakket chili
Sukker, salt og peber

350 g kyllingebryst
3 gulerødder
1 stort bund koriander
2 hjertesalater
50 kokos
50 g saltede peanuts

Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med sukker, salt og peber. Dressingen må gerne være stærk og rive lidt.
Steg kyllingekødet i lidt fedtstof på en pande krydr med salt og peber.
Rengør gulerødderne og skræl dem i lange strimler. Skyl koriander og salat godt og dup det tørt. Hak koriander og skær salaten i mundrette stykker. Vend salat, koriander, gulerødder og kokos i dressingen. Drys peanuts over og server kødet til.

mandag den 8. juli 2013

Grill veninde grill


Så bliver der tændt op i de små haver. Og det er ikke kun i grillen men også for kreativiteten af marinader, salater, kartoffelretter.....eller mangler du inspiration til din marinade? Så kommer der et par bud i løbet af ugen.

Vi lægger ud med lam, men marinaden kan også bruges til oksekød. Har du ikke tid til at marinere kødet, kan du pensle med marinaden undervejs i grilningen.


1 bundt friske koriander
1 rødløg
1 spsk honning
Saft og skal af 1 lime
½ tsk chilikerner
2 spsk olivenolie
Salt og peber
4-8 lammekoteletter

Hak korianderblade og løg fint og bland det med de øvrige ingredienser. Smag til med salt og peber. Hæld halvdelen af marinaden i en frysepose, læg koteletterne i posen og mariner kødet i ca.1 time. Dup kødet tørt og gril det. 
Server den anden portion marinade til kødet sammen salat og nye kartofler..

FOTO: Bjørn Jacobsen for SØNDAG

tirsdag den 11. september 2012

Boller i kål, karry og kokosmælk

Foto: Louise Dandanell Ørsted
Som tidligere skrevet har jeg -sammen med 26- andre fået æren af at være dommer i DM i Hverdagsmad. Og det er skønt, for jeg har fået to nye favoritretter, som begge er med kål.

Den første er er indsendt af Birthe Lynggaard fra Vejen. Hun har kreeret en opdatering af boller i karry. Grøntsager og kød kan varieres i det uendelige - prøv den den er god.


500 g hakket oksekød
1 spsk. grøn karrypasta (eller efter smag)
1-2 tsk. karry (eller efter smag)
1 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. stødt koriander
3 fed hvidløg
Olie til stegning
500 g broccoli
500 g grønne bønner
1 spsk. grøn karrypasta 
2 dåser (light) kokosmælk á 400 ml
1 spsk maizena udrørt i lidt vand
Salt og peber

Rør kødet sammen krydderier og hakket hvidløg. Krydr godt med salt og peber. Form farsen til små boller og steg dem på en stor pande. Del broccoli i små buketter og nip bønnerne. Hæld de færdigstegte boller på en tallerken. Kom karrypasta og kokosmælk på panden. Jævn evt. saucen lidt med maizena. Hæld boller og grøntsager i saucen og varm igennem. Smag til med salt og peber og server friske koriander til.