Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag

torsdag den 2. maj 2019

Tårnhøj frokost



Hvornår er du sidst blevet kropsvisiteret, skannet og blevet bedt om at tage overtøj, bælter og metalgenstande af? Det er vist kun en oplevelse de fleste af os har, når vi skal ud og flyve. Men hvis du skal spise i Restaurant Tårnet på Christiansborg, er der er ingen vej uden om sikkerhedstjekket.


Vi har bestilt bord klokken to, så vi har aftalt at mødes med min mor klokken 13.45 ved indgangen til Tårnet i Kongeporten på Christiansborg. Vi er gået hertil, og hun er på cykel, så det undrer mig, at hun ikke er her endnu. Man plejer at kunne stille sit ur efter hende.
Vi stiller os i køen for at blive lukket ind. Man skal gå frem og tilbage mellem det røde torv, der er spændt ud og indikerer små gange, fuldstændig ligesom ved check-in i lufthavnen. Det er bidende koldt, så sammen med kinesiske, tyske og franske turister kigger vi langt efter den securitymand, der kan lukke os ind i varmen, i Tårnet. Glasdøren går op og på dansk, engelsk, tysk og fransk bliver vi budt velkommen og guidet hen til rullebåndet, hvor vi skal lægge vores frakker, tasker, tage bæltet af og tømme lommerne. Personalet peger op på væggen, hvor der hænger plakater af alt det, vi skal afføre os, og vi ikke må have med ind. Det er overvældende, for vi skal jo bare spise frokost, men det er betingelserne, hvis du vil op i Tårnet på Christiansborg. Nu er min mor kommet. Blomst i håret, spraglet tørklæde og pink støvler. Man skulle tro, at det kunne aflede enhver opmærksomhed, men nej. Hendes taske bipper, så hun bliver trukket til side. Min mor har altid en lille lommekniv med, så hun kan dele et æble i både og trække en kølig flaske hvidvin op. Den må hun ikke have med ind på Christiansborg, så hun bliver bedt om at skrive sit navn på den kuvert, vagten lægger kniven i, og så hun kan hente den efter sit besøg i tårnet.
Vi går frem mod elevatoren, maser os ind i den med de andre turister, og trykker på 4. etage. Hvis man ikke skal spise i restauranten, tager man en ny elevator det sidste stykke op i udsigtstårnet. Men vi går til højre og bliver budt velkommen til restauranten. Vi hænger vores overtøj og bliver ført ind i det mørke, spektakulære rum, med elleve meter til loftet, store gipsfigurer og kun et enkelt vindue man kan se ud af. Her er plads til hundrede gæster, men vi kommer til anden seating, så der sidder vel omkring 50 gæster og spiser. Stemningen er en anelse andægtig, men de unge tjenere sørger for at bløde det op, så vi kan føre en almindelig samtale, uden at skulle dæmpe stemmen og tysse på hinanden.

Vi studerer det smukke menukort, og bliver rolige da vi kan se, at vi ikke behøver bestille en menu til 450 kroner. Vi får hurtigt drikkevarer, og bliver spurgt og vi har lyst til Fætter Erik & Dyrlægens snaps. Vi takker nej og glæder os over øllen fra Herslev, æblemosten fra Østergård på Lolland og til at få noget at spise.
Maden kommer lynhurtigt. En ti centimeter høj kartoffelmad med løvstikkecreme og revet ost,
Kartoffelmad
rejemad med grønne asparges og tatar med syltede, brændte, bagte og fermenterede løg og ramsløgscreme. Det er udsøgt lækkert. Mens vi nyder maden, kigger vi rundt i det imponerende lokale med den lange, rustikke trappe, de små runde vinduer oppe under loftet, store gipsafstøbninger af Thorvaldsens 200 år gamle løver, tre meter høje figurer af mejersken og skovhuggerne ved vinduesnichen, og relieffer der kigger ned på os ved de super moderne borde og stole.
Kaffen og fragilitéen bliver indtaget på trappen i vinduesnichen. Her er udsigt over Slotsgården, Ridebanen, videre over Dantes Plads og ikke mindst Tivolis høje forlystelser.
På vejen ud husker vi min mors kniv og lover hinanden at komme igen og smage Fætter Erik & Dyrlægens snaps og flere af de vidunderlige kager.

AOK

Restaurant Tårnet er nomineret til Årets bedste frokostrestaurant af Berlingske. Du kan stemme på den her:
https://www.berlingske.dk/byens-bedste/byens-bedste-frokost
 

Restaurant Tårnet

Fotograf David Kahr
Tårnet er en del af Christiansborg Slot i det indre København. Indgangen til Tårnet er i Kongeporten.
Besøgende skal igennem et sikkerhedstjek ved indgangen i Kongeporten. Omfanget af sikkerhedstjekket varierer, og derfor kan der opstå kø. Det anbefales, at gæster ankommer 15 minutter før, de har reserveret bord for at have tid til sikkerhedstjekket.
Restauranten ledes af Rasmus Bo Bojesen. Sammen med sit team tager han udgangspunkt i det gamle, danske køkken – smørrebrød og egnsretter fra hele Danmark. Møbler, lamper og service i restauranten er fundet hos store og små danske producenter og råvarerne hos nogle af Danmarks dygtigste avlere, slagtere og landmænd.

Åbningstider
Tirsdag-lørdag
11.30 – 23.00
Søndag
11.30 – 17.30
Se menuen og bestil bord på taarnet.dk/restauranten
Det er en god idé at bestille bord.
Bemærk! Tårnet er lukket i perioden 6. juni til 31. august 2019 

Det er gratis at besøge (udsigts) Tårnet, og der er er åbent fra tirsdag til søndag. 
Find praktiske oplysninger på taarnet.dk/info.


TÅRNET

Tårnet er opført som del af det tredje og nuværende Christiansborg Slot, der blev bygget i perioden 1907-1928. Det er, som resten af slottet, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Undervejs blev planerne for Tårnet ændret flere gange, bl.a. fordi byggeriet overskred budgetterne. Fx sparede man en del af udsmykningen væk, så Tårnet kun havde én krone, da Christiansborg Slot stod færdigt i 1928.
Først i 1934 kom de sidste to kroner på. Det skete på et initiativ taget af den daværende indenrigsminister, Bertel Dahlgaard, der mente, at Tårnet med kun én krone lignede Korsør Banegård. Med tilføjelsen af de to kroner, opsat på en såkaldt fløjstang, blev Tårnet samtidig højere end tårnet på Københavns Rådhus. Med sine 106 m er Tårnet på Christiansborg Slot fortsat det højeste tårn i København – 40 cm højere end netop rådhustårnet.
De tre kroner symboliserer Kalmarunionen, den historiske alliance mellem Danmark, Norge og Sverige i perioden 1397 til 1523. Udover kronerne er fløjstangen udsmykket med et kors og en vejrhane. Korset symboliserer, at Danmark er et kristent land. I spiret ses også otte figurer, der er skabt af billedhuggeren Axel Locher. De 3,1 m høje kobberfigurer viser mænd og kvinder, der udfører forskellige erhverv – blandt figurerne er en fisker og en landmand.
Tårnet blev opført i jernbeton med en granitbeklædt facade og en tagbeklædning, der oprindeligt bestod af teglsten. I 1937 blev teglstenene, efter en landsdækkende indsamling, udskiftet med kobber. I starten af det nye årtusinde blev det konstateret, at Tårnets kobberbeklædning og underliggende jernbeton var i en så dårlig forfatning, at en gennemgribende renovering var nødvendig. Renoveringen fandt sted fra 2006 til 2009.
Efter renoveringen er taget nu kobberbrunt, indtil vejr og vind i løbet af de næste 20 år vil irre kobberet, så det får sin karakteristiske grønne farve tilbage. Den nye kobberbelægning forventes at kunne holde ca. 100 år

Kilde: Tårnet Christiansborg

søndag den 17. december 2017

Kulinarisk kalender den 18. december


Duften og smagen af Marrakesh  

Den lille gårdhave på Riad Mandalay

Dagens kulinariske kalender bringer os til Marokko.

