Viser opslag med etiketten restaurant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten restaurant. Vis alle opslag

torsdag den 2. maj 2019

Tårnhøj frokost



Hvornår er du sidst blevet kropsvisiteret, skannet og blevet bedt om at tage overtøj, bælter og metalgenstande af? Det er vist kun en oplevelse de fleste af os har, når vi skal ud og flyve. Men hvis du skal spise i Restaurant Tårnet på Christiansborg, er der er ingen vej uden om sikkerhedstjekket.


Vi har bestilt bord klokken to, så vi har aftalt at mødes med min mor klokken 13.45 ved indgangen til Tårnet i Kongeporten på Christiansborg. Vi er gået hertil, og hun er på cykel, så det undrer mig, at hun ikke er her endnu. Man plejer at kunne stille sit ur efter hende.
Vi stiller os i køen for at blive lukket ind. Man skal gå frem og tilbage mellem det røde torv, der er spændt ud og indikerer små gange, fuldstændig ligesom ved check-in i lufthavnen. Det er bidende koldt, så sammen med kinesiske, tyske og franske turister kigger vi langt efter den securitymand, der kan lukke os ind i varmen, i Tårnet. Glasdøren går op og på dansk, engelsk, tysk og fransk bliver vi budt velkommen og guidet hen til rullebåndet, hvor vi skal lægge vores frakker, tasker, tage bæltet af og tømme lommerne. Personalet peger op på væggen, hvor der hænger plakater af alt det, vi skal afføre os, og vi ikke må have med ind. Det er overvældende, for vi skal jo bare spise frokost, men det er betingelserne, hvis du vil op i Tårnet på Christiansborg. Nu er min mor kommet. Blomst i håret, spraglet tørklæde og pink støvler. Man skulle tro, at det kunne aflede enhver opmærksomhed, men nej. Hendes taske bipper, så hun bliver trukket til side. Min mor har altid en lille lommekniv med, så hun kan dele et æble i både og trække en kølig flaske hvidvin op. Den må hun ikke have med ind på Christiansborg, så hun bliver bedt om at skrive sit navn på den kuvert, vagten lægger kniven i, og så hun kan hente den efter sit besøg i tårnet.
Vi går frem mod elevatoren, maser os ind i den med de andre turister, og trykker på 4. etage. Hvis man ikke skal spise i restauranten, tager man en ny elevator det sidste stykke op i udsigtstårnet. Men vi går til højre og bliver budt velkommen til restauranten. Vi hænger vores overtøj og bliver ført ind i det mørke, spektakulære rum, med elleve meter til loftet, store gipsfigurer og kun et enkelt vindue man kan se ud af. Her er plads til hundrede gæster, men vi kommer til anden seating, så der sidder vel omkring 50 gæster og spiser. Stemningen er en anelse andægtig, men de unge tjenere sørger for at bløde det op, så vi kan føre en almindelig samtale, uden at skulle dæmpe stemmen og tysse på hinanden.

Vi studerer det smukke menukort, og bliver rolige da vi kan se, at vi ikke behøver bestille en menu til 450 kroner. Vi får hurtigt drikkevarer, og bliver spurgt og vi har lyst til Fætter Erik & Dyrlægens snaps. Vi takker nej og glæder os over øllen fra Herslev, æblemosten fra Østergård på Lolland og til at få noget at spise.
Maden kommer lynhurtigt. En ti centimeter høj kartoffelmad med løvstikkecreme og revet ost,
Kartoffelmad
rejemad med grønne asparges og tatar med syltede, brændte, bagte og fermenterede løg og ramsløgscreme. Det er udsøgt lækkert. Mens vi nyder maden, kigger vi rundt i det imponerende lokale med den lange, rustikke trappe, de små runde vinduer oppe under loftet, store gipsafstøbninger af Thorvaldsens 200 år gamle løver, tre meter høje figurer af mejersken og skovhuggerne ved vinduesnichen, og relieffer der kigger ned på os ved de super moderne borde og stole.
Kaffen og fragilitéen bliver indtaget på trappen i vinduesnichen. Her er udsigt over Slotsgården, Ridebanen, videre over Dantes Plads og ikke mindst Tivolis høje forlystelser.
På vejen ud husker vi min mors kniv og lover hinanden at komme igen og smage Fætter Erik & Dyrlægens snaps og flere af de vidunderlige kager.

AOK

Restaurant Tårnet er nomineret til Årets bedste frokostrestaurant af Berlingske. Du kan stemme på den her:
https://www.berlingske.dk/byens-bedste/byens-bedste-frokost
 

Restaurant Tårnet

Fotograf David Kahr
Tårnet er en del af Christiansborg Slot i det indre København. Indgangen til Tårnet er i Kongeporten.
Besøgende skal igennem et sikkerhedstjek ved indgangen i Kongeporten. Omfanget af sikkerhedstjekket varierer, og derfor kan der opstå kø. Det anbefales, at gæster ankommer 15 minutter før, de har reserveret bord for at have tid til sikkerhedstjekket.
Restauranten ledes af Rasmus Bo Bojesen. Sammen med sit team tager han udgangspunkt i det gamle, danske køkken – smørrebrød og egnsretter fra hele Danmark. Møbler, lamper og service i restauranten er fundet hos store og små danske producenter og råvarerne hos nogle af Danmarks dygtigste avlere, slagtere og landmænd.

Åbningstider
Tirsdag-lørdag
11.30 – 23.00
Søndag
11.30 – 17.30
Se menuen og bestil bord på taarnet.dk/restauranten
Det er en god idé at bestille bord.
Bemærk! Tårnet er lukket i perioden 6. juni til 31. august 2019 

Det er gratis at besøge (udsigts) Tårnet, og der er er åbent fra tirsdag til søndag. 
Find praktiske oplysninger på taarnet.dk/info.


TÅRNET

Tårnet er opført som del af det tredje og nuværende Christiansborg Slot, der blev bygget i perioden 1907-1928. Det er, som resten af slottet, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Undervejs blev planerne for Tårnet ændret flere gange, bl.a. fordi byggeriet overskred budgetterne. Fx sparede man en del af udsmykningen væk, så Tårnet kun havde én krone, da Christiansborg Slot stod færdigt i 1928.
Først i 1934 kom de sidste to kroner på. Det skete på et initiativ taget af den daværende indenrigsminister, Bertel Dahlgaard, der mente, at Tårnet med kun én krone lignede Korsør Banegård. Med tilføjelsen af de to kroner, opsat på en såkaldt fløjstang, blev Tårnet samtidig højere end tårnet på Københavns Rådhus. Med sine 106 m er Tårnet på Christiansborg Slot fortsat det højeste tårn i København – 40 cm højere end netop rådhustårnet.
De tre kroner symboliserer Kalmarunionen, den historiske alliance mellem Danmark, Norge og Sverige i perioden 1397 til 1523. Udover kronerne er fløjstangen udsmykket med et kors og en vejrhane. Korset symboliserer, at Danmark er et kristent land. I spiret ses også otte figurer, der er skabt af billedhuggeren Axel Locher. De 3,1 m høje kobberfigurer viser mænd og kvinder, der udfører forskellige erhverv – blandt figurerne er en fisker og en landmand.
Tårnet blev opført i jernbeton med en granitbeklædt facade og en tagbeklædning, der oprindeligt bestod af teglsten. I 1937 blev teglstenene, efter en landsdækkende indsamling, udskiftet med kobber. I starten af det nye årtusinde blev det konstateret, at Tårnets kobberbeklædning og underliggende jernbeton var i en så dårlig forfatning, at en gennemgribende renovering var nødvendig. Renoveringen fandt sted fra 2006 til 2009.
Efter renoveringen er taget nu kobberbrunt, indtil vejr og vind i løbet af de næste 20 år vil irre kobberet, så det får sin karakteristiske grønne farve tilbage. Den nye kobberbelægning forventes at kunne holde ca. 100 år

Kilde: Tårnet Christiansborg

tirsdag den 24. april 2018

Restauranter i Flensborg



Flensborg lider gastronomisk af at ligger tæt på Danmarks grænse. For når danskerne rejser udenlandsk, skal det gerne være billigere end derhjemme, og portionerne må gerne være store. Det er sjældent, at der kommer noget godt ud af den kombination. Men der skal være plads til alle, og der kommer heldigvis flere gode restauranter til. Louises Køkken har besøgt et lille udvalg midt i byen.

Hafenküche

I huset på havnen ved siden af Schifffahrtsmuseum er de netop blevet færdige med at bygge om.
-Vi har haft åbent i tre dage, efter en ombygning der har varet i et år, siger Sandra, der er den ene af de tre ejere af den nye restaurant.
- Og i maj måned åbner vi også et vandrehjem med 9 værelser.
Huset er nænsomt og flot restaureret inde og ude. Her er rustikt på den moderne måde, og stedet rummer både hygge og coolness. Menuen er bygget op omkring de regionale råvarer, der er i sæson, og så er det hele selvfølgelig hjemmelavet. På tavlen står der lige nu muslinger til ca. 12 euro, Galloway kæber med rødkål og kartofler, flere vegetariske retter og selvfølgelig fisk og til dessert er der berliner med rødbedechokoladesauce til 5,90 euro.
-Vi får udeservering i gårdhaven, siger Sandra og viser mig ud gården. Her er ligeledes blevet smukt renoveret, og vi kigger op af den store ståltrappe der leder op til værelserne.
-Vi har åbent fra klokken 17 nu, men i midten af maj begynder vi også at have åbent til frokost, fortæller Sandra.
Restaurantens menukort er en avis, som ud over mad- og drikkevarer også rummer små artikler om producenter.

Hafenküche Flensburg
Schiffbrücke 40
24939 Flensburg
+49 (0)461 40717808
Åbent alle dage fra 17
Tjek hjemmesiden hafenkueche-flensburg.de

Gosch

-Er det ikke fantastisk. Vi har ikke annonceret nogen steder, at vi åbnede i onsdags, og her har været fyldt siden. Restaurantchef Herman Becker slår ud med armene, og kan næsten ikke få dem ind igen af bare begejstring over de fyldte borde på restaurant Gosh. Og stemningen er helt speciel i det tidligere Bellevue og Heimathafen på havnespidsen.
-Gosch er jo en livstil, som gæsterne elsker. Der er selvbetjening, man sidder ved lange borde og kommer hinanden ved. Man kan ikke bestille bord, men hvis der ikke lige er et ledigt bord, kan man jo vente i vores hyggelige bar, fortæller Herman Becker og fortætter.
-Og så har vi kun fisk. Vores specialitet…hvad skal jeg siger, det er vores hummer, de store rejer, pastaretterne…der er så mange lækkerier.
Den første Gosch restaurant åbnede i List på Sild. Nu er der 46 restauranter i hele Tyskland, og Gosch er i øvrigt udnævnt til et af de 100 bedste brands i Tyskland. På den store platform i vandet er der masser af borde og store parasoller, og ved siden af restaurantern er der ligeledes masser strandkurve og plads til spisende og drikkende gæster. Skal du bare have et en sandwich, er der endvidere en lille udendørsservering ved siden af legepladsen.

Gosch
Åbent til frokost og aften
Hafenspitze
Am Kanalschuppen 4
24937 Flensburg
Strandgut
Den lille frokostrestaurant ligger gemt i Neptunhof. Men det betyder ikke, at den ikke er godt besøgt. Det vælter ud og ind af dørene med gæster, der kender konceptet. Man skal stille sig i kø med en lille bakke, høre hvad menuen er i dag og bestille. Gå rundt om disken og bestille drikkevarer og eventuelt en dessert. Det går lynhurtigt, og stemningen er meget afslappet. Der er en lille (indendørs) legeplads, så der er mange unge familier med små børn. Maden er rustik og en blanding af det tyske og orientalske køkken. Her er bl.a. pølser med stegte kartofler, bagt laks, gyrossuppe, græskarsuppe og noget der lignede linsefrikadeller til priser fra 3,80 euro, flere små desserter til den fine pris á 1,80 euro og en lækker ostekage til ca. 2,60 euro.
Når man er færdig med at spise, sætter man bakken, med beskidt service, ud bag ved. Det fungerer perfekt.

Strandgut
Große Str. 77B
24937 Flensburg

Restaurant Columbus

På Hotel am Hafen er døren gået i baglås, så vi banker forsigtigt på, og spørger, om vi må komme ind i Restaurant Columbus, der er hotellets restaurant. Her er lukket til frokost, men tjenere og kokke er ved at gøre klar til aftenrestauranten, der åbner klokken 17.30.
-Vi har en treretters menu til 38 euro, og hertil kan man købe en vinmenu til 16 euro. Men vi har naturligvis også vores a al carte kort, hvor man kan vælge det man har lyst til. Menuen skifter i takt med sæsonen, og vi ser frem til snart at servere asparges, fortæller tjenerne.
Menuen er i øvrigt inspireret af det traditionelle tyske køkken men peppet voldsomt op med masser af moderne tilbehør. Restauranten er indrettet i et internationalt design med meget udsmykning. Bordene står på lange rækker, og hvis man har lyst, kan man komme de andre gæster ved, men man kan også tale privat og holde sin forretningsmiddag her.
Til de danske gæster kan vi oplyse, at mange af medarbejderne taler dansk og engelsk.

Columbus Genusswirtschaft
Schiffbrücke 33
Flensborg
+49 (0)461 16068200

Ben's Fischhütte

Temperaturen er nær frysepunktet, og folk står i køen og skrutter sig på molen ved Museumshafen. Men de venter gerne på en af Flensborgs berømte Fischbrötchen, der bliver solgt herude på molen.
De berømte sandwich er hvide hvedeboller fyldt med fx sild, laks, matjes eller frikadeller og koster fra 3 euro.

Ben's Fischhütte
Bohlwerk des Museumshafen
24939 Flensburg
+49 (0)176 64965206

Werftcafe

Det lave hus, havemøblerne, urtepotter og gule påskeblomster ligner noget, der kunne være med i en Olsen Banden film fra sen-halvfjerdserne. Men stemningen og ikke mindst udsigten er fantastisk. Er kan man sidde i det gamle værft midt på havnen, og nyde en kop kaffe. Kagerne bager de desværre ikke selv, så dem kan man jo vælge at spise et andet sted.

Museumswerft Flensburg
Schiffbrücke 43
24939 Flensburg
+49(0)461 - 18 22 47


Schifffahrtsmuseum

Over hele verden har museerne oplevet, at gæsterne er villige til at bruge flere penge, end dem der bliver givet ud til entrebilletten. På Schifffahrtsmuseum
har man indrettet et stort område med siddepladser, hvor man kan hvile benene og skylle indtrykkene fra museet ned.
Glasmontren er fyldt med kager, der frister.
-Vi bager selv kagerne, fortæller damerne.
-Hvor? Vil jeg gerne vide.
-Herude bagved, siger de og peger på et lille lokale bag ved kassen.
-Vi har også en dagens suppe til 4 euro og selvfølgelig dejlig romtoddy, siger hun og serverer to dampende varme drikke til det ægtepar, der netop har været i kælderen og set rommuseet.
Og som i andre museumsbutikker er der også gaveideer og bøger til børn og voksne samt et stort udvalg af rom.

Schifffahrtsmuseum
Schiffbrücke 39
24939 Flensburg
 +49 (0)461 85 10 81
Åbningstider: 10 -17 tirsdag til søndag


søndag den 29. marts 2015

Hans im Glück - Burgerlykke i Flensborg



Lykken er en veltilberedt burger. Hos Hans im Glück er man godt på vej.
Er du kommet til Flensborg, men ville hellere være i Köln, Hamburg eller München? SÅ kan du gå på Hans im Glück. Burgerkæden har 30 restauranter i 16 byer i Tyskland og siden 2014 også på Nordermarkt. Her er en meget international stemning og indretning, som man skal et par hundrede kilometer væk for at finde tilsvarende. Priserne er ikke i den laveste ende, men musikken er høj, og  hvis man har lyst, er jeg sikker på, at det kan udvikle sig til en fest. Der er åbent for burgerlykke fra klokken 11, hver dag, hele ugen.
Nordermarkt 1, 24937 Flensburg, telefon 0461-97886626



FOTO: Gertrud Sabroe Termansen

lørdag den 16. februar 2013

FlensBörger

Nu har begrebet Flensburger fået en en ny betydning, for byen har fået en deeeejlig burgerbar i Norderstrasse 39 med navnet FlensBörger. Den søde ejer tilbereder skønne burgere, der smager herligt af kød, dressing og ost. Debatten om hestekød var ikke nået syd for grænsen, da vi var der, så vi nød det hakkede kød helt uden mistænksomme vrisk.

Vil du hellere tilberede din burger selv, kan du finde en dejlig opskrift her på bloggen
http://louises-koekken.blogspot.de/2011/12/tid-til-burger.html


lørdag den 24. november 2012

Julemarked i Flensborg

Skal du til Flensborg eller har du bare brug for at slappe af med et skønt blad, skal du købe Mad&Bolig, der lige er udkommet. Fotograf Lars Salomonsen og jeg har lavet en stor artikel med kulturelle og spiselige ideer til et dejligt ophold i Flensborg og omegn. På gensyn

torsdag den 27. september 2012

Godt nyt fra og for Flensborg!

Flensborg er blevet beriget med en lillebitte skøn restaurant, der kun har åbent om lørdagen. Den ligger midt på "Markedet" på Südermarkt og bliver suverænt styret af Balthazar Helwig. Han er autodidakt kok og kører det helt fantastisk. Køkkenet er transportabelt med to kogeblus, vask og køleskab. Han har to borde med 10-12 stole med og så man kan sidde. Der er renere end rent og Balthazar står for både servering og kokkeriet. Retterne koster 5-7 euro og han serverer vin, vand og ordenlig kaffe. Der er en hyggelig stemning omkring bordene, hvor man meget nemt kommer hinanden og Balthazar ved.
Støt om om denne nye perle!

Jeg fik serveret en herlig suppe, serveret i denne yndige tallerken. Den blev også serveret med lækkert kød og pølser, men jeg foretrak den vegetariske version. Børnene fik en kæmpe, tyk pandekage med æblemos til. Alt er hjemmelavet og velsmagende.

fredag den 21. september 2012

Weinstube i Krusehof




Går turen til Flensborg i weekenden, kan jeg på det varmeste anbefale die Weinstube i Krusehof. Her er god stemning både i ude i gården og indenfor i restauranten. Det søde ægtepar der ejer stedet er venlige og de har for en del år siden investeret i en stor ovn, der bager de skønneste flammkuchen. Det er en pizza lignende ret med forskelligt fyld på og opskriften kommer her på bloggen om et par uger.


torsdag den 29. marts 2012

Frokost i Flensborg

Kommer du forbi Flensborg i påsken, bør du gå en tur i Rote Strasse og spise en dejlig suppe i Blumenhof i den lille suppebutik. Som alt andet her i byen er det vildt billigt!