Viser opslag med etiketten middag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten middag. Vis alle opslag

lørdag den 25. maj 2019

Sydslesvig spiser sammen


Louises køkken slår dørene op for et spis-sammen-arrangement. Vi laver mad og dækker op. Du skal blot tilmelde dig og medbringe dit gode humør og snakkelyst.

SYDSLESVIG SPISER SAMMEN TORSDAG DEN 13. JUNI
Tid: Kl. 18.00-ca.20.00
Hvem: Alle er velkommen
Hvor: Stuhrsallee 17, 24937 Flensborg, 1. sal eller i gården
Pris: 5 € pr. person
Du får: Vi spiser to retter
Din indsats: Vi hjælper hinanden med at få maden på bordet og rydder derefter op sammen. Hvis tiden og stemningen er til det, vil vi tale om et aktuelt emne
Tilmelding: Ring 0461-56446, el. skriv en sms til 0045-23371433, el. skriv en mail til louise-oersted@foni.net
 
 
Vi håber at kunne skabe en god stemning og måske få en snak om, hvad det bedste er ved Sydslesvig, når vi åbner vores hjem torsdag den 13. juni
Kom og spis med i Louises Køkken torsdag den 13. juni fra 18.-20. Jeg vil tilberede to retter, dække op i vores stuer, eller i gården hvis vejret tillader det, og byde velkommen til to-tre timers samvær og snak. Du skal være velkommen, hvis du gerne vil møde nye mennesker, tale om et aktuelt emne, se hvordan vi bor, eller bare gerne vil slippe for at lave mad torsdag aften. Og du skal være velkommen, om du kommer alene eller tager hele familien og dine naboer med.

Der er masser af arrangementer i Sydslesvig, hvor der bliver dækket op til kaffebord, brunch, morgenmad, spagettigudstjenester og middagsarrangementer. Hvor deltagerne hører på kloge hoveder og taler om aktuelle emner. Flensborg Avis bringer ofte billeder af unge og ældre, mænd og kvinder, der spiser sammen, og det ser ud til, at de hygger sig og har nogen gode øjeblikke sammen. Og er det ikke de gode øjeblikke, vi skal have flere af i Sydslesvig?
I efteråret 2018 inviterede fire Coop-butikker til en "samtalemenu" midt i butikken. Butikkerne havde dækket op i åbningstiden til fællesskab og samtale om et emne, som optog lokalområdet, eksempelvis ”hvordan man får vi mere liv i midtbyen?” Maden blev sat midt på bordet til deling, hvorefter fællesskabet tog over og snakken gik. Sådanne arrangementer blev gentaget her i midten af maj over hele Danmark under mottoet ”Danmark taler sammen”. 
Konceptet er udtænkt af Jane Sandberg, der er museumsdirektør ved ENIGMA-Museum for post- tele og kommunikation, og vi har talt med hende om, hvad måltidet kan gøre for fællesskabet, hvordan man afholder en middag, hvor folk ikke kender hinanden, og ikke mindst hvordan vi får folk til at deltage.

Hvad er det gode ved at spise sammen?
Der sker noget magisk, når der kommer mad på et bord. Samtalen glider nemmere, og forskelligheder bliver mindre. Måske fordi vi slapper mere af over et godt måltid mad – måske fordi det faktum, at vi alle skal spise gør, at vi – trods forskelle – finder sammen over maden. Og så er det godt for appetitten at spise sammen med andre. Det ved vi fra forskning, særlig i ældre medborgeres spisevaner. Endelig er der det sociale aspekt: vi sidder længere ved bordet, når måltidet indtages med andre. 

Hvad gør fællesskabet ved maden?
Jeg tror, vi nyder maden på en anden måde, når den indtages i et fællesskab. Vi observerer hinandens reaktioner, får måske lyst til at smage på noget, vi ikke tidligere har smagt, fordi der er nogle ved bordet, som spiser det. Så er fællesskab omkring mad en fin måde at få børn til at socialisere med andre generationer på, og endelig kan madfællesskab også være en måde at åbne blikket for andre kulturer end ens egen.