Allerede i taxaen på vej til Kastrup lufthavn, lover chaufføren, at vi kommer til at spise godt i Marokko. Jeg har ikke fortalt ham, at jeg har tænkt at spise mig gennem Marrakesh, så jeg ved ikke, hvordan det falder ham ind. Måske ser jeg sulten ud?
I Marrakesh bliver vi modtaget af vores vært Jean Luc ved indgangen til Saadi-mausoleerne. Han leder os hurtigt gennem de små gyder. Her er hundredevis af handlende. Vi bliver overvældet af udbuddet af oliven i de smukkeste rosa nuancer, kalvemaver, jordbær, levende kaniner, sæbe, hårnet og gummibolde. Vi kommer væk fra gadesælgernes larm og kvalmende lugt og standser foran en smuk udskåret trædør. Jean Luc låser op og bagved døren ligger et lille marokkansk paradis, som er vores hjem den næste uge.
Morgenmad
Frisk appelsinsaft og pandekager hører til morgenmaden
Jeg vågner til duften af hårdt ristet brød og kan høre, at kokken Latifa presser appelsiner til vores juice. Jean Lucs kone Beatrice ryger dagens første mentolcigaret, og cigaretrøgen stiger op fra gårdområdet, som riaden er bygget op omkring. Man kan høre, de andre beboere vågner, men man er helt afskærmet fra byens larm. Bortset fra minarenten der gør sit for, at man ikke får sin nattesøvn. Morgenmaden består af to slags marokkanske pandekager, ristede boller med appelsinmarmelade, frugtsalat med appelsinblomstvand og myntete. Den bliver serveret, når
Latifa kan høre, at vi er klar.
Aftensmad
-Hvis jeg måtte vælge, havde jeg taget en vodka med friskpresset juice, siger min mor stille.
Vi er blevet inviteret til middag af vores værter, og vi sidder i buegangen og kigger på den lille pool. Latifa har tilberedt det traditionelle marokkanske måltid tajine. Det min mor ikke syntes, er så velsmagende, er leben. En slags syrnet mælk som smager som kærnemælk, der har stået i varmen et par timer. Men det passer fint til den perfekt dampede couscous, med kylling og kogte grøntsager. Og så er det i øvrigt helt umuligt at opdrive en vodka til juicen.
-Det smager, som en lækker sæbe dufter, siger min yngste datter og guffer løs af desserten, der er appelsiner i skiver drysset med kanel og overhældt med lidt sukker og rosenvand.
Aftenen slutter med en kop dampende varm og meget velduftende myntete.
Frokost
Frokost i souken
Jeg er ved at købe 24 grønne drikkeglas af en meget ivrig sælger. Resten af selskabet venter. De er
urolige, sultne og tørstige, og det er ikke den første biks, jeg er inde i denne formiddag. Der er varmt og klaustofobisk i souken. Men til gengæld er der altid et sted, hvor man kan få noget at spise. Vi bestiller mad ved siden af glasbutikken. De slæber borde og stole udenfor, så jeg kan handle videre, samtidig med at vi spiser fladmast grillet kylling, marokkansk salat, kogte linser og hakket kød i tykke brød. Vi er ikke helt enige om prisen endnu, så vi får også myntete her. Chefen for glasbutikken bliver tilkaldt. Jeg nægter at betale mere en 30 euro. Jeg risikerer at få overvægt! De siger ok, og vi laver håndtegn. Frokosten koster 12 euro for seks personer. Min ældste datter konstaterer tørt
-Det er godt, det er så billigt at spise, når du køber så meget.
Vi bliver lidt længere
Vi køber store, tunge appelsiner, modne avokadoer, tomater og bliver hurtigt venner med de handlende i passagen lige ved riaden. Efter et par dage finder vi ud af, hvem der gider turister, og hvem der helst så, at vi blev der, hvor æblerne gror. Og jeg må med skam erkende, at jeg troede, de ville følge efter mine langbenede piger og hive dem i deres lyse lokker. Men de vil blot have, at vi bliver lidt længere, køber lidt flere glas, friskpressede juicer, tasker, tørklæder, dadler og alt det andet uimodståelige som Marrakesh har at byde på.

Jeg har de vildeste krydderier, tørrede abrikoser, mystiske nødder og appelsinblomstvand med hjem. Da jeg ikke går ud fra, at du har alt det stående på køkkenhylden og heller ikke har lyst til at have det der, har jeg ladet mig inspirerer af det marokkanske køkken og tilpasset opskrifterne til os nordboere.

