Viser opslag med etiketten vegetar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vegetar. Vis alle opslag

onsdag den 6. januar 2021

Smider du stadig mad ud?

Det er vanvittigt, at vi slæber mad hjem fra supermarkedet, pakker det ud og lægger det ind i køleskabet og ned i skufferne, venter en uges tid og så smider en del af det ud.

 

I mange år har jeg måtte dykke dybt i pungen efter penge i januar måned. Sådan er det ikke i år.


Jeg har fin økonomi, selvom jeg ikke har noget job lige nu. Men det har også været svært at komme af med pengene i 2020. 

Er der så nogen grund til, at vi igen har fokus på madspild, og det vi sparer ved at undgå at smide mad ud? Ja det er der, for det er ikke kun mad som vi smider ud, det er også emballage, spild af unødig transport, produktion og så er madspild den tredje største CO2- synder. Ubrugte madvarer er skyld i 3,3 milliarder ton CO2-udledning hvert år.

Som udgangspunkt er det også vanvittigt, at vi slæber mad hjem fra supermarkedet, pakker det ud, lægger det ind i køleskabet og ned i skufferne, venter en uges tid og så smider en stor del ud. 

Du vil sikkert, lige som jeg, sige, at du ikke smider særlig meget mad ud. Men det gør vi desværre. Især middagsrester, friske grøntsager, brød og mælkeprodukter ryger direkte i bio-spanden. 

 

Og du kender de gode råd-

Spis middagsresterne til frokost dagen efter

Brug alle former for grønsager i supper og gryderetter- hvis man kan bruge spinat i en sammenkogt ret, kan man også bruge icebergsalat

Skær rug- og franskbrød i terninger og frys dem ned eller blød brødet op og brug det i din næste dej

Hæld mælkeprodukter i gryderetter, supper, kage- og brøddej

 

Hvis du siger, at det gør du allerede, har jeg lige en ret til dig, der er lavet at de blade der sidder rundt om blomkålen samt blomkålsstokken, for dem plejer du da at smide ud ik?

 

 

Blomkålssuppe


1 stor portion eller 2-3 mindre

25 minutter

 

Blomkålsblade- og stok

Vand

1-2 spsk grønsagsbouillon

3 spsk piskefløde

salt, peber

Pynt evt. med persille

Brød som tilbehør

 

Skyl blade og stokke og skær dem i mindre stykker.

Hæld dem i en gryde og dæk med vand.

Kog op og tilsæt bouillon.

Kog til blomkålen er mør, det tager ca. 10 minutter.

Blend den varme suppe med fløde og smag til med salt og peber.

Varm igennem og server suppen.

Pynt evt. med persille og spis brød til.

 

 

 

 

 

søndag den 17. maj 2020

Kreativ nedlukning


Jeg betragter mig selv som kreativ. Ikke ud i det med at sy gardiner, blomsterbinding eller origami men med mad og ord. Jeg er ikke i verdensklasse med hverken det ene eller andet, men det giver Thisesmør på brødet og øl til at skylle det ned med.

Pastasalaten er den nemmeste måde, du kan vinde en teenager madhjerte på

I de sidste ni uger har der blot været helt tomt i den kreative del af min hjerne. Aldrig i hele mit liv, har jeg bagt så få kager, og aldrig før har vi spist så meget købebrød. Jeg har taget det meget alvorligt, det med at støtte den lokale bager… Vi har ikke fået én eneste simreret, selvom vi har al den tid i hele verden til at simre. Vi er sådan cirka begyndt på aftensmaden en halv times tid, inden den skulle spises. Og den har da været superlækker, vi har hygget os omkring bordet, og jeg har også taget tre kilo på. 

Hvad har du så lavet, tænker du måske? Jeg har passet mit arbejde og nydt at have min mand og mine børn om mig 24/7. Nu tænker du måske, at jeg har børnehavebørn, eller nogen der skal hjælpes med lektier og hjemmeskole. Det har jeg ikke. Mine tre børn har pænt passet deres, helt uden min indblanding.

Verden har stået stille, og det har fået mig ned i så lavt gear, at jeg kun har leveret det aller-allermest nødvendige.

Jeg har ligget i sengen til langt op af formiddagen og tænkt på, hvordan jeg kan vise dig, hvordan du tilbereder alt fra humus til opbagt sovs. Jeg har drømt om at lave videoer, og give dig indsigt i råvarer og grundteknikker og fortælle dig, hvordan du holder en høj køkkenhygiejne, uden af det går ud over glæden ved at lave mad.

Men det blev aldrig til noget, før nu, hvor jeg er på vej op i et helt andet gear og kan mærke, at det må være slut med kun at nyde. Den 18. maj vil jeg lægge min første video op, og jeg håber, at du vil se med.