Hvad skal man være opmærksom på, når man arrangerer en sammenkomst, hvor gæsterne måske ikke kender hinanden?
Det gode og tydelige værtskab. Det er supervigtigt, at der er en som byder velkommen, siger lidt om, hvordan måltidet forløber og således sætter rammen for arrangementet. Det er også en god ide at foreslå et par spørgsmål, som man kan stille til hinanden, så der kommer hul på samtalelysten. Mange er vant til at spørge ”hvad laver du?” som i ”hvad er dit arbejde?”. Det er et spørgsmål som ofte lukker mere end det åbner. Spørg i stedet ”Hvad drømmer du om?” eller ”Hvad optager dig lige nu?”. Endelig skal man som vært huske at lukke arrangementet godt ned. Slå på glasset og sig ”Om 15 min. skal vi til at slutte. Det ville være dejligt, om I gad at hjælpe med at samle tallerknerne ind…” etc. Så ved alle, hvad der forventes, og så bruger man som gæst ikke energi på at overveje, om man nu gør, hvad der forventes.
Er der særlige krav til gæsterne/ deltagerne?
Åbenhed. Nysgerrighed og lyst til at møde nye mennesker – også selvom de måtte vise sig at være meget forskellige fra dig selv. 
Er der særlige krav til måltidet?
Ja! Sørg for at lave noget mad som ikke ekskluderer. Lad være med at lave noget mad, som du ved, at nogle mennesker afstår fra at spise af religiøse årsager. Min erfaring er, at de eneste råvarer vi kan være helt sikre på, at de fleste kan være med på, er grøntsager. Så hvorfor ikke lave vegetarmad? Server ALTID på fade og ikke tallerkenservering. Mad på fade deler man. Det er også en måde at få samtalen i gang. 
Hvordan får vi dem med, der normalt ikke har tid til at komme til de her arrangementer. Jeg tænker, både på småbørnsfamilier der har  travlt, og dem der sidder alene?
Vi sørger for at invitere dem og ved invitationen gøre opmærksom på arrangementets karakter og forventninger. Mange kan vælge fællesspisninger fra, bare fordi de ikke ved, hvad der forventes af en gæst. Sørg for at få lavet opslag de steder, hvor målgrupperne befinder sig. Udnævn nogle ambassadører hvis rolle det er at sørge for, at invitationen kommer ud de rigtige steder. Hvis I ønsker at få småbørnsfamilier med, så henvend jer gennem børnehaven etc. og gør det klart, hvad det kræver at være med, meget ofte ikke andet end at komme med et åbent sind. Forklar at fællesspisningen er et alternativ til at spise hjemme, hvor børnene kan lege, og de voksne kan tale med andre voksne. Hvis det er mennesker der bor alene, som I gerne vil aktivere, så smid en seddel ind ad brevsprækken – måske fra en nabo, som man er lidt bekendt med i forvejen. Få den lokale avis til at skrive om arrangementet, og få i artiklen forklaret, at fællesspisning er for alle, og ideen er, at vi mødes på tværs af alder, kultur, politisk overbevisning etc. 
Har du et forslag til, hvilket emne vi skal tale om til vores middagsselskab?
Fællesskaber. Hvorfor er de vigtige, og hvordan skaber vi vores lokalt forankrede fællesskaber. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til alle Jane Sandbergs ideer torsdag den 13. juni, men sammen kan vi prøve. På gensyn.


Fotos: Gertrud Sabroe Termansen til Flensborg Avis

torsdag den 1. marts 2018

Prins Henrik




Mange danskere har haft den store glæde at møde Prins Henrik ved forskellige officielle og specielt
Nonneprutter
uofficielle lejligheder. Det har jeg desværre ikke, men jeg har en enkelt gang, tilberedt et måltid der var både en dronning og en prins værdigt.

I sidste uge kunne man ringe ind til p4syd og fortælle om sine møder med netop afdøde Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.
De møder er der mange af i det sydlige Danmark. Kioskdamen i Gråsten fortæller om den altid muntre prins, hundelufteren fortæller, at prinsen havde tid til at tage en selfie med hende, selvom kongehusets hunde var løbet væk, borgmesteren var begejstret for den muntre og positive prinsegemal og sådan fortsætter det med danskernes historier om den altid smilende og nærværende Prins Henrik.

Jeg har måske stået under balkonen på Amalienborg engang i 1970’erne, med en børnehavepædagog i hånden og vinket til ham, men det er også det tætteste, jeg har været på ham. Til gengæld har jeg en eneste gang tilbedt et måltid til ham og majestæten. Jeg har lavet mad til flere tusinde gæster, men ligesom alle syddanskerne kan huske deres møde med Prins Henrik, kan jeg også med tydelighed huske, hvad jeg tilberedte dengang i slutningen af år 2000.
En af mine svigerforældres venner, lad os kalde ham Peter, var meget gode venner med det royale par, og han får den skønne ide, at invitere regentparret til frokost i sit hjem. Peter spørger, om min mand og jeg vil tilberede retterne og servere dem. Jeg takker nej tak til serveringsdelen, da jeg kun ser skræksenarier for mig, hvor jeg taber forretten ned i dronningens Celli Freifeldt model, eller snubler over en gravhund og lander i skødet på Prins Henrik. Så jeg lader min mand tage sig af
tjenerrollen.

Menuen skal bl.a. tage udgangspunkt i Prins Henriks kogebog ”Ikke altid gåselever”. Peter vælger æg i cocotte med røget laks, andebryst i aspic og succeskage. Det lyder som en overkommelig frokost til tolv personer, hvis man altså er kok eller konditor ved de kongelige gemakker. Forret og hovedret får jeg tilberedt uden de store problemer, men da Peter ser anden er han rystet over, at den ikke er rød som på billedet i bogen. Jeg har undladt at bruge nitrit, så anden har den farve ænder har, når de bliver skåret i tynde skiver og overhældt med gele- altså grå. Men smagen fejler ikke noget.
Succeskagen er en gammel fransk opskrift fra det 18. århundrede, som var så populær hos Prins Henrik, at den blev ophøjet til fødselsdagskage. Kagen er sammensat af sprøde mandelmarengsbunde og smørcreme med Grand Marnier. Siden er pyntet med karamelliserede mandler, og kagen er drysset med flormelis, chokoladesnirkler og pistacienødder. Det lyder måske nemt, men da jeg er bedst til bradepandekager, kommer jeg på noget af en prøve her. Til cremen koger jeg en sukkerlage, der skal hældes i æggeblommerne. Første gang jeg forsøger dette, eksploderer lagen, og der er æggekaramel i hele køkkenet. Efter et par forsøg lykkes kagen med en udmærket resultat.
Efter frokosten hos Peter, bliver min mand kaldt ind til bordet. Gæsterne takker for maden, men Peter er mest interesseret i om regentparret syntes, at kagen var en succes.
- Den var lige, som den skulle være, siger Prins Henrik høfligt.
- Ja, den sad ikke fast i tænderne, replicerer Dronningen Magrethe. Efter denne positive tilkendegivelse kunne min mand så bukkende forlade stuen.
Oeufs en cocotte avec saumon fumé

Opskrifterne tager udgangspunkt i ”Ikke altid gåselever”.  Fyldet til æggeretten kan varieres i det uendelige. Min mand holder af at komme snegle i. Lufttørret skinke, smagfuld ost eller trøffel vil også passe til. Pets de nonne betyder nonneprutter, og det er en urgammel fransk dessert, der minder om æbleskiver, blot meget lettere og luftigere. Kagerne er lavet af en vandbakkelsesdej, der er stegt i olie. De smager bedst nybagte. 

Oeufs en cocotte avec saumon fumé
Forret/ brunchret
20 min
Nem
Skal serveres straks
Til fire personer

4 skiver røget laks
8 små æg eller 4 meget store
4 spsk piskefløde
Peber, salt
Friske krydderurter fx kørvel eller purløg

Tænd ovnen på 180 grader.
Skær laksen i små stykker og fordel den i fire ovnfaste skåle (kokotter). Slå æggene ud i skålene og hæld fløden over. Krydr med peber og en anelse salt. Bag æggene i ca. 12 minutter. Pynt med friske krydderurter.

Pets de nonne
Dessert
1 time
Middelsvær
Skal spises straks


250 ml vand
65 g saltet smør
125 g hvedemel
1 knivspids salt
3 æg
2 spsk sukker
olie til kogning
flormelis og evt. sirup til servering

Kog vand og smør op i en lille gryde. Tag gryden af varmen og rør mel og salt i. Pisk æggene i et af gangen. Rør sukkeret i. Varm olien op i en lille tykbundet gryde. Form små boller med en teske og kog kagerne til de er lysebrune. De hæver til 3-4 dobbelt størrelse ved kogningen. Læg kagerne på fedtsugende papi




torsdag den 1. december 2016

50 år er ingen alder


-Uhhhha, jeg kan se på Facebook, at du fylder 50 år på søndag, siger en af mine veninder, der kun er 44 år.
-Ja, det gør jeg.
-Hvordan er det? Fortsætter hun.
-Ja, alternativet er da noget værre, siger jeg, og forstår ikke hvor hun vil hen.
-Der er mange af mine kollegaer, der går helt i sort, når de bliver 50, siger hun.
-Ja, det kan da godt være, det er på grund af deres alder, men det kan også være så meget andet, siger jeg.
-De vil under ingen omstændigheder fejres, og vi må slet ikke komme med gaver eller synge på dagen, siger hun.
Nu er jeg ved at blive træt af den her samtale. Jeg vil gerne fejres, jeg elsker gaver, og jeg nyder, at min mor har skrevet en sang på otte vers til og om mig.
Hvorfor er det så stort et problem at blive ældre? Jeg er jo ikke den eneste, der bliver ældre, alle andre følger med. Jeg forstår det faktisk ikke. Men det kommer jeg sikkert til.
-Det bliver kun værre, sagde et par jeg mødte forleden dag.
-Hvad bliver værre? Spurgte jeg.
-Det hele; løse tænder, gråt hår, hedeture, knyster på fødderne, gigt i fingrene, grøn og grå stær, alting, sagde de, mens de stod og nikkede til hinanden.
Jeg hoppede op på cyklen og ræsede hjem.
Jeg vil ikke lade mig kue. Jeg gider ikke være ung med de unge, men jeg hører Liga og Lågsus på P3 med min søn, og går til Phlake-koncert med min datter, så længe hun vil have mig med. For jeg har fået briller med glidende overgang. Jeg kan kun drikke to glas vin, for ellers hæver mine fingre, og jeg skal slet ikke i seng efter klokken 23, for så kan jeg ikke sove. Men det er ikke noget, jeg løber rundt og reklamere med. Jeg holder det helt for mig selv.
Retterne i dag er inspireret af mad til ældre. Vi skal sørge for, at få rigeligt med protein, vitaminer og mineraler og så skal vi ikke spise for store portioner. Jeg begynder dagen med en friskpresset frugt- og grøntsagsjuice og en birchermysliyoghurt med chiafrø. Til frokost er der æg i kokotte, og til middag skal vi have fiskefrikadeller med kålsalat og chutney. Opskrifterne er til 1 person.

Morgensaft
1 gulerod
1 rødbede
1 stængel bladselleri
1 æble
3 cm ingefær

Skræl gulerod og rødbede og pres alle ingrediensernes i en saftpresser. Lav evt. dobbelt portion og drik et glas til frokost eller mellemmåltid.

Birchermysliyoghurt
1 ½ dl yoghurt
½ dl mælk
1 tsk chiafrø
3 spsk havregryn
2 dadler
½ tsk kanel
½ granatæble eller æblemos

Morgenmaden røres sammen aftenen før, den skal spises. Rør yoghurt, mælk, chiafrø og havregryn sammen. Hak dadlerne og rør dem i sammen med kanelen. Stil blandingen på køl natten over. Tag kernerne ud af granatæblet og kom dem på myslien før servering.

Æg i kokotte
20 g blåskimmelost eller parmesan
1 skive skinke
2 æg
Salt, peber
1 skive rugbrød
1 gulerod

Tænd ovnen på 200 grader. Smør en lille ovnfast skål med olie. Smuld osten. Skær skinken i terninger. Læg ost og skinke i skålen og slå ægget ud over. Krydr med salt og peber og bag ægget i ca. 10 minutter. Spis ristet rugbrød og en gulerod til.

Fiskefrikadeller med kålsalat
200 g fiskefars
aspargeskartofler
½ spidskål
salt, peber
1 tsk sukker
1 tsk lys eddike
feta
½ granatæble
Mangochutney

Steg fiskefrikadellerne i fedtstof på en pande. Kog kartoflerne. Skær kålen i tynde strimler på en mandolin. Knug salt, peber, sukker og eddike i. Smuldr feta over kålen og pynt med granatæble. Spis frikadellerne med mangochutney, kartofler og kålsalat.
Klumme og opskrifter har været bragt i Kristelig Dagblad den 26. november



torsdag den 25. juni 2015

Grøntsagsgratin med pasta


En skøn vegetarret.

Til 4-5 personer
Tid 1 time og 15 minutter
Vegetarisk 

250 g pasta

100 g løg
2 fed hvidløg
1/4 blomkålshoved
1 squash
1 aubergine 
olie til stegning
1 spsk timian
3 dl bouillon

1 spsk smør
2 spsk hvedemel
300 ml bouillon
500 ml mælk 
Revet muskatnød
Salt, peber
50 g parmesan
4 spsk rasp

Kog pastaen al dente efter anvisning på emballagen.
Pil og hak løg og hvidløg. Skær blomkål, squash og aubergine i mindre stykker. Svits grøntsagerne i olie med timian. Hæld bouillon over og lad det simre mens du laver sovsen.
Varm olien i en gryde og rør melet ud i det. Hæld varm bouillon i under omrøring. Hæld sojamælk og sojafløde i og varm igennem under omrøring. Smag til med rigelig muskatnød, salt og peber.
Hæld pastaen i et ovnfast fad, hæld grøntsagerne over og hæld sovsen over til sidst. Drys parmesan og rigelig med rasp over. Sæt retten i ovnen og bag den i cirka 35 minutter ved 200 grader. Server retten varm eller lun med salat til. 

Foto: Gertrud Sabroe Termansen 

tirsdag den 27. maj 2014

Cecarsalat med grillet kylling


Middagen er klar på 25 minutter. Og hvis du får nogen til at hjælpe dig, kan det gå hen og blive helt hyggeligt.

TIP:Du kan lave dine egne rugbrødscroutons: Steg tynde skiver rugbrød i olivenolie på en pande og drys salt over.

400 g kyllingebryst
Fedtstof til stegning
50 g parmesan
2 hjertesalat
Cesarsalatdressing evt. fra Svansø eller Cardini’s eller hjemmelavet dressing: ¼ fed hvidløg, 3 spsk olivenolie, 2 spsk citronsaft, 2 tsk worchestersauce
100 g rugbrødcroutons evt. fra Van Hauen eller Lagkagehuset. kan også købes i større supermarkeder
Salt og peber

Steg kyllingebrysterne i fedtstof på en pande og krydr godt med salt og peber. Skær parmesanen i flager og læg dem på en bageplade med bagepapir. Grill parmesanflagerne i ovnen til de tager farve. Køl dem af på pladen. Vask salaten og del den i mindre stykker. Pres hvidløget og rør det sammen med de øvrige ingredienser til dressingen. Smag til med salt og peber. Vend salaten i dressingen. Pynt med parmesan og croutons og server kyllingekødet til.
FOTO: Bjørn Jacobsen til Ugebladet SØNDAG

mandag den 26. maj 2014

Ugens fisk


Vi spiser rigtig meget dåsefisk, rigtig meget sild og meget lidt frisk og frossen fisk her i huset. Men det er en saga blot med denne ret. For nemmere bliver det ikke.

1 stort bund dild
4 gulerødder
500 g hvid frossen fisk
1 dl grøntsagsbouillon gerne Herbamare
evt. ½ dl fløde
1 tsk chiliflager, salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader.
Hak dilden. Skræl gulerødderne i lange strimler og læg dem i et ovnfast fad med dilden. Krydr fisken med chili, salt og peber og vend den i dild. Læg fisken ovenpå gulerødderne. Hæld bouillon og evt fløde VED og stil fadet i ovnen. Bag i 30 minutter.

Alt afhængigt hvilken kur/ livsstil du er på, kan du spise hele portionen alene, eller dele den med din familie og spise skønne ris til.

fredag den 28. marts 2014

Svinegod rullesteg




1 kg rullesteg
6 abrikoser
4 stilke rosmarin
skallen af 1 citron
salt og peber

Tænd ovnen på 140 grader.
Hvis kødet er pakket i net, tager du nettet af og lægger kødet på et spækbræt. Hak abrikoser og rosmarin og riv citronskallen. Læg abrikoser, rosmarin og citronskal på kødet. Krydr med salt og peber. Rul kødet sammen, vind bånd om eller læg det tilbage i nettet. Læg kødet i en bradepande og steg det i 2 timer. Hæld 2-3 dl vand over efter 1 times stegetid.

Server ovnstegte kartofler og spinatsalat til.

torsdag den 20. marts 2014

Rugtærte med spinat



Hvis du bruger rug eller fuldkornshvede i din tærtedej, slipper du for at bruge "tærteærter", da dejen ikke hæver så meget. Til gengæld får du en meget velsmagende bund med godt bid.

Denne portion giver to mellem store tærter eller som her en stor og to mindre. Passer til ca. 5 personer

Dej
100 g rugmel
100 g hvedemel
100 g saltet smør
1 æg
1 salt

Kom de to slags mel, hakket smør og salt i en foodprocessor og start den. Kør til det er blevet en grynet masse. Hæld ægget i og kør til dejen netop har samlet sig. Læg dejen i køleskab en halv times tid. Rul dejen ud og fordel den i smurte tærteforme. Forbag dem i 13 minutter ved 200 grader. Kom fyldet i og bag videre i ca. 25 minutter.

500 g spinat
1 løg
2 fed hvidløg
500 g hakket oksekød - ikke alt for fedt
3 æg
2 dl yoghurt
1½ dl fløde eller mælk
100 g parmesan
meget muskatnød, salt og peber

Tø spinaten op i en gryde. Pres evt. overskydende væske ud. Pil og hak løg og hvidløg fint og brun det på pande med kødet. Pisk æggene sammen og rør yoghurt og fløde i. Krydr med masser af revet muskatnød, salt og peber. Riv parmesanen fint. Fordel kødet og spinaten i de forbagte bunde. Drys parmesan over og hæld æggemassen ud over. Bag færdig i 25 minutter ved 200 grader.


tirsdag den 11. september 2012

Boller i kål, karry og kokosmælk

Foto: Louise Dandanell Ørsted
Som tidligere skrevet har jeg -sammen med 26- andre fået æren af at være dommer i DM i Hverdagsmad. Og det er skønt, for jeg har fået to nye favoritretter, som begge er med kål.

Den første er er indsendt af Birthe Lynggaard fra Vejen. Hun har kreeret en opdatering af boller i karry. Grøntsager og kød kan varieres i det uendelige - prøv den den er god.


500 g hakket oksekød
1 spsk. grøn karrypasta (eller efter smag)
1-2 tsk. karry (eller efter smag)
1 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. stødt koriander
3 fed hvidløg
Olie til stegning
500 g broccoli
500 g grønne bønner
1 spsk. grøn karrypasta 
2 dåser (light) kokosmælk á 400 ml
1 spsk maizena udrørt i lidt vand
Salt og peber

Rør kødet sammen krydderier og hakket hvidløg. Krydr godt med salt og peber. Form farsen til små boller og steg dem på en stor pande. Del broccoli i små buketter og nip bønnerne. Hæld de færdigstegte boller på en tallerken. Kom karrypasta og kokosmælk på panden. Jævn evt. saucen lidt med maizena. Hæld boller og grøntsager i saucen og varm igennem. Smag til med salt og peber og server friske koriander til.