Viser opslag med etiketten citron. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten citron. Vis alle opslag

søndag den 3. december 2017

Kulinarisk Julekalender 4. december




Ingefær-citronsmåkager

En af mine følgere har efterspurgt en småkage med ingefær, så den kommer her.

De sprøde, tynde kager gemmer på en herlig smag af citron og ingefær. De smager faktisk også vidunderligt uden citron og ingefær.

1 citron
15 g kandiseret ingefær 
100 g blødt smør
125 g sukker
175 g mel
 
Riv citronen og pres saften. Hak ingefæren fint. Pisk smør og sukker sammen med citronsaft og citronskal. 
Ælt mel og ingefær i. Form dejen til ruller, pak dem i film og sæt den koldt til dejen er gennemkold i
 ca. 45 minutter. Skær kagerne i skiver, sæt dem på en bageplade med bagepapir. 
Bag dem i ca. 10 minutter ved 200 grader. Afkøl på en rist. 
 
Foto: Nicoline Olsen http://www.photographernicolineolsen.com/
 

søndag den 20. marts 2016

Sødt og godt


Hvis du vil være sund og slank og undgå huller i tænderne, så skal du holde dig fra sukker. Men vi du have marmelade, marengs, is og karamelliserede mandler, så må du til sukkeret.

Hele huset dufter sødt af ristede nødder og karamel.
-Nøjjj, her dufter for lækkert, hvad bager du? Spørger min datter, Amalie.
-Jeg bager flapjacks, siger jeg og tager formen ud af ovnen.
-Er det til os? Fortsætter hun.
-Ja, det er til jer, siger jeg.
Amalies øjne lyser op. Hun sætter vand over til te og sætter sig til rette ved spisebordet. Amalie har altid elsket sukker, og da hun var mindre, fandt jeg hende ofte, oppe på køkkenbordet, med hele hånden nede i honning-, nutella eller marmeladeglasset. Det er gået over nu, de bliver jo ældre! Og hun er undskyldt, for børn er født med en sød tand, modermælk er sødt, og sukkeret stimulere vores hjerne, og får os til at føle lykke.

Vi bruger en hel del sukker hos os, for jeg bager rigtig, rigtig meget, ofte flere gange om dagen. Men det er ikke altid, at min familie må spise, det jeg bager. Det kan være, kagen skal fotograferes, bruges til et møde senere eller min mands konfirmander. Men denne gang var det til min familie, og de lækre mysli-havregrynskager var en succes.


Sukker er en fantastisk råvare der udover, at den forsøder vores hverdag, har en række forrygende egenskaber.
Sukker kan forstærke smag og aroma, og de egenskaber udnyttes i en lang række levnedsmidler. Små mængder sukker kan for eksempel fremhæve kogte grøntsagers og kødretters smag uden at give sødme. Hvis du drysser sukker på dine tomater, bliver smagen bedre – og forestil dig ketchup uden sukker?
I brød giver sukker forøget volumen, ved at gæren omdanner al eller en del af sukkeret til blandt andet kuldioxid. Den kuldioxid, der derved dannes, giver brødet en væsentlig større volumen.
Sammen med frugtens pektin og syre i nøje afstemt mængde bevirker sukkeret, marmeladen får den rette konsistens. Visse bær og frugter har et så lavt pektinindhold, at der skal tilsættes pektin for at opnå den rette konsistens.
Sukker har betydning for levnedsmidlers frysepunkt. Jo højere sukkerkoncentration, desto lavere frysepunkt. Sænkning af frysepunktet mindsker risikoen for, at der dannes store iskrystaller. Små iskrystaller har en positiv indvirkning på fornemmelsen af isen i munden og dermed også på smagsoplevelsen- hvis din is har ligget for længe i fryseren, vil du måske have oplevet, at krystallerne er blevet store- det er ikke lækkert!
Sukkerets konserverende egenskaber udnyttes i blandt andet syltetøj, saft og syltelage. Hvis sukkerkoncentrationen i et levnedsmiddel forhøjes til et vist niveau, binder sukkeret vandet, og derved hæmmes væksten af mikroorganismer. 

Her får du to opskrifter med sukker. En meget hård version og en flydende. 
 
Hårdt sukker - Brændte mandler

Nem
20 minutter + afkøling

100 g sukker
100 g mandler

Varm sukker og mandler op på en pande over svag varme. Undgå at røre i massen indtil sukkeret er smeltet. Rør herefter rundt i massen og lad det blive brunt, men ikke brændt. Hvis man rører i massen før sukkeret er smeltet, krystalliserer det. Men hvis man fortsætter opvarmningen, smelter det og lægger sig om mandlerne.
Hæld massen ud på bagepapir og afkøl det. 

TIP
Hak de brændte mandler groft og drys dem over vaniljeis. 

TIP
De brændte mandler kan knuses i en blender. Den masse der kommer ud af det, er praliné, der bruges i konfekt blandet med marcipan og overtrukket med chokolade.


Flydende sukker- Citronade
Nemt
15 minutter + afkøling
Frys evt saften ned i en plastikflaske til den skal drikkes
Portionen giver cirka 500 ml koncentreret saft, der skal blandes med vand

200 g sukker
300 ml vand
Ca. 100 ml friskpresset citronsaft

Varm sukker og vand op til sukkeret er smeltet og afkøl sukkerlagen. Pres citronerne og bland saften i den afkølede lage. Hæld limonaden på en flaske og opbevar den på køl til det skal drikkes. Bland citronaden med vand i forholdet en del saft og cirka fire del vand.



Foto: Gertrud Sabroe Termansen
Tekst og foto har været bragt i Flensborg Avis den 18. marts 2016

tirsdag den 16. juni 2015

Banancitronkage



En dejlig saftig kage, som holder sig godt. Bag den næste gang, det er dig der skal have kage med til klassen, arbejdet, kirken....

8-12 stykker
Nem
Holder sig godt, kan fryses

3 bananer
75 g smør
175 lys rørsukker
3 æg
Skal og saft  af 1 økologisk citron
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanilje

Tænd ovnen på 175 grader.
Mos bananerne. Smelt smørret og afkøl det. Pisk smør og sukker sammen. Pisk æggene i et af gangen. Hæld citronskal- og saft i. Bland mel, bagepulver og vanilje sammen og rør det i dejen. Hæld dejen i en smurt form (20 gange 30 cm) og bag den i ca. 35 minutter.


søndag den 3. maj 2015

Den marrokanske grydekylling


Jeg er ved at købe 24 grønne drikkeglas af en meget ivrig sælger. Resten af selskabet venter. De er urolige, sultne og tørstige, og det er ikke den første biks, jeg er inde i denne formiddag. Der er varmt og klaustofobisk i souken. Men til gengæld er der altid et sted, hvor man kan få noget at spise. Vi bestiller mad ved siden af glasbutikken. De slæber borde og stole udenfor, så jeg kan handle videre, samtidig med at vi spiser fladmast grillet kylling, marokkansk salat, kogte linser og hakket kød i tykke brød. Vi er ikke helt enige om prisen endnu, så vi får også myntete her. Chefen for glasbutikken bliver tilkaldt. Jeg nægter at betale mere en 30 euro. Jeg risikerer at få overvægt! De siger ok, og vi laver håndtegn. Frokosten koster 12 euro for seks personer. Min ældste datter konstaterer tørt
-Det er godt, det er så billigt at spise, når du køber så meget.

Vi bliver lidt længere
Vi køber store, tunge appelsiner, modne avokadoer, tomater og bliver hurtigt venner med de handlende i passagen lige ved riaden. Efter et par dage finder vi ud af, hvem der gider turister, og hvem der helst så, at vi blev der, hvor æblerne gror. Og jeg må med skam erkende, at jeg troede, de ville følge efter mine langbenede piger og hive dem i deres lyse lokker. Men de vil blot have, at vi bliver lidt længere, køber lidt flere glas, friskpressede juicer, tasker, tørklæder, dadler og alt det andet uimodståelige som Marrakesh har at byde på.

Jeg har de vildeste krydderier, tørrede abrikoser, mystiske nødder og appelsinblomstvand med hjem. Da jeg ikke går ud fra, at du har alt det stående på køkkenhylden og heller ikke har lyst til at have det der, har jeg ladet mig inspirerer af det marokkanske køkken og tilpasset opskrifterne til os nordboere. 

Den marokkanske kylling
Fyren her laver hver dag gryderetter i Kasbaen 

Nem
Til 4-6 personer
Tid: 1 time
Tilbehør brød, kogte linser eller couscous

1 hel kylling
2 løg
1 dl solsikkeolie
1 tsk kardemomme,
1 tsk spidskommen
1 tsk koriander
1 tsk salt, ½ tsk peber
¼ citron
3 dl vand
50 g svesker

Skær kyllingen i mindre stykker. Gerne 10-12 stykker. Pil løgene og skær dem i tynde både. Brun kylling og løg i olie i en rummelig gryde. Eventuelt af flere omgange. Drys krydderierne over og krydr med salt og peber. Skær citronen i tynde både. Hæld vand, svesker og  citron over og lad retten simre i ca. 35 minutter til kødet er gennemkogt. Server med brød, linser eller couscous.

Tekst og opskrift har været vist i Flensborg Avis den 25. april 2015


fredag den 10. april 2015

Mad der gør dig glad


Spiser du fordi du er glad, eller bliver du glad fordi du spiser?
Følgende råvarer gør dig i godt humør, og så har de også en masse andre positive indvirkninger på dit helbred. Så det er bare at komme i gang med at spise eller drikke sundheden.

Spinat
Spinat indeholder mange mineraler og har et højt indhold af A og C-vitamin. Spinat indeholder også oxalsyre, der binder calcium og derved hæmmer kroppens calciumoptagelse, hvis den indtages i store mængder. For at undgå oxalsyrens sundhedsmæssige ulemper kan spinaten spises sammen med calciumholdige fødevarer for eksempel mælkeprodukter. Så spis din spinat i en stuvning, kom lidt fløde i dressingen eller lav en spinatsmothie.

Banan
Bananer kan ud over at gøre os glade, give god energi og være med til at forebygge kræft, give dig stærke knogler og forhindre forhøjet blodtryk. Herudover er der undersøgelser, der viser, at bananer kan mindske menstruationssmerter, gøre dine tømmermænd mere udholdelige og få dit myggestik til at genere mindre!

Spinatsmothie
10 min
mellemmåltid eller morgenmad
sund
1-2 glas

50 g spinat
2 bananer
100 ml mælk
isterninger
citronsaft
honning

Vask spinaten. Skræl bananen og skær den i mindre stykker. Hæld spinat, banan, mælk og 1 håndfuld isterninger i en blender. Blend til det bliver lysegrønt og helt flydende. Smag til med citronsaft og honning.
   
Mælk
Mælk indeholder ligeledes en lang række vitaminer og mineraler, der er gode for os. Mælk indeholder blandt andet calcium, som er vigtigt for vores knogler. Og det er ikke kun børn, der har behov for calcium. Fra 40 års alderen begynder nedbrydningen af vores knogler, og der er det fornuftigt at få rigeligt med calcium, så kroppen har noget at bygge op og vedligeholde med.
Det er uklart, om det skal være mælk eller mælkeprodukter, vi spiser. Men der er noget der tyder på at syrnede mælkeprodukterne bliver mere og mere populære. Skyr, kvark, yoghurt, ost tæller også med i det store mælkeregnskab. Og der er lige så mange vitaminer og mineraler i de magre mælkeprodukter, som i de fede. SÅ det er bare med at komme ud og lede efter skummetmælk til morgenmadsprodukterne. Vi skal cirka drikke 2-3 glas mælk og spise en skive ost om dagen for at få dækket vores calciumbehov.


Hindbærsmothie med lakrids

10 min
mellemmåltid eller morgenmad
sund
1-2 glas

1 banan
100 g frosne hindbær
1 dl mælk
isterninger
1 tsk lakridspulver

Skræl bananen og skær den i mindre stykker. Hæld banan, hindbær, mælk og en håndfuld isterninger i en blender. Blend til det bliver lyserødt og helt flydende. Smag til med lakridspulver.








Foto: Gertrud Sabroe Termansen 
Teksten er en del af en artikel, der har været i Flensborg Avis den 10. april

fredag den 27. marts 2015

Påskedessert - citronmascarponecreme


Du skal ikke være bange for at gå i gang med husblasen. Den bider ikke og klumper sjældent.



Dessert
Portionen er til 4-6 personer
Med husblas men nem
Ca. 1 time og 30 minutter inklusiv køletid

2 plader husblas
2 æg delt i hvide og blomme
50 g flormelis
250 ml mascarpone
2 spsk citronskal
50 ml citronsaft
1 spsk sukker

Blød husblasen ud i koldt vand. Pisk hviderne stive. Pisk blommer og flormelis sammen. Vend æggeblommer i mascarponen med 1 spiseske citronskal. Vend herefter hviderne i. Lun citronsaften i en gryde, tag gryden af varmen og opløs husblasen i citronsaften. Rør det i mascarponen. Hæld cremen i glas og stil på køl ca. 1 time.
Rist resten af citronskallen i sukker og pynt med det. 

Foto: Gertrud Sabroe Termansen 

onsdag den 10. september 2014

Æbletærte med karamelliserede æbler




Her har jeg kogt æblerne møre med lidt smør. Det giver en let karamellisering, der passer godt på tærter.


Tærtedej - du kan også købe en færdig dej men denne her er god
100 g koldt saltet smør
200 g mel gerne 405
50 g florsukker
2 spsk mælk

Æblemos
1 kg æbler
50 g smør
100 g sukker
1 dl æblejuice

Creme
250 mascarpone
1 dl yoghurt 
3 spsk florsukker
1 tsk vanilje
1 tsk citronskal
1 tsk citronsaft
 
Hak smørret og hæld det i en foodprocessor med mel og florsukker. Start maskinen og kør til er smuldret. Hæld mælk i og kør til dejen samler sig. Pak dejen i film og læg på køl ½ times tid.

Skræl æblerne og skær dem i både. Varm smør i en gryde med sukker. Hæld æblerne i og lad dem simre til de bliver bløde. Spæd æblejuice i, hvis det bliver for tørt. Smag til med sukker og afkøl mosen.

Pres dejen ned i en stor tærteform. Dæk med bageærter og bag i ca. 15 minutter. Fjern bageærter og bag videre i ca. 5 minutter til bunden er lysebrun. Afkøl.

Pisk mascapone sammen med  yoghurt, florsukker og vanilje og smag til med citronsaft- og skal. Fordel skyren i de afkølede tærtebunde. Læg æblerne på og pynt med lidt grønt - mynte.

Server evt. råsyltede brombær til.

tirsdag den 10. juni 2014

Rødspætte i krydderurter

 Dagens fisk er let, lækker og nem at tilberede.
 Til 4 personer

Olivenolie
600 g fladfiskefiletter
skal og saft af 1 citron
2-3 forårsløg
4 stilke timian
1 stilk rosmarin
4 blade salvie

Tænd ovnen på 200 grader. Smør et ovnfast fad med olivenolie. Læg fisken i og fordel citronskal, krydderurter og hakket forårsløg over. Hæld citronsaft og yderligere lidt olie over. Bag fisken i ca. 25 minutter.

TIP: du kan mærke om fisken er færdig ved at stikke en spids kniv gennem fisken (uden at ramme bunden). Er kniven meget varm, når du trækker den ud, er fisken gennemstegt.

tirsdag den 15. april 2014

Udbenet lammekølle på under 1 minut



Jeg bad min helt fantastiske slagter i Neustadt om at udbene de 13 kilo lammekølle, jeg skal tilberede til skærtorsdagsmiddag for 50 af Helligåndskirkens medlemmer. 
"De er nok bedre til det end både min mand og jeg" sagde jeg til ham, da vi stod og småsludrede, mens hans sleb kniven. Så kneb han øjnene samme, kiggede på mig (gamle kone) og sagde "at så var der helt sikkert noget, jeg var meget, meget bedre til end ham!". Det skal jeg ikke kunne sige, men hvis der er noget han kan, er det bestemt at udbene en over tre kilo tung lækker, lækker lamsekølle - se selv.

TIP: beregn 250 g lammekølle (med ben) pr person




1 lammekølle på ca. 3 kg

50 g pinjekerner
 5 fed hvidløg

1 ikke sprøjtet citron 
1 lille bundt persille

2 stilke rosmarin
½ tsk chilikerner

Olivenolie, salt og peber

Evt. 1 kg kartofler i skiver



Tænd ovnen på 120 grader varmluft/ 140 grader alm. 
Udben lammekøllen og læg den på et spækbræt. 
Rist pinjekernerne på en varm pande. Pil hvidløgsfeddene og skær citronskal i strimler. Skyl og tør persillen. Hak hvidløg, citronskal, persille og rosmarin i fint og læg det hele på køllen med pinjekernerne. Krydr med lidt chili, salt og peber og snør køllen sammen. Gnid køllen med olivenolie og salt og peber. Sæt køllen på en rist i ovnen med en bradepande under. Kom vand i bradepanden og dryp med stegesky under stegningen. Steg lammet i ca. 2½-3 timer. Hvis man er til kartofler, skal de ind under lammet de sidste 45 minutter med lammet.



fredag den 11. april 2014

Citrusmarengskage

Lækker, lækker kage med nærmest lemnoncurd lignede marengs på toppen.

200 g blødt smør
250 g sukker
2 øko citroner
1 dl yoghurt eller mælk
4 æg delt i blomme og hvide
350 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanilje

200 g sukker

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk smør og sukker sammen. Riv citronerne og pres saften. Hæld citronsaft og yoghurt i dejen.  Rør æggeblommerne i en af gangen. Bland mel, bagepulver og vanilje i dejen og pisk den sammen. Hæld dejen i en form ca. 25x30 cm., beklædt med bagepapir. Bag kagen i 20 minutter.
Pisk æggehvider og sukker stift. Pisk citronskallen i.
Bred marengsen ud over kagen og bag den i yderligere 30 minutter. Afkøl i formen.



torsdag den 3. april 2014

Sprøde citronkager



De skønne kager passer  godt til is eller en kop te.

50 g mørk sirup
50 g sukker
50 g saltet smør
50 g mel
1 tsk citronskal
1 knivspids salt

Tænd ovnen på 180 grader. 
Varm sirup, sukker og smør op under omrøring til sukkeret er smeltet. Afkøl let og pisk mel, citronskal og salt i. Form kirsebærsmå kugler og sæt dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir. De flyder meget ud. Bag dem i ca. 7-8 min. til de er lysebrune. Læg straks kagerne på en flaske eller lign. så de bøjer. Krum dem sammen og gentag med de øvrige kager. Spis kager samme dag.

lørdag den 15. marts 2014

Citronvafler med havregrød

 
Så er der flere ideer til, hvad du kan bruge resterne af morgenens grød til. Denne lille portion giver ca. 6 kønne og skønne vafler med fin smag af citron. Har du ikke noget vaffeljern, kan de steges på panden som pandekager.
1 portion havregrød af 1 dl havregryn og 2 dl vand og salt
1 æg
½ dl fløde eller mælk
2-3 spsk hvedemel
½ tsk bagepulver - kan undlades
1 spsk sukker
Revet skal af ½ citron
Lidt smør til bagning
Flormelis til servering
Pisk alle ingredienserne sammen. Er dejen for våd må der mere mel i, hvis det modsatte er tilfældet, må der mere fløde i. Tænd vaffeljernet. Smør jernet med lidt fedtstof og bag vaflerne.

fredag den 7. marts 2014

Citronmascarponecreme uhmmmmm.........





Desserter er på vej ud til fordel for osten i vores familie. Og på restauranter får de heller ikke den opmærksomhed, de burde. Desserten skal være den søde afslutning på en dejlig middag, det skal ikke være en bombe, der slår benene væk under dig og tvinger dig ned i vandret position.her er et bud på en klassiker med med lidt nye ingredienser og et herligt krymmel på toppen.

Portionen er til 4-6 personer


2 plader husblas
2 æg delt i blomme og hvide
50 g flormelis
2½ dl mascarpone
2 spsk citronskal
½ dl citronsaft
1 spsk sukker

Blød husblasen ud i koldt vand. Pisk hviderne stive. Pisk blommer og flormelis sammen. Vend æggeblommer i mascarponen med 1 spsk citronskal. Vend herefter hviderne i. Lun citronsaften i en gryde, tag gryden af varmen og opløs husblasen i citronsaften. Rør det i mascarponen. Rist resten af citronskallen i sukker og pynt med det.

søndag den 3. november 2013

Citronsirupkager







Vi skal have masser af C-vitaminer for ikke at blive syge i denne kolde, lidt klamme tid. Og skal det være lidt festlige C-vitaminer, kan man jo spise dem i form af kager.
C- vitamin forebygger bl.a. forhøjet niveau at stresshormoner. Vidste du, at hvis du er stresset, kan du ikke komme af med fedtet på maven? – Av det var ikke så godt. Så det eneste der (for mig) er at gøre, er at komme i gang med bage og stresse af på den måde.

100 g smør
2 æg
200 g brun farin
Reven skal af en usprøjtet citron
200 g mel
2 tsk bagepulver
250 g yoghurt

250 g sukker
2 dl l vand
Saft af 1 citron

Tænd ovnen på 200 grader. Smelt smørret. Pisk æg og farin skummende. Hæld smør og citrusskal i. Bland mel og bagepulver sammen og rør det i dejen skiftevis med yoghurten. Fordel dejen i ca. 10 muffinsforme. Bag dem i ca. 30 min.
Kog vand og sukker op. Hæld citronsaft i og lad det simre til det er sirupsagtigt. Hæld siruppen over de varme kager og lad dem trække.


søndag den 14. juli 2013

Citronroulade og lidt om te

Citronroulade






Der bliver nogle gange kigget skævt til én, hvis man drikker mælk og sukker i teen, men det skal du ikke lade dig kue af. Vælg blot den rette te. Og til te med mælk er en Kenya den rette. Mælken neutralisere garvesyren og sukker kan fremhæve smagsnuancer i teen.
Hvis du ønsker at drikke din te uden mælk er Darjeeling 2. flush og Ceylon O.P. gode valg. 
Grøn og hvid te bør ikke drikkes med mælk. 


Roulade med citroncreme

 Bunden
3 æg
100 g sukker
50 g mel
75 g kartoffelmel
¼ tsk hjortetaksalt 
Fyld
Skal af 2 citroner
100 g blødt smør
2 spsk citronsaft
2 æggeblommer
2 spsk flormelis
Sukker til pynt

Tænd ovnen på 210 grader. Pisk æggene sammen. Hæld sukker i lidt ad gangen og pisk til dejen er let skummende. Sigt de to slags mel og hjortetaksalt sammen. Vend forsigtig melet i dejen. Læg bagepapir på en bageplade. Hæld dejen ud på bagepapiret og spred det ud med en spatel i hele bagepladens form. Bag bunden i ca. 5 min til den er netop lysebrun. Vend rouladen over på andet stykke bagepapir drysset med sukker. Træk bagepapiret af den bagte bund og køl af på en rist.
Riv citronskallen. Rør smør, citronskal, citronsaft og flormelis sammen og pisk æggeblommerne i. Smag evt. til med mere sukker. Fordel cremen over den afkølede bund og rul den sammen på den lange led. Dæk rouladen med husholdningsfilm og et fugtigt viskestykke til den skal serveres. Lige før servering rulles rouladen i sukker. 

FOTO: Bjørn Jacobsen for SØNDAG
 

fredag den 22. februar 2013

En klassiker..........citronfromage


De eneste frugter det er sæson for i øjeblikket er citrusfrugter og rodfrugter! Da jeg ikke har nået, at eksperimentere med en rødbedefromage, står den på gammeldags citronfromage.
Jeg har også været bange for husblas, men efter at have lavet denne nogen gange, er min angst gået over og blevet til en fascination, jeg gerne vil dele med andre. Spring ud i det og lav så den fromage. Velbekomme.


4 blade husblas
4 æg delt i blommer og hvide
mindst 4 spsk sukker
skallen af 1 citron
1 dl citronsaft


Læg husblasen i blød i koldt vand. Pisk hviderne stive med 1 spsk sukker. Pisk blommer og sukker skummende, rør citronskal i. Varm citronsaften op i en lille gryde. Fjern gryden af varmen. Tag husblasen op af vandet og rør den i den varme citronsaft. Rør citronsaften i æggeblommerne. Vend halvdelen af de piskede hvider i og rør det ensartet. Gentag med den anden halvdel af hviderne. Rør ikke for længe. Fordel moussen i glas og stil på køl min. et par timer, til de skal serveres.



tirsdag den 15. maj 2012

Sur-sød som i citronkage

 Bare en dejlig kage til tirsdags-teen.


175 g blødt smør
175 g sukker
3 æg
1 dl yoghurt
skal og saft af 1 citron
225 g mel
1 tsk bagepulver
evt. 1 citron mere


Tænd ovnen på 180 grader. Pisk smør og sukker sammen og pisk æggene i et ad gangen. Rør yoghurten i. Riv citronen, halver den og pres den. Vend citronskal og saft i dejen. Rør hurtigt mel og bagepulver i. Hæld dejen i en form, foret med bagepapir og bag den i ca. 50 minutter. Afkøl kagen på en rist. Er du til det sure, presser du en citron over den varme kage.