Viser opslag med etiketten brød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brød. Vis alle opslag

fredag den 15. juli 2016

Hvad spiser du til morgenmad?


-Lægen har sagt, at jeg skal spise morgenmad og fiskeolie, og dyrke motion, siger min mand slukøret, efter han har fået
målt sit kolesteroltal. Det er for højt, og for at få det ned, må han tabe sig nogen kilo.

-Du skal være velkommen til at spise med. Vi sidder her jo alligevel, og det hele er fremme, siger jeg.

-Ja, men jeg har jo ikke så stor appetit om morgenen, siger han.

-Det er måske, fordi du spiser en del efter aftensmaden. I går røg der en plade chokolade ned, sammen med en stor skål med rosiner og ristede nødder og to boller med smør og ost, siger jeg og prøver ikke at være grov.

-Ja, ja kom nu ikke for godt i gang, du kan da også godt lide lidt sødt til kaffen, siger han.

-Det er helt rigtigt, men mit kolesteroltal er ikke for højt endnu, siger jeg.

-Hmnff, siger min mand.


Vi dækker op til min mand, og han begynder at spise morgenmad, havregryn og mysli med mælk, hver morgen, fem dage om ugen. Han taber sig, og hans kolesteroltal falder.

Men kan det nu passe, at blot fordi min mand begyndte at spise morgenmad, så taber han sig? Eller er det fordi, at han også begynder at spille tennis, og tænke mere over hvad han generelt fylder sig med. Undersøgelser peger i alle retninger. Der er nogen, der taber sig, hvis de spiser morgenmad, og der er nogen der taber sig, hvis de undlader morgenmaden. Vi ved jo, at man taber sig, hvis man forbrænder mere end man indtager. Og alt tyder på, at det er ligegyldigt, hvornår, på dagen, man spiser sine kalorier.


Men man spiser jo ikke kun morgenmad for at tabe sig. Undersøgelser viser, at hvis børn og unge får en sund morgenmad med æg, rugbrød, havregryn, ost, yoghurt og mælk og frugt - eller blot noget af det - bliver de bedre til at koncentrere sig i undervisningen. De har lettere ved at lære, lettere ved at lege, lettere ved at sidde stille, ved modtage en besked og indgå i fællesskaber. Så der er nok en del pædagoger og lærere, der vil værdsætte, at der er sund mad på bordet – og i maverne – når eleverne møder frem i institutionerne.

Og det er desværre slet ikke ligegyldigt, hvad der kommer i den tomme morgenmave. Ifølge en undersøgelse der er offentliggjort på Samvike.dk, har man målt hjerneaktiviteten hos unge, efter at de havde spist enten cornflakes og guldkorn eller havregryn eller rugbrød. Undersøgelsen viste, at der var fem gange så meget brændstof til hjernen fra rugbrød og havregryn som fra cornflakes eller guldkorn. 


Og hvordan ser det ud ude i verden. Har de opdaget havregryns fantastiske  egenskaber?

-I Italien drikker de espresso, capuccino eller varm mælk. Heri dypper de en kage eller kiks. Denne simple morgenmad med masser af sukker holder maven i ro til frokost, hvor det store måltid indtages. Og det virker, du er ikke sulten før klokken 12-13 stykker - og det er kun ET stykke kage eller croissant vi taler om, siger Rie Boberg, der er bosiddende i Italien store dele af året.

-I Frankrig spiser de croissant og drikker en café au lait, siger min frankofile veninde Nicoline.

-I Spanien spiser de en magdalenas, der er en slags muffin og drikker cafe con leche til, fortæller min svigerinde, der har boet i Spanien som ung.

For at høre hvad de spiser i USA, får jeg min dansk-amerikanske kollega Sandra Leigh Drazin til at lave en hurtig undersøgelse blandt sine amerikanske venner på facebook.

-Det er lidt afhængigt af dagen, men min favoritmorgenmad er tærte med gruyere, karamelliserede løg og bacon eller scones med en sovs med pølser, skriver Katie fra Illinois.

-Jeg spiser havregryn med jordnøddesmør, og nogen gange supplerer jeg med røræg for at få en ekstra portion protein, skriver Mike fra Oakland i Californien.

- Jeg spiser tortilla med ost, varmet i brødristeren eller mine børns favorit, bananbrød med chokoladestykker, siger Rebecca fra Burke i Virginia.

