Ferie, ferie, ferie

Den danske sommer er lunefuld, kold og våd, men opgiv ikke, det skal nok blive godt vejr.

Jeg ligger i annekset til min mors sommerhus. Klokken er 7.36, og regnen banker mod taget. Det må

være den lyd, der har vækket mig, for normalt ville jeg sove til klokken ti, hvor min mor ville komme og vække mig med en kop sort kaffe og sige, at morgenmaden havde været færdig en times tid. Det er ikke nogen grim lyd, regndråberne, egentlig er den både beroligende og behagelig, og jeg ligger lidt og kigger op på de hvidmalede loftbrædder, den gule natlampe og på reolen med rækken af slidte børnebøger, som mine børn og jeg kan udenad. Her dufter af vådt græs og træbrædder. Jeg kan høre min ene datter sove tungt, og den anden mumler i søvne. Det er alt sammen, lige som det skal være, faktisk kommer jeg ikke meget tættere på at være lykkelig. Men som i alle eventyr er der lige en slange eller hurdle, vi skal igennem. Og denne er, at vi er i begyndelsen af juli, det er 12 grader, og jeg holder SOMMERferie med mine tre børn i min mors mikroskopiske sommerhus en spytklat fra stranden.

Før i tiden sendte vi postkort, der kom frem, uger efter vi selv var kommet hjem. Nu følger vi med i de daglige opdateringer på de sociale medier. Her er postkortet fra Havnsø strand med udsigt over Nexelø.

Jeg overvejer, hvad vi skal lave i dag. Vi skal næppe ligge på stranden og bygge sandslotte, stå på hænder i vandet og se hvem der kan dykke længst. Vi skal heller ikke ro kajak med naboen, fange krabber med den anden nabo eller hente mega store isvafler i is-huset på havnen. Min krea-mor vil sikkert foreslå, at vi tegner akvareller af Nexelø, lære at skive med kalligrafi-pen eller maler Mandela-mønstre på flade sten. Min ældste datter vil elske de tre aktiviteter, og vi vil ikke kunne få øjenkontakt med hende og min mor i dagevis, hvis de gik i gang. Så er der de to andre børn og mig. Jeg ville sylte, bage, koge og brase med dem. Men køkkenet er, som nogen måske fra en tidligere klumme kan huske, meget lille, og hvis vi er mere end to derude, kan vi ikke vende os, uden at have lavet en koreografi. Så det med at bage kager eller sylte solbær og hindbær, er ikke noget vi gør samme men hver for sig.

Jeg må have inspiration udefra, så jeg griber efter min telefon for at se, hvad mine venner og bekendte har bedrevet det sidste døgns tid. Jeg bliver først bombarderet med billeder af smilende og vinkende mennesker i biler og lufthavne på vej ud i Europa. Andre er ankommet til Porto Soller, Pisa, Luca og Sifros. De kører storsmilende på scootere og el-cykler op ned af bjerge omgivet af pinjer og cypresser. De sidder på altaner med Aperol-spritz så store som badekar, at de dækker for udsigten til det azurblå Middelhav. De hygger sig på cafeer, hvor de drikker espresso macchiato og spiser små delikate kaffekager med lysebrun creme. Andre sidder på strandrestauranter og drikker retsina og spiser souvlaki. Der er nogen, der sejler ud for Krk og guffer cevapcici i sig. Solen skinner på alle billederne, de er alle sammen solbrune, og de smiler lykkeligt til hinanden. Jeg ligger under den tunge dyne i annekset og bliver en lilllle smule misundelig, det indrømmer, jeg gerne.

Jeg må være døset hen, for nu står min mor i døren med den dampende varme, sorte nescaffe.

Så er der morgenmad, siger hun og puffer blidt til pigerne.

Klokken er blevet ti, regnen er forsvundet, og solen skinner ind gennem det grønternede gardin.

Jeg hopper i badedragten og løber ned i vandet. Det er klart og koldt på den gode danske måde. Sandet er finkornet, og der er ganske få krusninger på havet. Resten af dagen går i pendulfart mellem drømmesengen og stranden. Det er vindstille, så tre af os spiller ”500” på terrassen, mens min mor og datter maler og laver collager. Alt er lige som det skal være.

God sommer. 

Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 19. juli 2019

Erics omelet

Min yngste datter og jeg er blevet inviteret til Berlin, og vi tjekker ind på Hotel Monbijou i Mitte. Efter en god nats søvn, venter en yderst delikat morgenmadsoplevelse.

 

Det er tirsdag morgen, og der er mindst 25 grader i Hotel Monbijou’s gårdhave, der er indrettet i fransk landstil med mørke støbejernsmøbler med beige hynder, trækasser med hvide hortensiaer, klippede buksbom og sandstensfliser. Ud af højtaleren summer loungemusik. Her er delikat og lækkert, og de øvrige gæster læser morgenaviser og nipper af kaffen, mens gråspurve pikker efter croissantkrummer.

Inde i restauranter er buffeten fyldt op med lækkerier. Jeg kigger mig rundt og kommer ind i et lokale med åbent køkken. Jeg hilsen på kokken, som stor-smilende kommer mig i møde og spørger, om jeg har sovet godt. Det har jeg. Han får også listet min nationalitet og navn ud af

mig, og jeg får at vide, at han er franskmand og hedder Eric.

-Er det dit første besøg på hotellet?

-Ja, det er det.

-Så skal jeg fortælle dig om alle delikatesserne på buffeten siger han, og trækker mig med ind i det andet rum.

-Her er små lækre retter, siger han og peger på de hvide asparges med revet parmesan og vinaigrettedressing, tomatsalaten med oliven og tørrede tomater og toasten med parmaskinke og en fast ost.

-Og her er æggene, siger han og løfter det tunge låg af serveringsfadet.

-Hvordan kan du bedst lide dit æg? Vil han vide.

Det er et stort spørgsmål. Jeg kan godt lide et blødkogt æg med ristet rugbrød og en smagfuld ost til. Men jeg kan også godt lide spejlæg, hårdkogt æg og ikke mindst pocheret æg med hollandaise.

-Hvad vil du anbefale? Spørger jeg.

Han kommer tættere på og hvisker: Omelet.

-Det siges, at jeg tilbereder byens bedste omelet.

-Så tager jeg en omelet.

-Hvad skal der i?

Endnu et voldsomt spørgsmål.

-Jeg kan lide det hele undtagen varme peberfrugter.

-Perfekt, siger han og småløber ud i køkkenet.

Jeg forsyner mig med frugtsalat, espressokaffe, birchermysli, en lille cremebolle og

aspargessalaten.

Efter 7 minutter står Eric foran bordet med sin omelet.

-Vær så god madame, siger han og serverer den varme æggeret.

Den er himmelsk. Jeg har aldrig smagt noget lignende. Den bløde æggestand er fyldt med rødløg, tomater, soltørrede tomater, oliven, spinat, kylling og den er stegt i riiigelig smør og olie. Ved siden af ligger der en lille avokadosalat ligeledes med soltørrede tomater.

Jeg har skubbet de øvrige retter til side og nyder omeletten. Efter jeg har spist smutter jeg forbi Eric og siger tak for mad.

-Ses vi i morgen? Spørger han.

Det kan du lige love for, vi gør.

Næste morgen er jeg lidt tidligere opee, og Eric er i gang ved buffeten, da jeg kommer ind.

-Godmorgen, du ser vidunderlig ud i dag, siger han. Jeg lapper det i mig og bestiller endnu engang en af byens bedste omeletter.

Teksten har været i Flensborg Avis

På mælkebar i Dresden

Dresden er kendt for sin smukke Frauenkirche og mælkebar, der er optaget i Guinness rekordbog.

For år tilbage får vi et postkort fra min svigermor. Hun er på mælkebar i Dresden og mener bestemt,
at det sted må være noget for os at besøge. Postkortet gør stort indtryk. Stedet er udsmykket med dekorerede fliser og keramikudsmykning fra gulv til loft, og ideen om, at gå på bar for at drikke et glas mælk, lyder på en måde både tiltrækkende og afskrækkende. Jeg går normalt helst på bar, når mørket har sænket sig, og så ryger jeg smøger og får mig en iskold cocktail.

Der skulle gå mere end tolv år, før ferieplanerne bliver henlagt til Dresden, og jeg kommer på Dresdner Molkerei Gebrüder Pfund, som mælkebaren så mundret hedder.

 
Vi tager googlemap til hjælp for at finde mælkebaren, der ligger i Bautzner Straße i Neustadt, og da vi skrår over vejen, nærmer der sig en stor flok franske teenagere fra den anden side samtidig med, at der standser en dobbeltdækker turistbus fra Baden Baden. Vi joker med, at de nok ikke skal på mælkebar, men vi tager fejl. De unge franskmænd, og de mindst lige så mange ældre turister, myldrer ind i forretningen, kaster sig over de små tallerkner på disken med smagsprøver på de lokale oste og vrider hovedet af led, for at se på de over 247 kvadratmeter hånddekorerede fliser med engle, børn, løver, kvinder, våbenskjold, naturmotiver, kvæg og geder der pryder væggene samt kaklerne på gulvet og de dekorerede spejle og glas i loftet. Bag disken sørger personalet for at fylde op med oste og sælge ud af det store udvalg af Saksiske og udenlandske oste, mælkegrappa, mælkesæber, mælkekaramelcreme og ikke mindst smørbrikker, mælkekrus og andet porcelæn med tryk fra butikken.

Forretningen blev indviet i 1880 af Paul Pfund og hans hustru Mathilde, broderen Friedrich kom til,

og dermed var Gebrüder Pfund grundlagt. Familien ville sørge for, at den voksende befolkning i Dresden kunne få frisk mælk, og de indrettede forretningen, så folk kunne se hvordan køerne blev malket, mælken blev filtreret og herefter opbevaret på køl. Den mælk de ikke solgte frisk, fremstillede de, som de første i Tyskland kondensmælk af, som de også eksporterede. Hermed var den gode forretning grundlagt. I 1892 blev butikken udsmykket med fliser fra Villeroy & Boch, og i 1998 blev forretningen optaget i Guinness rekordbog, fordi den er det smukkeste mælkeudsalg i verden.

Eleverne og turisterne tusser ud i det gode vejr, og vi bevæger os ovenpå i cafeen. Her er indretningen fra før genforeningen, luften indelukket og kagen tør. Men deres milkshake er vidunderlig, og kærnemælken med solbærsaft er meget velsmagende. Kommer du forbi, skal du blive i underetagen og tage en lille to-go ostebakke til 5€ og et glas kærnemælk. Der er et par cafeborde, hvor man kan hvile sine trætte turistben.

Jeg kan ikke skrive postkort til min svigermor og sige tak for tippet, da hun døde for to år siden. Men jeg kan sende hende en taknemmelig tanke og skåle i et glas kærnemælk.

Frauenkirche Dresden

Dresden er mest berømt for Frauenkirche, der blev sønderbombet af amerikaneren og englænderne natten mellem den 13. og 14. februar 1945.
Kirken lå i ruiner midt i byen de næste 45 år, som et tegn

på krigens rædsler.

I slutningen af 1989 satte en borgergruppe sig sammen for at forsøge at skaffe midler til at genopbygge kirken. De fik fantastisk respons, og der blev oprettet støttekredse. Folk fra ind- og udland støttede projektet finansielt, og i 1992 besluttede Landeshauptstadt Dresden at gå ind projektet. I 1992 begyndte de genopbygningsarbejdet ved bl.a. at sortere de 22.000 m³ ruiner. Allerede året efter startede genopbygningsarbejdet, der blev afsluttet i 1995.
Se meget mere på https://www.frauenkirche-dresden.de/wiederaufbau/ eller endnu bedre, besøg selv kirken.

Mandag til lørdag er kirken åben fra 10-19. Men vær opmærksom på, at der mange dage afholdes ”Wort & Orgelklang mit zentraler Kirchenführung” mellem 12-13 og 18-19. Her er der en lille andagt efterfulgt af et oplæg med en guide. Arrangementet foregår på den måde, at præsten/en lægmand holder en lille prædiken, der bliver bedt to bønner og organisten spiller tre stykker musik. Dette tager cirka 30 minutter. Herefter træder en guide op på prædikestolen og fortæller den næste halve time om kirken og dens voldsomme historie. Det er meget anbefalelsesværdig, og på disse tidspunkter er det ikke muligt at se bese kirken. Husk endvidere at gå op i tårnet, herfra er der en fantastisk udsigt, og turen derop er ligeledes smuk.

Tre udvalgte udstillinger i Dresden

Albertinum

På Albertinum kan man se kunst fra romantikken og frem til i dag samt skulpturer. I øjeblikket er der i øvrigt en særudstilling med bl.a. Kandinsky og Mondrian.

https://albertinum.skd.museum/en/

Zwinger

I Gemäldegalerie Alte Meister kan man bl.a. se Raffaels to små verdensberømte, fede engle, som ellers normalt optræder på glansbillereder, kaffekopper og magneter.

https://gemaeldegalerie.skd.museum/en/

Gläserne Manufaktur WV

På WV fabrikken i Dresden kan man opleve et supermoderne samlebånd. Her færdiggør de hver dag 72 WV e-Golf biler, og du kan komme med på en rundtur, og se hvordan det foregår.

En rundvisning varer ca. 75 minutter og koster 7€ pr. person. Der er rundvisninger hver time.

https://www.glaesernemanufaktur.de/

Teksten har været bragt i Flensborg Avis
Tak til Steen for foto

New York, New York

Jeg har rejst meget, men en fire-dages tur til New York får meget opmærksomhed, for byen er fascinerende, skøn og anderledes, og alle vil gerne bidrage med deres bedste tip til turen.

Hvornår rejser I? Hvor længe skal I være der? Har I lagt planer? Hvad skal I se? Har I købt entrébilletter?  Hvor skal I bo?

Jeg har rejst over det meste af verden. Jeg har dykket på Fiji, gået på vulkaner på Bali, spist fra gadekøkkenener på Sukumvit Road i Bangkok, shoppet på Rodeo Drive i Los Angeles, redet rundt  om pyramiderne på hesteryg og drukket Singapore Gin Sling på The Raffels Hotel. Men jeg har ikke været i New York, og opmærksomheden omkring vores kommende rejse er enorm. Det virker som om, at der ikke er nogen i vores omgangskreds, der ikke ved, at min yngste datter og jeg skal til New York i fire dage i begyndelsen af august.

Vi sætter os ned med guidebøger, allierer os med internettet, veninders New York-to-do-lister og forfatter en plan over, hvad Alberte gerne vil opleve. Det er jo hendes gave, så jeg må slå en streg over mad-markeder, restauranter og museer, det ville have været interessante at besøge.

Da vi endelig tager af sted, er vi helt klar og superforberedte på at indtage ”det store æble”, og får så lige af vide, at det slet ikke er nødvendigt at lægge planer for New York, for det er så skønt at slentre rundt og ”bare” opleve byen.

Og vi oplever. Vi lander klokken 14 lokal tid og har fået påbudt, at vi skal holde os vågne til kl. 22 lokal tid – det svarer til klokken fire om natten dansk tid. I vores plan for eftermiddagen står der, at vi skal udforske området omkring hotellet.

Da vi har gjort det et par timer, må vi videre og tager subwayen til Central Park. Netop som det begynder at blive mørkt, kommer vi forbi Times Square, og Alberte er, sammen med de tusindvis af andre turister, solgt. Det er fuldstændig som i alle de film, hun har set, og hendes øjne er så store, som de lysreklamer der blinker mod himlen og ned til hende.

Da klokken er ved at være otte, har vi kvalme af træthed, men vi køber mad med hjem fra butikken på hjørnet. Alberte får macaroni and cheese, og jeg får et miks af krydrede kødboller, stegte ferskner, søde kartofler og stærk dressing. Vi spiser i sengen, falder om og det lykkes at sove til klokken otte næste morgen, hvor vi har et stramt program med Ground Zero, Wall Street, Brooklyn Bridge og ikke mindst masser af tid til coffee to go og shopping i alle de forretninger, vi har fået anbefalet.

New York ér larmende og beskidt og fyldt med mennesker fra elle sociale lag. Men hvis du vil, kan du overgive dig til larmen og lade den blive til sød baggrundsstøj. Igennem skidtet kan man nemt se charmen, for her er fine kulturoplevelser, grønne oaser, sukkersøde caféer, lave lagerbygninger og skyhøje skyskraberne, og ikke mindst imødekommende newyorkere, der hele tiden spørger: How are you?

En teenagers tips til New York FAKTA

·      Sæt tid at til at lægge en plan, det tager ret lang tid

·      Planlæg to til tre aktiviteter om dagen, dog max et museum dagligt

·      Der er ikke kø alle de steder, som de skriver, men bestil alligevel billetter. Det gør, at du kommer af sted og kan gå direkte ind.

·      Forbered dig på, at mange af de steder du gerne vil se, blot er en bygning, som er speciel og har været med i en film

·      Spis masser af snacks og mellemmåltider og drik to-go kaffe/te/limonade

·      Køb sneakers og slik

·      Husk dit studiekort, hvis du har et

Her spiser vi FAKTA

·      Jacks wife Freda jackswifefreda.com

·      Nom Wah Nolita nomwah.com

·      Bluestone Lane bluestonelane.com/coffee-shops/nolita

·      Oficina Latinana

Steder din teenager gerne vil se FAKTA

·      Times Square

·      Ground Zero med  9/11 Memorial Museum og Refelcting Absence

·      Frihedsgudinden evt. fra Brooklyn Bridge

·      Flatiron Building

·      Grand Central Station

·      Vælg ét af de kendte museer

·      Kør subway og i de gule taxi

·      Det er dejligt at slappe af i Central Park og på cafeer, gerne Starbucks

VÆRD AT VIDE

·      Søg opholdstilladelse –ESTA på nettet. Ansøgningen kan tage tid at udfylde, men den bliver hurtigt genkendt

·      Køb et MetroCard til fx 20 dollar. Man kan være flere personer om et kort, og man tanker op på alle undergrundsstationer

·      Indgang til museer koster 25 $ for voksne, 18 $ for studerende – husk studiekort. Nogen museer har gratis adgang for unge under 18 år bl.a. Whitney Museum of American Art og New Museum of Contemporary Art

·      Priser på mad og drikke er højere end i Tyskland, men ikke uforskammet høj. Kvaliteten er oftest i top, også den mad man tager med sig. En middag for to uden alkohol koster ca. 50 $. En burger med pomfritter koster 15$. En kaffe 4-5 $. En pakke cigaretter 14 $

·      Køb ”Kort og godt om NEW YORK” udgivet på Politikens Rejsebøger. Den inddeler Manhattan, Queens og Brooklyn i ti områder, der hvert har et lille kort man kan slå ud. Pris 100 kr.

Mac and cheese

40 min

Nem

Hovedret til 3 personer/ tilbehør til 4-5 personer

Vegetar

350 g små makaroni

20 g smør

30 g mel

500 ml sødmælk

100 ml fløde

muskatnød, salt peber

50 g parmesan

75 g emmentaler 

Kog pastaen efter anvisning på emballagen. Hæld vandet fra den færdige pasta. Varm mælken og fløde op en i gryde. Smelt smørret i en anden gryde, rør mel i så det samler sig til en melbolle. Hæld den varme mælk i, lidt af gangen. Rør godt så mælken samler sig med melbollen. Fortsæt til alt mælk er brugt. Kog op og smag til med muskat, salt og peber. Riv osten. Vend pasta og ost i saucen og spis straks.

Cheesecake med Oreo

1 time og 10 min

Middelsvær

Bagværk 12 stykker

Bund

350 g Oreo-kiks eller lignende

125 g saltet smør

Fyld

4 æg

100 g flormelis

2 tsk vaniljesukker

700 g flødeost

Pynt

200 g friske bær

·      Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

·      Knus kiksene.

·      Smelt smørret over lav varme og rør det i kiksene.

·      Beklæd en springform, 24 cm i diameter, med bagepapir og pres kikseblandingen ned i.

·      Bag den i 7 minutter.

·      Pisk æggene sammen med flormelis og vanilje. Rør flødeost i. Der må ikke være nogen klumper.

·      Hæld blandingen i formen og bag kagen færdig i ca. 40 minutter.

·      Afkøl kagen helt inden den pyntes og serveres.

  

 Vi fløj med SAS fra Købehavn og boede på hotel i SoHo. Se gode priser til New York på sas.dk

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis

Ferietraditioner

Hver sommer er der retter, der skal spises, bær der skal plukkes, og kager der skal bages i min mors sommerhus ved vandet.

-Mor har du kanel?

-Ja, det har jeg helt bestemt. Det kan godt være, at udløbsdatoen var en gang i nullerne.

-Hvis det bare ikke bevæger sig og stadig dufter af kanel, kan vi sagtens bruge det.

 Min mor sidder i den store, hvide kurvestol under parasollen, læser avis og gnækker. 

Den grønne træterrasse er så varm, at fodsålerne brænder, når vi løber over den for at komme de få meter ned til vandet. Men jeg skal ikke i vandet lige nu. Nu skal jeg bage. Brunsvigerkage. For jeg bager hele tiden året rundt, også når solen bager ned. Og hvert år er der ting vi skal lave, retter vi skal spise, og steder vi skal besøge, i de uger vi er i min mors sommerhus i Havnsø på Nordvestsjælland. 

Og bagning af brunsviger er en af traditionerne. Det skal være en stor bageplade, som vi skærer i mange små stykker og tager med ned på stranden. Der møder vi naboerne, og så står vi i badedragt og bikini og spiser fed gærdej med tykt lag af brun farin, mens vi snakker om vandtemperaturen, hvilken dag vi skal fange krabber og spille 500, og hvornår vi kan komme ud også ro i kajak.

Vi skal også plukke solbær, ribs og stikkelsbær i Bentes have. Bente er min mors veninde, der bor lige ved siden af. Bente gider ikke plukke sine bær selv og syntes, det er herligt at vi, og ikke fuglene spiser dem.

Vi skal også ud og plukke kirsebær på en nedlagt præstegård, hvor der bor nogen søde polakker som, for seks dåseøl, giver os lov til at plukke alle de kirsebær vi kan slæbe med os. I år blev det til 10 kilo!

I havnekiosken skal vi spise is. Og traditionen er, at vi går de to kilometer ned til havnen. På turen ser vi, hvad der er sket på de små veje det sidste år. Er der er nogen, der har fået bygget ny carport, revet det rådne skur ned, anlagt køkkenhave eller fået nyt tag?

Køen til isene er lang, og det er godt, for så kan vi bruge tiden på at vælge, om det skal være softice eller kugler, flødebolle eller guf og om størrelsen af vaflen skal være almindelig, stor eller vulgær. Isen indtages på molen foran det røde træhus, hvor havnekontoret holder til. Vi sidder og guffer is i os og kigger på sejlbåde og over på Nekselø og Vejrhøj. På hjemturen snakker vi om, at Havnsø har en dejlig iskiosk, men mangler en lille god restaurant, der er værd at køre efter. Det ville give den lille by et fint løft.

Det er min oldefar, der byggede det lille sommerhus for snart 100 år siden. Han var 160 høj, og da det er sådan, at man bygger køkkenbordet i hoftehøjde, var det naturligvis også det, min oldefar gjorde. Min mor er også 160 høj, så hun syntes, at køkkenet er helt perfekt. Jeg er ca. 15 centimeter højere, så jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg laver mad i et dukkehuskøkken. Efter en halv time er jeg så sammenkrumlet, at jeg må udenfor, for at blive rettet ud. Man kan også kun bruge to blus af gangen, ellers ryger sikringerne, så køkkenforholdene diktere salater, måske et kogt eller stegt æg og selvfølgelig kager.

Efter to uger hos min mor er jeg helt udhvilet, og jeg længes hjem til mit køkkenbord og glæder mig vildt til næste år, hvor vi igen skal plukke bær, spise is og bage brunsvigerkage.  

Opskriften på brunsviger har du sikkert, så her kommer der en skøn kage med marmelade og friske bær.  Hvis du ikke har brunsvigeropskften skriver du bare.

