Viser opslag med etiketten salat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten salat. Vis alle opslag

søndag den 17. maj 2020

Kreativ nedlukning


Jeg betragter mig selv som kreativ. Ikke ud i det med at sy gardiner, blomsterbinding eller origami men med mad og ord. Jeg er ikke i verdensklasse med hverken det ene eller andet, men det giver Thisesmør på brødet og øl til at skylle det ned med.

Pastasalaten er den nemmeste måde, du kan vinde en teenager madhjerte på

I de sidste ni uger har der blot været helt tomt i den kreative del af min hjerne. Aldrig i hele mit liv, har jeg bagt så få kager, og aldrig før har vi spist så meget købebrød. Jeg har taget det meget alvorligt, det med at støtte den lokale bager… Vi har ikke fået én eneste simreret, selvom vi har al den tid i hele verden til at simre. Vi er sådan cirka begyndt på aftensmaden en halv times tid, inden den skulle spises. Og den har da været superlækker, vi har hygget os omkring bordet, og jeg har også taget tre kilo på. 

Hvad har du så lavet, tænker du måske? Jeg har passet mit arbejde og nydt at have min mand og mine børn om mig 24/7. Nu tænker du måske, at jeg har børnehavebørn, eller nogen der skal hjælpes med lektier og hjemmeskole. Det har jeg ikke. Mine tre børn har pænt passet deres, helt uden min indblanding.

Verden har stået stille, og det har fået mig ned i så lavt gear, at jeg kun har leveret det aller-allermest nødvendige.

Jeg har ligget i sengen til langt op af formiddagen og tænkt på, hvordan jeg kan vise dig, hvordan du tilbereder alt fra humus til opbagt sovs. Jeg har drømt om at lave videoer, og give dig indsigt i råvarer og grundteknikker og fortælle dig, hvordan du holder en høj køkkenhygiejne, uden af det går ud over glæden ved at lave mad.

Men det blev aldrig til noget, før nu, hvor jeg er på vej op i et helt andet gear og kan mærke, at det må være slut med kun at nyde. Den 18. maj vil jeg lægge min første video op, og jeg håber, at du vil se med.

Indtil da får du opskriften på en pastasalat, som mine børns venner har efterspurgt. Den er hverken genial eller i verdensklasse. Den er bare velsmagende. Velbekomme.

 

250 g pasta i den form du bedst kan lide

1 potte basilikum, alm størrelse

1-2 fed hvidløg

1 dl cremefraiche 9%

½ dl mayonnaise

Salt og peber

 

Kog pastaen mør i let saltet vand efter anvisning på pakke. Gem lidt af kogevandet.

Pil bladene af basilikummen. Gem evt. lidt til pynt.

Pil og hak hvidløg groft.

Hæld cremefraiche, mayonnaise, basilikumsblade og hvidløg i et blenderglas og blend dressingen sammen. Tilsæt lidt af kogevandet, hvis det er for tyktflydende.

Smag til med salt og peber.

Vend den afkølede pasta i dressingen og smag igen til med salt og peber.

På billedet er der brugt ramsløg i dressingen, det kan du bruge i stedet for basilikum, men så skal du undlade hvidløg.

 

 

 

søndag den 26. august 2018

SÆSON FOR SQUASH



Courgette på fransk, zucchini på italiensk eller squash på engelsk. På dansk bruges alle tre betegnelser. 

Courgetten stammer fra Sydamerika, hvor den er blevet dyrket af indianerne, længe før europæerne kom dertil. Det engelske navn er også af indiansk oprindelse. I Danmark har courgetten været almindelig brugt  fra begyndelsen af firserne.
Courgetten er den umodne græskarfrugt. Hvis man lader courgetten udvikle på planten, bliver den til et almindeligt græskar. Courgetter findes nu i en mængde former og farver, men som handelsvare er det den aflange, mørkegrønne type, der har slået bedst an.

Kødet er hvidligt og fast med en meget neutral smag og bløde kerner. Den er anvendelig i fars, brød, syltet, i kager, stegt i salater, som erstatning for pasta eller kød.


Syltede squash
30 minutter
Nem
Til 1 glas
Syltning

1 mindre squash
50 ml vand
75 ml eddike
50 ml sukker
1 stilk rosmarin
1 stilk timian
2 skiver chili

Skær squashene i trekanter. Kog vand, eddike, sukker, rosmarin, timian og chili op i en lille gryde. Hæld squashene i når det koger. Sluk for varmen og hæld det hele i et lille glas. Opbevar på køl.


Squashsalat

30 minutter
Nem
Hovedret til 1 person eller tilbehør til 2

1 mindre squash
2 skiver chili
olie til stegning
1 fed hvidløg
2 spsk mørk balsamico
salt, peber
1 æg
1 tomat
1 spsk fløde
1 håndfuld blandet salat
evt. brød eller pasta.

Skær squashene i trekanter og hvidløg i skiver. Varm olie på en pande og vend squashene, og chili og hvidløg rundt til de tager farve. Skru ned for varmen og hæld balsamico på. Krydr med salt og peber. Steg videre i 5 minutter. Skær tomaten i terninger. Hæld dem på panden og vend rundt et par minutter. Rør æg og fløde sammen og steg en tynd omelet på en anden pande. Skær omeletten i tynde strimler og vend dem i squashene sammen med salaten. Server evt. med brød eller pasta.

onsdag den 11. juli 2018

With a little help from my friends






Det er HELT i orden at få lidt hjælp, når vi laver mad i sommerferien – og resten af året. Hjælpen kan være færdigretter, eller hjælp fra nogen af dem, der normalt ikke holder til i køkkenet under madlavningen.

-Hvad skal vi dog spise, hvis det regner, og vi ikke kan grille?
Min kollega skal holde ferie i en lille, lånt campingvogn med sin datter, og udsigten til at røre frikadellefars og pille kartofler i fælleskøkkenet på campingpladsen, ser ikke ud til at få hendes humør til at toppe.
-Spis dog en sandwich, eller køb en bakke salat og nogen færdige fiskefrikadeller i Brugsen. Det er ferie – slap af, forsøger en anden kollega.
Hendes ansigt lyser op, og jeg kan se at feriebarometeret igen sviger ud til den positive side.
-Det er da det, vi gør, siger hun og vender glad tilbage til arbejdet.
Sammen uge sidder jeg til forældremøde, og mødrene bliver enige om, at vi skal mødes til hygge med børnene inden sommerferien. Vi skal alle medbringe en ret eller allerhelst en kage til buffeten.
–Jeg har aldrig i mit liv bagt en kage, siger Marcels mor og kigger forskræmt mig.
-Jeg plejer at købe de frosne, er de ikke okay? Fortsætter hun.
-Selvfølgelig, siger jeg.
Da vi mødes ugen efter, er Marcels mor pavestolt. Hun og Marcel har bagt deres første kage. En Dr Oetker citronkage. De står ved buffeten og deler ud af kagen, som var det den, der havde ført dem til sejren i ”Den store bagedyst”. Alle er naturligvis begejstrede for hendes værk, og vi guffer den i os.

Jeg vil ikke være fortaler for nemme løsninger i madverdenen, da de fleste færdigproducerede produkter indeholder meget mere sukker, fedt og salt end vi selv ville tilsætte. Herudover indeholder de også ingredienser, som vi almindelige forbrugere ALDRIG ville hælde i vores muffins, smage vores dressing til med eller krydre vores kød med. Og der er ikke noget men.  

Vi kommer blot i situationer, hvor vi bliver nød til at slappe af, læne os tilbage og accepterer, at alt ikke er økologisk, fedtfattigt, vegetarisk, nøglehulsmærket, pakket i genbrugspapir, fra lokale producenter, af oprindelige racer og indkøbt på cykel!  

Og det er så her, hvor det er bedre, at købe nogle varer der går under det helt danske begreb ”convenience”, og kombinerer dem med retter vi selv har tilberedt.

Sommerferiekøkkenet kunne selvfølgelig også tage en helt anden drejning, hvor man får hjælp i køkkenet fra børnene, ægtefællen eller børnebørnene. Det ville være det korrekte at gøre og også en god anledning til at få lavet mere hjemmelavet mad. For det trækker generelt ned i måltidsoplevelsen at spise færdigkøbt mad. 
Undersøgelser fra organisationen Madkulturen viser, at jo mere færdiglavet maden er, jo mindre syntes vi, om det vi spiser. Og vi har også den fornemmelse, at det ikke er så sundt, som hvis vi havde tilberedt middagen selv.
Marcels kage var ikke sund, og det er de kager, jeg bager heller ikke. Men vi nyder at bage og lave med, men og uden hjælp fra færdigretter og vores venner. God fornøjelse i sommerferiekøkkenet.

I dagens opskrifter forsøger vi at pifte en købekage op og blande en velsmagende pastasalat, der passer perfekt til grillmaden.
Vil du hellere sammensætte din egen muffinsdej og røre din dressing sammen, finder du masser af opskrifter her på bloggen.

Brug de nemme løsninger på en sund måde

Når du bruger en købedressing kan du måske hælde dem over små blomkålsbuketter, broccoli eller sommerspidskål – i stedet for en salat. Din tarm vil elske dig for det valg.
Vælg som udgangspunkt produkter uden tilsætningsstoffer, kunstige aromastoffer, smagsforstærkere og farve
Vælg det økologiske alternativ, hvis det findes
Vælg produkter, der er fremstillet i Tyskland eller Danmark
Køb med god samvittighed snittede og vaskede rodfrugter, kartofler, kål og salat samt frosne grøntsager og krydderurter
Undgå frosne grøntsager med krydderier og salt

Chokolademuffins med bær


45 minutter
nem
12 muffins

1 pakke chokolademuffins
Æg
Brug mælk i stedet for vand
Brug smør i stedet for margarine

Ekstra:
12 g kirsebær
100 g blåbær
50 g ribs

Tilbered kagerne efter anvisning på emballagen.
Fordel dejen i formene og fordel bær på kagerne.
Bag kagerne efter anvisning på emballagen.
Afkøl dem inden de tages ud af papiret.
Opbevar dem i en plasticpose.


Hot sommersalat


40 minutter
nem
tilbehør til 4 personer

250 g pasta
1 flaske chilisovs ca. 200 ml fx. fra Heinz
Salt, peber og chili
300 g små tomater
75 g feta
75 g grønne oliven
5 stilke basilikum

Kog pasta efter anvisning på emballagen og afkøl den.
Vend pastaen i dressingen.
Smag til med salt, peber og chili.
Halver tomaterne.
Smuldr fetaen.
Fordel tomater, feta, olien og basilikum over pastaen.
Pastasalaten kan laves i god tid i forvejen, vent dog med at skære tomaterne i skiver, til lige før du serverer salaten.



søndag den 1. oktober 2017

En velsmagende og god søndag morgen



Det er søndag morgen, klokken er halv otte, og hvis jeg helt selv måtte bestemme, ville jeg blive liggende i sengen mindst tre timer endnu. Men min mand er præst, og har højmessen, min datter har dagens tjans som kirketjener, den yngste går til konfirmandforberedelse og skal derfor også i kirke, og min søn har en holdboldkamp lidt over ni. Jeg burde stå op, men jeg bliver liggende lidt, og dagdrømmer om, hvad der ville ske, hvis vi alle sammen ikke skulle noget søndag morgen. Min mand ville stå op ved halv ni-tiden, lave en kande te, og komme ned i sengen til mig. Så ville vi ligge og kigge ud i haven, konstatere, at belle-de-boscoptræet giver godt i år, og at græsset trænger til at blive slået en sidste gang. Vi ville tale om, hvad vi skulle lave i løbet af dagen og ikke mindst, hvad vi skal spise til aftensmad. Vi holder meget af at tale om, hvad vi skal spise. I mange år har jeg forsøgt, at få indført en madplan, så vi søndag aftaler, hvad vi skal spise i løbet af ugen. Men det vil min mand ikke være med til. Han kan under ingen omstændigheder beslutte sig søndag for, hvad han har lyst til om torsdagen. Så derfor taler vi hver morgen om, hvad vi har lyst til samme aften. I aften ville den stå på rester og det ville nok blive en tærte med moste kartofler, kylling, speck, squash og søde kartofler. Ved halv ti tiden, ville jeg løbe en tur med hunden og på vej hjem, ville jeg sveddryppende gå ind til bageren og købe et rugbrød og fem-ti blandede boller, alt afhængigt af, hvor mange svigerbørn og børnenes venner og veninder der overnatter hos os. Hjemme igen ville jeg få min yngste til at hakke nødder til myslien, som vi rister i ovnen. Jeg ville koge en lynhurtig marmelade af de bær, jeg tøede op i går og skære frugtsalat med æbler, pærer og blommer. Min søn ville komme ud og dække bord og riste rugbrød. Ved 11-tiden ville den ældste nærme sig, og vi ville spise morgenmad sammen. Sådan bliver det også i dag, der bliver bare ingen løbetur, men en kirketur i stedet. Hvis jeg står op nu, kan jeg nå at dække bordet, og tilberede det meste, så vi efter kirken, kan sætte os sammen og spise morgenmad eller brunch, som man nok ville kalde det på denne tid af dagen.
Dagens salat er en med alle de ingredienser, vi normalt spiser til morgenmad, tilsat lidt grønt.

Brunchsalat
En lille salat til fire personer.

2 æg
4 skiver bacon
1 skive lyst brød
1 skive rugbrød
30 g parmesan
2 forårsløg
50 g spansk pølse
50 g små tomater
1 avokado
ca. 120 g blandet salat
Dressing
1 ½ spsk olivenolie
2 spsk lys eddike
1 spsk mayonnaise
1 tsk sennep
salt, peber

Kog æggene hårde, pil og halver dem. Steg baconen i lidt olie. Skær brødet i terninger. Fjern baconen fra panden og rist brødet i fedtet fra baconen. Riv parmesanen. Skær forårsløg og pølse i skiver. Halver tomaterne. Halver avokadoen, fjern stenen og skær kødet i skiver. Vask og tør salaten. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. Vend salat, parmesan, forårsløg, tomater og pølse i dressingen og fordel den i fire skåle. Pynt med æg, bacon, avokado og brødcroutons.


Artikel og opskrift har været bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 30. september 2017

mandag den 23. januar 2017

Mere mad med ungdommen


-Mange tak for i går, det var fantastisk. Hvordan skal jeg kunne spise og ikke mindst nyde et helt almindeligt måltid efter den middag? Siger Jacob. Han står og svajer foran mig og ser en lille, smule træt ud. Det er der måske ikke noget at sige til. Det er 1. januar, klokken er 11, og Jacob gik i seng for mindre end fire timer siden. 

I går aftes var vi 12 personer til middag. Jacob på 18 år, var en af dem. Vi indledte med champagne og canapeer til dronningens nytårstale. For at have god plads til maden, dansede vi de to første runder af lancier, inden vi gik til bords. Middagen bestod af hummerbisque, confit de canard og chokolademarcipankage med parfait og coulis. Vi spiste og konverserede, og hver enkelt gæst fik mulighed for at fortælle om de ting og begivenheder, vi gerne ville have flere af og færre af i 2017. Sent på aftenen åbnede nytårsballet, og det væltede det ind med ungdom som overtog festen med playlister, Mokai og store mængder fyrværkeri. Nu er det dagen derpå, og indtrykkene sætter sig.
-Kødet var jo så blødt og smagfuldt, jeg vil aldrig kunne spise andet, fortsætter Jacob, mens han rækker ud efter røræggen, der står på brunchbordet.  

Da vores børn var små, lavede jeg den frygtelige fejl, at jeg spiste dem af med pølser og pizza, før vi voksne spiste nytårsaften. Det er jeg heldigvis vokset fra, for det er da en fuldstændig, fantastisk fornøjelse at servere og tilberede en middag, der bliver værdsat, som Jacob gør det. Niels på 16 år var også med. Inden han tjekker ud sent om eftermiddagen, takker han også for maden.
-Spitzenklasse, siger han og sender mig et thumbs-up.

Jeg ændrer straks mit nytårsfortsæt fra at have været noget vrøvl med, at jeg skal løbe længere og spise sundere –det kan jeg alligevel ikke holde. Det nye skal være, at jeg skal lave mere god mad med og til unge, og jeg skal spise den sammen med dem. 

Kyllingeretten er en sublim hverdagsret, som også kan serveres til gæster og fester. Den er udvalgt og sammensat af min 16-årige søn, så den er lige til at sætte på bordet, når de unge er hjemme. Kålsalaten bliver mere spiselige, når den blandes med grøn salat og vendes i en sødlig dressing.

Kylling i bacon og søde kartofler

1 kylling eller 4 kyllingelår med overlår
100 g bacon
500 g søde kartofler
500 g kartofler
1 hel hvidløg
2 rødløg
2 spsk olivenolie
salt, peber
timian, rosmarin
Tilbehør kålsalat

Tænd ovnen på 200 grader.
Dup kødet tørt. Skær bacon i store terninger. Er stykkerne for små, bliver de hårde og brændte. Vask de to slags kartofler og skær dem i mundrette stykker. Del hvidløget i fed, de skal ikke pilles. Pil løgene og skær dem i både. Vend kartofler, hvidløg og løg i olie hæld dem i et ovnfast fad. Læg kylling og bacon ovenpå. Krydr med salt, peber og rigelig med timian og rosmarin. Sæt fadet i ovnen. Efter 30 minutter vendes de søde kartofler i retten, og den steger videre i ca. 30 minutter for en hel kylling og 20 minutter for en kylling der er skåret i stykker.


