søndag den 25. oktober 2015

Søde æbleboller

Surt eller sødt?
De fleste danske æbler er hverken sure eller søde, men lige midt imellem. Det viser en undersøgelse fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet. Her har forskere gennem tre år undersøgt spisekvaliteten af 12 danske æblesorter.
Resultatet viser, at de fleste æblesorter, vi dyrker i Danmark, er harmoniske i smagen. Discovery, Elstar, Gråsten og Ingrid Marie er hverken sure eller søde. Gala og Gloster er søde sorter, mens Summerred og Holsteiner Cox er de sureste.
Det sunde æble
De fleste næringsstoffer sidder i og omkring skrællen. Jo mindre æblet eller æblejuicen forarbejdes, jo flere næringsstoffer er der i frugten. Ufiltreret æblemost er derfor mere næringsrig end filtreret most. Undersøgelser viser også, at der er flere næringsstoffer i danske æbler end i de importerede. Æbler indeholder det opløselige kostfiber pektin, der giver en sund og balanceret tarmflora. Det er altid rart med ro i maven, men et sundt fordøjelsessystem mindsker også chancen for mave-tarm-sygdomme.
Æbler har et højt vandindhold og indeholder mange kostfibre, og i de fleste tilfælde giver æbler stor mæthedsvirkning per kalorie, man spiser.
 
Æbleboller
Nem
2 timer inklusiv hævning og bagning
ca. 12 stk.

20 g gær
100 ml fingervarmt vand
100 ml æblemos
225 g havregrød
25 g rosiner
2 tsk salt
100 g fuldkornsmel
ca. 500 g hvedemel
25 g hasselnød
2 spsk groft sukker
mælk til pensling

Rør gæren ud i lidt af vandet. Hæld resten af vandet, æblemos og havregrød i. Rør rosiner, salt og fuldkornsmel i. Ælt hvedemel i til dejen til den føles smidig. Dejen er lidt fugtig. Lad dejen hvile i 45 minutter. Ælt dejen igennem og del den i 12 stykker. Hak hasselnødderne og bland dem med sukker. Dyp bollerne i mælk og herefter nøddesukker. Stil dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve overdækket i yderligere 30 minutter. Bag bollerne ved 225 grader i cirka 15 minutter. Afkøl dem på en rist og opbevar dem herefter i en plastikpose. 



Foto: Gertrud Sabroe Termansen 
Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis den 16. oktober 2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar