Viser opslag med etiketten linser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten linser. Vis alle opslag

torsdag den 16. januar 2020

Sød kartoffelsuppe med raz-el-hanout



Det er toppingen, der gør forskellen på, om din suppe er god eller udsøgt. Croutonner, ristede kikærter, kerner og nødder, dukkah og feta kan fx bruges. Hvis du tilbereder en grøntsagssuppe, kan du riste/ bage nogen af grøntsagerne i ovnen og toppe din suppe med dem ved servering.

Sød kartoffelsuppe med raz-el-hanout


Tilberedning 45 min


Til 4 personer

Nem

Vegetarisk



600 g søde kartofler

2 løg

2 fed hvidløg

olie til stegning

50 g røde linser

1 spsk tsk raz-el-hanout

½ tsk chili

ca. 1 l bouillon

salt, peber



4 skiver daggammelt brød

100 g kogte kikærter

olie

salt

chili

75 g feta



Skræl kartoflerne og skær dem i små terninger. Pil og hak løg og hvidløg. Varm olie i en gryde og sauter kartofler og de to slags løg. Hæld linser, raz-el-hanout og chilie over. Rør rundt og hæld bouillon på. Kog op og skru ned for varmen. Lad det simre til kartofler og linser er møre. Blend suppen og smag til med raz-el-hanout, chili, salt og peber.

Skær brødet i små terninger. Dup kikærterne tørre. Varm olie på en pande og rist kikærter og brød. Drys salt og chili over efter behag. Server suppen med kikærter, croutons og smuldret feta.

søndag den 8. december 2019

Hjemme igen



Jeg er flyttet til København, hvor jeg har fået en varm velkomst. Men jeg savner Flensborgs kulinariske udvalg af stort og småt.

-Velkommen hjem, hvor er det dejligt at have jer tilbage i København, siger damen, der står overfor mig med varme og kærlighed i stemmen. Hun breder armene ud og suger mig ind i hendes kæmpe favn. Hun slipper grebet, ser mig i øjnene, griber mig om ansigtet og kysser mig på begge kinder.
Jeg prøver forsigtigt at sige, at jeg såmænd har følt mig hjemme i Flensborg de sidste 17 år, men det overhører hun fuldstændigt. Hun kalder på sin svigerinde, der kommer løbende, og så får jeg samme tur en gang til.
Til min mands indsættelse som sognepræst i Garnisonskirken var der 475 gæster. Kirkens menighed, tidligere kollegaer, gode venner, bekendte, deres forældre og børn og deres venner mødte op søndag formiddag for at opleve denne københavnerbegivenhed. Vi har, med andre ord, fået den varmeste velkomst.

Men vi er ikke flyttet hjem, vi er nærmere flyttet hjemmefra, og selvom vi taler sproget noget bedre her end i Flensborg, er der stadig mange ting, vi skal have lært. Hvor køber man ind og ikke mindst, hvad køber man? Der er minimælk, skummetmælk, letmælk og sødmælk i en konventionel variant, en økologisk, en fra jerseykøer, en der er blevet malket indenfor de sidste 24 timer og en fra det lokale mejeri. Hvorfor er der så meget discount, skohylder, duftlys og hundekurve i supermarkedet, der hvor der burde ligge pølser og pastavarianter? Og hvor er slagteren, hvor jeg kan købe fire skiver røget skinke i den tykkelse, jeg bryder mig om, og en lille bøtte Fleischsalat til min frokost? Hvor er markedet med de lokale producenter, hvor man kan holde sig opdateret med, hvad der er i sæson netop nu?
København er skøn, og snart lærer jeg, at det er her, jeg har hjemme. Indtil da savner jeg Flensborgs helt fantastiske udvalg af god mad og de dejlige folk, der bor der.
Dagens ret er en vegansk ret, det er nemlig ret hipt her i hovedstaden.  Gulerodssuppen er med linser, kokosmælk, karry og koriander. Er koriander, det værste du ved, og syntes du bare, det smager af sæbe, skifter du den ud med persille og kokosmælken ud med fløde, så er suppen ikke vegansk mere, men blot vegetarisk. 

Gulerodssuppe
2-3 personer
Hovedret
Nem
45 minutter
Vegansk/ vegetarisk


1 løg
2 fed hvidløg
400 g gulerødder
olie til stegning
1 tsk stødt ingefær
1 spsk karry
750 ml bouillon
150 ml kokosmælk/ fløde
150 g kogte linser i alt

Karrykerner
50 g solsikkekerner
1 tsk karry
1 tsk sukker
¼ tsk salt
½ tsk chiliflager

Koriander eller persille til servering
Brød

Pil løg og hvidløg og skær det i terninger.
Skræl kun gulerødderne, hvis de er gamle, ellers er det nok at vaske dem og skære toppen af.
Skær gulerødderne i skiver. Gem 1 lille gulerod til servering.
Varm olien i en rummelig gryder, hæld løg på og lad dem blive klare.
Hæld hvidløg, gulerødder, ingefær og karry i gryden og rør rundt et par minutter.
Hæld bouillon, kokosmælk og 100 g linser på og kog op. Skru ned og kog tilgulerødderne møre.
Blend suppen og smag til.
Skær den sidste gulerod i små terninger og hæld den i suppen sammen med 50 g linser lige før servering.
Rist solsikkekerner på en varm pande. Hæld karry, sukker og salt på og rør rundt til sukkeret er smeltet. Hæld chili på og afkøl. Drys kernerne over suppen, og spis brød til.

Teksten har været bragt i Flensborg Avis i oktober 2019.


fredag den 25. januar 2019

Sparnuar



Sådan sparer du i januar: læg budget, køb ind én gang om ugen, gå kun i én forretning, spis kål, rodfrugter, bønner og linser- så kommer du gennem januar med plus på budgettet.

Hvem i alverden har fået den syge ide, at alle regninger skal betales i januar? Bilforsikring, ejendomsskat, afdrag på gæld, restskat, you name it, og jeg skal betale det.
-Skil dig af med alt det du ejer, eller nyd at du har det, tænker du måske? 
Jeg knuselsker min bil og mit sommerhus og alle de udgifter, der er forbundet med at eje. Jeg betaler min skat med stor, stor glæde, jeg ved bare ikke, hvorfor regninger på 5-cifrede beløb skal forfalde fra slutningen af december til slutningen af januar. 
Er de helt ugudelige i Sydbank, Sygeforsikringen Danmark og Sønderjyske Forsikring? Aner de ikke, at julen falder den 24. december og kræver en dyb indånding og et dybere indgreb i bankkontoen?
-Du er over 50, du må da vide, at de regninger forfalder i januar? Tænker du måske videre. 
Jamen det har du da fuldstændig ret i. Det kommer bag på mig hvert år. Jeg burde da give mindre julegaver, undlade at holde nytårsaften, se bort fra min søns 18-års fødselsdag i begyndelsen af januar og lave en budgetkonto.
Men sådan er jeg altså ikke. Jeg lever ikke over evne, men jeg lægger heller ikke til side til svære tider. Jeg er vild med at give gaver, og begejstres til jul og fødselsdag når børnene siger, ”neeejjj”,  ”ihhhh” og ”det havde jeg da ikke forventet”.
Så jeg må se langt efter butikkernes gode udsalgsvarer på sko og tøj i januar og glemme alt om at spise middag på italieneren med veninderne. I stedet står den på hjemmelig hygge, hjemmebagt brød, sammenskudsgilde, kål og masser af arbejde, så der igen kan komme sorte tal på kontoudtoget.

Spareråd

Læg budget
Læg budget et år frem, så får du alle udgifter med, også dem der kun kommer kvartalsvis, halvårligt og én gang om året.
Gem kvitteringer
Saml alle kvitteringer og skriv dine indkøb ned, hvis du ikke får en kvittering. Efter en til to uger kan du kigge kvitteringerne igennem og se, hvad du bruger penge dine til.
Læg madplaner
Ud over at spare penge, sparer man også tid og kræfter ved at lægge madplaner. En ugeplan kunne se sådan ud:

Uge 5
Tema
Ret
Mandag
Hakket kød
Blomkålssalat og frikadeller
Tirsdag
Grøntsager
Brændende kærlighed
Onsdag
Fisk
Bagt torsk, blomkål og perlebyg
Torsdag
Suppe
Porrekartoffelsuppe med persillepersto
Fredag
Kylling
Kylling med oliven, soltørrede tomater, kapers og polenta
Lørdag
Pasta
Ravioli med tomatsovs
Søndag
Rester
Tærte med kartofler, løg, porre, feta


Køb ind 2 gange om ugen
Jo færre gange om ugen du køber ind, jo færre impulskøb foretager du. Impulskøb er ikke kun pudebetræk, blomster og italienske småkager. Det er også frugter, du ikke får spist, brød der mugner, og dåser der hober sig op i skabet.
Spis vegetarisk
Kål er billigere en kød, så det kan betale sig at spise sig mæt i kål, rodfrugter, bønner og linser.
Lav din egen mad
Så snart, der er nogen, der har været inde over din mad, er den dyrere og givetvis også mere usund, end hvis du laver den selv.
Betal med kontanter
Hæv penge og tag kun det beløb med ud og købe ind, som du har budgetteret med.
Køb ind ét sted
Du sidder og læser tilbudsavisernr fra Rewe, Netto og Lidl og skriver ned, hvilke tilbud du skal have i hver enkelt butik. Det lyder billigt og fristende, men det ender med at koste dig flere penge. For hver gang du går ind i en ny butik, stiger sandsynligheden for, at du køber mere, end der står på din liste. Så køb ind ét sted.
Lad en anden købe ind
Skriv en seddel til din ægtefælle og lad ham eller hende købe ind. Har han ikke den samme glæde ved indkøb som dig, køber han sikkert, kun det der står på listen.
Undlad at følge opskriften
Lad dig inspirere af opskrifter, og brug de råvarer du har.


Økoboller med røde linser
Bollerne er med kogte røde linser. Det skulle meget gerne give en god smag, et højere proteinindhold og en god mæthedsfornemmelse.
 
Middelsvær
10-12 boller
Bagværk
Tid 5 timer inkl. hævetid
Pris 5-6 kroner for hele portionen

75 g økologisk røde linser
550 ml vand inkl. kogte linser
10 g gær
400 g økologisk hvedemel + mel til bordet
2 tsk salt
2 tsk sukker

Kog linserne møre og køl linser og kogevæske ned til ca. 30 grader.
Vej linser og væske og hæld i alt 550 ml vand inkl. kogte linser i en røreskål med gær.
Rør gæren ud i væsken.
Rør mel, salt og sukker i.
Dæk dejen til og lad den hæve i ca. 4 timer ved stuetemperatur.
Hæld mel ud på arbejdsbordet og hæld dejen ud på bordet lidt af gangen.
Form 10-12 boller af dejen, undlad at ælte, vend blot dejstykkerne i mel og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Lad dem efterhæve i 20 minutter.
Tænd ovnen på 275 grader.
Bag bollerne i ca. 13 minutter.
Afkøl bollerne på en rist og opbevar dem efterfølgende i en plasticpose.

Foto Gertrud Sabroe Termansen
Tekten har været bragt i Flensborg Avis

fredag den 26. juni 2015

Linsesalat, hummus og yoghurtdressing



Salat og dressinger  passer godt til grillmaden.
Linser og kikærter mætter rigtig godt, så du kan måske nøjes med lidt mindre på grillen, hvis du laver tilbehør med tørrerede bælgfrugter. 

Tilbereder du yoghurtdressingen med sojayoghurt er det hele vegant - ellers er det "kun" vegetarisk.

300 g beluga linser (kan blandt andet købes hos dm)
2 spsk olivenolie
1 spsk lys balsamisk dressing
200 g små tomater
½ agurk
2 håndfulde bønnespirer
purløg

Yoghurtdressing
150 ml yoghurt
1 spsk stærk mangochutney
1 fed hvidløg
salt, peber

Hummus
1 dåse kikærter ca. 240 g drænet vægt
½ dl vand eller lage
1/2 dl olivenolie
1 fed hvidløg
2 spsk tahin
salt og peber

Kog linserne møre i saltet vand, det tager cirka 35 minutter. Hæld vandet fra og hæld dem i en serveringsskål. Hæld olie og eddike over og smag til med salt og peber. Halver tomaterne. Skær agurken i små terningen. Vend tomat, agurk og bønnespirer i salaten og drys purløg over.
Smag yoghurten til med chutney, presset hvidløg, salt og peber.
Blend kikærter, lage, olie, presset hvidløg og tahin til en cremet masse. Smag til med salt og peber.

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen 

torsdag den 5. september 2013

Bryllupssuppe med linser

Det er torsdag og derfor suppedag i min familie. Da det også er min 15 år bryllupsdag, bliver det til en bryllupssuppe. Det kunne være en "skrub af suppe", men det er der slet ikke tale om, jeg agter at tage mindst 15 år mere med min dejlige mand.

Suppen mætter godt og mætte mænd er nemme mænd!


2-3 porrer
2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
5 stilke timian og lidt til servering
200 g Py linser
1½ l bouillon gerne Herbamare

Rengør porrerne og skær dem i små stykker. Tag lidt fra til servering og gem toppen til en anden god gang. Pil og hak hvidløget. Sauter porrer og hvidløg i et par minutter i olie med timianblade. Hæld linser og bouillon på og lad det simre i ca. 30 minutter, til linserne er helt møre. Smag til med salt og peber og pynt med porre og evt. lidt timian.

FOTO: Bjørn Jacobsen for Ugebladet SØNDAG 

onsdag den 19. september 2012

Spis miljørigtigt, sundt og billigt- spis suppe





I vores familie er vi pt. 6 personer og da vi alle er meget aktive, er det svært at mødes til aftensmad 7 dage om ugen. Så er det skønt med suppe, da det kan varmes op og spises over flere timer. Det er selvfølgelig bedst med en skøn hjemmebagt bolle til, men kan det ikke lade sig gøre, er der sikkert også noget købebrød, der gør sig til retten.
Ud over dette er suppe også en miljøvenlig spise, primært fordi der ikke er kød i. Suppen her hører også i den billige ende af en middag og så er den sund - velbekomme.

Krydret tomatsuppe
2 løg
3 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
1 tsk koriander
1 tsk ingefær
1 tsk chiliflager
3 kartoner tomatkoncentrat á 500 ml
ca. 1 l Herbamare bouillon
150 g røde linser
1 dl fløde
Salt og peber

Pil og hak løg og hvidløg fint og svits det i olie med krydderierne. Hæld tomatkoncentrat og bouillon i og lad det koge op. Hæld linserne i og lad suppen småkoge i 20-25 minutter til linserne er møre. Varm suppen igennem med fløde og tilsæt evt. mere fløde hvis suppen er for tyk. Smag til med de nævnte krydderier, salt og peber.

Tip: Kan I ikke udstå linser kan man bruge korn, kikærter, bulgur, brune ris eller nudler.
Tip: Har I ikke røde linser kan man bruge gule.


tirsdag den 1. november 2011

Har du lavet den selv?

Linsesuppe 
Da jeg serverede denne suppe for familien forleden dag , spurgte de, om det var noget jeg havde købt, for den smagte så godt!
Portionen rækker fint til middag for fire personer, hvis man spiser groft brød til.

2 løg
1 kæmpehvidløg
1 tsk karry
1 tsk spidskommen
1 tsk koriander
2 kartoner tomatkoncentrat a ½ l
Ca. ½ l bouillon
250 g røde linser
½ dl fløde
Salt og peber

Pil og hak løg og hvidløg fint og svits det i olie med krydderierne. Hæld tomatkoncentrat og bouillon i og lad det koge op. Hæld linserne i og lad suppen småkoge i 20-25 minutter til linserne er møre. Rør fløde i og smag til med de nævnte krydderier, salt og peber. 

Og her er lige en variation til dem der godt kan lide kokosmælk

Linsesuppe med kokos
100 g røde linser
500 ml vand og 2 tsk bouillon
1 dåse kokosmælk
2 tsk ingefær
Salt
Pynt med chili og friske koriander
Skyl linserne. Hæld linser, vand, bouillon, kokosmælk, ingefær og chili i en gryde og kog det op. Lad det simre under låg til linserne er kogt ud/ møre. Smag til med salt, ingefær og evt. mere bouillon. Hæld den varme suppe i skåle og pynt med koriander og chili.