Viser opslag med etiketten marengs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten marengs. Vis alle opslag

lørdag den 1. august 2015

Marengskage







Den søde afslutning


Marengskagen med flødeskum og friske bær bliver sendt rundt tredje gang. Mine veninder der for få minutter siden talte om havregrødskure og cirkeltræning tager deres tredje stykke. 

-Hold da op, hvor smager det godt, siger hun.
-Det bliver ikke bedre, siger den anden.

Efter en god middag hører der dessert til. I lang tid har vi sværget til osten, men denne sommer er der heldigvis gået dessert i den, og marengskagen er en sikker succes.


Marengskage

1 time og 30 minutter
10 personer
sværhedsgrad middel
kan laves i god tid i forvejen

Bund
100 g smør
50 ml mælk
100 g sukker
4 æggeblommer
150 g mel
2 tsk bagepulver

Marengs
4 æggehvide
2 tsk vaniljesukker
200 g sukker
2 tsk vanilje

250 ml piskefløde
250 ml yoghurt 10 %
2-3 spsk flormelis

300 g jordbær
250 g hindbær
150 g kirsebær
100 g ribs


Tænd ovnen på 150 grader.
Smelt smørret i en lille gryde over svag varme og hæld mælken i og fjern gryden fra varmen. Pisk sukker og æggeblommer skummende. Bland mel og bagepulver sammen og hæld det i æggeblandingen skiftevis med smørret. Rør dejen sammen og bred den ud på en bageplade med bagepapir ca. 30cm x 25cm. Bag bunden i 10 minutter.
Pisk æggehviderne stive med eddike og salt. Bland sukker og vaniljesukker. Pisk sukkeret i lidt ad gangen og piske hviderne helt stive.
Tag den forbagte bund ud af ovnen, fordel marengsen over og bag kagen i ca. 45 minutter. Afkøl kagen.
Pisk fløden til skum. Rør yoghurt og flormelis sammen og vend flødeskummet i. Fordel skummet over kagen og pynt med bær.

Foto Gertrud Sabroe Termansen 
Opskriten har været bragt i Flensborg Avis den 31. juli 2015

fredag den 11. april 2014

Citrusmarengskage

Lækker, lækker kage med nærmest lemnoncurd lignede marengs på toppen.

200 g blødt smør
250 g sukker
2 øko citroner
1 dl yoghurt eller mælk
4 æg delt i blomme og hvide
350 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanilje

200 g sukker

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk smør og sukker sammen. Riv citronerne og pres saften. Hæld citronsaft og yoghurt i dejen.  Rør æggeblommerne i en af gangen. Bland mel, bagepulver og vanilje i dejen og pisk den sammen. Hæld dejen i en form ca. 25x30 cm., beklædt med bagepapir. Bag kagen i 20 minutter.
Pisk æggehvider og sukker stift. Pisk citronskallen i.
Bred marengsen ud over kagen og bag den i yderligere 30 minutter. Afkøl i formen.



onsdag den 16. maj 2012

I sauna med drengene?







To af håndboldlandsholdets spillere står under en meter fra mig i stramme shorts og T-shirts. De træner med nogen meget voldsomme vægte samtidig med at de snakker lystigt og højt. På et tidspunkt falder snakken på om de skal i sauna eller dampbad efter træning. I ethvert træningscenter i Danmark ville dette nok ikke føre til skærpet interesse fra den kvindelige tilhører. Nu er tilfældet bare at vi befinder os i Tyskland. Vel og mærke kun otte kilometer syd for den danske grænse. Men det er langt nok til at vi har en helt anden saunakultur. Her regerer nemlig Freie Körperkultur der betyder at mænd og kvinder går i sauna og dampbad sammen. Vi tager kolde afvaskninger og fodbade sammen, spankulere rundt, nogenlunde som vi er skabt, uden at vi behøver at skjule os bag gulvlange badekåber eller håndklæder på størrelse med mindre væg til vægtæpper.
Jeg er ved at være færdig med træningen og hvad gør jeg nu? Går jeg i sauna med ”drengene” eller går jeg i dampbad med mine lidt ældre træningsveninder?
Sandheden er, at jeg går. Jeg skal nemlig skynde mig hjem og bage til min mands konfirmander, der er lige på trapperne. En af dem er allergiker og kan ikke tåle hvedemel, så jeg må i gang med kageopskrifter uden hvedemel.
Det er en grum tanke ikke at kunne tåle hvedemel. Ikke kun fordi man ikke kan spise en masse lækkert brød og kager, men især fordi man skal passe så for skrækkelig på hvad man spise af præfabrikerede madvarer. Der er jo mel i alt lige fra medister til chokolade. Så jeg dropper gerne en tur i saunaen for at komme hjem og bage til dem der ikke kan tåle det ene og andet.

Marengskage
Hvis kagen serveres med 1 l god is rækker den til 10 personer. Marengsen kan bages flere dage inden den serveres.

3 æggehvider
1 tsk eddike
150 g sukker
1 tsk vanillesukker
1 knivspids salt
250 ml piskefløde
2 spsk flormelis
750 g syltede eller friske frugter og bær
Mynte til at pynte

Tænd ovnen på 160 grader. Pisk æggehviderne stive. Pisk eddike i og drys sukker og vanillesukker i, mens der piskes. Pisk til marengsen er sej og de fleste sukkerkorn er væk. Bred marengsen ud på en bageplade med bagepapir ca. 22 cm i diameter og bag den i 1 time og 20 minutter.
Pisk fløden til skum og vend sukkeret i. Bred det ud over marengsbunden. Fordel frugter og bær på flødeskummet. Pynt med mynte eller citronmelisse.
 
Kokostoppe
Opskriften giver nogen søde, finurlige kager der passer rigtig godt til rabarber.
 
75 g lys rørsukker
1 æggehvide
1 tsk vanillesukker
75 g kokoschips eller kokosflager
50 g lys eller mørk chokolade
 
Rør sukker, æggehvide og vanille sammen. Sæt dejen i spiseske-store toppe på en bageplade med 
bagepapir. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter til de har fået lidt farve. 
Lad kagerne køle lidt på pladen og afkøl dem helt på en rist. 
Smelt chokoladen over vandbad og dyp de afkølede kokostoppe i chokolade.