Viser opslag med etiketten luciaboller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten luciaboller. Vis alle opslag

fredag den 18. december 2015

Luciabrød




Nåede du ikke at bage Luciaboller i sidste weekend, kan du måske nå det i denne. Bollerne smager bedst nybagte og med smør til.


Luciabrød

Tilberedning ca. 2 timer
40 boller
middelsvær

200 g smør
500 ml mælk
40 g gær
1 g safran
1 tsk salt
160 g sukker
900 g mel
1 sammenpisket æg til pensling eller mælk
Rosiner til pynt

Smelt smørret i en gryde. Fjern gryden fra varmen og hæld mælken i. Opløs gæren i lidt af smørmælken og hæld resten i sammen med safran, salt og sukker. Ælt mel i til dejen føles let og
en anelse fugtig. Lad dejen hæve lunt og overdækket i ca. 45 minutter. Hæld dejen ud på et bord. Del den i 40 stykker. Rul pølser af dejen. Form dem til s’er og rul enderne op, så der kan sidde en rosin i midten. Form to s’er, så de danner et kors. Flet fletninger, eller lav andre figurer af dejen. Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg eller mælk og lad dem efterhæve i 30 minutter. Pynt med rosiner – de skal presses langt ned i dejen. Bag brødene i ca. 10 minutter ved 225 grader. Lad dem afkøle på en rist. Spis dem nybagte og gerne med smør til.


Dagens tip 

I stedet for at dække din dejskål til med et låg eller lignende kan du sætte skålen i en pose og lukke pose med en klemme. Det giver de optimale hævebetingelser for din dej.

Safran

Til dagens luciaboller er der brugt safran. Safran er verdens dyreste krydderi - det plejer at være mere værd end guld.
Safran består af støvfangerne fra safran krokus, som er en lysviolet blomst. Det er ekstremt let - over 160 tråde udgør kun 1 gram. For at fremstille 450 gram safrantråde høstes 200.000 blomster med håndkraft.
Safran blev tidligere brugt i kosmetik og til at farve kostbare silkestoffer med.
De bedste saffrantråde har en dyb rød-orange farve, og den bedste kvalitet siges at komme fra Kashmir. For at give mest mulig farve og smag kan safrantråde lægges i blød i varmt vand, hvidvin eller mælk-afhængig af hvilken ret det skal bruges i- og trække mellem fem minutter og en times tid, før det tilsættes retten.
Der skal ofte kun bruges ganske lidt til at smage retter til med. De rødorange tråde giver maden en blomsteragtig, delikat, sød og varm smag og gør samtidig retten gylden og appetitlig.
Luciaboller, paella og fransk fiskesuppe er nogen af de, retter hvor der traditionelt indgår safran.
Safrantråde skal opbevares i en lufttæt beholder efter åbning. Safran vil med tiden miste noget af sin smag og det er cirka holdbart i et år.


onsdag den 12. december 2012

Luciaboller

13. december
Det er lucia dag i dag og så skal vi spise præstens hår, lusekatte og andre finurlige boller med safran og rosiner. Svenskerne har en lang tradition for at forme deres boller i forskellige former og servere dem nybagte til kaffen om morgenen den 13. december.


 Dejen her kan også bruges til kardemommeboller eller til skønne eftermiddagsboller uden nogen anden smag end den af frisk brød. Bollerne smager bedst samme dag de er bagt eller lunet i ovnen den efterfølgende dag.

Ca. 12 stk.

3 dl mælk
25 g gær
75 g smeltet smør
75 g sukker
Evt. 1 knivspids stødt safran 
Evt. 1 spsk kardemomme til kardemomme boller
500 g mel
Rosiner til pynt
Sammenpisket æg til pensling


Lun mælken til den er fingervarm. Rør gæren ud i lidt af mælken og hæld resten af mælken i. Smelt smørret, afkøl det og hæld det i sammen med sukker og safran/ kardemomme. Ælt mel i, til dejen er smidig og slipper bordet. Lad den hæve overdækket, på et lunt sted i 45 minutter. Del dejen i 12 stykker. Tril dem til 25 cm. lange ruller. Slå to knuder på dem og læg snipperne ind under. Pynt med rosiner og pensl med æg. Lad dem hæve yderligere 20 minutter. Bag dem ved 210 grader i ca. 12 minutter.

Foto: Gertrud Sabroe Termansen til FamilieJournal