søndag den 27. januar 2019

Bønner på menuen




Hvis du ikke har levet under en sten det sidste års tid, er du helt sikkert støt på udsagnet om, at du skal spise meget mindre kød for at beskytte din krop, miljøet og dyrene. Her sætter jeg fokus på bønner og linser, som er en af de råvarer, der helt sikkert kommer mere af på menuen i fremtiden. 

Kan du huske opskrifterne på bønnepaté fra slutningen af 1970’erne? Den grå masse der blev skåret i tykke skiver, og som kun smagte af hø, hvis man var heldig. Det var også dengang, det var helt ude i skoven at løbe en tur eller være noget så bizart som vegetar. I 2018 bliver årets danske ord måske plantefars, så der er helt andre (kødfrie) boller på suppen her 40 år efter. 

Hvis du (som jeg) ikke er til plantefars, men gerne vil spise lidt mindre kød, kunne du kaste et blik på bønner og linser, som kan blive en god erstatning for kød. Bønner og linser er karakteriseret ved at have et højt indhold af protein, og så mætter de godt.
Er du nybegynder i bønner, kan du købe dem på dåse. Det er noget dyrere end selv at udbløde og koge dem, til gengæld er det betragtelig nemmere at have med at gøre. Jeg foretrækker selv at udbløde og koge de bønner, som jeg skal bruge til kolde salater. Bønnerne på dåse er ofte meget bløde og derfor lidt for smattede til de kolde retter.
Tørrede bønner indeholder naturligt lektiner, der kan give forgiftningssymptomer. Lektiner fjernes ved iblødsætning og kogning, spis derfor aldrig ukogte bønner. 
Bønner og linser smager godt med persille, timian, citronsaft og eddike, olivenolie, hvidløg og løg, koriander, spidskommen, chili, cayennepeber og mange andre krydderier og krydderurter. Spar ikke på krydderierne, og husk at smage til.


Sort bønnesuppe

Nem
Vegetarisk
2 personer
Tid 8 timers udblødning+35 min.
Pris ca. 2 euro

150 g sorte bønner
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 l bouillon
1 knivspids cayennepeber
salt, peber
Cremefraiche
Persille eller koriander til pynt

Udlød bønnerne i vand i minimum 8 timer.
Pil og hak løg og hvidløg.
Hæld udblødningsvandet væk.
Skyl bønnerne og hæld dem i en gryde med løg, hvidløg, bouillon og cayennepeber og kog bønnerne helt møre.
Tag 4 spsk bønner fra og blend resten i bouillonen.
Smag suppen til med salt og peber.
Server suppen med de hele bønner, cremefraiche og pynt med persille eller koriander.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar