Viser opslag med etiketten bønner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bønner. Vis alle opslag

søndag den 27. januar 2019

Bønner på menuen




Hvis du ikke har levet under en sten det sidste års tid, er du helt sikkert støt på udsagnet om, at du skal spise meget mindre kød for at beskytte din krop, miljøet og dyrene. Her sætter vi fokus på bønner og linser, som er en af de råvarer, der helt sikkert kommer mere af på menuen i fremtiden. 

Kan du huske opskrifterne på bønnepaté fra slutningen af 1970’erne? Den grå masse der blev skåret i tykke skiver, og som kun smagte af hø, hvis man var heldig. Det var også dengang, det var helt ude i skoven at løbe en tur eller være noget så bizart som vegetar. I 2018 bliver årets danske ord måske plantefars, så der er helt andre (kødfrie) boller på suppen her 40 år efter. 

Hvis du (som jeg) ikke er til plantefars, men gerne vil spise lidt mindre kød, kunne du kaste et blik på bønner og linser, som kan blive en god erstatning for kød. Bønner og linser er karakteriseret ved at have et højt indhold af protein, og så mætter de godt.
Er du nybegynder i bønner, kan du købe dem på dåse. Det er noget dyrere end selv at udbløde og koge dem, til gengæld er det betragtelig nemmere at have med at gøre. Jeg foretrækker selv at udbløde og koge de bønner, som jeg skal bruge til kolde salater. Bønnerne på dåse er ofte meget bløde og derfor lidt for smattede til de kolde retter.
Tørrede bønner indeholder naturligt lektiner, der kan give forgiftningssymptomer. Lektiner fjernes ved iblødsætning og kogning, spis derfor aldrig ukogte bønner. 
Bønner og linser smager godt med persille, timian, citronsaft og eddike, olivenolie, hvidløg og løg, koriander, spidskommen, chili, cayennepeber og mange andre krydderier og krydderurter. Spar ikke på krydderierne, og husk at smage til.


Sort bønnesuppe

Nem
Vegetarisk
2 personer
Tid 8 timers udblødning+35 min.
Pris ca. 2 euro

150 g sorte bønner
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 l bouillon
1 knivspids cayennepeber
salt, peber
Cremefraiche
Persille eller koriander til pynt

Udlød bønnerne i vand i minimum 8 timer.
Pil og hak løg og hvidløg.
Hæld udblødningsvandet væk.
Skyl bønnerne og hæld dem i en gryde med løg, hvidløg, bouillon og cayennepeber og kog bønnerne helt møre.
Tag 4 spsk bønner fra og blend resten i bouillonen.
Smag suppen til med salt og peber.
Server suppen med de hele bønner, cremefraiche og pynt med persille eller koriander.

Tekst og opskrift har været bragt  Flensborg Avis.

tirsdag den 28. marts 2017

Gør du rent?

Hvad laver du? Spørger min veninde på en sms.
Jeg støvsuger.
Har du da tabt noget?
Nej, jeg gør rent.
Har du ikke rengøringshjælp? Sørger hun efterfulgt af en masse grinende emojis.
Nej, det har jeg desværre ikke.

Min første rengøringsdame skælder ud over de gamle, løse tæpper vi har liggende på gulvet, alt det nips der fylder vindueskarmene op, de hundrede- eller nærmere tusindevis af støvede bøger i reolerne, og billeder på væggen der hænger skævt, når hun støver af. Der går en rum tid med hende, men så får hun udbetalt en pension og rejser til væk. 
De næste to er søstre, og de har meget at tale om. I løbet af de timer de er hos os, når de at ryge en hel pakke smøger på terrassen og drikke to termokander kaffe. De når også at spraye kunstigt lavendelvand på samtlige tekstiler og sige, at jeg må lære min mand at rydde op på sit kontor. Efter et par år, får de nok af os.
Vi leder længe efter nogen, der kan hjælpe os, men det lykkedes ikke, så vi har ikke haft rengøringshjælp i mange år. 
Nu er det, min husbond og jeg der gør rent. Det er helt fast. Hver torsdag fra klokken 7.45-10.15 får hele huset en tur. Det er delt op. Min mand tager badeværelser og køkken, og jeg tager soveværelse, gangområder og stuer. Børnene tager deres egne værelser –på et andet tidspunkt. 
Det fungerer perfekt, og så får jeg også sorteret ud i de gamle tæpper, nipset i vindueskarmen, bøger og malerier, og min mand får ryddet op på sit kontor. 

Kyllingeretten i dag er lavet i en enkelt gryde, så der ikke er for meget der sviner i køkkenet den dag, der er så skinnende skønt og rent. 

Retten er en slags suppe med masser af fyld, så man skal både bruge ske, kniv og gaffel.

Kylling med artiskokker og mozzarella
1 hel kylling
1 løg
2 fed hvidløg
olie til stegning
2 spsk mørk balcamicoeddike
1 dåse hakkede, flåede tomater
½ l vand
1 lille chili
2 tsk sukker
Salt, peber
1 tsk oregano
1 tsk timian
2 dåser hvide bønner 500 g drænet vægt
200 g artiskokhjerter
1 stor kugle mozzarella
Friske krydderurter og røde peberkorn til pynt

Skær kyllingen i mindre stykker. Pil og hak løg og hvidløg. Sauter løgene i olie. Læg kyllingestykkerne i gryden og brun dem. Hæld eddike over og lad det bruse op. Hæld flåede tomater, vand, chili, sukker oregano, timian over og krydr med salt og peber. Kog op og skru ned. Lad det simre i 35 minutter. Hæld drænede bønner og artiskokhjerter i og varm igennem. Skær mozzarella i skiver og læg det på retten. Pynt med friske krydderurter og røde peberkorn og spis straks.

 Tekst og opskrift har været bragt i Kristelig Dagblad

mandag den 27. maj 2013

Hold sommervarmen med en spansk chiligryderet


Hvis vejet ikke er til at grille, må man jo holde varmen omkring en dejlig gryderet. Og fryser du rigtig meget, kan du komme ekstra chili i! Velbekomme

1 løg
2 fed hvidløg
2 tsk chiliflager/kerner
Fedtstof til stegning
½ dl sherryeddike eller lign
1 ds hakkede tomater
2½ dl bouillon
1 ds chilibønner
1 ds kikærter
Sukker, salt og peber

Pil og hak løg og hvidløg og sauter det i en gryde med chili. Hæld eddike over og lad bruse op. Hæld tomaterne og bouillon på og lad det simre 10 minutter. Blend saucen. Dræn bønner og kikærter og hæld dem i saucen. Smag til med sukker, salt og peber.

1 lille løg
2 fed hvidløg
5 stilke persille
1 æg
1 tsk chili
450 g hakket oksekød
Salt
Fedtstof til stegning
200 g chorizopølse

Servering brød og persille til pynt

Pil og hak løg og hvidløg fint. Pil bladene af persillen og hak dem ligeledes fint. Bland de to slags løg, persille, æg og chili i kødet og krydr med salt. Form farsen til små boller og steg dem i fedtstof. Skær pølsen i skiver og steg den med i de sidste par minutter. Server kødboller og chorizo med tomatsauce til.

tirsdag den 11. september 2012

Boller i kål, karry og kokosmælk

Foto: Louise Dandanell Ørsted
Som tidligere skrevet har jeg -sammen med 26- andre fået æren af at være dommer i DM i Hverdagsmad. Og det er skønt, for jeg har fået to nye favoritretter, som begge er med kål.

Den første er er indsendt af Birthe Lynggaard fra Vejen. Hun har kreeret en opdatering af boller i karry. Grøntsager og kød kan varieres i det uendelige - prøv den den er god.


500 g hakket oksekød
1 spsk. grøn karrypasta (eller efter smag)
1-2 tsk. karry (eller efter smag)
1 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. stødt koriander
3 fed hvidløg
Olie til stegning
500 g broccoli
500 g grønne bønner
1 spsk. grøn karrypasta 
2 dåser (light) kokosmælk á 400 ml
1 spsk maizena udrørt i lidt vand
Salt og peber

Rør kødet sammen krydderier og hakket hvidløg. Krydr godt med salt og peber. Form farsen til små boller og steg dem på en stor pande. Del broccoli i små buketter og nip bønnerne. Hæld de færdigstegte boller på en tallerken. Kom karrypasta og kokosmælk på panden. Jævn evt. saucen lidt med maizena. Hæld boller og grøntsager i saucen og varm igennem. Smag til med salt og peber og server friske koriander til.





onsdag den 29. februar 2012

Fastetid - tid til bønner



I lang tid har vores køleskab sagt nogle meget høje, gurglende lyde. Og så lige før fastelavn holdt det helt op med at sige noget. Med det begyndte temperaturen at stige, til sidst gav det op og fra at have været det koldeste sted i lejligheden, blev det, det varmeste. Nu står maden på terrassen, så jeg er glad for, at vi er i en måned med køleskabstemperatur- men det begynder at blive kriminelt.

Da denne, for vores køleskab så sørgelige hændelse, faldt lige før fasten, gav det anledning til at overveje, om vi ikke skulle faste på en eller anden måde i vores familie. Mon køleskabet ikke havde fået nok af vores evige ”åben og lukken” på jagt efter noget at spise? Uden at involvere de andre familiemedlemmer voldsomt meget i beslutningen, bestemte jeg, at vi skulle skære ned på sukker og hvidt mel indtil påske. Hver familie har sin last og i vores er det altså kager, slik og boller, der er de værste synder. Den der lider mest, er nok mig. For nu er det jo også begrænset, hvor meget jeg kan bage. Men jeg skal nok finde på noget. 

Bønner
150 g bønner
2 fed hvidløg
100 g blandet salat
1 porre
1 spsk capers
5 soltørrede tomater
1 fed hvidløg
1 spsk olie
1 spsk eddike
Sæt bønnerne i blød i min. 8 timer. Kog dem møre men ikke smattede i rent, letsaltet vand. Det tager 30-45 minutter. Rengør salat og porre og dup dem tørre. Skær porren i tynde strimler. Pil hvidløget og pres det ned i en salatskål, bland olie og eddike i og smag til med salt og peber. Vend bønner, salat, porre, capers og tomater i dressingen og smag til med salt og peber.

Grønne frikadeller

25 g tørrede tomater
25 g tørrede svampe
100 g flager/ gryn af f.eks. hvede, havre, rug
300 ml vand med 1 tsk bouillon
1-2 tsk stødte koriander
Salt
1-2 æg
Evt. ekstra havregryn
Olie til stegning
Hak tomaterne og kom dem i en gryde med tørrede svampe, gryn og vand. Krydr med bouillon, salt og peber. Kog grøden op, og lad det simre i ca. 10 minutter til grøden er fast. Tag gryden af varmen, læg et viskestykke over gryden og afkøl. Smag grøden til med koriander, salt og peber og bland æg i. Hvis den er for fast kan der tilsættes et æg mere. Hvis den er for blød kan man blande (ukogt) havregryn i. Varm olie på en pande. Form farsen med en ske og steg frikadellerne gyldne på begge sider.   

Quinoa salat
Smag salaten til igen inden den serveres.
75 g quinoa
vand og bouillon
1 gulerod
1 hjertesalat
1 buket broccoli
1 rødløg
50 g tørrede tranebær
1 tsk stødt timian
2 spsk olie
1 spsk eddike
Salt og peber
Kog quinoa mør i letsaltet vand med bouillon. Hæld væden fra og afkøl den. Skræl guleroden og skær den i lange strimler med kartoffelskrælleren. Rengør salaten og skær den i strimler. Vask broccolien og del den i meget små buketter. Pil løget og skær det i små tern. Kom quinoa, gulerod, salat, broccoli, løg og tranebær i en skål. Krydr med timian, olie, eddike, salt og peber og vend godt rundt.