Den marokkanske kylling
Marokkansk street food
Nem
Til 4-6 personer
Tid: 1 time
Tilbehør brød, kogte linser eller couscous

1 hel kylling
2 løg
1 dl solsikkeolie
1 tsk kardemomme,
1 tsk spidskommen
1 tsk koriander
1 tsk salt, ½ tsk peber
¼ citron
3 dl vand
50 g svesker

Skær kyllingen i mindre stykker. Gerne 10-12 stykker. Pil løgene og skær dem i tynde både. Brun kylling og løg i olie i en rummelig gryde. Eventuelt af flere omgange. Drys krydderierne over og krydr med salt og peber. Skær citronen i tynde både. Hæld vand, svesker og  citron over og lad retten simre i ca. 35 minutter til kødet er gennemkogt. Server med brød, linser eller couscous.

Riad Mandalay
En riad er en gårdhave/ patio med en fontæne i midten, en have i hvert hjørne og et stort hus omkring. Riaden har normalt én til to etager og tagterasse. Alle værelserne vender ind mod gårdhaven. Det er
Tagterrassen er indrettet med solsenge
meget svært at se udefra, hvor der gemmer sig en riad, da de ofte ligger bag høje mure, uden vinduer, i gader med almindelig beboelse. Europæerne har med tiden fået lavet de fleste fontæner om til en swimmingpool, hvor vi glade turister kan køle vores ophedede legemer efter en lang og stressende dag i souken. Fra starten var riaden almindelig beboelse for de rigere familier. Der findes riader i alle prisklasser fra dem hvor man sover med otte andre på et værelse og deler bad, til dem hvor man har alle etager og tjenestefolk for sig selv.
Riad Mandalay
Beatrice og Jean Luc fra Biaritz i Frankrig har netop overtaget Riad Mandalay der ligger i medinaen i Kasbah-området. De har tidligere arbejdet som layouter og bager, men har længe haft en drøm om at flytte til Marrakesh og drive det lille pensionat. Der er en meget familiær stemning, og der går heller ikke mange minutter efter vi er kommet, før deres søn Arthur danser breakdance for os ved poolen. Familien bor selv i riaden, og driver det udelukkende med hjælp fra Latifa, der laver morgenmad og ordner værelserne.
Vil du vide mere om Riad Mandalay på http://www.riadmandalay.com/
Eller på booking.com og tripadviser.dk

Siden vi besøgte Marrakesh har Beatrice og Jean Luc solgt Riad Mandalay og købt den mere luksuriøse Riad Houma http://riadhouma.com/


Artiklen har været bragt i Flensborg Avis

onsdag den 13. december 2017

Kulinarisk Kalender den 13. december


GIV EN GAVE DER SMAGER OG GIVER GOD SAMVITTIGHED 
Dagens kulinariske kalender indeholder en gaveide.
 
Til fordel for Danmarks Indsamling holder vi restaurant i vores stuer søndag den 21. Januar 2018 i Stuhrsallee 17. Flensborg Avis dækker udgifterne, Louise Dandanell Ørsted tilbereder maden og hendes familie serverer. Det finder sted fra klokken 12-16, og det er allerede nu muligt at købe et gavekort til arrangementet.
Gavekoret koster 20€/ 150 kroner. For det beløb får man frokost, dessert, drikkevarer og kaffe til én person. De 150 kr./20 € går ubeskåret til Danmarks Indsamling.
Hvis arrangementet aflyses, tilbagebetales beløbet eller indbetales til Danmarks Indsamling efter ønske.
Skriv til louise-oersted@foni.net, overfør pengene via mobilpay til 0045-
23371433, eller ring 0461-56446, så sender vi gavekoret.
Ønsker du ikke at købe et gavekort, men vil du gerne deltage i arrangementet, kan du allerede nu bestille bord på sammen telefonnummer/mail.

Danmarks Indsamling FAKTA
En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at nå FNs Verdensmål. Der er 17 mål, som alle bidrager til en bæredygtig udvikling af verden.
I 2018 er temaet: Hjælp børn uden hjem. Millioner af børn verden over lever på flugt fra krig, fattigdom, sult og sygdom. Børn, der lever som nomader og ikke ved, om de skal tilbringe natten i et telt, i en forladt bygning eller på gaden. Børn, som i jagten efter mad og bolig tvinges til tiggeri, tyveri og prostitution for at kunne klare sig. Derfor går indsamlingen i 2018 til at hjælpe børn uden hjem, så de kan få en mere tryg barndom og en bedre fremtid.
Kilde: Danmarks Indsamling

torsdag den 1. december 2016

50 år er ingen alder


-Uhhhha, jeg kan se på Facebook, at du fylder 50 år på søndag, siger en af mine veninder, der kun er 44 år.
-Ja, det gør jeg.
-Hvordan er det? Fortsætter hun.
-Ja, alternativet er da noget værre, siger jeg, og forstår ikke hvor hun vil hen.
-Der er mange af mine kollegaer, der går helt i sort, når de bliver 50, siger hun.
-Ja, det kan da godt være, det er på grund af deres alder, men det kan også være så meget andet, siger jeg.
-De vil under ingen omstændigheder fejres, og vi må slet ikke komme med gaver eller synge på dagen, siger hun.
Nu er jeg ved at blive træt af den her samtale. Jeg vil gerne fejres, jeg elsker gaver, og jeg nyder, at min mor har skrevet en sang på otte vers til og om mig.
Hvorfor er det så stort et problem at blive ældre? Jeg er jo ikke den eneste, der bliver ældre, alle andre følger med. Jeg forstår det faktisk ikke. Men det kommer jeg sikkert til.
-Det bliver kun værre, sagde et par jeg mødte forleden dag.
-Hvad bliver værre? Spurgte jeg.
-Det hele; løse tænder, gråt hår, hedeture, knyster på fødderne, gigt i fingrene, grøn og grå stær, alting, sagde de, mens de stod og nikkede til hinanden.
Jeg hoppede op på cyklen og ræsede hjem.
Jeg vil ikke lade mig kue. Jeg gider ikke være ung med de unge, men jeg hører Liga og Lågsus på P3 med min søn, og går til Phlake-koncert med min datter, så længe hun vil have mig med. For jeg har fået briller med glidende overgang. Jeg kan kun drikke to glas vin, for ellers hæver mine fingre, og jeg skal slet ikke i seng efter klokken 23, for så kan jeg ikke sove. Men det er ikke noget, jeg løber rundt og reklamere med. Jeg holder det helt for mig selv.
Retterne i dag er inspireret af mad til ældre. Vi skal sørge for, at få rigeligt med protein, vitaminer og mineraler og så skal vi ikke spise for store portioner. Jeg begynder dagen med en friskpresset frugt- og grøntsagsjuice og en birchermysliyoghurt med chiafrø. Til frokost er der æg i kokotte, og til middag skal vi have fiskefrikadeller med kålsalat og chutney. Opskrifterne er til 1 person.

Morgensaft
1 gulerod
1 rødbede
1 stængel bladselleri
1 æble
3 cm ingefær

Skræl gulerod og rødbede og pres alle ingrediensernes i en saftpresser. Lav evt. dobbelt portion og drik et glas til frokost eller mellemmåltid.

Birchermysliyoghurt
1 ½ dl yoghurt
½ dl mælk
1 tsk chiafrø
3 spsk havregryn
2 dadler
½ tsk kanel
½ granatæble eller æblemos

Morgenmaden røres sammen aftenen før, den skal spises. Rør yoghurt, mælk, chiafrø og havregryn sammen. Hak dadlerne og rør dem i sammen med kanelen. Stil blandingen på køl natten over. Tag kernerne ud af granatæblet og kom dem på myslien før servering.

Æg i kokotte
20 g blåskimmelost eller parmesan
1 skive skinke
2 æg
Salt, peber
1 skive rugbrød
1 gulerod

Tænd ovnen på 200 grader. Smør en lille ovnfast skål med olie. Smuld osten. Skær skinken i terninger. Læg ost og skinke i skålen og slå ægget ud over. Krydr med salt og peber og bag ægget i ca. 10 minutter. Spis ristet rugbrød og en gulerod til.

Fiskefrikadeller med kålsalat
200 g fiskefars
aspargeskartofler
½ spidskål
salt, peber
1 tsk sukker
1 tsk lys eddike
feta
½ granatæble
Mangochutney

Steg fiskefrikadellerne i fedtstof på en pande. Kog kartoflerne. Skær kålen i tynde strimler på en mandolin. Knug salt, peber, sukker og eddike i. Smuldr feta over kålen og pynt med granatæble. Spis frikadellerne med mangochutney, kartofler og kålsalat.
Klumme og opskrifter har været bragt i Kristelig Dagblad den 26. november



onsdag den 11. marts 2015

Ideer til madpakker





Fakta om rugbrød
I gamle dage - altså helt tilbage i middelalderen - kaldte man rugbrød for LEVE. Det burde det døbes om til igen, for det eneste brød man kan overleve på er rugbrød. Rugbrødet bør også være at finde i alle madkasser, for det hvide brød bør kun høre hjemme på morgenbordet til festlige lejligheder. Det hvide brød sætter blodsukkeret i vejret, så man føler sig mæt og glad. Men efter ganske kort stykke tid styrtdykker blodsukkeret. Så er den gal, for så bliver man både sulten og sur. Rugbrødet giver en længere mæthedsfornemmelse, det får ikke blodsukkeret til at fare i vejret for derefter at dykke. Det indeholder vitaminer, mineraler og fibre, der giver maven noget at arbejde med.  

Fakta om frokost
Hvis vi ikke får en god frokost, nedsætter vi vores præstation – drastisk fra klokken 12! Forudsat at vi altså har fået en god morgenmad ellers vil – de fleste af os- blive sultne, ukoncentrerede og trætte meget tidligere. Det er da tankevækkende, at man blot ved hjælp at et par stykker rugbrød og et glas vand kan fremme ens eget velvære og præstationsevne.

Den slanke linje
Hvis man gerne vil holde den slanke linje, er det en god ide at vælge pålæg, der ikke er forarbejdet for meget. Rullepølse, spegepølse og de fleste andre pølser indeholder rigtig meget fedt, der ikke kan fjernes ved at skære kanten af. Vælg hellere en skinke, her kan man skære fedtkanten af, hvis den syner for stor.
Husk salat under pålægget, krydderurter og gerne masser af kål: kålrabi i både, hvidkål i store stykker og blomkål i små buketter.

Fisk til frokost
Vi skal have 200-300 g fisk om ugen, og hvis du ikke får det til aftensmad, skal du have det HVER
dag til frokost
Den fiskede madpakke kan indeholde:
Fiskefrikadeller, tun, torskerogn, røget ørred, laks, dampet fiskefilet og rejer. 

Fiskefrikadellesandwich smurt med grov remoulade og pyntet med lidt salat. Fiskefrikadellen kunne være hjemmelavet, men det er den ikke, og det smager alligevel godt.


Husk det søde og det salte
Er du en værre slikmund, og ender du ude ved automaten eller i kiosken hver eftermiddag, kan det godt betale sig at have det søde med i overvejelserne, når madpakken tilberedes.
Hav derfor altid frugt med. Og er det ikke nok, er en yoghurt med lav fedtprocent og lavt kalorieindhold, riskiks, nødder og tørret frugt det bedste. Går du kold klokken 16, så drik noget te, spis nogle grøntsager, frugt, mysliboller, tørret frugt, nødder og riskiks.
Er man mere til det salte er syltede agurker, cornichons eller en lille håndfuld pistacienødder godt.

Det er smørelsen, der gør det
For at holde pålægget fast på brødet bliver der ofte brugt smør, men der er andre gode alternativer.
Mayonnaise, remoulade, avokadomos, pesto, rød peberpesto, hummus, chutney og tørret frugtpålæg.

Helt uden kød
Avokado er det nye sort på rugbrødet. Dup citron eller lime over og pynt med rucola, karse eller basilikum.
Jordnøddesmør, olivenpesto, tørret tomat pesto og grøn pesto hitter. Prøv også rødpeberfrugtpesto.
Bland feta, hytteost eller flødeost med frugt, krydderurter, chutney eller nødder og brug det på brødet.
Herudover kan du bruge hakkede kogte majs, ærter og gulerødder blandet med lidt mayonnaise. Pynt med purløg eller karse. Klassikere som æg, ost, honning, banan, æble og rosiner er altid godt.



 FOTO: Gertrud Sabroe Termansen 




torsdag den 5. marts 2015

Har du været på bar- grødbar?




 I 2011 åbnede Lasse Andersen. verdens første grødbar på Nørrebro.
-Jeg har været grødnørd, siden jeg var teenager og har eksperimenteret med forskellige kornsorter, som jeg har kogt og spist med topping, siger Lasse Andersen, der har en baggrund som musiker.
-Jeg vil gerne redefinere grødbegrebet og vise, at grød kan være delikat, sundt og billigt, siger Lasse Andersen.
-Grød skal ikke kun være noget, man spiser, når man er syg eller ikke har nogen penge, siger han og uddyber.
-Grød eksisterer jo over hele verden, og jeg vil servere nyfortolkninger, så alle kan se, hvilket fantastisk produkt det er, siger Lasse Andersen.
-Danmark er jo en grødnation, vi spiser rødgrød med fløde, æblegrød, øllebrød og havregrød, siger Lasse Andersen.

Og det kan Dikte Post bekræfte. Hun er kok og har en bachelor i ernæring.
- Vi har spist grød, siden kornet kom til Danmark for 6000 år siden, siger Dikte Post.
-Grød er den ældste, kendte varme ret i norden, og man har brugt havre, rug og byg til grøden, siger Dikte Post og fortsætter.
- Af de fem –seks måltider man spiste om dagen i bondesamfundet, indgik grød i mindst tre af dem. Grøden blev spist, fordi der ikke var råd til at mætte familien og arbejderne på andre måder, siger Dikte Post.
Grød har haft en fremtrædende plads på de danske tallerkner, og sådan fortsatte det indtil midten af 1900tallet.
- I 1960´erne begynder danskerne at tjene penge. Vi blev rigere, og så forsvandt havregrøden som den fortrukne morgenmad. De grove brødtyper røg også ud, for jo finere brød vi spiste, desto rigere følte vi os, siger Dikte Post.
Den mest populære ret på restaurant GRØD er havregrød. Her er den kogt på lige dele vand og sødmælk og serveret med karamelsauce, frisk æble og ristede mandler. 

Du kan besøge GRØD her:

Jægersborggade - 50 KLD TV 2200 KBH N  
Torvehallerne - Hal 2, Stade 8A, Linnésgade 17, 1362 KBH


Øllebrød er ikke kun morgenmad, men kan også bruges til de unge sultne løver, der kommer hjem om eftermiddagen og forlanger føde. Øllebrøden har fået lidt granola på toppen, så der kommer bid i grøden og æblemos til at søde den.
Jeg bruger vand, men der kan bruges - øl- hvis du har en rest stående

Grød til 1 person

2 skiver rugbrød
Vand eller øl

Granola
1 skive rugbrød
smør til stegning
2 spsk brun farin

Til servering
Granola eller cruncy mysli
æblemos
Mælk eller fløde

Skær rugbrødet i mindre stykker og læg det i en gryde. Hæld koldt vand og øl over så det netop dækker og lad det stå, til det bliver helt blødt – gerne over natten. Kog langsomt op og spæd til med mere vand, hvis grøden er for fast.
Skær brødet i meget små terninger og rist det på en pande i lidt smør til det begynder at dufte. Drys sukker over og rør rundt til sukkeren er karameliseret. Afkøl på bagepapir.
Server grøden varm med mælk eller fløde, sukker og granola.

Teksten er en del af en artikel der har været i Flensborg Avis den 27. marts 
FOTO: Louise Dandanell Ørsted og Gertrud Sabroe Termansen





mandag den 9. februar 2015

Figenpålæg og madpakker



Lad os lige slå det fast, at der ikke er noget i vejen for at smøre den samme madpakke hver dag, år ud og år ind og, at madpakken ikke bliver ringere af, at blive smurt aftenen før den skal spises. De sandwich man kan købe på tankstationer og lignende steder kan nemt være smurt for en dag siden- i Holland.
 

Husk det søde og det salte
Er du en værre slikmund, og ender du ude ved automaten eller i kiosken hver eftermiddag, kan det godt betale sig at have det søde med i overvejelserne, når madpakken tilberedes.
Hav derfor altid frugt med. Og er det ikke nok, er en yoghurt med lav fedtprocent og lavt kalorieindhold, riskiks, nødder og tørret frugt det bedste. Går du kold klokken 16, så drik noget te, spis nogle grøntsager, frugt, mysliboller, tørret frugt, nødder og riskiks.
Er man mere til det salte er syltede agurker, cornichons eller en lille håndfuld pistacienødder godt.

Det er smørelsen, der gør det
For at holde pålægget fast på brødet bliver der ofte brugt smør, men der er andre gode alternativer:
Mayonnaise, remoulade, avokadomos, pesto, rød peberpesto, hummus, chutney og tørret frugtpålæg – se opskrift.

Fakta om frokost
Hvis vi ikke får en god frokost, nedsætter vi vores præstation – drastisk fra klokken 12! Forudsat at vi altså har fået en god morgenmad ellers vil – de fleste af os- blive sultne, ukoncentrerede og trætte meget tidligere. Det er da tankevækkende, at man blot ved hjælp at et par stykker rugbrød og et glas vand kan fremme ens eget velvære og præstationsevne.


Her er noget lækkert til madpakken. Spis en banan til og det er den rene dessert


Figenpålæg

Vaniljesukker kan også bruges – så bliver det endnu sødere

25 g mandler
100 g tørrede frugter for eksempel dadler, rosiner, svesker, figner
1 spsk revet æble eller 15 g banan eller 1 spsk juice
½ tsk kanel

Rist nødderne på en tør pande. Hak nødderne groft i en blender. Hæld de tørrede frugter og æble i blenderen og hak til det samler sig.
Smør frugtpålæg på rugbrød og pynt eventuelt med æble eller banan.

INFO: Holder sig i ca. 3 dage på køl

Foto: Louise Dandanell Ørsted

onsdag den 3. december 2014

Suppenlädchen 3. December




I Flensborg,i Rote Strasse, i bunden af Blumenhof,  finder du Suppenlädchen. Her kan du spise en lille suppe - altså almindelig størrelse - til under 3 € og en stor til under 5 €. Men det er ikke kun prisen, der er interessant, deres udvalg og variation er også at prise. De har et par faste supper, men ellers skifter supperne fra dag til dag og menuen hver uge. Der er selvfølgelig også altid noget til vegetaren og den søde tand.

I går var dagens suppe grønkålssuppe, det er ikke kønt, men det smager godt.
Parret her sørger for at du får varmen på få minutter.

torsdag den 16. oktober 2014

Overdådig løgtærte - Zwiebelkuchen

Denne tærte er en tysk specialitet og hedder som mange sikkert er helt klar over "Zwiebelkuchen" altså en løgkage. Det er sæson for den lige nu og vi spiser den til den unge vin - "federweisser" eller "neuer süßer". En skøn kombination men nok ikke lige en ret man skal spise, hvis man skal tilbringe natten på en sovesal.

Dejen
1 3/4 dl mælk
15 g gær
250 g mel
1 tsk sukker
1 tsk salt

Fyldet
1 kg løg
Smør til stegning
250 bacon
2 1/2 dl cremfraiche/ skyr /fast yoghurt
3 æg
Muskatnød, salt, peber

Varm mælken til den er fingervarm. Rør gæren ud i mælken og tilsæt mel, sukker og salt i. Ælt dejen igennem og lad den hæve i ca. 45 minutter.
Pil løgene og skær dem i tynde skiver, evt. på mandolin. Skær bacon i små terninger og vend dem i smør på en pande. Tag bacon af panden og steg løgene bløde. Rør cremefraiche sammen med æg og krydr med muskatnød, salt og peber.
Ælt dejen igennem og rul den ud så den passer til en stor springform. Smør formen og læg dejen i. Læg løg og bacon i og hæld æggeblandingen over.
Bag tærten i ca. 1 time ved 180 grader.




torsdag den 28. august 2014

Rørt tatar



Vejrudsigten lover faktisk, at vi kan grille de næste par dage. Men er du træt af marinader, svin og pølser? Savner du den rene smag af kød? Snup en tatar. Irma sælger fantastisk tatarkød og her i Flensborg og omegn kan vi jo bare gå til slagteren og bede om friskhakket kød.

Husk: Server pommesfrites til.

Til 2 personer

2 forårsløg eller ½ løg
4 stilke persille
4-6 blomsterkapers eller 2 spsk kapers
200 g tatarkød
1 spsk sennep
1 spsk ketchup
1 tsk woschestersauce
Salt og peber

Skær løg og kapers i tynde skiver. Hak persillen. Læg kødet i en skål og rør løg, kapers, persille, sennep, ketchup og worchestersauce i. Smag til med salt og peber. Server straks eller sæt på køl til det skal serveres. Alternativt kan alle ingredienserne sættes på bordet i små skåle, så man selv har mulighed for at røre sin tatar.