Viser opslag med etiketten bage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bage. Vis alle opslag

onsdag den 11. juli 2018

With a little help from my friends






Det er HELT i orden at få lidt hjælp, når vi laver mad i sommerferien – og resten af året. Hjælpen kan være færdigretter, eller hjælp fra nogen af dem, der normalt ikke holder til i køkkenet under madlavningen.

-Hvad skal vi dog spise, hvis det regner, og vi ikke kan grille?
Min kollega skal holde ferie i en lille, lånt campingvogn med sin datter, og udsigten til at røre frikadellefars og pille kartofler i fælleskøkkenet på campingpladsen, ser ikke ud til at få hendes humør til at toppe.
-Spis dog en sandwich, eller køb en bakke salat og nogen færdige fiskefrikadeller i Brugsen. Det er ferie – slap af, forsøger en anden kollega.
Hendes ansigt lyser op, og jeg kan se at feriebarometeret igen sviger ud til den positive side.
-Det er da det, vi gør, siger hun og vender glad tilbage til arbejdet.
Sammen uge sidder jeg til forældremøde, og mødrene bliver enige om, at vi skal mødes til hygge med børnene inden sommerferien. Vi skal alle medbringe en ret eller allerhelst en kage til buffeten.
–Jeg har aldrig i mit liv bagt en kage, siger Marcels mor og kigger forskræmt mig.
-Jeg plejer at købe de frosne, er de ikke okay? Fortsætter hun.
-Selvfølgelig, siger jeg.
Da vi mødes ugen efter, er Marcels mor pavestolt. Hun og Marcel har bagt deres første kage. En Dr Oetker citronkage. De står ved buffeten og deler ud af kagen, som var det den, der havde ført dem til sejren i ”Den store bagedyst”. Alle er naturligvis begejstrede for hendes værk, og vi guffer den i os.

Jeg vil ikke være fortaler for nemme løsninger i madverdenen, da de fleste færdigproducerede produkter indeholder meget mere sukker, fedt og salt end vi selv ville tilsætte. Herudover indeholder de også ingredienser, som vi almindelige forbrugere ALDRIG ville hælde i vores muffins, smage vores dressing til med eller krydre vores kød med. Og der er ikke noget men.  

Vi kommer blot i situationer, hvor vi bliver nød til at slappe af, læne os tilbage og accepterer, at alt ikke er økologisk, fedtfattigt, vegetarisk, nøglehulsmærket, pakket i genbrugspapir, fra lokale producenter, af oprindelige racer og indkøbt på cykel!  

Og det er så her, hvor det er bedre, at købe nogle varer der går under det helt danske begreb ”convenience”, og kombinerer dem med retter vi selv har tilberedt.

Sommerferiekøkkenet kunne selvfølgelig også tage en helt anden drejning, hvor man får hjælp i køkkenet fra børnene, ægtefællen eller børnebørnene. Det ville være det korrekte at gøre og også en god anledning til at få lavet mere hjemmelavet mad. For det trækker generelt ned i måltidsoplevelsen at spise færdigkøbt mad. 
Undersøgelser fra organisationen Madkulturen viser, at jo mere færdiglavet maden er, jo mindre syntes vi, om det vi spiser. Og vi har også den fornemmelse, at det ikke er så sundt, som hvis vi havde tilberedt middagen selv.
Marcels kage var ikke sund, og det er de kager, jeg bager heller ikke. Men vi nyder at bage og lave med, men og uden hjælp fra færdigretter og vores venner. God fornøjelse i sommerferiekøkkenet.

I dagens opskrifter forsøger vi at pifte en købekage op og blande en velsmagende pastasalat, der passer perfekt til grillmaden.
Vil du hellere sammensætte din egen muffinsdej og røre din dressing sammen, finder du masser af opskrifter her på bloggen.

Brug de nemme løsninger på en sund måde

Når du bruger en købedressing kan du måske hælde dem over små blomkålsbuketter, broccoli eller sommerspidskål – i stedet for en salat. Din tarm vil elske dig for det valg.
Vælg som udgangspunkt produkter uden tilsætningsstoffer, kunstige aromastoffer, smagsforstærkere og farve
Vælg det økologiske alternativ, hvis det findes
Vælg produkter, der er fremstillet i Tyskland eller Danmark
Køb med god samvittighed snittede og vaskede rodfrugter, kartofler, kål og salat samt frosne grøntsager og krydderurter
Undgå frosne grøntsager med krydderier og salt

Chokolademuffins med bær


45 minutter
nem
12 muffins

1 pakke chokolademuffins
Æg
Brug mælk i stedet for vand
Brug smør i stedet for margarine

Ekstra:
12 g kirsebær
100 g blåbær
50 g ribs

Tilbered kagerne efter anvisning på emballagen.
Fordel dejen i formene og fordel bær på kagerne.
Bag kagerne efter anvisning på emballagen.
Afkøl dem inden de tages ud af papiret.
Opbevar dem i en plasticpose.


