Viser opslag med etiketten græskar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten græskar. Vis alle opslag

fredag den 30. oktober 2020

Græskarsæsonen er begyndt

 Når først græskaret er kommet ind i køkkenet, er der mad til mange dage.

 

Min præstemand kommer fløjtende hjem. Han smækker døren og kalder på mig.

-Loiiiiissseeee.


Han kommer storsmilende ud i køkkenet.

-Vil du bage græskarkage til konfirmanderne på torsdag, spørger han, og så kan jeg se, at han fortryder.

Han vil have, at han ikke har spurgt, og jeg ikke har hørt, hvad han sagde. Han prøver at æde sine egne ord, men det er for sent. Han har sagt g-ordet, nævnt det unævnelige, og bragt en af mine yndlingsgrøntsager tilbage i køkkenet. 

Min familie kan godt lide græskar, men de kan ikke lide det, lige så godt som jeg kan. Og det er der måske ikke noget at sige til, for af et mellemstort, dansk, økologisk hokkaidogræskar til 15 kroner, kan jeg få fyld til et par kager, krydret suppe til fire personer, 12 boller og en enkelt gryderet med hakket oksekød. Så når græskaret kommer ind i køkkenet, tager det mange middage, før det kommer ud igen.

Men han spurgte, om jeg ville bage med græskar, og jeg hørte det. Så konfirmanderne får fire græskarkager, og vi får græskarsuppe og boller til aftensmad. Og så er græskarsæsonen begyndt i præstegården.

I får opskriften på kagen, som er uden fedtstof men med et tykt lag af dejlig topping. Vælges den laktosefrie flødeost, er hele kagen lactosefri.

 

Krydret græskarkage med topping

 

175 g renset græskar uden kerner, husk at skrællen på Hokkaido kan spises

2 store æg

100 g brun farin

50 g sukker

1 dl plantemælk – eller vand

150 g hvedemel

1 tsk bagepulver

1 spsk brunkagekrydderi

75 g rosiner

 

100 lactosefri flødeost

2 spsk flormelis

1 tsk vaniljesukker

 

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Smør en bageform (20 cm i diameter). Riv græskaret fint. Pisk æg, farin og sukker skummende. Rør plantemælk i. Bland hvedemel, bagepulver og brunkagekrydderi sammen. Vend hurtigt melblandingen i ægge-sukkerblandingen og hæld dejen i formen. Bag kagen i ca. 30 min. Prøv at stikke en tynd pind i, og se om kagen har fået nok. Sidder der dej på pinden, når du trækker den ud, skal den have 5 min mere. Afkøl kagen helt. Pisk flødeost, flormelis og vaniljesukker sammen og fordel det over den afkølede kage. Pak kagen i en dåse, så holder den et par dage.

Portionen kan nemt ganges op, så man kan bage til mange.

 

 

Græskar fakta

Græskar kan bruges bagte eller stegte i salater og som tilbehør. Den er velegnet i supper, gryderetter, brød, kager, pesto og smørepålæg, og så kan de syltes. 

Græskar skal kombineres med noget stærkt, sødt, salt eller syrligt, da det smager lidt fadt. 

 

Den lysegule klokkeformede butternutsquash indeholder masser af smukt gult frugtkød, der smager sødligt af nødder. Den har ganske få kerner og tynd skræl, som man også kan spise, så man får masser af kød for pengene her. 

 

Kødet i hokkaidogræskar er lidt tørrere end andre græskartyper, men en tur i ovnen, gør den meget spiselig. Skrællen kan også spises.

 

Under optimale opbevaringsforhold kan græskar holde sig op til et år.

 

tirsdag den 16. december 2014

16. december. Ta-da salat med bagte græskar

Der har været en laaaang græskarpause så nu tænker jeg, at det er tid til at bruge den skønne grøntsag igen.



1/2 hokaido
Olie til stegning
1 bakke feldsalat
25 g græskarkerner
1 stort æble

Dressing
1 lille fed hvidløg
2 spsk olivenolie
1 spsk eddike
1 spsk mayonnaise
1-2 spsk mælk eller vand
Sukker, salt, peber

Skær græskar i mundrette stykker og steg vend dem på en pande i lidt olie til de får farve. Vask salaten og tør den godt. Fjern den nederste lille rod på salaten. Rist græskarkernerne på en tør pande til de får farve. Del æblet i kvarte, fjern kernehuset. Skær æblet i tynde skiver. Pres hvidløget og pisk ingredienserne til dressingen sammen. Smag til med sukker, salt og peber. Vend græskar, salat og æble i dressingen og pynt med kerner. 

