Viser opslag med etiketten burger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten burger. Vis alle opslag

fredag den 24. juli 2015

Smagen af grill





-Min studieveninde Eva-Maria kommer til middag med hendes mand og tre store drenge på tirsdag, og jeg har lovet, at vi griller, siger min mand glad. 

-Det lyder hyggeligt, siger jeg og håber, det bliver 14 grader, storm og regn.
-De skal smage de gode tyske pølser, og så skyller vi dem ned med nogen Flensburger Pils, fortsætter han.
Jeg tænker, at det vil være helt fint med mig, hvis grillen er skyllet væk, og jeg bliver nød til at lave en langtidsstegt, marineret oksetykkam, som vi kan drikke et lille glas Spätburgunder til i vores hyggelige spisestue.

Jeg har endnu ikke forstået det hyggelige i at grille. Jeg løber i pendulfart mellem haven og køkken, op og ned af trapper med fade til det kød der er på grillen, og det der har været på grillen. Vi har ikke udekøkken, så det meste af maden skal stadig laves indenfor. Og det skal jo være helt klart, når gæsterne kommer, så man kan stå parat, nyfriseret i haven med velkomstdrink, snack, salater, tilbehør og også lige have lagt desserten sammen og lavet bakke med kaffekopper….jeg bliver træt….

Men der er ingen der hører mine bønner. Hele tirsdagen skinner solen, og vi kan dække op i haven.
Øllerne plopper lystigt og stemningen er sommerkåd.
-Kullene er klar lige om lidt, siger min mand.
Det er da også på tide, tænker jeg. Nu har vi stået her og kigget på de færdige salater en mindst en halv time. 

Pølserne bliver smidt på grillen og min mand opfører en helt særlig grilldans, der består i, at han hopper rundt om den lille, sorte kuglegrill, fægter med arme og grilltænger, skiftevis vrisser af kul, grill, pølser, børn og hund for til sidst at lægge et bjerg af (sorte) pølser op på det rene serveringsfad. Det hele har taget højst 10 minutter.
-Nu er kullene perfekte, har vi mere, vi kan lægge på? Spørger han.
Jeg har bagt en marengskage, der er pyntet med flødeskum og bær. Det vil ikke klæde den at komme på grillen, så jeg må skuffe min mand. Han må lægge låget på.

Vi sidder ved bordet, og de bliver alle enige om, at det smager allerbedst med god grillskorpe. Ja, ja min lille, sorte hund sidder under bordet, for mine fødder og spiser mine sorte pølser.

Jeg har siden haft stor succes med at grille burgerboller, så den opskrift får I i denne uge. Og så er der en krydret hakkebøf til. Ideen til kartoflerne kommer fra min nabo, der er en habil grillmester.

Gode grillråd
Hvis kødet skal marineres, skal det gøres fire-fem timer, før det skal grilles.
Vent med at smøre barbequesovs på kødet, til det har fået let skorpe, altså når det er blevet vendt et par gange på grillristen.
Byg kullene op i forskellig højde under risten, så du har en superhed zone et sted og en simrezone et andet sted – så kan du flytte rundt på kød, grøntsager og brød, som det behager dig.

Husk grøntsagerne
Læg uskrællede majs i blød i vand og derefter på grillen. Så bliver den ikke brændt, men får en lidt kogt og røget smag.
Auberginer, tomater, peberfrugt, squash, løg og små gulerødder bliver også gode på grillen.

Og brødet
Har du lyst brød er det perfekt at grille. Skær brødet i tykke skiver, pensl med olivenolie og grill det. Pil et hvidløg og gnid det over der grillede brød. Krydr med salt og peber.

Brug avisen når du tænder op
Løber dine tænder i vand når du lugter til optændingsvæske? Nej vel. Så lad være med at få ødelagt appetitten ved at bruge de ildelugtende væsker og optændingsblokke. Brug avisen.
Start med en moderat mængde kul og fyld flere i grillen efterhånden som de første brænder ned. Kommer der for mange kul på i starten, kan grillen blive for varm, og det er svært at lave zoner med lav varme.

-Sæt din grillstarter på grillen.
-Lav kugler af gårdsdagens Flensborg Avis og læg dem i bunden af grillstarteren.
-Hæld kul i grillstarteren.
-Sæt ild til papiret.
-Lad kullene blive varme, det tager ca. 20 minutter
-Hæld først dine kul op i grillen når de er helt lysegrå.
-Fordel kullene så de nogen steder er tæt på risten og andre steder har større afstand.

Kul eller briketter
Det er oftest sådan, at kul holder længere på varmen end briketter. Men der er stor forskel på kvaliteten, så prøv dig frem.

Sådan gør du din grillrist ren
Der er flere måder at gøre grillen ren på.
-Læg risten ned på græsset. Næste dag kan du vaske den helt ren med almindelig sulfo og uden knofedt.
-Rengør risten med en hård børste. Det er nemmest at få risten ren, hvis risten er lidt varm.
-Smør rist og eventuelt resten af grillen ind i brun sæbe, hvis grillen er meget beskidt. Put rist/grill i en stor pose, og lad sæben siddet et døgn eller to. Spul med lunkent vand.
Et andet råd lyder
Stil et snapseglas med 3-dobbelt salmiakspiritus inde i kuglegrillen. Læg låg på, så det slutter tæt, ellers brug en affaldssæk. Efter en dag skrubber du med hård børste.

Husk
Kul kan indeholde tungmetaller, så smid ikke kullene i haven eller blomsterbed.



Grillboller

Kan også bages i ovnen ved 210 grader i ca. 15 minutter
Tid 2 timer inkl. hævetid
10-12 stk.

30 g gær

350 ml vand
1 æg
½ dl sesam
1 spsk salt
1 tsk sukker
2 spsk friske hakkede krydderurter f.eks. oregano, timian og rosmarin
Ca. 600 g hvedemel
mælk til pensling 

Rør gæren ud i lidt af vandet og hæld resten af vandet, æg, sesam, salt, sukker og krydderurter i. Rør det sammen og ælt mel i til dejen er fast og slipper bordet. Tilsæt mere mel hvis dejen er våd og hold lidt igen hvis den er for fast.  Dejen skal være lidt fastere end normal bolledej, da den skal bages direkte på grillristen. Lad dejen hæve 1 time. Ælt dejen igennem og form den til 10-12 boller og tryk dem flade. Pensl med mælk og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Læg dem direkte på grillristen, men ikke over kullene og bag dem under låg i ca. 12 minutter. Det burde ikke være ikke nødvendigt at vende dem, hvis du bager med låg.


Krydrede burgerbøffer
4 bøffer
10 minutter + grilltid
nem

400 g hakket oksekød
1 æg
2 spsk bbq sovs (alternativt 1 spsk ketchup, 1 tsk soja, ½ tsk chili)
3 spsk hvedemel
½ salt
Friskkværnet peber

Rør kødet sammen med ægget og rør bbq-sovs og mel i. Krydr med salt og peber. Form kødet til 4 bøffer. Grill kødet over middel varme.

Grillede kartofler
Nem
Kartoflerne kan også grilles i et fad. Det bliver bedst, hvis der er låg på grillen.
15 minutter + grill

1 kilo nye kartofler ikke for små
salt
1-2 spsk olivenolie
friske krydderurter
peber

Vask kartoflerne og kog dem i saltet vand i ca. 8 minutter. Hæld vandet fra kartoflerne. Vend kartoflerne i olie og krydderurter og krydr med salt og peber. Steg kartoflerne færdige på grillen.


Syltede rødløg
Nem
Kan holde sig i lang tid i køleskab
25 minutter

150 g rødløg
100 ml hyldeblomsteddike eller en anden lys eddike
50 g sukker
1 tsk chilikerner

Pil løgene og skær dem i tynde skiver eventuelt på mandolinen. Hæld løgene i en lille gryde og hæld eddike, sukker og chili over. Lad det simre over lav varme i ca. 20 minutter til væden er blevet karamelagtig.


Kålsalat
Til 4 personer
Nem
15 minutter
Kan suppleres med 3 fintrevne gulerødder

1 sommerspidskål +1 tsk salt +1 tsk eddike
1 bundt dild
50 ml mayonnaise
100 ml fast yoghurt gerne 10 %
1 tsk lys eddike
1 spsk ketchup
1 tsk sukker
salt, peber

Skær kålen i tynde strimer, eventuelt på mandolinen. Knug salt og eddike ind i kålen. Hak dilden. Rør mayonnaise, yoghurt, eddike og ketchup sammen i en rummelig skål og smag til med sukker, salt og peber. Vend kålen i dessingen og pynt med dild. 


Artikel og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis den 24. juli 2015
Foto: Gerturd Sabroe Termansen

søndag den 29. marts 2015

Hans im Glück - Burgerlykke i Flensborg



Lykken er en veltilberedt burger. Hos Hans im Glück er man godt på vej.
Er du kommet til Flensborg, men ville hellere være i Köln, Hamburg eller München? SÅ kan du gå på Hans im Glück. Burgerkæden har 30 restauranter i 16 byer i Tyskland og siden 2014 også på Nordermarkt. Her er en meget international stemning og indretning, som man skal et par hundrede kilometer væk for at finde tilsvarende. Priserne er ikke i den laveste ende, men musikken er høj, og  hvis man har lyst, er jeg sikker på, at det kan udvikle sig til en fest. Der er åbent for burgerlykke fra klokken 11, hver dag, hele ugen.
Nordermarkt 1, 24937 Flensburg, telefon 0461-97886626



FOTO: Gertrud Sabroe Termansen

tirsdag den 20. maj 2014

Grillboller

Bag brødet på grillen og udnyt grillens varme optimalt







Man kan bage bollerne, grille kødet og derefter frugter til dessert på én portion kul.
Brug en grillstarter, det sparer dig for meget besvær, og du ved at kullene er færdige efter 15-20 minutter.  


30 g gær

3 dl vand
½ dl olie
1 æg
½ dl sesam
1 spsk salt
1 tsk sukker
Ca. 300 g hvedemel
Ca. 300 g sigtet speltmel
mælk til pensling 

 Rør gæren ud i lidt af vandet og hæld resten af vandet, olie, æg, sesam salt og sukker i. Rør det sammen og ælt mel i til dejen er fast og slipper bordet. Tilsæt mere mel hvis dejen er våd og hold lidt igen hvis den er for fast.  Dejen skal være lidt fastere end normal bolledej, da den skal bages direkte på grillristen. Lad dejen hæve 1 time. Ælt dejen igennem og form den til 10-12 boller og tryk dem flade. Pensl med mælk og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Læg dem direkte på grillristen, men ikke over kullene og bag dem under låg i ca. 8 minutter. Det burdet ikke være ikke nødvendigt at vende dem, hvis du bager med låg.



lørdag den 16. februar 2013

FlensBörger

Nu har begrebet Flensburger fået en en ny betydning, for byen har fået en deeeejlig burgerbar i Norderstrasse 39 med navnet FlensBörger. Den søde ejer tilbereder skønne burgere, der smager herligt af kød, dressing og ost. Debatten om hestekød var ikke nået syd for grænsen, da vi var der, så vi nød det hakkede kød helt uden mistænksomme vrisk.

Vil du hellere tilberede din burger selv, kan du finde en dejlig opskrift her på bloggen
http://louises-koekken.blogspot.de/2011/12/tid-til-burger.html


lørdag den 31. december 2011

Tid til burger?

Tømmermænd
Hvis og når man har tømmermænd, er der ikke noget så godt som en burger. Hvis man ikke orker at lave det selv, må man bruge de store kæder. Men hvis man tænker sig bare en lille bille smule om, når man alligevel går ud og køber ind til den store festmiddag, kan man også lige tænke på, hvad der skal indtages dagen efter. Så undgår man også den grumme og lidt tomme fornemmelse man ofte har, når man forlader en fastfood restaurant. Det er god terapi at lave mad, når man har ondt af sig selv, over alle de mænd der buldrer rundt. Vi spiser det altid 1. januar, så er børnene og de voksne lykkelige.
Men man behøver så absolut ikke at have tømmermænd, for at ha’ brug for en burger. 


Burgerbollen
Det nemmeste er jo at købe burgerbollerne. Det er bare ikke godt nok og man kan jo spise så mange af de bløde, søde boller, uden af de mætter. Næ, prøv en hjemmebagt, hvis I har tid. 

25 g gær
150 ml håndvarmt vand
150 ml yoghurt
50 ml olie
1 tsk salt
1 spsk sukker
2 spsk sesam
200 g durummel
250 g hvedemel
Mælk eller sammenpisket æg til pensling
Opløs gæren i lidt af vandet. Hæld resten af vandet, yoghurt og olie i. Tilsæt salt, sukker, sesam og durummel. Ælt hvedemel i til dejen føles glat og slipper bordet/ skålen. Lad dejen overdækket, hæve lunt 1 time. Ælt dejen igennem og form den til ca. 10 boller. Tryk dem helt flade med hånden og lad dem hæve yderligere 20 minutter. Pensl dem og bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter. 

Bøffen
500 g hakket oksekød
50 g røget skinke
Salt og peber
Hak skinken og rør den i det hakkede kød. Krydr med salt og peber. Form kødet til store flade bøffer og steg dem på panden i ca. 3 minutter på hver side. 

Agurkesalat og syltede løg
2 spsk sukker
2 spsk eddike
2 spsk vand
½ agurk
2 rødløg
Rør sukker, eddike og vand sammen og krydr med salt og peber. Del portionen i to skåle. Skær agurken i tynde skiver og kom dem i den ene skål. Skær løget i tynde skiver og kom dem i den anden. Lad det trække ½ times tid. 

Avokado mos
Hvis man ikke kan få en moden avokado er det spild af tid at lave avokado mos.
1 moden avokado
2 spsk blød gedeost
1 fed hvidløg
Salt og peber
Skær skrællen af avokadoen og fjern stenen. Hak avokadoen evt. med en håndblender sammen med gedeost og hakket hvidløg. Smag til med salt og peber.

Kartofler
Vi er meget uenige om kartoflerne skal skrælles eller ej os hos. I må gøre hvad I syntes bedst. 
1 kg store kartofler
2 spsk olie
Salt og peber
Vask kartoflerne og skær dem i pommes frites lignede stave. Vend dem i olie og læg dem på en bageplade med bagepapir. De må helst ikke ligge oven på hinanden. Bag dem i ca. 25 minutter ved 22o grader. Vend rundt i dem ind imellem. Krydr med salt og peber, når de er færdige. 

Det grønne
Coleslaw passer rigtig godt til brugere, og så får vi igen den sunde kål og gulerødder.
250 g hvidkål
250 g gulerødder
100 g yoghurt
50 g mayonnaise, gerne fedtreduceret
2 tsk eddike
1 spsk ketchup
Salt og peber
Hakket persille
Skær hvidkålen i super tynde strimler. Skræl gulerødderne og riv dem fint. Bland yoghurt, mayonnaise, eddike og ketchup sammen og smag til med lidt af det hele og salt og peber. Vend hvidkål og gulerødder i dressingen og drys persille over. 

Herudover er der brug for
Ost
Salat
Tomat
Ketchup
Mayonnaise. Hvis din mayonnaise ikke smager som dem du får ude, kan du smage den til med sukker og eddike
Cola