Hvidkålssalat med appelsinmarinade 

¼ hvidkål
1 romainesalat
Saften af 1 mandarin eller ½ appelsin
2-3 spsk mayonnaise
1 spsk mælk
1 spsk lys balsamisk eddike
salt og peber

Skær kålen i tynde strimler på en mandolin. Riv salaten i mindre stykker. Rør mandarinsaft, mayonnaise, mælk og eddike sammen. Smag til med salt og peber. Vend kål og salat i dressingen.


søndag den 7. august 2016

TV-dinner






Denne artikel og opskrifter har været bragt i Kristelig Dagblad den 6. august. Jeg takker mange gange for, at der stadig er nogen der køber aviser og dermed betaler, for at læse mine artikler og eventuelt blive inspireret af mine opskrifter.


I mange år har mine børn undgået at vise deres venner ind i stuen. De er blevet ledt hurtigt gennem entreen og spisestuen og ud i køkkenet eller ind på deres værelse. Vi har sjovt nok heller aldrig holdt hyggeaftener, hvor vennerne kom forbi og så afslutningen på X-factor. Det er heller ikke hos os, at man vælger at se afslutningen på EM, VM eller Tour de France. Grunden er, at vi har et 28 tommers fjernsyn med røv. Da vi købte vores elskede fjernsyn i en meget flot B&O-butik i en lille sønderjysk by, sagde sælgeren, at det ville være et passende fjernsyn til køkkenet eller soveværelset. Vi kiggede mistroisk på ham og sagde, at i køkkenet laver vi mad og spiser, og i soveværelset har vi ikke brug for yderligere underholdning. I 14 år har vi siddet ganske tæt hele familien, meget nær skærmen, og set det som DR valgte at vise os. Mens vores venner ser House of cards, Orange is the new Black og Narcos på deres smart-tv, ser vi Matador, Søren Ryge og Hvad er det værd? Ikke at der er noget i vejen med det. Vi har nydt alle afsnittene både første, anden og tredje gang, de er blevet genudsendt.
For et års tid siden kom de første gule flimmerstreger på skærmen. Vi har slået det hen og prøvet at rykke i antenneledningen. Det hjælper ikke, og min mand og jeg har vænnet os til flimmeren. Vores børn er holdt op med at se tv med os, de bliver på værelset og ser noget på deres endnu mindre skærme, eller tager over til deres venner når der er sportsfinaler, der skal opleves på en væg-til-væg skærm.
Det er lørdag aften i sidste uge, og min mand og jeg gør os klar til en engelsk krimi. Jeg brygger espresso og varmer mælk. Vi skal rigtig hygge, så jeg rister en blanding af hasselnødder, valnødder og mandler og blander dem med mørk chokolade og rosiner. Jeg hører et gisp inde fra stuen, min mand er blevet bleg. Han sidder og trykker desperat på den fjernbetjening, der i så mange år har ligget så godt og trykt i hans hånd. Men der sker ingenting. Den unge Morse dukker ikke op. Der dukker slet ikke noget op. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og kigger på den sorte skærm. Det er et smukt fjernsyn, jeg kan godt se, at det er lidt bredt om bagen, men sådan ser vi jo ud i min familie, så det passer så godt til.
Aftenen efter tager vi afsked med B&O, med en menu fra dengang det kom ind i familien. I begyndelsen af nullerne spiste vi meget pastasalat og rucola. Vi dyrkede Suveræne salater og brillante buffeter og lod os betage af den unge Jamie Oliver. Vi lader os inspirere af det, og spiser med en gaffel foran den sorte skærm.
Det er ikke alle i familien, der er kede af at B&O åndede ud. Efter den nye fladskærm er kommet ind i familien, er børnene kommet tilbage i stuen, og det er jo ganske hyggeligt.

Nye rødbeder, æbler og løg i krydderurter



500 g rødbeder
2 discovery æbler
1 løg
2-3 spsk blandede friske krydderurter timian, rosmarin, salvie, oregano
2 spsk olivenolie
2 spsk eddike
1 tsk sukker
salt og peber

Kog rødbederne møre. Gnub skindet af under koldt vand. Skær rødbederne i skiver. Skær æblerne i kvarte, fjern kernehuset og skær æblerne i tynde både. Pil løget og skær det  tynde skiver. Hak krydderurterne. Rør olie, eddike og krydderurter sammen. Smag til med sukker, salt og peber. Vend rødbederne i dressingen. hæld krydderurterne over.