FOTO: Gertrud Sabroe Termansen til Flensborg Avis



tirsdag den 4. november 2014

Hummus nu med græskar


Vi har lavet den røde hummus med rødbede længe, men nu skal der nye grøntsager i hummusen, og det er min ynglingsgræskar der bliver blendet med.

1 portion hummus ca. 250 g
200 g hokkaidogræskar

Skær græskar i mindre stykker og kog dem i saltet vand til de er helt møre. Blend dem med hummusen og smag til med salt og peber.

Opskrift på hummus finder du her:
http://louises-koekken.blogspot.de/2012/08/helt-rligt-hummus.html

fredag den 31. oktober 2014

Græskargulerodssuppe med røde linser

Nu ikke flere græskarsupper tænker du, men jo, denne her skal også lige med. Den smager fantastisk, hvis der er nogen der spørger, og det gode ved de tykke grøntsagssupper er, at man får dækket en fin portion af sine 6omdagen grøntsager.

500 g græskar
500 g gulerødder
1 stort løg
2 tsk spidskommen
2 tsk koriander
1 tsk stødt chili
vand
evt. bouillon
100 røde linser
salt, peber

Vask græskat, skræl gulerødderne og pil løget. Skær det hele i mindre terninger. Sauter grønsagerne og krydderier i lidt olie. Hæld vand/ bouillon på så det dækker og kom linserne i. Kog grøntsagerne møde, det tager ca. 30 minutter. Hæld evt. mere vand på hvis suppen er for tyk. Blend suppen og smag til med krydderierne, salt og peber. Spis dukkah til.

onsdag den 29. oktober 2014

Bagt græskar med tahindressing


Åhhh det smager så godt. Og så er det så nemt. Og det smager så godt.

1/2 hokkaido græskar
1 løg
olie, salt, peber

1 spsk tahin
2 tsk eddike
1 fed hvidløg
vand
salt og peber

Skær græskaret i mundrette stykker og løget i både. Vend græskar og løg i olie og krydr med salt og peber. Bag i ovnen i 30 minutter ved 200 grader.

Rør tahin, eddike og vand sammen til en lind dressing. Pres hvidløget i og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over de bagte græskar.

søndag den 14. september 2014

Bagt græskaræblesalat

Så har græskarene gjort deres massive, orange indtog i supermarkederne. De ligger der, og de bliver liggende, for de holder sig godt. Men inden de bliver tørre og kedelige, må vi eksperimenterer lidt med salater, supper, kager og pesto. Her er en lun salat - husk at toppe med nødder og friske æbler, så det ikke bare bliver blød, blødt, blødt.


1 lille butternut græskar
1 stort æble
½ cm ingefær
1 spsk citronsaft
2 spsk olivenolie

2 spsk solsikkekerner
1 æble
1 bakke feldsalat
olie-eddikedressing

Tænd ovnen på 200 grader.
Vask græskar og æble og fjern kerner og kernehus. Skær dem i både og læg dem på bagepapir på en bageplade. Hak ingefær fint og vend det i græskaren med citronsaft, olie, salt og peber. Bag i ca. 25 minutter.
Rist solsikkekerner på en pande til de netop får farve. Skær æblet i små tern. Vask salaten og læg den på et fad. Læg de varme grøntsager ovenpå. Hæld dressing eller blot olie og eddike over og pynt med kerner og friske æbletern.

Græskarsuppe med æbler


Hak, hak, hak, kog, kog, kog, blend, blend, blend, blend, spis, spis...........
 

2 æbler
1 løg
Ca. 1,3 kg hokkaido græskar
½ cm frisk ingefær
1 l bouillon
½ dl æblesaft
1 fed hvidløg
1 tsk frisk timian
 Chili, salt og peber

Dukkah f.eks. fra Mill&Mortar


Del æblerne i kvarte, skræl dem, fjern kernehuset og skær dem i mindre stykker. Pil og hak løget. Vask græskaret, skær det i små terninger og tag 300 g fra. Skær skrællen af ingefæren og skær den i skiver. Sauter æbler, løg, græskar og ingefær i olie. Hæld bouillon og æblesaft over og lad simre i 25 minutter til græskaren er mør. 
Sauter resten af græskaren på panden til den bliver mør. Hak hvidløg og steg det med det sidste minut. Krydr med timian, chili, salt og peber. 
Blend suppen og smag til med salt og peber. Server med stegte græskar og dukkah.

Opskrift på dukkah finder du her:
http://louises-koekken.blogspot.de/2014/03/sellerisuppe-og-dagens-dukkah.html


torsdag den 31. oktober 2013

Sur-søde græskar


Har du masser af græskar tilbage efter at have udhulet, kunne du prøve noget nyt - sylt dit græskar. Her i Tyskland spiser vi gerne syltede græskar. De bliver serveret til de samme retter som man ville servere syltede rødbeder, asier og agurker til i Danmark.

225 g renset græskarkød
1 cm frisk ingefær
½ chili
½ dl eddike
50 g sukker
4 nelliker

Rengør græskaren og skær den i små mundrette stykker. Er det en hokkaido, kan skrællen bruges, ellers må den kasseres. Skær ingefær og chili i tynde skiver. Varm eddike og sukker op i en gryde. Tilsæt græskar, ingefær, chili og nellike og lad det simre i ca. 10 minutter til det er mørt. Hæld det hele på en rent glas og afkøl.




lørdag den 5. oktober 2013

Græskar- bare bagt

Tilbehør der vil noget-det er både smukt og velsmagende.

1 hokkaidogræakar
1 stykke ingefær
1 chili
3 fed hvidløg
1 kanelstang
2 dl appelsinjuice
salt

Tænd ovnen på 200 grader Rengør græskaret, skær det i skiver og læg det i et ovnfast fad. Skær ingefær og chili i skiver. Pil hvidløgene og halver dem. Hæld juicen over græskaren og fordel krydderier på og ved græskaren. Krydr med salt. Bag græskarene i ca. 30 minutter til de er møre uden at være smattede.

torsdag den 8. november 2012

Syltet græskar


"Mere græskar?"
"Får det aldrig ende?" og
"Hvornår kan man sætte sig til bords, uden at sidde lige ved siden af en græskarret?"
Disse udsagn kom fra min kære familie, da det skønne tilbehør blev serveret til lammet forleden dag. Men jeg havde en rest græskar liggende og den skal da syltes. Det syltede tilbehør hæver den lidt kedelige hverdagsret op og giver det sidste pift til middagen.

300 g renset græskar f.eks.  hokkaido eller butternut
1 rødløg
1 skive frisk ingefær
1dl eddike
½ dl vand
2-3 spsk sukker

Skær græskar i mundrette stykker. Pil løget og skær det i både, skær ingefæren i skiver. Varm eddike, vand og sukker op. Hæld græskar, rødløg og ingefær i og lad det simre til græskaren er mør. Hæld det på et rent glas og opbevar på køl til det skal spises.

Smag på lagen, er det en meget syrlig eddike, skal der mere sukker i.
Er du til det stærke passer det fint med et stykke chili i lagen.

mandag den 29. oktober 2012

Mere pizza

Brug weekendens rester og server en dejlig pizza i aften.

Portionen er til 1 bageplade

Dej af
10 g gær
1½ dl lunt vand
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
150 g rugmel
ca. 100 g hvedemel

Fyld
100 g smørbar gedeost eller anden flødeost
6 skiver røget skinke/ bacon
1 løg i tynde skiver
100 g græskar i tynde skiver
75 g revet ost - gerne parmesan

Server kålsalat med olie-eddike dressing til.

Opløs gæren i lidt af vandet og hæld resten af vandet, olie og salt i. Rør rugmel i og ælt hvedemel i til dejen er smidig og slipper bordet. Lad den hæve 1 time. Tænd på ovnen 250 grader. Ælt dejen igennem og rul den ud, så den passer til en bageplade. Smør gedeost på, fordel røget skinke, løg, græskar og ost på dejen og bag den i ca. 12 minutter til den er gylden.

fredag den 26. oktober 2012

Græskarkage

"Den er god, er det en græskarkage? det kan man slet ikke smage".
Nu lakker græskarugen mod enden og det er min familie glad for! Vi har aldrig været de store græskarspisere, og en hel uge med mors forsøg var måske også lige i overkanten.
Men ikke desto mindre egner græskar sig perfekt i brød og kager. Det giver bagværket en mild nøddesmag og en god fugtighed og så holder det sig godt. Men denne kage holdt ikke længe- den var væk inde glasuren var tør.

Du kan bruge butternut, muskat eller hokkaidogræskar til kagen. Det er kun hokkaidogræskarets skal, man kan spise, de andre skal skrælles.

300 g rengjort græskar
250 g smør
250 g rørsukker
4 æg
250 g mel
1 tsk bagepulver
1 spsk kanel

Evt. 125 g flormelis, gul frugtfarve og vand

Tænd ovnen på 175 grader. Riv græskaren fint. Pisk smør og sukker luftigt og pisk æggene i et ad gangen. Rør græskar i. Bland mel og krydderier sammen og vend det i dejen. Hæld dejen i en smurt form og bag den i ca. 45 minutter.Afkøl kagen på en rist, rør glasuren sammen og pynt den kolde kage.
Bonusinfo Det er ikke nødvendigt med glasur.

torsdag den 25. oktober 2012

Græskarbrød

Til de skønne græskarsupper og andre efterårssupper passer det super med et græskarbrød.

300 g hokkaidogræskar
25 g gær
2 dl lunt vand
1 dl kærnemælk
125 g fuldkornshvedemel
ca. 575 g hvedemel
1½ tsk salt

Rengør græskaret, kasser kerner og løs "hud" og skær kødet i små terninger. Hæld dem i en gryde, hæld vand over, så det netop dækker og kog op. Lad dem simre i ca. 5 minutter til de er møre. Hæld vandet fra og mos græskaren. Udrør gæren i lidt af vandet, tilsæt resten af vandet, kærnemælk, græskarmos, fuldkornsmel og salt og ælt hvedemel i til dejen er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve overdækket på et lunt sted. Ælt den i gennem, form til et rundt brød og læg det på en bageplade med bagepapir. Lad det efterhæve i min. 30 min. Bag det ved 210 grader i ca. 35 minutter. Afkøl på en rist og pak det i en plastikpose til det skal spises.

Bonusinfo- Græskar skulle være godt for fordøjelsen  

Et græskarbrød for øvede smagsløg

250 g rengjort græskar
1 løg
25 g gær
2½ dl vand
1 tsk karry eller raz el hanut
1 tsk salt
200 g rugmel
ca. 300 g hvedemel

Riv græskar og løg fint. Rør gæren ud i lidt af vandet, tilsæt resten af vandet, kærnemælk, græskar, løg, karry og salt. Ælt mel i til dejen slipper bordet/ skålen og ælt den godt igennem. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 1 time. Ælt igennem og læg dejen i et ovnfast fad. Lad det efterhæve i ca. 20 minutter. Bag brødet ved 200 grader i ca. 40 minutter. Afkøl brødet på en rist og opbevar det i en plastikpose, når det er afkølet. Smager også meget godt ristet.


onsdag den 24. oktober 2012

Græskarsuppe


Denne fætter her er en butternut squash, selvom det altså er et græskar. Den indeholder masser af smukt gult frugtkød der smager sødligt af nødder. Den har ganske få kerner og tynd skræl, så man får masser af kød for pengene her. Under de optimale opbevaringsforhold kan den holde sig op til et år! Hvis der var nogen, der fik lyst til at gemme den.

1 løg
2 fed hvidløg
1 stort stykker ingefær
ca. 500 g rengjort hokkaido, muskat eller butternut squash
1 spsk karry
olie til stegning
sukker, salt og peber
ca. 1 liter god bouillon gerne Herbamare bouillon
4 spsk græskarkerner 

Pil og hak løg, hvidløg og ingefær. Skær græskaret i terninger. Varm karry i en gryde, hæld olie på. Tilsæt løg, hvidløg, ingefær og græskar. Vend det rundt et par minutter. Hæld bouillon på og lad det simre til græskaren er helt mør. Blend og smag til med karry, sukker, salt og peber. Rist græskarkernerne og server dem til.

Variation 
Byt 4 dl bouillon ud med kokosmælk
Smag til med appelsinsaft
Lidt fløde eller flødeost skader aldrig

Græskarpesto

Ja, det havde I nok ikke set komme?
Inspirationen til græskarpestoen kommer fra et af de utallige tyske madblade og her i Tyskland går de fuldstændig grækaramok. Ikke i pynt og udskæring men i kreativitet i forhold til hvad man skal bruge de utallige spisegræskar til. Da græskar er nært beslægtet med squash og vi har haft et kæmpe squashår, må man gå ud fra at det også er et meget stort græskarår hvad angår udbytte.

Server pestoen til pasta eller som tilbehør til stegt kylling. 

250 g rå hokkaidogræskar
50 g hasselnødder
1 fed hvidløg
50 g parmesan
ca. ½ dl olivenolie
salt og peber

Rengør græsaren og skær den i mindre stykker. Rist hasselnødderne på en tør pande. Pil hvidløget og riv parmesanen. Blend alle ingredienserne og smag til med salt og peber.

Bonus info
Man kan også bruge kogt græskar. Kog græskaren mør i vand der netop dækker og blend det så med de øvrige ingredienser. Det smager også rigtig godt - med den bløde græskar og de hårde nødder.


mandag den 22. oktober 2012

Tærte med laks og græskar


Med alle de græskar der bliver udhulet i disse dage, er der seriøst basis for en masse retter med græskar, så jeg begynder denne græskar-uge med en dejlig tærte. Tilbered din egen tærtedej, eller køb en færdig.
Man kan spise Hokkaidogræskarets skræl.

200 g fuldkornhvedemel
1 tsk salt
100 g smør
1 spsk yoghurt (eller sammenpisket æg)

400-500 g hokkaidogræskar
150 g røget laks
125 g fast ost
4 æg
250 g mælkeprodukt f.eks. Saure Sahne 10 %, yoghurt, hytteost

Hæld mel og salt i en foodprocessor, hak smørret ned i. Start maskinen og kør til dejen er grynet. Tilsæt yoghurten og kør til dejen er samlet. Pak dejen i film og læg den på køl i 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader. Rul dejen ud og læg den i en stor tærteform. Prik huller i med en gaffel, dæk med bagepapir og tærteærter og bag den i 10 minutter, fjern papir og bageærter og bag videre i 5 minutter.
Rengør græskaret, kasser kerner og løs "hud" og skær kødet i små terninger. Hæld dem i en gryde, hæld vand over, så det netop dækker og kog op. Lad dem simre i ca. 5 minutter til de er møre - med bid- og afkøl dem. Skær laksen i mindre stykker og riv osten. Pisk æggene sammen, rør mælkeproduktet i.
Fordel græskar og laks på den forbagte tærtebund, drys ost over. Krydr med (hvid) peber og hæld æggeblandingen over. Bag tærten i ca. 30 minutter til den er lysebrun og giver efter for et tryk.

tirsdag den 27. september 2011

Prøv noget nyt


Græskarsuppe

De færreste af os vil udfordre vores smagsløg eller vores verden i det hele taget. Vi rejser de samme steder hen og har den samme omgangskreds, som vi havde, da vi gik i skole. Og vi skammer os ikke over, at vi ikke vil prøve noget nyt. Vi fortæller stolt, at vi har spist det samme sted i Paris de sidste 20 år og at vi rejste derhen med det samme hold venner. Hvad sker der for os? Hvorfor vil vi ikke prøve noget nyt?
Mens du tænker over det, skulle du prøve denne dejlige suppe.

1 stort løg
1 kæmpe hvidløg
750 g hokkaido græskar
1 spsk stødt ingefær
1 tsk chili
750 ml bouillon eller suppe
Olie til stegning
100 ml tomatkoncentrat
100 ml fløde
Sukker, salt og peber
Basilikum, persille, chili

Pil og hak løg og hvidløg. Vask græskaret og skær det i mindre stykker. Svits grøntsagerne i olie. Drys ingefær og chili over. Hæld bouillon over og kog græskarren møre. Blend suppen til den bliver jævn. Rør tomatkoncentrat i og herefter fløde. Varm suppen igennem og smag til med ingefær, sukker, salt og peber.
Pynt med basilikum og persille og ikke mindst chili