Hot sommersalat


40 minutter
nem
tilbehør til 4 personer

250 g pasta
1 flaske chilisovs ca. 200 ml fx. fra Heinz
Salt, peber og chili
300 g små tomater
75 g feta
75 g grønne oliven
5 stilke basilikum

Kog pasta efter anvisning på emballagen og afkøl den.
Vend pastaen i dressingen.
Smag til med salt, peber og chili.
Halver tomaterne.
Smuldr fetaen.
Fordel tomater, feta, olien og basilikum over pastaen.
Pastasalaten kan laves i god tid i forvejen, vent dog med at skære tomaterne i skiver, til lige før du serverer salaten.



tirsdag den 12. december 2017

Kulinarisk julekalender 12. december

Dagens kulinariske giver kalender giver dig seks gode råd og en opskrift på skønne knækbrød.


Vinrester
Hvis der skulle ske det utænkelige, at vinen ikke bliver drukket, kan den fryses ned i isterningsbakker. Brug vinterningerne i saucer, gryderetter og supper.

Korn og kerner
Har du små rester kerner og nødder, kan du bruge dem i mysli, flapjacks eller til knækbrød.
 
Her er en nem opskrift på knækbrød:
Tænd ovnen på 200 grader. 
Bland i alt 200 ml gryn/ frø/kerner, 175 ml mel (gerne en blanding af hvede, rug, spelt…) og 2 tsk groft salt i en skål og rør 100 ml vand og 50 ml olie i. 
Bred dejen ud på 1-2 bageplader med bagepapir. Brug evt. en våd skraber. Jo tyndere dejen er, jo mere delikate bliver knækbrødene. Marker med en kniv, hvor store stykkerne skal være. 
Bag dem i ca. 20 minutter til de er lysebrune. 
Afkøl dem på en rist og opbevar dem i en kagedåse til de skal spises.

Er det færdigt?
Du kan mærke om fisken eller kødet er gennemstegt- eller kogt ved at stikke en spids kniv gennem fisken/ kødet (uden at ramme bunden). Er kniven meget varm, når du trækker den ud, er fisken gennemstegt.

Hævning 1
I stedet for at dække din dejskål til med et låg eller lignende, bør du sætte skålen i en pose og evt. lukke pose med en klemme. Det giver de optimale hævebetingelser for din dej.

Hævning 2
Når du har formet brød og boller og sat dem på en bageplade, lægger du en bageplade omvendt ovenpå.

Hævning 3
Sæt dine bageplader ovenpå en gryde med vand og lad vandet småkoge. Således får dejen god varme og fugtighed.






fredag den 1. december 2017

Kulinarisk julekalender 1. december


 Krydrede sirupskager og lidt om kanel

Følg med i den kulinariske julekalender her på bloggen, og få tips og ideer til julemad, snack og gaveideer.

Vi lægger ud med sprøde, krydrede småkager.
Dejen til småkager, der skal rulles ud, indeholder mere mel, og derfor er det vigtigt at smage dejen godt til, så kagerne ikke bare smager af mel. I stedet for sukker er der sirup i denne opskrift, det giver også mere smag til kagerne. Kagerne kan pyntes med glasur, men så skal de spises umiddelbart efter, da glasuren gør dem bløde.


Tid 10 min+ min. 3 times hvile+1 time
4 bageplader tynde småkager
Bagværk
Nem/ middelsvær

100 g saltet smør
150 g sirup, gerne en blanding af lys og mørk
75 g brun farin
275 g hvedemel
½ tsk af følgende krydderier: ingefær, kanel, cayennepeber, lakrids, muskatnød
25 g mandelflager
½ tsk potaske opløst i 1 tsk vand
evt. flormelis til glasur

Skær smørret i mindre stykker og hæld det i en lille gryde med sirup og farin. Varm op over lav varme til smørret er smeltet og afkøl blandingen. Bland mel og krydderier sammen i en skål. Hæld smør-siruppen oven og bland det. Ælt potaske i og til sidst mandelflagerne. Lad dejen hvile i ca. 3 timer, gerne længere. Drys mel på bordet og rul dejen tyndt ud. Stik kager ud og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca. 6 minutter ved 180 grader varmluft. Afkøl dem på en bagerist og opbevar dem efterfølgende i kagedåser.


Kanel

Kanel forekommer –gastronomisk– i to former ceylonkanel og cassiakanel. 
Ceylonkanel er den tørrede bark fra de stedsegrønne tropiske træ Cinnamomum verum, som stammer fra Sri Lanka. Det forhandles hel i sammenrullede rør eller stødt. 
Cassiakanel fra Cinnamomum aromaticum eller C. cassia forhandles som barkflager eller stødt. Det indeholder små mængder af stoffet cumarin, der  større mængder er sundhedsskadeligt, hvorfor EU har fastsat en grænse for indholdet af cassiakanel i fødevarer.
Kanel bruges i det salte køkken i gryderetter, til lam, pilaff, dressinger, chutneys og i det søde køkken i utallige desserter og kager. Kanel er meget gennemtrængende og bør anvendes med måde, da det overskygger andre smagsnuancer. 

Foto: Gertrud Sabroe Termansen og Louise Dandanell Ørsted. Opskriften har været bragt i Flensborg Avis.

onsdag den 23. december 2015

Varme stjerner




 
Kagerne her er lavet med inspiration fra det jødiske køkken. Denne udgave smager af en blanding af berliner, mutzen og klejner. Spis dem lune eller afkølede med kanelsukker, flormelis eller syltetøj.
Middelsvær
Ca. 40 stk

50 ml mælk
15 g gær
2 æg
50g sukker
1 tsk bagepulver
2 tsk kardemomme
¼ tsk salt
ca. 300 g mel
Olie til fritering
Flormelis eller kanelsukker til drys til de færdige kager
Eventuelt marmelade

Varm mælken til den er fingervarm. Opløs gæren i den lune mælk. Rør æggene ud i mælken. Hæld sukker, bagepulver, kardemomme, salt og det meste af melet i og ælt dejen sammen. Tilsæt mel til dejen bliver smidig. Lad den hæve lunt og overdækket i 45 minutter. Rul dejen ud, så den er cirka 3-4 mm tyk. Stik små figurer ud. Varm olien op og steg kagerne i olie. Forsøg dig lidt frem, olien bliver meget hurtig for varm, og så bliver kagerne mørke, inden de bliver gennembagt.

søndag den 29. marts 2015

Påskens chokoladekage


I februar bagte jeg en masse kager til fordel for Danmarks Indsamlingen. Som I måske har læst, betalte Flensborg Avis udgifterne, og der var mere end 30 søde, sydslesvigere der kom forbi og købte en kage. Nogen af dem vil gerne have mulighed for at bage kagen selv, så den kommer her i en påsket version med topping og æg.

Chokoladekage med vaniljecreme og påskeæg

Tilberedningstid 1 time
Til 8-10 personer
Server is og flødeskum til
Vær opmærksom på bagetiden, hellere for kort end for lang tid.
Kagen kan fryses uden creme

175 g saltet smør
125 g mørk chokolade
250 g sukker, gerne en blanding af almindelig melis og farin eller rørsukker
1 tsk vaniljesukker
2 æg
1 spsk yoghurt eller kærnemælk
250 g mel
1 tsk bagepulver

Topping
100 g blødt smør
200 g flødeost
100 g flormelis
1 tsk vaniljesukker

Pynt med farvede chokolade æg


Tænd ovnen på 175 grader.
Skær smør og chokolade i mindre stykker og smelt det over lav varme i en gryde.
Hæld sukker og vaniljesukker i en røreskål. Pisk æggene i et af gangen og pisk det skummende. Hæld yoghurten i sammen med chokoladesmørret.
Bland mel og bagepulver og rør det i dejen. Fordel dejen i en form ca. 20 gange 30 cm beklædt med bagepapir. Bag kagen i cirka 30 minutter. Tjekker du dejen med en pind, skal der stadig sidde dej på- men den skal ikke være våd.
Afkøl kagen på en rist. Hvis du kan få den ud af formen er det godt, ellers står den og bager videre.
Pisk smør, flødeost, florsukker og vaniljesukker sammen og fordel det over den afkølede kage. Pynt med chokolader.
Pak kagen i film eller en plasticpose til den skal spises.

 FOTO: Gertrud Sabroe Termansen