Kartofler i estragoncreme

600 g nye kartofler
2 spsk frisk estragon
2 dl cremefraiche, 10 % yoghurt eller lignende
2 spsk mayonnaise
sukker, salt og peber

Vask kartoflerne og kog dem møre i let saltet vand. Hak estragonen. Rør cremefraiche, mayonnaise, estragon sammen og smag til med salt og peber. Vend kartoflerne i dressingen eller server den til.

Oksedeller med nye gulerødder og timian


1 løg
225 g gulerod
500 g hakket oksekød
2 æg
3 spsk hakkede krydderurter gerne timian, oregano, rosmarin, salvie
salt og peber
fedtstof til stegning

Pil og hak løget fint. Skræl og riv gulerødderne. Rør løg, gulerod, hakket kød, æg og krydderurter sammen og krydr med salt og peber.
Form små frikadeller og steg dem i fedtstof på en pande.










tirsdag den 22. december 2015

Janssons fristelser og grønkålssalat


Retterne i dag passer perfekt til at blive serveret efter juletræsfældning

Min præstefruekollega, her i Flensborg, Karin Jacobsen er svensk, og da jeg for nylig skulle holde et lille madlavningskursus om nordisk mad, var hun med til at hjælpe. Karin Jacobsen sørgende for rigtige luciabrød og opskriften på Janssons fristelser.
-Janssons fristelser er vel nærmest en svensk nationalret. Retten spises i hele Sverige året rundt, og er altid at finde til en svensk julefrokost, fortæller Karin Jacobsen.
De svenske fristelser er meget fede, så vi serverer en grønkålssalat til.

Grønkålssalat med peberrod

200 g grønkål
1  spsk yoghurt
2 spsk mayonnaise
2 spsk mælk
1 sptsk friskrevet peberrod
1 æble
1 spsk tranebær
 
Vask grønkålen, fjern de grove ribber og hak den fint.
Rør dressingen sammen i en stor skål. Krydr med salt og peber.
Vend grønkål og peberrod i dressingen. Vask æblet og  skær det i kvarte, fjern kernehus og stilk. Skær æblet i både og vend det i salaten. Pynt med tranebær.



Janssons fristelser


Tilberedning 1 time og 15 minutter
Til 4 personer som hovedmåltid

10 kartofler
2 store løg
smør til stegning
2 dåse ansjosfileter ca. 150 g – SKY og Citti har dem
300 ml piskefløde
rasp
2 spsk smør

Tænd ovnen på 225 grader.
Skræl kartoflerne og skær dem i tynde stave. Læg kartoflerne i koldt vand. Skræl løgene og skær dem i tynde skiver. Steg løgene i smør i 5-6 minutter. Tør kartoflerne og bland dem ansjos og løg. Hæld det hele i et smurt ovnfast fad. Hæld halvdelen af fløden over. Drys rasp på og læg smørret på i små bidder. Sæt fadet i ovnen og bag det i 30 minutter. Hæld resten af fløden over og bag videre i 15 minutter til kartoflerne er møre.
Server retten med knækbrød og smør. 

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen og Louise Dandanell 

fredag den 24. juli 2015

Smagen af grill





-Min studieveninde Eva-Maria kommer til middag med hendes mand og tre store drenge på tirsdag, og jeg har lovet, at vi griller, siger min mand glad. 

-Det lyder hyggeligt, siger jeg og håber, det bliver 14 grader, storm og regn.
-De skal smage de gode tyske pølser, og så skyller vi dem ned med nogen Flensburger Pils, fortsætter han.
Jeg tænker, at det vil være helt fint med mig, hvis grillen er skyllet væk, og jeg bliver nød til at lave en langtidsstegt, marineret oksetykkam, som vi kan drikke et lille glas Spätburgunder til i vores hyggelige spisestue.

Jeg har endnu ikke forstået det hyggelige i at grille. Jeg løber i pendulfart mellem haven og køkken, op og ned af trapper med fade til det kød der er på grillen, og det der har været på grillen. Vi har ikke udekøkken, så det meste af maden skal stadig laves indenfor. Og det skal jo være helt klart, når gæsterne kommer, så man kan stå parat, nyfriseret i haven med velkomstdrink, snack, salater, tilbehør og også lige have lagt desserten sammen og lavet bakke med kaffekopper….jeg bliver træt….

Men der er ingen der hører mine bønner. Hele tirsdagen skinner solen, og vi kan dække op i haven.
Øllerne plopper lystigt og stemningen er sommerkåd.
-Kullene er klar lige om lidt, siger min mand.
Det er da også på tide, tænker jeg. Nu har vi stået her og kigget på de færdige salater en mindst en halv time. 

Pølserne bliver smidt på grillen og min mand opfører en helt særlig grilldans, der består i, at han hopper rundt om den lille, sorte kuglegrill, fægter med arme og grilltænger, skiftevis vrisser af kul, grill, pølser, børn og hund for til sidst at lægge et bjerg af (sorte) pølser op på det rene serveringsfad. Det hele har taget højst 10 minutter.
-Nu er kullene perfekte, har vi mere, vi kan lægge på? Spørger han.
Jeg har bagt en marengskage, der er pyntet med flødeskum og bær. Det vil ikke klæde den at komme på grillen, så jeg må skuffe min mand. Han må lægge låget på.

Vi sidder ved bordet, og de bliver alle enige om, at det smager allerbedst med god grillskorpe. Ja, ja min lille, sorte hund sidder under bordet, for mine fødder og spiser mine sorte pølser.

Jeg har siden haft stor succes med at grille burgerboller, så den opskrift får I i denne uge. Og så er der en krydret hakkebøf til. Ideen til kartoflerne kommer fra min nabo, der er en habil grillmester.

Gode grillråd
Hvis kødet skal marineres, skal det gøres fire-fem timer, før det skal grilles.
Vent med at smøre barbequesovs på kødet, til det har fået let skorpe, altså når det er blevet vendt et par gange på grillristen.
Byg kullene op i forskellig højde under risten, så du har en superhed zone et sted og en simrezone et andet sted – så kan du flytte rundt på kød, grøntsager og brød, som det behager dig.

Husk grøntsagerne
Læg uskrællede majs i blød i vand og derefter på grillen. Så bliver den ikke brændt, men får en lidt kogt og røget smag.
Auberginer, tomater, peberfrugt, squash, løg og små gulerødder bliver også gode på grillen.

Og brødet
Har du lyst brød er det perfekt at grille. Skær brødet i tykke skiver, pensl med olivenolie og grill det. Pil et hvidløg og gnid det over der grillede brød. Krydr med salt og peber.

Brug avisen når du tænder op
Løber dine tænder i vand når du lugter til optændingsvæske? Nej vel. Så lad være med at få ødelagt appetitten ved at bruge de ildelugtende væsker og optændingsblokke. Brug avisen.
Start med en moderat mængde kul og fyld flere i grillen efterhånden som de første brænder ned. Kommer der for mange kul på i starten, kan grillen blive for varm, og det er svært at lave zoner med lav varme.

-Sæt din grillstarter på grillen.
-Lav kugler af gårdsdagens Flensborg Avis og læg dem i bunden af grillstarteren.
-Hæld kul i grillstarteren.
-Sæt ild til papiret.
-Lad kullene blive varme, det tager ca. 20 minutter
-Hæld først dine kul op i grillen når de er helt lysegrå.
-Fordel kullene så de nogen steder er tæt på risten og andre steder har større afstand.

Kul eller briketter
Det er oftest sådan, at kul holder længere på varmen end briketter. Men der er stor forskel på kvaliteten, så prøv dig frem.

Sådan gør du din grillrist ren
Der er flere måder at gøre grillen ren på.
-Læg risten ned på græsset. Næste dag kan du vaske den helt ren med almindelig sulfo og uden knofedt.
-Rengør risten med en hård børste. Det er nemmest at få risten ren, hvis risten er lidt varm.
-Smør rist og eventuelt resten af grillen ind i brun sæbe, hvis grillen er meget beskidt. Put rist/grill i en stor pose, og lad sæben siddet et døgn eller to. Spul med lunkent vand.
Et andet råd lyder
Stil et snapseglas med 3-dobbelt salmiakspiritus inde i kuglegrillen. Læg låg på, så det slutter tæt, ellers brug en affaldssæk. Efter en dag skrubber du med hård børste.

Husk
Kul kan indeholde tungmetaller, så smid ikke kullene i haven eller blomsterbed.



Grillboller

Kan også bages i ovnen ved 210 grader i ca. 15 minutter
Tid 2 timer inkl. hævetid
10-12 stk.

30 g gær

350 ml vand
1 æg
½ dl sesam
1 spsk salt
1 tsk sukker
2 spsk friske hakkede krydderurter f.eks. oregano, timian og rosmarin
Ca. 600 g hvedemel
mælk til pensling 

Rør gæren ud i lidt af vandet og hæld resten af vandet, æg, sesam, salt, sukker og krydderurter i. Rør det sammen og ælt mel i til dejen er fast og slipper bordet. Tilsæt mere mel hvis dejen er våd og hold lidt igen hvis den er for fast.  Dejen skal være lidt fastere end normal bolledej, da den skal bages direkte på grillristen. Lad dejen hæve 1 time. Ælt dejen igennem og form den til 10-12 boller og tryk dem flade. Pensl med mælk og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Læg dem direkte på grillristen, men ikke over kullene og bag dem under låg i ca. 12 minutter. Det burde ikke være ikke nødvendigt at vende dem, hvis du bager med låg.


Krydrede burgerbøffer
4 bøffer
10 minutter + grilltid
nem

400 g hakket oksekød
1 æg
2 spsk bbq sovs (alternativt 1 spsk ketchup, 1 tsk soja, ½ tsk chili)
3 spsk hvedemel
½ salt
Friskkværnet peber

Rør kødet sammen med ægget og rør bbq-sovs og mel i. Krydr med salt og peber. Form kødet til 4 bøffer. Grill kødet over middel varme.

Grillede kartofler
Nem
Kartoflerne kan også grilles i et fad. Det bliver bedst, hvis der er låg på grillen.
15 minutter + grill

1 kilo nye kartofler ikke for små
salt
1-2 spsk olivenolie
friske krydderurter
peber

Vask kartoflerne og kog dem i saltet vand i ca. 8 minutter. Hæld vandet fra kartoflerne. Vend kartoflerne i olie og krydderurter og krydr med salt og peber. Steg kartoflerne færdige på grillen.


Syltede rødløg
Nem
Kan holde sig i lang tid i køleskab
25 minutter

150 g rødløg
100 ml hyldeblomsteddike eller en anden lys eddike
50 g sukker
1 tsk chilikerner

Pil løgene og skær dem i tynde skiver eventuelt på mandolinen. Hæld løgene i en lille gryde og hæld eddike, sukker og chili over. Lad det simre over lav varme i ca. 20 minutter til væden er blevet karamelagtig.


Kålsalat
Til 4 personer
Nem
15 minutter
Kan suppleres med 3 fintrevne gulerødder

1 sommerspidskål +1 tsk salt +1 tsk eddike
1 bundt dild
50 ml mayonnaise
100 ml fast yoghurt gerne 10 %
1 tsk lys eddike
1 spsk ketchup
1 tsk sukker
salt, peber

Skær kålen i tynde strimer, eventuelt på mandolinen. Knug salt og eddike ind i kålen. Hak dilden. Rør mayonnaise, yoghurt, eddike og ketchup sammen i en rummelig skål og smag til med sukker, salt og peber. Vend kålen i dessingen og pynt med dild. 


Artikel og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis den 24. juli 2015
Foto: Gerturd Sabroe Termansen

fredag den 26. juni 2015

Linsesalat, hummus og yoghurtdressing



Salat og dressinger  passer godt til grillmaden.
Linser og kikærter mætter rigtig godt, så du kan måske nøjes med lidt mindre på grillen, hvis du laver tilbehør med tørrerede bælgfrugter. 

Tilbereder du yoghurtdressingen med sojayoghurt er det hele vegant - ellers er det "kun" vegetarisk.

300 g beluga linser (kan blandt andet købes hos dm)
2 spsk olivenolie
1 spsk lys balsamisk dressing
200 g små tomater
½ agurk
2 håndfulde bønnespirer
purløg

Yoghurtdressing
150 ml yoghurt
1 spsk stærk mangochutney
1 fed hvidløg
salt, peber

Hummus
1 dåse kikærter ca. 240 g drænet vægt
½ dl vand eller lage
1/2 dl olivenolie
1 fed hvidløg
2 spsk tahin
salt og peber

Kog linserne møre i saltet vand, det tager cirka 35 minutter. Hæld vandet fra og hæld dem i en serveringsskål. Hæld olie og eddike over og smag til med salt og peber. Halver tomaterne. Skær agurken i små terningen. Vend tomat, agurk og bønnespirer i salaten og drys purløg over.
Smag yoghurten til med chutney, presset hvidløg, salt og peber.
Blend kikærter, lage, olie, presset hvidløg og tahin til en cremet masse. Smag til med salt og peber.

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen