Viser opslag med etiketten nødder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nødder. Vis alle opslag

mandag den 12. januar 2015

God grød


Drys lidt mysli, eller nødder over din grød,
så den får lidt bid.
Vil du se dine sko igen?

-Jeg vil have mere tid til mig selv, udbryder min mand.
Det er nytårsaften for en del år siden, og vi sidder omkring middagsbordet og fortæller de andre gæster, hvad vores nytårsfortsætter er. Jeg er noget chokeret over den udmelding, da vores børn på det tidspunkt er to, fem og seks år, og vi netop har købt sommerhus.
Jeg har fortrængt om min mands nytårsforsæt gik i opfyldelse, og i år var det også mere moderat – noget med at læse mere, skrive mere og fordybe sig mere. Hvad med dig kære læser?  Skal du læse Dostojevskijs samlede værker? Deltage i Berlin maraton i september? Cykle til Oslo? Eller skal du bare smide fem kilo, så du igen kan se dine sko?
Der er ikke noget galt med nytårsfortsætter, set ud fra en ernærings- og husholdningsøkonomisk verden. Det er altid sundt at kaste et kritisk blik på sig selv, og selvom nytårsfortsætterne ikke holder- og det kun bliver en halvmaraton! – gavner det, at få fokus på det vi ønsker. For det nytter jo ikke, at jeg foreslår, at du løber en tur, hvis det keder dig til døde, og du hellere vil spille badminton, dyrke yoga eller svømme en halv kilometer. Men du skal bevæge dig mere end du gør nu, hvis du vil tabe dig, og motion er ikke kun godt for din vægt. Det er faktisk sundere at være lidt overvægtig og i god form, end at være tynd og i dårlig form. Og der skal ikke så meget til, før du tager trappen i stedet for elevatoren, og svinger konen rundt i køkkenet til Jeres melodi i stedet for at blive siddende og vippe med foden.
Måske er det nemmere, end du tror at komme af med de overflødige kilo.
-Husk at spise, mens du spiser, siger de spirituelle, og der er noget om det. Vi spiser op til 20 % mere, hvis vi ser fjernsyn, læser eller er på mobilen, samtidig med at vi spiser. Og det gælder alle måltider. SÅ vær fokuseret på din mad, og dem du måske er så heldig at dele bordfællesskab med. Og der er flere kneb til at spise mindre. Brug en mindre tallerken. Anret maden som en buffet ved køkkenbordet, øs op og sæt dig ned ved spisebordet og spis maden. Når du skal have mere, må du op og stå. Jo, flere forskellige retter og tilbehør du laver, jo mere spiser du – altså simple living på din tallerken. OG SPIS SÅ NOGLE FLERE GRØNTSAGER! Gerne 300 gram om dage. Der er ikke andre fødevarer der er så billige som kål og gulerødder. Lige nu kører der en reklamespot i radioen hvor de lokker med1 kilo gulerødder for 1 krone i REMA 1000.

Så let rumpen og luk munden, så kan du se dine skosnuder, før du aner.

PS. Mine nytårsfortsætter er ganske enkle. Jeg skal spise mindre slik, løbe hurtigere, komme til tiden, arbejde mere, gå tidligere i seng og læse flere tyske bøger.


Grød

Før jul skrev jeg, at det er godt med protein om morgenen, det er det stadig, men det er også godt med variation. Og grød er og har altid været et godt og sundt alternativ.


Ved at komme en spsk gryn i lige før kogetiden er færdig, får man lidt mere bid i grøden og hvis du topper med mysli, knaser det godt.


Til 1 person



1 dl blandede grove og fine havregryn

1 tsk hørfrø

1 knivspids salt

200-300 ml vand



1 lille æble i terninger

2 spsk mysli

evt. tørrede frugter



Bland grynene sammen og hæld dem i en gryde. Tag 2 spiseske fra. Hæld 200 ml vand på. Kog op over middel varme. Tilsæt eventuelt mere vand. Krydr med salt og rør de 2 spiseske gryn i. Hæld grøden i en skål og drys æbleterninger og mysli og over. 

Foto Gertrud Sabroe Termansen 
Artikel og opskrift har været trykt i Flensborg Avis den 9. januar 2015


torsdag den 1. januar 2015

Vaniljeis med karamelliserede valnødder og peanuts



Jeg har været under bruseren efter en hård omgang spinnng i mit fitnescenter, og mine briller dugger på vej ind i saunaen. Jeg fumler med mit håndklæde og prøver at pudse dem i et tørt hjørne. ”Jeg bliver så sulten, når jeg ser dig”, er der en stemme, der siger i dampen. Han må kende mig fra mine skriverier i diverse aviser og blade. Jeg har stadig ikke fået helt styr på brillerne. Jeg er stærkt nærsynet, men kan igennem varmetågerne dog se, at der kommer en person mod mig. ”Jeg ville høre, om du kan hjælpe mig med sovsen til mine benløse fugle?”, spørger han. Ja selvfølgelig, får jeg fremstammet. Jeg er ved at have brillerne på plads og ser nu, at manden der står foran mig er splitternøgen, og nu vil han have en opskrift på sovs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv og hvor jeg skal se hen. Så jeg tager briller af igen og rabler noget af med, at han skal smage skyen til med gele og en anelse blåskimmelost og måske jævne den lidt. Men han stopper ikke. Han vil vide hvilken gele og hvilken blåskimmelost han skal bruge. Jeg siger, at det skal være noget han godt kan lide, så han ikke har et glas og en ost stående, som han ikke får spist. Og så er der desserten, om jeg syntes at en vaniljeis med nødder passer godt til? Ja, det syntes jeg bestemt. Endelig går han, og jeg kan tage mine briller på, slænge mig på træbænkene, indhyllet i håndklæde. Efter 12 år i Tyskland har jeg stadig ikke vænnet mig til, at mænd og kvinder går nøgne sammen i sauna. Og at de ALTID sidder og taler om mad i varmen.



Vaniljeis med karamelliserede valnødder og jordnødder

Her er så mit forslag til en fyldig is. Den tilbederes uden ismaskine.



50 g valnødder

25 g saltede peanuts/ jordnødder

100 g sukker

Kornene fra ½ -1 stang vanilje

2 ½ dl piskefløde

3 æggeblommer

3 spsk sukker



Hæld sukker på en pande og smelt det over svag varme uden at røre i det. Hæld de to slags nødder på og vend dem rundt i det smeltede sukker. Hæld massen ud på bagepapir. Bræk det i mindre stykker når det er koldt.

Skrab kornene ud af vaniljestangen. Pisk fløden til skum. Pisk æggeblommer og sukker godt sammen med vaniljekornene. Vend æggesnaps og flødeskum sammen. Vend de karamelliserede nødder i ismassen og hæld den i en fryseegnet beholder. Frys i minimum 2 timer. Server indenfor 1-2 uger.



Nytårskys

Bruger du friske æg til isen har du tre æggehvider til overs. Det
bliver en vældig stor portion marengs, hvis du bruger alle tre hvider. Så jeg foreslår, at du bruger en til kys og resten i en frikadellefars. Æggehvider kan holde sig ca. 3 dage i køleskabet.



1 æggehvide

50 g sukker

½ tsk eddike



ca. 50 g chokolade til pynt



Tænd ovnen på 160 grader. Pisk hvide, sukker og eddike stift til der dannes toppe. Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt små toppe ud på bagepapir. Bag dem i ca. 45 minutter. Afkøl dem på en rist. Smelt chokoladen over vandbad og dyp kyssene i den. Server til isen. 


Dette blogindlæg samt opskrifter har været trykt i Kristelig Dagblad lørdag den 27. december 2014.

FOTO: Louise Dandanell Ørsted


tirsdag den 9. december 2014

9. december Godt til gløggen




Serverer du småkager til gløggen? Så kan det godt blive lidt sødt ik? Prøv med de her nødder  i stedet for, og så kan du blande chokolade og nødder i, hvis du har lyst. Det bliver dine gæster glade for.

Saltristede nødder med chokolade og tørrede frugter

100 g blandede nødder f.eks. hasselnødder, valnødder og mandler

1 tsk salt
2 spsk vand

100 g chokolade
100 g tørrede frugter f.eks. rosiner, figner og dadler

Rist nødderne på en tør pande til de får farve. Hæld salt og vand over og lad det bruse op. Rist videre i 5 minutter over svag varme, til nødderne igen er blevet tørre. Afkøl på en tallerken eller bagepapir. Bland de afkølede nødder med chokolade og tørrede frugter.

Foto Bjørn Jacobsen til SØNDAG

fredag den 11. april 2014

Marcipantærter med karamelliserede nødder


Vi forbereder os på alle de kager, vi skal bage i vores lange, lange påskeferie, der begynder om en uge.
Måske har du marcipan liggende fra jul endnu? Så kan du bruge det i din tærtedej, er den blevet hård, kan du rive den på rivejern.
Tærterne er meget fyldige i smagen, og kan godt deles i mange stykker.



TIP:Brug de nødder, kerner og tørrede frugter som du har til rådighed. Man kan også bruge marcipan uden chokoladeovertræk.

Bund
50 g marcipanbrød eller chokolade med marcipanfyld
75 g blødt smør
50 g florsukker
1 æg
75 g hvedemel
½ tsk bagepulver

Top
100 g tørrede frugter f.eks. abrikoser, rosiner, svesker, dadler, figner
100 g blandede nødder f.eks. mandler, hasselnødder, valnødder, paranødder, pinjekerner
75-100 g smør
50 g brun farin
½ dl mælk
75 g florsukker

Tænd ovnen på 175 grader. Hak marcipanen groft. Rør smør og sukker sammen. Pisk ægget i. Rør marcipanen i. Bland mel og bagepulver og vend det i dejen. Beklæd en lille springform eller 4 små forme med bagepapir og smør med fedtstof. Hæld dejen i formen og bag den i ca. 25 minutter for den store form og 12-15 min for de små. Afkøl på en rist.
Hak tørrede frugter og nødder groft. Varm smør og farin op til kogepunktet. Rør mælken i. Hæld tørrede frugter og nødder i og lad det simre videre et par minutter. Tag gryden af varmen og pisk florsukker i. Hæld nøddemassen over de letafkølede kage.  

FOTO: Bjørn Jacobsen til ugebladet SØNDAG

lørdag den 11. januar 2014

Nødder med røget paprika



Brug for en snack til drinken?

75 g hasselnødder
75 g mandler
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk røget paprika
2-3 spsk vand

Rist hasselnødderne på en tør pande til hinderne løsner sig. Hæld dem i et viskestykke og gnub hinderne af. Rist mandlerne på en tør pande til de begynder at dufte. Hæld hasselnødderne tilbage på panden. Bland sukker, salt og paprika sammen og drys det over mandlerne. Hæld straks vand over og ryst panden. Rist videre i yderligere 5 minutter. Hæld nødder ud på bagepapir og afkøl dem.

onsdag den 18. december 2013

Florentiner med saltede jordnødder

Onsdag den 18. december


Sødt og salt i én kage. Konfektkage til dem der ikke er til marcipan!

50 g saltede jordnødder
50 g pistacie
50 g tranebær
50 g smør
50 g sukker
50 g mel
1 spsk fløde

100 g hvid chokolade

Tænd ovnen på 200 grader. Hak de to slags nødder og tranebær groft. Hæld smør, sukker, mel, fløde, nødder og tranebær i en gryde. Varm op under omrøring til dejen samler sig. Afkøl let og fordel nøddemassen i ca. 24 små forme. Bag dem i ca. 18 minutter til de er lysebrune. Smelt chokoladen over vandbad eller på radiatoren. Dyp de afkølede kager i chokolade. Opbevar dem i kagedåser til de skal serveres.
Også i dag er opskrift og foto lavet i samarbejde med Nicoline Olsen og VK STOCK. 

tirsdag den 3. december 2013

Chokoladebrud

4. december

I Schweiz køber man chokolade på denne her måde året rundt. Det forgår i butikker med tykt blødt gulvtæppe, og med en dørmand som bukker, når man går ud efter at have købt brud for hvad der svarer til en lille schweizisk bondegård.........
Kommer du ikke til alpelandet inden jul, kan du - meget nemt - selv lave de schweiziske brud.
Brug kun gode ingredienser det smager ikke bedre, fordi man varmer det op og køler det ned igen!

TIP: det er bedst at smelte chokolade i en metalbeholder på varmeapparatet.

100 g mandler
1 tsk salt
2 spsk vand
100 g mørk chokolade
100 g hvid chokolade
25 g kandiseret pomerans

Rist mandlerne på en tør pande til de tager farve. Hæld salt på panden og herefter vand. Lad det bruse op og rist så mandlerne videre i 2-3 minutter. Hak mandlerne groft. Smelt den mørke chokolade over vandbad. Hæld den ud på bagepapir i ca. 15x 10 cm. Smelt den hvide chokolade over vandbad og hæld den oveni den mørke chokolade. Hak pomerans og drys den og mandlerne over chokoladen. Lad det stivne. Opbevar evt. chokoladen i kagedåser til den skal serveres.

Igen i dag er opskrift og foto lavet i samarbejde med Nicoline Olsen og VK STOCK.

torsdag den 7. november 2013

Blomkålssalat med karrydressing

Her har du et velsmagede, sundt og billigt  tilbehør til dagens hakkebøf.

½ blomkål
1 håndfuld persille
1 håndfuld mandler

1 spsk olie
2 spsk lys balsamisk eddike
1 tsk karry
sukker, salt og peber

Skær kålen i strimler, gerne på en mandolin.Hak persillen. Hak nødderne og rist dem på en pande, til de begynder at dufte.
Rør ingredienserne til dressingen sammen, smag til med sukker, salt og peber. Vend blomkålen til dressingen. Pynt med persille og mandler


mandag den 21. oktober 2013

Rosenkålsalat

Jeg ved ikke med Jer, men jeg har i den grad brug for en ordentlig gang kål efter denne meget lange og kulinarisk helt fantastiske efterårsferie.
Jeg lægger ud med en rosenkålsalat og det er så fint at rosenkålene kan bruges enten rå eller lynkogte og lune.

500 g rosenkål
50 g revet parmesan
1 håndfuld ristede, hakkede hasselnøddeolie
Olivenolie
Lys eddike
Salt og peber

Skær kålen i tynde strimler og læg dem på et fad. Dup olie og eddike over og pynt med revet ost og ristede nødder.

mandag den 18. marts 2013

Valnøddecreme


Jeg har fået et spørgsmål fra en veninde. Hun har en del valnødder liggende fra julen, og da hun sikkert ikke er den eneste, der har lidt nødder liggende, kommer der her en skøn creme der kan bruges til sauce eller til smørelse i en sandwich.

50 g lyst brød
1 dl bouillon
75 g valnødder
1 fed hvidløg
3/4 dl olivenolie
½ tsk chili
1 spsk citronsaft

Smuldr brødet og hæld bouillon over. Rist valnødderne på en tør pande til de dufter og har fået lidt farve. Hæld brød og bouillon i en blender sammen med valnødder, presset hvidløg, olie, chili og citronsaft. Blend til det har en grødet, sauce konsistens. Smag til med citron, salt og peber.


mandag den 15. oktober 2012

Mosters detox


Nu kan du få ryddet op i skabene, for til dette brød kan der bruges løs af de pudsige kerner og nødder der fylder op og bliver skubbet længere og længere tilbage i skabe og skuffer. 
Som titlen angiver, har jeg fået opskriften af min moster som er en ørn ud i madlavning. Det skønne brød er uden mel af nogen art og kan bruges som rugbrød med pålæg til. Det holder sig rigtig godt, kan fryses og smager herligt ristet.
150 g mandler
150 g græskarkerner
100 g sesam
100 g hørfrø
100 g solsikkefrø
1 dl olie
2 tsk salt
5 æg

Tænd ovnen på 160 grader. Hak mandlerne groft. Hæld dem i en skål sammen med de øvrige frø og kerner. Rør olie og salt i. Pisk æggene i, et ad gangen. Hæld dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir og bag brødet i 1 time og 10 minutter. Afkøl først i form og herefter på en rist.

fredag den 14. september 2012

Kålsnegle


Jeg lovede at komme med en bageopskrift med kål og det blev så velsmagende snegle. De passer perfekt til suppe og gryderetter.

25 g gær
2 ½ dl lunt vand
1 dl kærnemælk
2 tsk kryddersalt eller 1 tsk groft salt
1 tsk sukker
150 g fuldkornsmel
350 g hvedemel
325 g hvidkål
1 spsk olie
Salt og peber

Rør gæren ud i lidt af vandet. Hæld resten af vandet, kærnemælk, salt og sukker i. Ælt de to slags mel i til dejen er smidig og slipper bordet.  Lad dejen hæve i ca. 45 minutter. Skær kålen i meget tynde strimler og steg den mør i olie. Krydr med salt og peber. Ælt dejen igennem og rul den ud i ca. 45 cm x  20 cm. Fordel den stegte kål på dejen. Rul dejen sammen til snegle og skær dem ud i ca. 14 stk. Sæt sneglene på en bageplade med bagepapir, pensl med mælk og lad den efterhæve i 30 minutter på et lunt sted. Bag dem i ca. 35 minutter ved 200 grader.

Til dem der ikke lige er til bagning er der en herlig efterårssalat.

1 lille blomkål
4 stilke bladselleri
50 g hasselnødder

2 spsk lys balsamico
1 spsk olie
1 spsk mayonaise
evt. 2 tsk karry - hvis det passer til det, salaten skal servers til
1 tsk sukker, salt og peber

Skær blomkål i små buketter og bladselleri i tynde skiver. Rist nødderne på en tør pande. Rør dressingen sammen og smag til. Vend grøntsagerne i dressingen og smag til med karry, salt og peber. Pynt med hasselnødder.





torsdag den 26. april 2012

Så der kaaage!




Denne opskrift rækker til de 20 nærmeste kageglade børn og voksne.
Hvis kagen ikke skal spises stående på en fodboldbane eller i et omklædningsrum, kan stykkerne halveres og smøres med appelsinmarmelade, pyntes med chokoladeglasur og servers med flødeskum.

425 g smør
200 g chokolade
350 g sukker
6 æg
100 g nødder
2 dl kærnemælk eller yoghurt
1½ dl abrikos eller appelsinmarmelade uden for store frugtstykker
2 spsk appelsinskal
450 g hvedemel
2 tsk bagepulver

Pynt: abrikosmarmelade, flormelis, kakao

Tænd ovnen på 175 grader. Smelt 100 g smør med 100 g chokolade over svag varme. Afkøl det. Pisk resten af smørret og sukker sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Hak resten af chokoladen og nødderne og rør dem i dejen med kærnemælken, den smeltede chokolade, marmelade og appelsinskal. Bland hvedemel og bagepulver sammen og sigt det i dejen. Hæld dejen i en smurt form ca. 25 gange 35 cm og bag den i ca. 45 minutter. Afkøl kagen.




mandag den 19. december 2011

Gode nødder


19. december


Sundhedsguruer fortæller at vi skal spise (et par) mandler for at holde os slanke, så det gør vi jo gerne.
Og udover at smage godt forsyner nødder de os med vitaminer, mineraler, protein og fibre. Nødder er også rige på stoffer, der er med til at modvirke hjertesygdomme, giver os pænere hud og styrke vores hjerne.
Nødderne her er et fint alternativ til chips og andet købe-snack. De er også så dekorative at man kunne give dem væk i en smuk skål som dem vi har brugt her fra Sinnerup/Bahne.

Salt mandler

100 g mandler
½ dl vand
1 tsk salt

Rist mandlerne på en tør pande, til de får lidt farve. Hæld vand og salt på og lad vandet fordampe. Rist mandlerne til de er helt tørre.

Kryddernødder

1 spsk finthakket løg
1 fed hvidløg
½ spsk rosmarin
1½ tsk salt
1 spsk sukker
2 spsk vand
150 g blandede nødder og kerner

Hak de to slags løg fint. Bland løg, paprika, salt og sukker sammen. Vend nødderne i krydderblandingen. Hæld nødderne ud på en varm stegepande. Lad nødderne blive varme. Hæld vand på og vend jævnligt rundt i dem. De må ikke blive sorte. Afkøl dem og opbevar dem herefter i et glas. 

Foto Gertrud Sabroe Termansen