Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag

lørdag den 26. december 2020

På osterejse til Mont d'Or

Mejeriforeningen har iværksat kampagnen "Osterejsen", der skal sætte fokus på danske, irske og franske oste. 

Jeg er blevet inviteret med på denne osterejse sammen med to kollegaer Janne Bagger og min osteveninde Camilla Bojsen-Møller. Vi skal desværre ikke rejse rundt i Europa og smage på og lære om oste, men blot kreere en tre retters menu med Mont d’Or fra Frankrig, Derg Cheddar fra Irland og Mammen blåskimmel fra Danmark. 

Jeg har fået tildelt Mont d’Or, og den serverer jeg lun, med bagte frugter og ostevafler. Det er en perfekt og festlig ret til nytårsaften, hvor den kan serveres som en del af en osteanretning eller alene. 

Jeg ønsker jer alle et lykkebringende og velsmagende nytår fyldt med gode smagsoplevelser.

 

Mont d'Or

Mont d'Or er en hvidskimmelost fra Jura i det østlige Frankrig. Den fremstilles kun mellem den 15. august og 15. marts og de kun elleve producenter skal overholde strenge regler. De er fx begrænset til at bruge rå mælk fra kvægracerne Montbéliarde eller franske Simmental. Køerne må kun fodres med græs eller hø, ikke foder, og osten skal produceres i en højde af 700 meter. Osten lagrer på granplanker og har et granbælte om sin mave. Den bliver jævnligt vasket i saltvand, og den modner i fire uger, inden den bliver sat til salg.

Osten får bl.a. sin nøddesmag fra granbæltet, som den er pakket ind i, og som du skal lade sidde på, når du varmer den op.

Mont d'Or  kaldes også juleosten, da den er meget populær som lun ost på julebordet.

Mont d'Or kan bages i ovnen i 15-20 minutter ved 180 grader og bruges som fondue, hvor du dypper brød, frugter og grøntsager i, som til den traditionelle ostefondue.

 

Lun Mont d’Or med bagte frugter og cheddarvafler

Til 4 personer

Forberedelse 1 time og 15 min

 

1 stk Mont d’Or
1 spsk calvados eller Poire Williams

1 kvist rosmarin

 

Tænd ovnen på 180 grader. Stik huller i Mont d’Or med en lille skarp kniv og sæt små rosmarinkviste i hullerne. Hæld calvados eller Poire Williams over og bag osten i kassen i 15-20 min.

 

Vafler

75 g cheddar

1 dl cremefraiche

1 dl mælk

2 æg

100 g mel

1 tsk salt

½ tsk salt, friskkværnet peber

smør til stegning

 

Tænd dit vaffeljern.

Riv osten. Rør cremefraiche, mælk og æg sammen. Bland mel i under omrøring og vend osten i. Krydr dejen med salt og rigelig peber. Smør vaffeljernet med fedtstof og bag vaflerne. Server dem straks til den varme ost.

 

Bagte frugter

4 modne søde pærer

evt. 2 figner

Skallen af ½ appelsin

Skallen af ½ citron

2-3 spsk flydende honning

1 kvist rosmarin

2 spsk calvados eller Poire Williams

 

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Halver pærerne og fjern kernehuset. Halver fignerne. Vend pærer og figner sammen med appelsin- og citronskal, honning, rosmarin og calvados. Hæld det hele i et ovnfast fad og bag frugterne i 15-20 min. til de er bløde. Server dem lune til osten.

TIP. Du kan bage gulerødder, pastinakker og persillerødder med og servere den lune Mont d’Or med de bagte frugt og rødder som hovedret.



Mejeriforeningen

Dette opslag er skrevet i samarbejde med Mejeriforeningen, og hvem er så Mejeriforeningen?

Mejeriforeningen er brancheorganisation for de danske mejerier. De repræsenterer og samler både de store og de små mejerier, så dansk mejeribrug taler med én stemme.

 

tirsdag den 31. december 2013

Dampede nytårsmuslinger


Kære læsere

Jeg håber I alle er kommet godt gennem julen og er parat til en herlig nytårsaften, lige efter jeres ønsker.
Jeg vil gøre alt for at 2014 kommer til at smage Jer, og som jeg allerede har lovet, skal jeg nok komme med masser af opskrifter på kål og magre udskæringer i januar måned, så dynen kan nå igen!
I ønskes alle et rigtig velsmagende og dejligt nytår

Kærlig hilsen Louise




1,5 kg muslinger
1 løg
1 gulerod
2 fed hvidløg
1 cm rød chili 
1 stort glas hvidvin
3 stilke persille
1 stilk timian
1 dl fløde

Rengør muslingerne. De muslinger der er åbne, kan man give et lille slag. Lukker de sig, er de levende, forbliver de åbne er de døde og skal kasseres.
Rengør grøntsagerne og skær dem i små terninger. Varm en rummelig gryde godt op. Sauter grøntsagerne i olie et par minutter. Hæld muslingerne i gryden sammen med hvidvin og krydderurter. Læg låg på og damp i  8-10 minutter. Ryst gryden jævnligt. Hæld fløden i lige før serveringen og lad det koge op.
De muslinger der ikke åbner sig under kogningen skal kasseres!!!!!!!!!!!!!!



lørdag den 31. december 2011

Tid til burger?

Tømmermænd
Hvis og når man har tømmermænd, er der ikke noget så godt som en burger. Hvis man ikke orker at lave det selv, må man bruge de store kæder. Men hvis man tænker sig bare en lille bille smule om, når man alligevel går ud og køber ind til den store festmiddag, kan man også lige tænke på, hvad der skal indtages dagen efter. Så undgår man også den grumme og lidt tomme fornemmelse man ofte har, når man forlader en fastfood restaurant. Det er god terapi at lave mad, når man har ondt af sig selv, over alle de mænd der buldrer rundt. Vi spiser det altid 1. januar, så er børnene og de voksne lykkelige.
Men man behøver så absolut ikke at have tømmermænd, for at ha’ brug for en burger. 


Burgerbollen
Det nemmeste er jo at købe burgerbollerne. Det er bare ikke godt nok og man kan jo spise så mange af de bløde, søde boller, uden af de mætter. Næ, prøv en hjemmebagt, hvis I har tid. 

25 g gær
150 ml håndvarmt vand
150 ml yoghurt
50 ml olie
1 tsk salt
1 spsk sukker
2 spsk sesam
200 g durummel
250 g hvedemel
Mælk eller sammenpisket æg til pensling
Opløs gæren i lidt af vandet. Hæld resten af vandet, yoghurt og olie i. Tilsæt salt, sukker, sesam og durummel. Ælt hvedemel i til dejen føles glat og slipper bordet/ skålen. Lad dejen overdækket, hæve lunt 1 time. Ælt dejen igennem og form den til ca. 10 boller. Tryk dem helt flade med hånden og lad dem hæve yderligere 20 minutter. Pensl dem og bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter. 

Bøffen
500 g hakket oksekød
50 g røget skinke
Salt og peber
Hak skinken og rør den i det hakkede kød. Krydr med salt og peber. Form kødet til store flade bøffer og steg dem på panden i ca. 3 minutter på hver side. 

Agurkesalat og syltede løg
2 spsk sukker
2 spsk eddike
2 spsk vand
½ agurk
2 rødløg
Rør sukker, eddike og vand sammen og krydr med salt og peber. Del portionen i to skåle. Skær agurken i tynde skiver og kom dem i den ene skål. Skær løget i tynde skiver og kom dem i den anden. Lad det trække ½ times tid. 

Avokado mos
Hvis man ikke kan få en moden avokado er det spild af tid at lave avokado mos.
1 moden avokado
2 spsk blød gedeost
1 fed hvidløg
Salt og peber
Skær skrællen af avokadoen og fjern stenen. Hak avokadoen evt. med en håndblender sammen med gedeost og hakket hvidløg. Smag til med salt og peber.

Kartofler
Vi er meget uenige om kartoflerne skal skrælles eller ej os hos. I må gøre hvad I syntes bedst. 
1 kg store kartofler
2 spsk olie
Salt og peber
Vask kartoflerne og skær dem i pommes frites lignede stave. Vend dem i olie og læg dem på en bageplade med bagepapir. De må helst ikke ligge oven på hinanden. Bag dem i ca. 25 minutter ved 22o grader. Vend rundt i dem ind imellem. Krydr med salt og peber, når de er færdige. 

Det grønne
Coleslaw passer rigtig godt til brugere, og så får vi igen den sunde kål og gulerødder.
250 g hvidkål
250 g gulerødder
100 g yoghurt
50 g mayonnaise, gerne fedtreduceret
2 tsk eddike
1 spsk ketchup
Salt og peber
Hakket persille
Skær hvidkålen i super tynde strimler. Skræl gulerødderne og riv dem fint. Bland yoghurt, mayonnaise, eddike og ketchup sammen og smag til med lidt af det hele og salt og peber. Vend hvidkål og gulerødder i dressingen og drys persille over. 

Herudover er der brug for
Ost
Salat
Tomat
Ketchup
Mayonnaise. Hvis din mayonnaise ikke smager som dem du får ude, kan du smage den til med sukker og eddike
Cola

torsdag den 29. december 2011

Kransekage

Klokken 24 skal danskerne have kransekage, og det ville være en skam at drikke tør mousserende vin til den. Samtidig kan det komme som et chok for maven, med den tørre mousserende, så prøv hellere de mildere, halvtørre eller søde vine. 
Til Jer der køber ind i Flensborg kan jeg anbefale Der Weinhändler i Westerallee 139, han har vine fra det italienske hus Bellenda og de laver forrygende mousserende vine. De har bl.a. en sød prosecco, der passer godt til kransekage eller desserter. Den tørre prosecco fra samme firma kan bruges både klokken 18 og klokken 24, hvis man altså ikke spiser kransekage. De koster begge 10 euro.

Godt nytår fra Louises Køkken  

Min mands moster er en mester ud i kransekage og fra hende har jeg denne opskrift.

250 g marcipan
65 g flormelis
1 æggehvide
Glasur
100 g flormelis
2 dråber eddike og vand
Tænd ovnen på 210 grader. Ælt marcipan sammen med flormelis og æggehvide. Form dejen til små aflange kager og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca. 10 minutter til de er lysebrune. Rør eddike i flormelisen, og rør vand i til det har en sej konsistens. Fold et kræmmerhus af bagepapir og hæld glasuren i. Fordel glasuren på de afkølede kager.