Indtil da får du opskriften på en pastasalat, som mine børns venner har efterspurgt. Den er hverken genial eller i verdensklasse. Den er bare velsmagende. Velbekomme.

 

250 g pasta i den form du bedst kan lide

1 potte basilikum, alm størrelse

1-2 fed hvidløg

1 dl cremefraiche 9%

½ dl mayonnaise

Salt og peber

 

Kog pastaen mør i let saltet vand efter anvisning på pakke. Gem lidt af kogevandet.

Pil bladene af basilikummen. Gem evt. lidt til pynt.

Pil og hak hvidløg groft.

Hæld cremefraiche, mayonnaise, basilikumsblade og hvidløg i et blenderglas og blend dressingen sammen. Tilsæt lidt af kogevandet, hvis det er for tyktflydende.

Smag til med salt og peber.

Vend den afkølede pasta i dressingen og smag igen til med salt og peber.

På billedet er der brugt ramsløg i dressingen, det kan du bruge i stedet for basilikum, men så skal du undlade hvidløg.

 

 

 

torsdag den 16. januar 2020

Sød kartoffelsuppe med raz-el-hanout



Det er toppingen, der gør forskellen på, om din suppe er god eller udsøgt. Croutonner, ristede kikærter, kerner og nødder, dukkah og feta kan fx bruges. Hvis du tilbereder en grøntsagssuppe, kan du riste/ bage nogen af grøntsagerne i ovnen og toppe din suppe med dem ved servering.

Sød kartoffelsuppe med raz-el-hanout


Tilberedning 45 min


Til 4 personer

Nem

Vegetarisk



600 g søde kartofler

2 løg

2 fed hvidløg

olie til stegning

50 g røde linser

1 spsk tsk raz-el-hanout

½ tsk chili

ca. 1 l bouillon

salt, peber



4 skiver daggammelt brød

100 g kogte kikærter

olie

salt

chili

75 g feta



Skræl kartoflerne og skær dem i små terninger. Pil og hak løg og hvidløg. Varm olie i en gryde og sauter kartofler og de to slags løg. Hæld linser, raz-el-hanout og chilie over. Rør rundt og hæld bouillon på. Kog op og skru ned for varmen. Lad det simre til kartofler og linser er møre. Blend suppen og smag til med raz-el-hanout, chili, salt og peber.

Skær brødet i små terninger. Dup kikærterne tørre. Varm olie på en pande og rist kikærter og brød. Drys salt og chili over efter behag. Server suppen med kikærter, croutons og smuldret feta.

søndag den 8. december 2019

Kødfesten er slut


Den vegane og vegetariske bølge vælter ind over os, og vi skal vænne os til at spise mindre kød.

Hos Madeenitaly spiser du skønne veganske pizzaer
Jeg har glædet mig, for vi skal ud og spise på en lille italiensk restaurant i Holbergsgade. Vi har bestilt bord, og det er godt, for lokalet er proppet, og ved de små vakkelvorne borde og skæve stole sidder familier og fejrer fødselsdag med dannebro, og turisterne kigger sig nysgerrigt omkring og skyller den gode stemning ned med Aperol Sprits. I disken, der skærmer for indgangen til køkkenet, ligger pizza slices. Vi går op og kigger på udvalget og vælger den med mandelcreme og squash og blandede svampe. Først her går det op for os, at vi er landet på en vegansk restaurant. De søde engelsktaleende tjenere fortæller, at alt på kortet er vegansk også osteanretningen, tiramisuen og spagetti carbonara.
Den veganske- og vegetariske bølge vælter ind over os, og vi bliver dagligt gjort opmærksom på, at vi skal spise mere grønt og meget, meget mindre kød. Ifølge diverse rapporter bør vores kødration ligge på omkring 14 gram okse, svin eller lam om dagen. 15 gram, det svarer nogenlunde til den portion bacon, du drysser over blomkålssuppen på de dage, hvor du er stolt over, at der ikke er kød på bordet men blot suppe.
Kødet er en hel naturlig del af det, som danskerne forbinder med det gode liv, derfor er det naturligvis svært at holde op med at spise kød. Men vi står i en situation, hvor vi faktisk har pligt til at spise mindre kød. Problemet er, at vi ikke kan se de direkte konsekvenser, af det vi gør. Vi falder ikke om eller bliver oversvømmet, fordi vi spiser kødsovs i aften. Konsekvenser er, for de allerflestes vedkommende, nogen der ligger laaaangt ude i fremtiden. Så vi lukker øjnene, og lægger problemerne over i hænderne på andre. Vi forestiller os, at der er forskere, der løser problemerne og opfinder en ko, der ikke udleder CO2. En anden tanke er, at selvom jeg ændrer mine vaner, er det kun er en dråbe i havet, så hvad hjælper det? Og hvad med min nabo, der fortsætter kødfesten? Vi bilder os ind, at det ikke betale sig. Men det kan betale sig, og det kunne også tænkes, at vi alle fik det bedre, hvis vi spiste blot en smule mindre kød.
Hvis vi allesammen spiser lidt mindre kød, kan det være vi slipper for at spise det her.
Tilbage på den italienske restaurant er pizzaen meget velsmagende, men spagetti carbonara, der er her er med erstatningsost, erstatningsæg og erstatningsbacon, må de gerne beholde for sig selv. Så meget hellere en spagetti med svampe, auberginer, tomat eller græskar.
I dag er der en vegansk bowle med hummus, grønkålssalat, rødkålssalat, og stegte
græskar på menuen. I stedet for græskar kan man bruge søde kartofler. De enkelte salater kan spises sammen eller hver for sig og som tilbehør til lidt kød. 

Rødkålssalat
50 g mandler
½ lille rødkål
2 spsk æbleeddike
2 tsk sukker
Salt, peber
5 stilke persille
5 tørrede figner
Hak mandlerne og rist dem på en tør pande. Skær rødkålen i tynde strimler på en mandolin. Knug eddike, sukker, salt og peber i rødkålen. Hak persille og figner og vend den i salaten. Drys mandler over.

Grønkålssalat
150 g ribbet grønkål
50 g hasselnødder
2 spsk olie eller nøddesmør
2 spsk vand
1 tsk sukker
Salt, peber
1 tsk piment de Espette

Blend alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber. Drys piment de Espette over ved servering.

Hummus
1 dåse kogte kikærter ca. 250 g
75 ml lage
2-3 spsk chiliolie
1 fed hvidløg
Salt, peber

Blend alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber.

Bagte græskar
1 lille hokkaidogræskar
1 spsk chiliolie
1 tsk piment de Espette
1-2 spsk citronsaft
2 tsk sukker el. honning
Salt, peber

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skær græskaren i både og vend den i olie, piment de Espette, citronsaft, sukker, salt og peber og bag græskaren i ca. 20 minutter.

Teksten har været i Flensborg Avis i oktober 2019.

søndag den 27. januar 2019

Bønner på menuen




Hvis du ikke har levet under en sten det sidste års tid, er du helt sikkert støt på udsagnet om, at du skal spise meget mindre kød for at beskytte din krop, miljøet og dyrene. Her sætter vi fokus på bønner og linser, som er en af de råvarer, der helt sikkert kommer mere af på menuen i fremtiden. 

Kan du huske opskrifterne på bønnepaté fra slutningen af 1970’erne? Den grå masse der blev skåret i tykke skiver, og som kun smagte af hø, hvis man var heldig. Det var også dengang, det var helt ude i skoven at løbe en tur eller være noget så bizart som vegetar. I 2018 bliver årets danske ord måske plantefars, så der er helt andre (kødfrie) boller på suppen her 40 år efter. 

Hvis du (som jeg) ikke er til plantefars, men gerne vil spise lidt mindre kød, kunne du kaste et blik på bønner og linser, som kan blive en god erstatning for kød. Bønner og linser er karakteriseret ved at have et højt indhold af protein, og så mætter de godt.
Er du nybegynder i bønner, kan du købe dem på dåse. Det er noget dyrere end selv at udbløde og koge dem, til gengæld er det betragtelig nemmere at have med at gøre. Jeg foretrækker selv at udbløde og koge de bønner, som jeg skal bruge til kolde salater. Bønnerne på dåse er ofte meget bløde og derfor lidt for smattede til de kolde retter.
Tørrede bønner indeholder naturligt lektiner, der kan give forgiftningssymptomer. Lektiner fjernes ved iblødsætning og kogning, spis derfor aldrig ukogte bønner. 
Bønner og linser smager godt med persille, timian, citronsaft og eddike, olivenolie, hvidløg og løg, koriander, spidskommen, chili, cayennepeber og mange andre krydderier og krydderurter. Spar ikke på krydderierne, og husk at smage til.


Sort bønnesuppe

Nem
Vegetarisk
2 personer
Tid 8 timers udblødning+35 min.
Pris ca. 2 euro

150 g sorte bønner
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 l bouillon
1 knivspids cayennepeber
salt, peber
Cremefraiche
Persille eller koriander til pynt

Udlød bønnerne i vand i minimum 8 timer.
Pil og hak løg og hvidløg.
Hæld udblødningsvandet væk.
Skyl bønnerne og hæld dem i en gryde med løg, hvidløg, bouillon og cayennepeber og kog bønnerne helt møre.
Tag 4 spsk bønner fra og blend resten i bouillonen.
Smag suppen til med salt og peber.
Server suppen med de hele bønner, cremefraiche og pynt med persille eller koriander.

Tekst og opskrift har været bragt  Flensborg Avis.

fredag den 26. juni 2015

Linsesalat, hummus og yoghurtdressing



Salat og dressinger  passer godt til grillmaden.
Linser og kikærter mætter rigtig godt, så du kan måske nøjes med lidt mindre på grillen, hvis du laver tilbehør med tørrerede bælgfrugter. 

Tilbereder du yoghurtdressingen med sojayoghurt er det hele vegant - ellers er det "kun" vegetarisk.

300 g beluga linser (kan blandt andet købes hos dm)
2 spsk olivenolie
1 spsk lys balsamisk dressing
200 g små tomater
½ agurk
2 håndfulde bønnespirer
purløg

Yoghurtdressing
150 ml yoghurt
1 spsk stærk mangochutney
1 fed hvidløg
salt, peber

Hummus
1 dåse kikærter ca. 240 g drænet vægt
½ dl vand eller lage
1/2 dl olivenolie
1 fed hvidløg
2 spsk tahin
salt og peber

Kog linserne møre i saltet vand, det tager cirka 35 minutter. Hæld vandet fra og hæld dem i en serveringsskål. Hæld olie og eddike over og smag til med salt og peber. Halver tomaterne. Skær agurken i små terningen. Vend tomat, agurk og bønnespirer i salaten og drys purløg over.
Smag yoghurten til med chutney, presset hvidløg, salt og peber.
Blend kikærter, lage, olie, presset hvidløg og tahin til en cremet masse. Smag til med salt og peber.

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen 

torsdag den 25. juni 2015

Grøntsagsgratin med pasta


En skøn vegetarret.

Til 4-5 personer
Tid 1 time og 15 minutter
Vegetarisk 

250 g pasta

100 g løg
2 fed hvidløg
1/4 blomkålshoved
1 squash
1 aubergine 
olie til stegning
1 spsk timian
3 dl bouillon

1 spsk smør
2 spsk hvedemel
300 ml bouillon
500 ml mælk 
Revet muskatnød
Salt, peber
50 g parmesan
4 spsk rasp

Kog pastaen al dente efter anvisning på emballagen.
Pil og hak løg og hvidløg. Skær blomkål, squash og aubergine i mindre stykker. Svits grøntsagerne i olie med timian. Hæld bouillon over og lad det simre mens du laver sovsen.
Varm olien i en gryde og rør melet ud i det. Hæld varm bouillon i under omrøring. Hæld sojamælk og sojafløde i og varm igennem under omrøring. Smag til med rigelig muskatnød, salt og peber.
Hæld pastaen i et ovnfast fad, hæld grøntsagerne over og hæld sovsen over til sidst. Drys parmesan og rigelig med rasp over. Sæt retten i ovnen og bag den i cirka 35 minutter ved 200 grader. Server retten varm eller lun med salat til. 

Foto: Gertrud Sabroe Termansen 

mandag den 22. juni 2015

Nudlegratin med blomkål


Har du en vegetarisk dag om ugen? Eller bare en vegetarisk middag. Her er et godt bud på en ret til hele familien


Til 4 personer
Tid 1 time og 15 minutter
Vegan

Kan naturligvis også tilberedes med komælk, fløde og 2 spsk parmesan, men så er retten ikke vegansk mere - kun vegetarisk.

250 g pasta (uden æg)
500 g frossen spinat
350 g blomkål



1 spsk margarine eller solsikkeolie

2 spsk hvedemel
300 ml bouillon
400 ml soyamælk uden sukker
100 ml sojafløde
Revet muskatnød
Salt, peber

4 spsk rasp

Kog pastaen al dente efter anvisning på emballagen. 

Tø spinaten op.
Skær blomkål i mindre buketter.

Varm olien i en gryde og rør melet ud i det. Hæld varm bouillon i under omrøring. Hæld sojamælk og sojafløde i og varm igennem under omrøring. Smag til med rigelig muskatnød, salt og peber.
Hæld pastaen i et ovnfast fad, hæld blomkål og spinat over og hæld sovsen over til sidst. Drys rigelig med rasp over. Sæt retten i ovnen og bag den i cirka 35 minutter ved 200 grader. Server retten varm eller lun med salat til. 



søndag den 21. juni 2015

Det gode liv uden kød








Ifølge de nyeste undersøgelser er cirka 10 % af den tyske befolkning vegetarer og 1,1 % veganere. Der er altså næsten ni millioner tyskere, der for længst er holdt op med at spise currywurst. Ifølge FDB udgør vegetarerne og veganerne tilsammen omtrent 3,9 % af befolkningen i Danmark. Jeg har talt med Katrine Hoop. Hun har levet som vegetar og veganer, siden hun var teenager.

Aspargessuppe

Men vi lægger lige ud med en aspargessuppe, da det er ved at være allersidste udkald for de friske asparges. Sankthansaftens dag er den sidste dag, der bliver stukket asparges. 
Husk i øvrigt af købe lokale asparges og gerne hos Heike og Uwe, hos Flensburger-Landspargel - hvis du bor her i området.

Til 2 til hovedret eller 4 til forret

Vegan
Server brød til
 
500 g asparges
1 løg
solsikkeolie til stegning
600 ml bouillon
salt, peber
lidt friske krydderurter til pynt

Skræl aspargesene. Skær hovederne i millimetertynde skiver og læg dem til side. Skær resten af aspargesene i skiver. Pil og hak løget fint. Svits løg og asparges i lidt olie. Hæld bouillon over og lad det småkoge i 15 minutter. Blend suppen og smag til med salt og peber. Vend aspargeshovederne i olie på en pande. Hæld suppen i tallerkner og pynt med de stegte asparges og lidt friske krydderurter.


 Det gode liv uden kød


-Er der nogen af mine venner herinde, der kender restauranter i København, der serverer vegane retter, spurgte Katrine Hoop på Facebook for et par måneder siden.
Som københavner syntes jeg, at jeg burde kunne hjælpe, men nej, jeg kan ikke komme i tanke om andet i ”Cranks Grønne Buffet” i Grønnegade, og den lukkede for mindst 20 år siden. Ud over min egen inkompetence, fandt jeg også ud af, at Katrine Hoop er veganer, altså en af dem der hverken spise kød eller fisk og heller ikke produkter der stammer fra dyr. 

Jeg blev nysgerrig. Hvordan er det at leve som veganer? For hun er ikke alene om det. Ifølge de nyeste undersøgelser er cirka 10 % af den tyske befolkning vegetarer og 1,1 % veganere. Der er altså næsten ni millioner tyskere, der for længst er holdt op med at spise currywurst. Ifølge FDB udgør vegetarerne og veganerne tilsammen omtrent 3,9 % af befolkningen i Danmark.

Hvad betyder det at være veganer og vegetar?
-At være vegetar betyder oprindelig, at man udelukkende ernærer sig af planteføde, men ovo-lakto-vegetarer spiser derudover æg og mælkeprodukter, og pesco-vegetarer spiser også fisk. Når man er veganer lever man helt vegetarisk og bruger hverken kød, mælk, æg, honning eller andre produkter, der stammer fra dyr, fortæller Katrine Hoop.

Hvad fik dig til at blive vegetar?
-Jeg er vokset op på landet og har som barn leget rigtig meget på bondegårdene i vores landsby og derfor oplevet dyreopdræt på nært hold. Jeg stoppede med at spise svinekød efter et besøg på en svinefarm, da jeg var 12 år gammel. Jeg droppede derefter alt andet kød, og jeg var omtrent 16 år, da jeg spiste min sidste portion rejer. Da jeg blev mor, huskede jeg tydeligt, hvordan de små kalve blev fjernet fra deres mødre efter kælvningen. Koen og kalven kaldte ynkeligt på hinanden i timevis bagefter. Jeg kunne simpelthen ikke bære tanken om det og stoppede med at spise mælkeprodukter. Sidenhen har jeg så også strøget æg fra min kost.
Sojaprodukterne bliver brugt i stedet for komælk.
Det var dyrenes vel, der fik mig at ændre mine kostvaner, men nu nyder jeg også det sundhedsmæssige aspekt. Jeg kan ikke tåle mælk særlig godt, og jeg føler mig meget bedre tilpas, efter jeg har strøget alle mælkeprodukter fra min kostplan. Og det er naturligvis også en rar tanke, at det er godt for miljøet at spise planteføde. Dyreopdræt er meget ressourcekrævende, og har et højt CO2-udslip, siger Katrine Hoop.

Hvad var reaktionerne i din familie og omgangskreds?
-Mine forældre kunne i grunden godt følge min tankegang, men det var jo lidt besværligt for dem at skulle tilgodese mine behov. Men da min mor altid har lavet retter med masser af grøntsager, fungerede det egentlig fint. Jeg lod bare være med at tage kødet og sovsen, siger Katrine Hoop og fortsætter.
-Min omgangskreds har altid været ret positiv over for min beslutning. Jeg synes, at de fleste er utrolig imødekommende og hensynsfulde. Min mand blev inspireret af min levemåde, dengang vi blev kærester, og han er også veganer nu. Vores søn har selv valgt at leve vegetarisk – det vil sige, at han spiser æg og mælk. Jeg har aldrig lagt pres på ham, og han har altid fået lov til at smage på kød, men han har indtil nu ikke haft lyst til at prøve, siger Katrine Hoop.

Hvad møder du af barrierer i din hverdag?
-I starten var det vanskeligt at spise i byen, men på det seneste er der virkelig sket noget. I Flensborg er der rigtig mange restauranter, der har en række veganske retter. Det er lidt mere vanskeligt, når man står i en restaurant ved en motorvej. Men til nøds kan man jo altid tage pomfritter, griner Katrine Hoop.
-Det eneste, der er lidt besværligt, er, at jeg altid skal læse ingredienslisten igennem, før jeg køber noget i en butik. Men det bliver jo også en rutine. Det skærper også blikket for de mange  tilsætningsstoffer, man kan finde i færdige produkter. Men det kunne være rart, hvis flere madvarer blev mærket med symboler for, at de er egnede for vegetarer og/eller veganere, siger Katrine Hoop.

Hvad gør du, når du bliver inviteret ud og spise?
-Jeg fortæller, at jeg lever vegansk, men tilbyder altid, at jeg gerne kan tage noget mad til mig selv, så det ikke bliver besværligt for værten. Som regel kan det nemt løses, hvis man ikke blander ost eller kød ind i grøntsagerne – så plukker jeg bare, de ting jeg spiser. Mange af mine venner kan rigtig godt lide at tage det som en særlig udfordring for at prøve noget nyt og anderledes. Så det giver egentlig sjældent problemer, siger Katrine Hoop.

Hvor køber du ind?
-Jeg kan bedst lide at bruge økologiske råvarer, så jeg handler for det meste i min lokale økologiske butik. Jeg elsker også at gå på torvet om lørdagen og hente friske grøntsager, siger Katrine Hoop.

Hvordan får man dækket behovet for vitaminer og mineraler? Og under graviditet?
-Der er helt uproblematisk at dække behovet for mineraler og de fleste vitaminer med planteføde. Man skal huske at spise varieret og få nok kerner og bælgfrugter. Der anbefales desuden at indtage B12, forklarer Katrine Hoop.
-I min graviditet fik jeg mit blod tjekket af min læge, så jeg ikke løb nogen risiko. Vegetarer og veganere er som regel meget mere opmærksomme på deres blodværdier end dem, der spiser kød, siger Katrine Hoop.

Hvilke overvejelser skal man gøre sig, inden man bliver vegetar?
-Jeg tror, at det er noget, man bare kan prøve sig frem med. Nogle har nemt ved at undvære kød, mens det for andre er et vanskeligt skridt at tage. Det er vigtigt at respektere hinandens valg, og  jeg synes, det er dejligt, at flere er begyndt på at spise mindre kød til daglig, siger Katrine Hoop og uddyber.
- Der er gode grupper på Facebook, hvor man som kommende vegetar kan møder garvede vegetarveteraner. Der er også mange gode opskrifter på nettet, som man kan blive inspireret af, siger Katrine Hoop.

Hvad spiser du til daglig, når vi andre spiser frikadeller og lasagne?
-Vi spiser tit grøntsager i tomatsovs til pasta - typisk løg, courgetter, svampe, peberfrugt og en dåse flåede tomater, plus hvidløg og krydderurter. Nogle gange hælder jeg det hele i en form og bager det i ovnen - så bruger jeg en bechamelsovs med rasp i stedet for ost ovenpå, siger Katrine Hoop og fortsætter.
- Min søn er meget glad for aspargessuppe med hvide og grønne asparges, som jeg smager til med lidt sojafløde. Det giver en lækker cremet konsistent. Jeg plejer at fryse en masse asparges ned, når der er sæson. Så kan vi få det hele året, siger Katrine Hoop.

Og hvad med juleaften?
-Vi har en fast tradition med at spise risengrød kogt på sojamælk til frokost. Vi stiller en lille skål med grød til nissen – så han er også veganer, siger Katrine Hoop.
-Aftenmenuen varierer. Sidste år fik vi en ærtesuppe med ristede tofuspyd til forret og en grøntsagsgratin, ristede kartofler, svampesovs og skiveskåret seitan til hovedret. Seitan er en traditionel japansk spise af hvedeprotein, det minder meget om kød i sin konsistens. Til dessert fik vi chokolademousse, siger Katrine Hoop.

”Fleisch essen war Gestern” står der i bagruden på den bil, jeg kører efter. Der er en hel temaaften om vegetarer på ARD, og pigerne, i min ældste datters klasse, kan ikke forstå, at vi stadig spiser kødpålæg, når der nu findes så mange gode vegetariske pølser. Louises Køkken vil lægge sig i selen for at tilgodese dem, der ikke spiser kød. Veganer bliver vi ikke her på siden, for jeg kan ikke undvære smør – endnu.

Kort om Katrine Hoop
Katrine Hoop er kriminolog, pædagog og grafiker. Hun arbejder som kommunikationskonsulent hos Skoleforeningen. Katrine Hoop er født og opvokset på Ejdersted ude i det sydvestligste hjørne af Sydslesvig. Nu bor hun i Flensborg sammen med sin mand og deres søn på 14 år.


Artiklen blev bragt i Flensborg Avis den 19. juni
Foto Gertrud Sabroe Termansen

onsdag den 17. juni 2015

Morgenmad og madpakker til børnehavebørnene


Tove smører madpakker til sine tre børn

Fakta

Børn i 3-6 års alderen har brug for cirka 3000-4000 kj om dagen.
Det svarer til 1 plade Rittersport, ½ liter Cola og en håndfuld chips.
Det kunne også være en portion havregryn med rosiner og lidt banan. Madpakke med rugbrød, tomat, skinke, blomkål. Flere grøntsager, frugt og riskiks i løbet af eftermiddagen. Aftensmad er måske spagetti med kødsovs og råkost.

Morgenmad og madpakker til børnehavebørnene 

-Hvem bestemmer hjemme hos jer? Spørger jeg den lille forsamling forældre, der er kommet for at høre mit oplæg om morgenmad og madpakker i Vesteralle Børnehave i Flensborg.
Forældrene kigger lidt skræmt på mig og ser ud til at tænke ”hvad har damen gang i?”.
Jeg stiller spørgsmålet igen, og nu er der et par stykker der tilkendegiver, at det nok er dem der bestemmer derhjemme.
-Det lyder godt. For i tilfælde af at det er jeres børn der bestemmer, så kan I hente dem. Og så skal jeg holde det her oplæg for børnene. For det med mad handler jo om at bestemme, siger jeg.
Hjemme hos mig er det, min mand og jeg der bestemmer. Også hvad mine børn skal spise. Hvis det var mine børn der bestemte, ville morgenmaden bestå af chokopops og yoghurter med hjørner fyldt med slik. Frokosten ville være hvidt sandwichbrød med spegepølse og ost. Det kan man også godt kalde mad, men det eneste det gør, et at mætte i meget kort tid.
Undersøgelser viser, at børn der spiser morgenmad er lettere til at lege med, har nemmere ved at forstå en besked, lærer mere, får bedre karaktere og er roligere.
-Hvad spiser I til morgenmad? Spørger jeg den lille forsamling.
-Grød, er der en der siger.
-Rugbrød med ost, marmelade og pålæg, byder en anden ind med.
-Havregryn med mælk, siger en anden.
-Det lyder jo helt fantastisk. Det bedste vi kan spise til morgenmad er havregryn med lidt sukker, svarer jeg.
Til et arrangement i Vesteralle Børnehave holder jeg et oplæg om morgenmad og madpakker


Havregryn
Når vores børn vågner om morgenen, har de ikke spist i 10-12 timer, så kroppen har brug for energi. Det vi giver dem om morgenen må gerne holde sulten væk i mindst et par timer. Derfor skal vi have nogle kostfibre og fuldkorn og gerne protein.
Et godt bud på morgenmaden er havregryn, havregrød, mælk, kvark og yoghurt uden sukker eller chokolade.
-Men du må gerne tilsætte 1-2 teskefulde sukker til en stor portion havregryn, siger jeg.
-Hvad? Lyder det fra en mor.
-Ja, problemet med havregryn er, at mange børn ikke synes, det er lige så spændende som de andre morgenmadsprodukter. Så for at få det spist, må der gerne komme sukker på. Men man kan jo også gøre det lækkert med frisk frugt eller tørret frugt og nødder, siger jeg.
-Og en anden måde at få børnene til at spise sund morgenmad på, er at spise det samme som børnene sammen med børnene, siger jeg.

Madpakken
-Kan vi sætte nogle gode ord på en madpakke? Spørger jeg forældrene.
-Flot, den rette mængde, lækker, velsmagende, sund, mættende og duftende, lyder de gode bud.
-For at skære det ud i pap, så giver madpakken med mælkesnitter, yoghurter, chokolade og hvidt brød ikke den form for energi, som vores børn har brug for, siger jeg.
Forældrene nikker og kigger ned i bordet, pædagogerne kigger op og nikker.
-Når nu madpakken ikke indeholder slik, chokolade, chips, yoghurter, mælkesnitter og lignende, hvad gemmer der sig så nede i den madkasse? Spørger jeg.
-Rugbrød, kød, fisk, æg, kvark, grøntsager, frugt, nødder og rosiner, lyder budene.
-Det er helt rigtigt, og så kan det være rester af gårdagens aftensmad, siger jeg.

Jeg har købt ind så forældrene kan smøre børnenes madpakke til næste dag. Og der er forskellige skinker, laks, røget forel, æg, ost, og så er der masser af grøntsager, tomat, kartofler, blomkål, majs, radiser og selvfølgelig agurk. Jeg har både købt et korn an korn rugbrød hos bageren og et brød med lige dele rug og hvede. Der er ikke én forælder der tager blandingsbrødet!
For at forældrene ikke skal sulte i løbet af aftenen, har jeg bagt boller med tomat og oregano, stegt frikadeller med masser af gulerødder og lavet en pastasalat, som især fædrene er mægtig glade for.
Fra medarbejderne har jeg hørt, at børnene var meget tilfredse med de gode madpakker deres forældre havde smurt.

Foto Gertrud Sabroe Termansen
Teksten er en del af en artikel, der har været bragt i Flensborg Avis


fredag den 12. juni 2015

Asparges til børn og barnlige sjæle


Aspargesauflauf

Tl 4 personer


500 g hvide asparges

350 g pasta

½ l mælk

1 spsk smør

2 spsk hvedemel

1 dl fløde

2 dl bouillon

1 tsk citrontimian

saft af ½ citron

revet muskat, salt og peber

25 g friskrevet parmesan



Skræl asparges og knæk det nederste stykke af. Skær eventuelt asparges i skiver på langs og skær dem herefter i 5 cm lange stykker. Kog pastaen al dente i saltet vand. Varm mælken til den er næsten kogende. Smelt smørret i en anden gryde. Pisk melet ud i smørret. Hæld den varme mælk i lidt af gangen og under konstant omrøring. Kog sovsen op og hæld fløde og bouillon i. Kog den igennem i ca. 10 minutter. Krydr med citrontimian og smag til med citronsaft, muskat, salt og peber. Hæld pastaen i et ovnfast fad. Fordel asparges over. Hæld sovsen over og drys parmesan over. Bag retten i ovnen i ca. 30 minutter ved 180 grader. Server varm eller lun.



TIP: Grunden til at jeg varmer mælken til sovsen, er at den så ikke klumper så let. 



Blød mad til børnene

 
Klokken er kvart over syv mandag morgen. Jeg er i gang med madpakkerne. De tre børn og husbonden spiser havregryn og bladrer i Flensborg Avis. Radioen er stillet over på p4Syd, og vi hører om valg i Vandkantsdanmark og bortløbne køer. Hunden sidder og glor på mig med store øjne. Den håber hver morgen, at der falder en hel skinke ned i munden på den.

-Hvad skal vi have til aftensmad? Spørger min datter.

Hvordan kan hun tænke på det allerede? Tænker jeg.

-Ja, nu far tager væk på orlov, så skal vi vel have, alle de retter han ikke kan lide? Fortsætter hun.

-Det er da et godt bud, siger jeg.

-Hvad er det, du ikke kan lide? Spørger vi i munden på hinanden.

-Øhh, hvad mener I? Jeg kan da lide jer alle sammen, siger min mand og kigger morgenforvirret op fra avisen.

-Ikke os! Hvad for noget mad, kan du ikke lide? Småsnerrer den yngste.

-Jeg kan lide alt mors mad, siger han.

-Men jeg behøver ikke være her, når I spise risengrød og råkostsalat. Og jeg er heller ikke så vild med bechamelsovs og smeltet ost som I er, siger min mand.

-Så skal vi ha’ kyllingebryst med blåskimmelost og røget skinke, siger sønnen.

-Og grillpølser med ost, siger den lille.

-Og nudelauflauf, nærmest græder den store af glæde over alt den bløde pasta, bagt i mælkesovs, som vi skal have i denne kommende måned.


Her i Tyskland kan vi nemlig mægtig godt lide Auflauf. Auflauf er oprindeligt en souflee eller en gratin og løst oversat betyder det ”opløb” – man kan også nærmest se soufleemassen vælte op over kanten. Nu er det en betegnelse for alle de retter, som vi tilbereder i ovnen med mælkesovs og eventuelt med piskede æg og som oftest bliver gratineret med ost. Der findes salte variationer med kartofler, ris, pasta og søde med frugt og grød. I anledning af sommeren har vi kommet asparges i  - flotte, hvide, asparges, der er dyrket her lige udenfor Flensborg i Freienwill.

-Jeg er nu sikker på, at far ville elske den Auflauf med alle de asparges, siger den yngste og kigger over hendes fars tomme plads.




Artikel, opskrift og foto har været bragt i Kristelig Dagblad den 6. juni 2015