Der er meget inspiration at hente til weekend-morgenmaden i udlandet, men vi skal nok holde os til havregrynene, yoghurten og rugbrødet, hvis vi vil bevare den gode figur og det høje aktivitetsniveau, vi generelt skal levere i hverdagene.


Jeg har lavet lidt lækre retter, der passer godt til en overdådig morgenmad. Den overdådige kanelbrødskage er inspireret af den amerikanske monkeycake. Det er små stykker dej der er sat sammen, og så er meningen, at man ”plukker” en bolle, fra den færdige kage.
 Æg Bendict er en amerikansk brunchret, der normalt serveres med skinke. Vi har forfinet den lidt og bruger røget laks her.

Monkeybread med kanel og glasur


Middelsvær

2 timer

10-12 personer

Morgenmad, kage



50 g smør

150 ml mælk

100 ml kærnemælk eller yoghurt

20 g gær

1 tsk salt

2 spsk sukker

1 tsk kardemomme

ca. 400 g mel



75 g smør

150 g brun farin

1 spsk kanel



150 g flormelis

vand


Smelt smørret i en gryde. Hæld mælk og kærnemælk i. Det skiller sikkert, men det har ingen betydning. Smuldr gæren ned i en dejskål, hæld lidt af den lune mælk over og rør gæren ud. Hæld resten af mælken, salt, sukker og kardemomme i. Ælt mel i til dejen er smidig, og ælt den godt igennem. Lad den hæve lunt og overdækket i 45 minutter. Smelt smør og farin i en lille gryde, hæld kanel i. Ælt dejen igennem. Del den i 20 små boller. For en springform med bagepapir og læg et lag boller i. Hæld halvdelen af sukkerblandingen over og drys med rosiner. Læg resten af bollerne på og hæld sukkerblandingen over. Lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Bag brødet ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Æg Benedict med røget laks



Middelsvær

45 minutter

4 personer

Morgenmad



Hollandaisesovs

75 g smør

2 æggeblommer

1 spsk koldt vand

citronsaft

salt, peber



250 g spinat

4 æg

4 engelske muffin

4 skiver røget laks



Smelt smørret i en gryde, og fjern gryden fra varmen. Pisk æggeblommerne skummende med vand i en anden gryde. Hæld langsomt det smeltede smør i æggene, under piskning. Tænd for lav varme og fortsæt med at piske til saucen er cremet. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Damp spinaten.

Pocher æggene. Varm vand og eddike op til kogepunktet i en lille gryde. Slå et æg ud i en lille skål. Pisk det kogende vand, så der dannes i hvirvel. Hæld ægget ned i hvirvlen. Skru ned for varmen, det må ikke bulderkoge. Lad det simre et par minutter, til hviden har samlet sig om blommen. Tag ægget op og gentag med resten af æggene.

Rist muffins og server med dampet spinat, hollandaise sovs, laks og pocheret æg. Krydr med salt og peber.










tirsdag den 16. juni 2015

Fødselsdagsboller og gode tips til børnefødselsdagen


Hvem kan spise flest flødeboller på 1 minut?

Pålægschokoladeboller
Cirka 15 stk.
Tid 2 timer
Kan fryses

50 g smør
200 ml mælk
100 ml vand
20 g gær
1 æg
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk stødt kardemomme
50 g pålægschokolade
Cirka 600 g hvedemel

Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og hæld mælk og vand i. Opløs gæren i lidt af væsken og hæld resten af væsken i. Rør ægget i. Hæld sukker, salt og kardemomme i. Hak chokoladen og hæld den i. Ælt mel i til dejen føles smidig og slipper skålen. Lad dejen hæve 45 minutter. Ælt dejen igennem og form den til 12-15 boller. Stil dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Bag bollerne ved 220 grader i ca. 12 minutter. Afkøl bollerne på en rist og opbevar dem i en plasticpose til de skal serveres.
 

Gode tips til børnefødselsdagen

Frugtspyd skal holde sukkerkvalmen fra døren.
Planlæg fødselsdagen så grundigt som muligt, så forløber festen bedre.

-Vær sammen om at planlægge fødselsdagen, så får I afstemt forventningerne.
-Hvem skal med? Jo yngre børn, jo færre gæster.
-Vær minimum to voksne.
-Hvor lang tid skal festen vare? 2-3 timer er ofte rigeligt.
-Hvad er budgettet? Det er ofte billigst at blive hjemme og tage en tur på legeplads i løbet af dagen.
-Lav invitationerne i god tid. Hvis I laver en Geschenkekorb i en forretning, kan man oftest få gratis invitationer der.
-Lav en tidslinje, så ved I, hvad der skal ske hvornår.
-Pynt det værelse hvor det meste af festen holdes. Lav pynten selv hvis du evner det. Man kan få billigt og godt pynt hos Tiger, og det kan bruges år efter år.
-Se i bøger efter gode lege.
-Planlæg en aktivitet udenfor – også om vinteren – skriv i invitationen af der skal medbringes tøj til leg udenfor.
-Hvis du får stress af at bage selv – så køb med god samvittighed.
-Husk rigeligt at drikke, også noget uden sukker.
-Husk noget at spise uden sukker – gulerødder, agurk, peberfrugt, små tomater og blomkålsbuketter forsvinder også hurtigt.
-Skattejagt er et hit, se ideer til skattejagter på www.samvirke.dk



Foto Gertrud Sabroe Termansen 

tirsdag den 20. maj 2014

Grillboller

Bag brødet på grillen og udnyt grillens varme optimalt







Man kan bage bollerne, grille kødet og derefter frugter til dessert på én portion kul.
Brug en grillstarter, det sparer dig for meget besvær, og du ved at kullene er færdige efter 15-20 minutter.  


30 g gær

3 dl vand
½ dl olie
1 æg
½ dl sesam
1 spsk salt
1 tsk sukker
Ca. 300 g hvedemel
Ca. 300 g sigtet speltmel
mælk til pensling 

 Rør gæren ud i lidt af vandet og hæld resten af vandet, olie, æg, sesam salt og sukker i. Rør det sammen og ælt mel i til dejen er fast og slipper bordet. Tilsæt mere mel hvis dejen er våd og hold lidt igen hvis den er for fast.  Dejen skal være lidt fastere end normal bolledej, da den skal bages direkte på grillristen. Lad dejen hæve 1 time. Ælt dejen igennem og form den til 10-12 boller og tryk dem flade. Pensl med mælk og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Læg dem direkte på grillristen, men ikke over kullene og bag dem under låg i ca. 8 minutter. Det burdet ikke være ikke nødvendigt at vende dem, hvis du bager med låg.



lørdag den 18. januar 2014

Knækbrød



Skønne knækbrød til en dejlig, økologisk blåskimmel fra Thise Mejeri. I Flensborg kan du købe Thise oste på Wochen Markt, Denn's Biomarkt og i Fakta i Harrislee forhandler de også Thise produkter.

1 dl havregryn
2 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
3½ dl hvedemel
2 tsk salt
2 dl vand
1 dl olie

Tænd ovnen på 200 grader. Bland de tørre ingredienser i en skål og rør vand og olie i. Bred dejen ud på 1-2 bageplader med bagepapir. Jo tyndere, jo mere delikate er de. Brug evt. en våd skraber. Marker med en kniv, hvor store stykkerne skal være. Bag dem i 20 minutter til de er lysebrune. Afkøl dem på en rist og opbevar dem i en kagedåse til de skal spises.

FOTO: Bjørn Jacobsen til SØNDAG

onsdag den 4. september 2013

Onsdagssnegl



Åh, så er vi der igen! Det er midt på eftermiddagen, jeg lidt lækkersulten og er gået i stå i min opgave. Jeg kunne jo skrælle 1 kg gulerødder- eller gå i gang med at bage disse skønne snegle.
De smager også herligt uden glasur, hvis du ikke kan vente, til de er afkølede. 
INFO En fed gærdej som denne smager bedst samme dag den er bagt. 
INFO Hvis du vil, kan dejen laves med 5-8 g gær og hæve natten over.

100 g smør
3 dl mælk
50 g gær
1 æg
100 g rosiner
1 tsk salt
100 g sukker
450 g hvedemel

Fyld
75 g smør
150 g brun farin
1 spsk kanel

Glasur
150 g flormelis og vand

Smelt smørret over lav varme. Fjern det fra varmen og hæld mælk i. Rør gæren ud i lidt af den lune mælkesmør og hæld resten af mælken i. Rør ægget sammen og hæld det i sammen med rosiner, salt og sukker. Ælt mel i, til dejen føles let og slipper bordet/ skålen. Lad dejen hæve overdækket og lunt i 1 time. Ælt igennem og rul ud i ca. 50 cm gange 25 cm. Pisk smør, sukker og kanel sammen og fordel det på dejen. Rul dejen sammen og skær den i ca. 5 cm store stykker. Sæt dem i en bradepande beklædt med bagepapir og lad dem hæve yderligere 30 minutter. Bag dem ved 220 grader i ca. 15 minutter. Rør glasuren sammen og pynt de afkølede kager. 

FOTO: Bjørn Jacobsen for Ugebladet SØNDAG

 

mandag den 18. februar 2013

Er du til indisk?

De skønne brød passer så godt til en indisk karryret, men de kan selvfølgelig også bruges til supper og gryderetter.
I Indien klaskes dejen op på siden af tanoriovne og bages her. Tandoriovnene er formet som bikuber og kan være fremstillet af kamellort. Denne form for bagning giver en helt fantastisk - bålsmag, som vi ikke kommer i nærheden af her. Men ikke desto mindre smager de også meget godt stegt på en stegepande. I Indien bliver de penslet med smør efter bagningen. For at få den gode smag, steger vi dem i smør i stedet. 

15 g gær
1½ dl lunt vand
½ surmælksprodukt yoghurt/kærne........
1 æg
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 spsk nigellafrø
1 tsk bagepulver
200 g fuldkornsmel hvede/rug/graham.....
ca. 200 g hvedemel

smør til stegning

Rør gæren ud i lidt af vandet. Rør yoghurt, æg, salt, sukker og nigella sammen. Bland bagepulver og fuldkornsmel sammen og rør det i. Ælt hvedemel i til dejen er smidig og slipper skålen. Lad dejen hæve i ca. 1 time. Del dejen i boller. Tænd evt ovnen på 180 grader. Rul boller ud til lange "tårer" og steg dem i smør på en varm stegepande. Hold dem varme i ovnen til de skal spises.




torsdag den 29. november 2012

Mysliboller



Man bliver afhængig af de lækre mysliboller. Kan du ikke få fat i en femkornsblanding kan mindre også gøre det. Man kan også blande sin egen af det man har stående i skabe og skuffer.  

50 g gær
2½ dl lunt vand
1 dl kærnemælk
½ dl smagsneutral olie dvs. ikke olivenolie men gerne rapsolie (der smager af lidt)
100 g nødder og kerner
100 g tørrede frugter
100 g femkornsblanding gerne fra Urtekram, den skal ikke koges før brug
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
250 g fuldkorns hvedemel
Ca. 400 g hvedemel
Sammenpisket æg eller mælk til pensling

Rør gæren ud i lidt af vandet. Hæld resten af vandet, kærnemælk og olie i. Hak nødder og tørrede frugter og rør dem i dejen med femkornsblanding, salt og bagepulver. Ælt mel i til dejen er fast og slipper skålen/ bordet. Lad dejen hæve lunt i 45 minutter. Ælt dejen igennem og del den i ca. 12 boller. Stil dem på en bageplade med bagepapir, pensl med sammenpisket æg eller mælk og lad dem efterhæve i ca. 20 minutter. Bag bollerne ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Det fine sommerbillede har Bjørn Jacobsen taget til SØNDAG

torsdag den 25. oktober 2012

Græskarbrød

Til de skønne græskarsupper og andre efterårssupper passer det super med et græskarbrød.

300 g hokkaidogræskar
25 g gær
2 dl lunt vand
1 dl kærnemælk
125 g fuldkornshvedemel
ca. 575 g hvedemel
1½ tsk salt

Rengør græskaret, kasser kerner og løs "hud" og skær kødet i små terninger. Hæld dem i en gryde, hæld vand over, så det netop dækker og kog op. Lad dem simre i ca. 5 minutter til de er møre. Hæld vandet fra og mos græskaren. Udrør gæren i lidt af vandet, tilsæt resten af vandet, kærnemælk, græskarmos, fuldkornsmel og salt og ælt hvedemel i til dejen er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve overdækket på et lunt sted. Ælt den i gennem, form til et rundt brød og læg det på en bageplade med bagepapir. Lad det efterhæve i min. 30 min. Bag det ved 210 grader i ca. 35 minutter. Afkøl på en rist og pak det i en plastikpose til det skal spises.

Bonusinfo- Græskar skulle være godt for fordøjelsen  

Et græskarbrød for øvede smagsløg

250 g rengjort græskar
1 løg
25 g gær
2½ dl vand
1 tsk karry eller raz el hanut
1 tsk salt
200 g rugmel
ca. 300 g hvedemel

Riv græskar og løg fint. Rør gæren ud i lidt af vandet, tilsæt resten af vandet, kærnemælk, græskar, løg, karry og salt. Ælt mel i til dejen slipper bordet/ skålen og ælt den godt igennem. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 1 time. Ælt igennem og læg dejen i et ovnfast fad. Lad det efterhæve i ca. 20 minutter. Bag brødet ved 200 grader i ca. 40 minutter. Afkøl brødet på en rist og opbevar det i en plastikpose, når det er afkølet. Smager også meget godt ristet.


mandag den 15. oktober 2012

Mosters detox


Nu kan du få ryddet op i skabene, for til dette brød kan der bruges løs af de pudsige kerner og nødder der fylder op og bliver skubbet længere og længere tilbage i skabe og skuffer. 
Som titlen angiver, har jeg fået opskriften af min moster som er en ørn ud i madlavning. Det skønne brød er uden mel af nogen art og kan bruges som rugbrød med pålæg til. Det holder sig rigtig godt, kan fryses og smager herligt ristet.
150 g mandler
150 g græskarkerner
100 g sesam
100 g hørfrø
100 g solsikkefrø
1 dl olie
2 tsk salt
5 æg

Tænd ovnen på 160 grader. Hak mandlerne groft. Hæld dem i en skål sammen med de øvrige frø og kerner. Rør olie og salt i. Pisk æggene i, et ad gangen. Hæld dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir og bag brødet i 1 time og 10 minutter. Afkøl først i form og herefter på en rist.

torsdag den 30. august 2012

De nye pølsehorn

Nu får begrebet pølsehorn en helt ny betydning. Ikke noget med fedtede wienerpølser og ketchup, næ en lækker chorico eller måske et stykke bresaola, skal der ind i disse små brød.

2½ dl mælk
25 g gær
1 tsk salt
1 tsk honning
250 g fuldkornshvedemel
250 g hvedemel
Sammenpisket æg til pensling
Soltørrede tomater
Krydret pølse
Sammenpisket æg til pensling
Chili eller timian

Lun mælken. Rør gæren ud i lidt af mælken og hæld resten af mælken i. Tilsæt salt og honning og ælt mel i til dejen er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve overdækker på et lunt sted i ca. 1 time. Del dejen i 10-12 stykker og rul dem let ud. Læg en skive pølse og soltørrede tomater på brødet. Luk brødet rundt omkring fyldet. Stil pakkerne på en bageplade med bagepapir med sammenlukningen nedaf. Pensl med sammenpisket æg og pynt evt. med chili eller timian. Lad dem efterhæve i ca. 20 minutter. Bag brødene i ca. 15 minutter ved 200 grader.


fredag den 29. juni 2012

Gem maden til efter ferien

Når vi tager på ferie tømmer de fleste af os brødkasser og køleskab, for vi vil nødigt modtages af grønne slimede vækster, når vi kommer hjem. Men før du laver en direkte rute mellem køleskab og skraldespand, kan du overveje, om du egentlig ikke lige så godt kunne fryse det hele ned.
Ind i fryseren med alt brød, leverpostej, kød- og spegepølse og andet pålæg. De fleste grøntsager kan ligeledes holde sig super på køl. Tjek dem, er der nogen, der er mugne eller bløde, kan de ryge ud, men ellers kan de fint holde sig i bunden af køleskabet. Herunder er der en suppe der fint kan bruge rester af køleskabs tomater, gulerødder, fennikel, squash, løg og brød.
Spis de frugter i har liggende, undervejs i lufthavnen, bussen, flyet eller i bilen. Men de fleste kan også holde sig på køl. Måske bliver bananerne brune og fersknerne bløde, men det er dejligt i en kage.

Denne italienske tomatbrødsuppe kan fyldes op med det køleskabet og fryseren gemte og er god når man står med en masse skorper efter at have smurt sandwich til et håndboldhold. 

1 løg
3 fed hvidløg
olie til stegning
2 spsk eddike
1 spsk oregano
1 tsk chiliflager
1 l purerede tomater
½ l Herbamare bouillon
1 fennikel
4 gulerødder
2-4 tomater
½ flutes, baguette, ciabatta eller lign.
sukker, eddike, salt og peber
krydderurter til servering og gerne et skvæt olivenolie og rigelig med revet parmesan

Pil og hak løg og hvidløg. Varm olien op og sauter de to slags løg. Hæld eddike over og lad det bruse op. Drys oregano og chili over, hæld tomat og bouillon på og lad det simre i 10 minutter. Rengør og hak fenikkel og gulerødder og skær dem i små terninger. Skær tomater og brød  i mindre stykker. Hæld grøntsager og brød i suppe, varm igennem og smag til med sukker, eddike, salt og peber. Pynt med krydderurter og hæld olivenolie over den anrettede suppe ved servering og top med parmesan.


mandag den 7. maj 2012

Tirsdagssalat

Så skal du bare stege et lille stykke kylling, så er middagen hjemme

2 hjertesalater
1 bundt radiser
2 snack peberfrugter
4 forårsløg
4 skiver lyst brød

4 spsk lys balsamico eddike
2 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 tsk honning
1 tsk sennep
salt og peber


Rengør grøntsagerne og skær dem og brødet i mundrette stykker. Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. Vend grøntsager og brød i dressingen og spis straks.


Byens bedste baguette

Det er Backwerk der bager det gode brød til osten, sandwichen eller suppen. Du kan selvfølgelig også bage selv.


10 g gær
500 ml vand
2 tsk fint salt
Ca. 750 g hvedemel

Rør gæren ud i lidt af vandet. Hæld resten af vandet og saltet i. Ælt mel i til dejen føles let og slipper bordet / skålen. Lad dejen hæve overdækket i køleskab natten over.
Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir og del den i tre (uden at ælte) og form til tre flutes. Lad dem efterhæve i 30 minutter. Bag dem ved 300 grader i 8 minutter, sænk varmen til 200 og bag dem færdig i yderligere 20 minutter. Opbevar de afkølede brød i plasticpose.
Kan din ovn ikke indstilles til mere end 275 grader, kan man bruge varmluft. Og så huske at temperaturen skal ned på 180 grader varmluft, de sidste 20 minutter.


onsdag den 2. maj 2012

Varme hveder

Traditionen med at vi spiser hveder, kan føres tilbage til 1700- tallet. Dengang havde bagerne én årlig fridag og det var Store Bededag. Så for at sikre kunderne "nybagt" brød, bagte de hvedeknopper dagen før Store Bededag. Hvederne kunne kunderne så selv varme på den store bededag. 
Dengang var det en luksus spise, og det kan du også gøre den til nu, ved selv at bage, bruge rigtigt smør og en god marmelade.

Her er en krydret udgave. Du kan selv skrue op og ned for krydderierne. Skal der kun smør til er det godt med mange krydderier, men er du ude i noget med ost og pålæg er det lækre at bage dem plain.

De smager selvfølgelig helt skønt med rabarbermarmelade........

12 hveder
Har du tid kan du lade dem langtidshæve, så skal der kun bruges ca.10 g gær.

25 g gær
2 dl mælk
1 dl varmt vand
1 dl kærnemælk
2 tsk salt
3 spsk sukker
1 tsk kanel, 1 tsk kardemomme, 1 tsk ingefær
650 g hvedemel skrift evt. 150 g ud med gramhams eller fuldkornshvedemel
Sammenpisket æg til pensling

Opløs gæren i lidt af mælken. Tilsæt resten af mælken, vandet, kærnemælk, salt, sukker og krydderier. Ælt mel i til dejen føles smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve overdækket i 45 minutter. For et stort ovnfast fad eller bradepande med bagepapir. Ælt dejen igennem, del den i 12 stykker, form dem til boller og sæt dem tæt på bagepladen. Pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve yderligere 30 minutter. Bag brødet i ca. 25 minutter ved 200 grader.

Pirog, dig glad

Jeg er så træt at pizzaer, så nu laver jeg pirogger, for mig er det det samme, bare lidt mere dej. Til fyldet kan du bruge de dåser og glas med sjove sager som du ellers aldrig får brugt. Eller rester af kødsovs, vegesovs eller andet som køleskabet gemte........ og som Sigrid Fugl skriver i sin bagebag- pirogger er fortræffelig skovtursmad. Så hvis I skal ud og gå på Volden i morgen - snup en pirog med.


Til 12 stk.

40 g gær
2 dl varmt vand
1 dl kærnemælk
2 æg
1 tsk salt
150 g groft mel
ca. 500 g hvedemel

Fyld
kogte æg
artiskokker
soltørrede tomater
oliven
tun og ikke mindst ansjos

Opløs gæren i lidt af vandet og hæld resten af vandet, kærnemælk, æg og salt i. Rør det grove mel i og ælt hvedemel i dejen til den er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 1 time. Ælt dejen igennem, del den i 12 stykker og rul dem ud. Find fyldet frem og skær det i mindre stykker. Fordel fyldet midt på dejen og luk sammen. Pensl med mælk eller sammenpisket æg. Lad dem hæve 20 minutter. Bag dem ved 220 grader i ca. 15 minutter.

torsdag den 19. april 2012

Urtebrød med kram

På min krydderihylde står der en del blandinger, der snart har overskredet sidste salgsdag og som desværre nok aldrig bliver brugt. Men det sker ikke for de nye krydderblandinger fra Urtekram. De er primært lavet på salt og så blandet med forskellige krydderier. De smager herligt til kartofler, humus, chiliconcarne, rodfrugter og brød. Bland gerne kartoffelkrydderiet med cajunmix, det er et stærkt men spiselig miks.

Urtebrød med kram
Et krydret brød der passer godt til maden

15-20 g gær
2 ½ dl lunt vand
1 tsk kartoffelkrydderi
1 tsk Cajunmix
75 g rugmel
250 g hvedemel


Rør gæren ud i lidt af vandet. Tilsæt resten af vandet og krydderier. Ælt mel i til dejen er smidig og slipper skålen. Lad den hæve lunt og overdækket i en lille time. Ælt dejen igennem, lad dejen efterhæve ca. 20 minutter. Bag brødet i 10 minutter ved 240 grader, skru ned til 200 grader og bag færdigt i  ca. 20 minutter. Afkøl på en rist og opbevar brødet i en plastikpose når det er afkølet.






onsdag den 21. marts 2012

Spis påsken


Der er tradition for at vi spiser lam i påsken og det er egentlig underligt, da det jo er nu, lammene bliver født og derfor ikke er parate til slagtning før om mindst tre måneder. Men det har jo selvfølgelig igen noget med religion at gøre. Når jøderne fejrer påske, spiser de lam for at mindes, at dødsenglen ville gå forbi de huse, hvor der med lammets blod var sat et kryds på dørstolpen. I kristendommen sammenligner man det uskyldige lam med Jesus. De bliver begge slagtet!

Skærtorsdags menu
Til det jødiske påskemåltid serveres foruden stegt lam bitre urter, mørtel, æg, vin og usyret brød. Der hører et langt ritual til påskemåltidet og der er en særlig rækkefølge som manden skal spises i. Det overlader vi til andre og nyder maden i afslappet stemning.

Stegt lammekølle
1 lammekølle på ca. 2 kg
10 fed hvidløg
1 ikke sprøjtet citron
2 stilke rosmarin
Olivenolie, salt og peber
Evt. 1 kg kartofler i skiver

Tænd ovnen på 170 grader. Tør lammekøllen af. Stik 10-15 huller i den med en lille skarp kniv. Pil hvidløgsfeddene og skær citronskal i strimler.  Stik hvidløg, citronskal og små rosmaringrene i hullerne. Gnid køllen med olivenolie og salt og peber. Sæt køllen på en rist i ovnen med en bradepande under. Kom vand i bradepanden og dryp med stegesky under stegningen. Steg lammet i ca. 2 timer. Hvis man er til kartofler, skal de ind under lammet de sidste 45 minutter med lammet.


Mursten
Mursten af frugtmos symboliserer den mørtel jøderne brugte til at bygge med, mens de var slaver i Egypten.

150 g tørrede frugter for eksempel dadler, rosiner, figner
100 g mandler
2 spsk portvin
½ tsk kanel
Bladene fra 3 stilke mynte
Hak tørrede frugter og nødder groft i en blender. Rør portvin og kanel i. Hak myntebladene og bland dem i mosen.

Vin og usyret brød
Vinen og brødet minder om Jesus sidste måltid med sine disciple. Det usyrede brød symboliserer at jøderne ikke havde tid til at tage gæren med, da de var på flugt.
Vinene må I selv stå for, mens det usyrede brød er inspireret af en opskrift fra ”Præsten & kogejomfruen” af Stender og Engelstoft Rasmussen. En herlig kogebog om at nyde kristendommen gennem alle sine sanser.

100 ml olivenolie
3 dl vand
500 g fint speltmel
 tsk salt
Bland alle ingredienserne sammen. Ælt dejen til den er smidig og slipper skålen. Lad den hæve overdækket i 1 time. Del dejen i 12 stykker og rul dem tyndt ud som til pitabrød.  Steg brødene på en stegepande i olie på begge sider eller i ovnen ved 220 grader i 10-15 minutter.

Bitre urter
De bitre urter symboliserer både jøder og kristnes lidelser. Ægget er symbol ofring, templets ødelæggelse og på hvad Jesus bragte os. 

200 g rucola salat gerne blandet med radicchio
2 spsk olivenolie
1 spsk lys balsamisk olie
Sukker, salt og peber
2 hårdkogte æg
Skyl salaterne og tør dem godt. Skær radicchio i mindre stykker. Rør dressingen sammen og smag til med sukker, salt og peber. Pil æggene og hak dem. Vend salaten i dressingen umiddelbart før servering, hvis det bliver gjort for tidligt klasker salaten sammen. Pynt med hakket æg.

Læs mere om påsken i Flensborg Avis torsdag den 29. marts

onsdag den 14. marts 2012

Det daglige brød og en enkelt kage

Nemt rugbrød 
Tilberedning 20 minutter plus hævning og bagning
1 brød
1 dl lunt vand
50 g gær
4 dl kærnemælk
1½ tsk salt
250 g rugmel
ca. 350 g sigtemel
Rør gæren ud i det lune vand. Hæld kærnemælk i sammen med salt, rugmel, og sigtemel. 
Ælt dejen igennem - den skal kunne slippe fadet men ikke være for fast. 
Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Ælt dejen igennem og form den til et rugbrød. 
Læg den i en smurt rugbrødsform og lad den hæve til dobbelt størrelse. 
Prik i dejen med en gaffel, pensl med vand og bag den på nederste rille ved 175 grader i 
ca. 1½ time.
Stik en strikkepind i brødet efter 1 1/4 time. Er der dej på pinden, 
skal brødet have lidt længere. Afkøl brødet på en rist.

Appelsin sandkage
Tilberedning 20 minutter plus bagning
1 appelsin
200 g blødt smør
200 g sukker
3 æg
200 g mel (gerne kagemel)
1½ tsk bagepulver
1 tsk vanilje 
 
Riv skallen og pres appelsinen. Pisk smør, sukker og appelsinskal sammen. 
Rør æggene i et ad gangen. 
Sigt mel, bagepulver og vanilje i og rør dejen hurtigt sammen.
Hæld dejen i en smurt rugbrødsform og bag den ved 175 grader i 45 minutter. 
Hæld appelsinsaften over den varme kage, lige når den kommer ud af ovnen. Afkøl kagen. 
 

søndag den 12. februar 2012

Strutter og kringler

Vi nærmer os fastelavn og dette giver os endnu en god grund til at bage. Jeg lægger ud med opskrifter på strutter og kringler og der kommer flere bageopskrifter i løbet af ugen.


Kringler

75 g smør
3 dl mælk
25 g gær
1 spsk groft salt
1 tsk sukker
550 g mel
sammenpisket æg til pensling
Smelt smørret og hæld mælken i. Rør gæren ud i lidt af mælken og hæld resten i sammen med salt og sukker. Ælt mel i, til dejen er smidig og slipper bordet. Lad den hæve overdækket, på et lunt sted i 45 minutter. Del dejen i 12 stykker. Rul dem ud til tynde pølser, form dem til kringler og pensl med æg. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve yderligere 15 minutter. Bag dem ved 200 grader i ca. 8-12 minutter.




Strutter
Strutterne har et meget dekorativt kors i bunden.

100 g smør
250 ml vand
20 g gær
1 tsk salt
1spsk sukker
50 g rosiner
Ca. 550 g hvedemel
Æg til pensling
Smelt smørret, hæld vandet i. Opløs gæren i lidt af smørvandet og hæld resten af vandet i sammen med salt, sukker og rosiner. Ælt mel i, til dejen er smidig og slipper bordet. Lad den hæve overdækket, på et lunt sted i 45 minutter. Ælt dejen igennem og del den i ca. 16 stykker. Form dem til boller. Klip et dybt kryds i hver bolle og fold snipperne ud til siderne. Vend bollerne om, pensl dem med sammenpisket æg og lad dem efterhæve på en bageplade med bagepapir i 20 minutter. Bag dem ved 200 grader i ca. 10 minutter.