Viser opslag med etiketten peberrod. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten peberrod. Vis alle opslag

tirsdag den 22. december 2015

Janssons fristelser og grønkålssalat


Retterne i dag passer perfekt til at blive serveret efter juletræsfældning

Min præstefruekollega, her i Flensborg, Karin Jacobsen er svensk, og da jeg for nylig skulle holde et lille madlavningskursus om nordisk mad, var hun med til at hjælpe. Karin Jacobsen sørgende for rigtige luciabrød og opskriften på Janssons fristelser.
-Janssons fristelser er vel nærmest en svensk nationalret. Retten spises i hele Sverige året rundt, og er altid at finde til en svensk julefrokost, fortæller Karin Jacobsen.
De svenske fristelser er meget fede, så vi serverer en grønkålssalat til.

Grønkålssalat med peberrod

200 g grønkål
1  spsk yoghurt
2 spsk mayonnaise
2 spsk mælk
1 sptsk friskrevet peberrod
1 æble
1 spsk tranebær
 
Vask grønkålen, fjern de grove ribber og hak den fint.
Rør dressingen sammen i en stor skål. Krydr med salt og peber.
Vend grønkål og peberrod i dressingen. Vask æblet og  skær det i kvarte, fjern kernehus og stilk. Skær æblet i både og vend det i salaten. Pynt med tranebær.



Janssons fristelser


Tilberedning 1 time og 15 minutter
Til 4 personer som hovedmåltid

10 kartofler
2 store løg
smør til stegning
2 dåse ansjosfileter ca. 150 g – SKY og Citti har dem
300 ml piskefløde
rasp
2 spsk smør

Tænd ovnen på 225 grader.
Skræl kartoflerne og skær dem i tynde stave. Læg kartoflerne i koldt vand. Skræl løgene og skær dem i tynde skiver. Steg løgene i smør i 5-6 minutter. Tør kartoflerne og bland dem ansjos og løg. Hæld det hele i et smurt ovnfast fad. Hæld halvdelen af fløden over. Drys rasp på og læg smørret på i små bidder. Sæt fadet i ovnen og bag det i 30 minutter. Hæld resten af fløden over og bag videre i 15 minutter til kartoflerne er møre.
Server retten med knækbrød og smør. 

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen og Louise Dandanell 

onsdag den 11. december 2013

Sild med perrodsdressing, rødbedesalat og sennepsdressing




Onsdag den 11. december
Når du skal servere sild skal de helt være gammeldags modnede. Gammeldags modnede betyder, at straks efter sildene er fanget bliver de hele, urensede sild lagt i store tønder med salt -til marinerede sild- eller salt, sukker og krydderier - til kryddersild. I løbet af 6 måneder modner silden naturligt ved hjælp af sine egne, naturlige enzymer. Når silden er færdigmodnet, fileteres den, og skindet flås af. Sildefileterne udvandes forsigtigt og lægges i den smagsgivende lage med bl.a. eddike, sukker og udvalgte krydderier. Se mere om sild her www.lykkeberg.com og køb helst Lykkeberg sild, hvis du kan få dem.


Stærke, fede dressinger er et perfekt match til dine sild. Lav gerne flere dressinger til silden, dine gæster vil elske dig for det.
 

Peberrodsdressing
Tid 10 minutter

½ dl friskrevet peberrod
100 g cremefraiche 38 %
2 spsk mayonnaise
1 tsk lys eddike
Sukker, salt og peber
Marinerede sild
Rugbrød

Skræl det yderste af peberroden og kasser det. Riv peberroden eller skrab den med en skarp kniv. Rør cremefraiche, mayonnaise og eddike sammen. Vend peberroden i og smag til med sukker, salt og peber.
Dup silden tør og arranger den på rugbrød med peberrodsdressing. Krydr med peber.

Lyserød rødbedesalat
Tid 15 minutter

100 g kogte rødbeder
100 g rå rødbeder
1 æble
½ dl cremefraiche
2 spsk mayonnaise
1 spsk friskrevet peberrod
Kryddersild
Rugbrød
Frisk revet peberrod

Skær de to slags rødbeder i terninger. Skær æblet i mindre terninger. Rør cremefraiche og mayonnaise sammen og vend rødbeder, æble og peberrod i. Smag til med salt og peber.
Arranger silden på rugbrød, top med rødbedesalat og pynt med peberrod. Krydr med peber.


Sennepssild
Tid 10 minutter

3 spsk grov sennep
1 spsk dijonsennep
2 spsk farin
1 spsk sirup
1 spsk eddike
1 spsk olivenolie
Salt og peber
Marinerede sild
Rugbrød
Frisk kørvel

Rør de to slags sennep, to slags sukker, eddike og olivenolie sammen. Smag til med salt og peber. 
Arranger silden på rugbrød top med sennepsdressing og pynt med kørvel.

Foto og opskrifter er lavet i samarbejde med Nicoline Olsen og www.vkstockimages.com