Bærkage 

1 time inkl. hævetid og bagning

Nem

Til ca. 8 personer

Bagværk

100 g blødt smør

125 g sukker

2 store æg

200 g mel

1 tsk vanilje

1 tsk bagepulver

150 ml yoghurt

150 g solbærmarmelade

Friske bær til pynt

150 ml cremefraiche

1 spsk flormelis

1 tsk vanilje

Pisk smør og sukker sammen. Rør æggene i et af gangen. Bland mel, vanilje og bagepulver og rør det i dejen skiftevis med yoghurten. Hæld dejen i en smurt form. Fordel solbærmarmeladen på dejen og tryk den ned i. Bag kagen i ca. 30 minutter. Afkøl let og pynt med friske bær. Smag cremefraichen til med sukker og vanilje og server til. 

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis

Kulinarisk kalender den 20. december

På scooter til San Remo

I dagens kulinariske kalender tager vi til Italien.

Ceriana i Norditalien

Jeg skræver op på scooteren og slynger desperat armene om Camilla. Hun gasser op og sætter i gang. Jeg er rædselsslagen. Sidst jeg kørte på en scooter, var på Kos i 1983. Turen endte på skadestuen, og jeg har stadig ar på knæene efter styrtet. Men vi skal på marked i San Remo 12 kilometer nede af bjerget, og det er umuligt at finde en parkeringsplads til den lille Fiat 500, som vi også har til rådighed. Så vi vinker til de gæster, der allerede sidder på Bar Rina og drikker morgenkaffe, og kører langsomt ned af bjerget. Camilla pludrer om alle de fordele, der er ved at køre på scooter. Man mærker solen og den varme luft, kan dufte eukalyptustræerne og den tomatsovs, som den italienske mamma er ved at koge. Jeg prøver at slappe af og sænke skulderne, og da vi kører om det syvende hjørne åbner middelhavet sig foran mig, og jeg er solgt. Efter en lille halv time parkerer vi på Piazza Cristoforo Colombo. Her er et mylder af italienere, tyske skoleklasser og masser af danskere. De italienske damer kan noget med at se godt ud fra morgenstunden, så jeg smører rød læbestift på og sætter håret, der er blevet noget klasket efter hjelmen. Vi følger strømmen mod det udendørs marked. Først støder vi på boder med bløde cashmeretrøjer i douce efterårsnuancer, tynde dunjakker, læderhandsker med nitter, kopitasker, pikant undertøj, xx-large underbenklæder, hørsengetæpper og plastiklegetøj. Vi holder godt fast på vores ejendele, men langsomt tømmes vores tegnebog alligevel. Der er også et mekka for madelskere. Inde i Mercato coperto på Via Martiri della Libertà er der et rigt udbud af grøntsager, fisk, kød, brød og cafeer. Vi tumler indenfor med vores indkøb, og da jeg ser parmesanostene, de tørrede pølser og store skinker overvejer jeg, om jeg kan aflevere de tasker, jeg lige har købt, tilbage. Men jeg vil have det hele med hjem, så jeg køber parmesan og fennikelpølser.

På Via F. Corradi deler vi en pizza med tun og artiskokker, fyldte risboller, brød af kikærtemel,

Frokost i San Remo

spinattærte med ricotta og en tiramisu. Mætte og tilfredse bevæger vi os tilbage til scooteren, hvor et større pakkearbejde begynder. Jeg har købt en jernpande til kastanjer, som vi ikke kan få ned i det lille handskerum. Den ender i rygsækken, og vi kører roligt op af bjerget. Tilbage i Ceriana får vi låst scooteren fast, og på Bar Rina serverer Lorenzo to store Aperol Spritz og et væld af snacks. De lokale og især englændere, svenskere og amerikanere der bor her, slår sig ned ved bordet, og mens solen går ned, går snakken ivrigt i den lille bjergby. 

I dag bringer vi opskriften på Aperol Spritz. Men det kan næsten ikke betale sig af lave den selv, for den koster kun 2,50 € på Bar Rina i Ceriana. 

Pastaretten er virkelig simpel mad, men smagen er i den grad i orden. 

Pasta med squash

Hovedret

Nem

25 minutter

Vegetar

Til 2 personer

Pasta til to personer

1 gul og 1 grøn squash

2 fed hvidløg

olivenolie

Salt, peber

Parmesan til servering

Kog pastaen mør i letsaltet kogende vand. Skær squash i terninger. Pil og hak hvidløg. Steg squash og hvidløg i rigelig olie på en rummelig pande i ca. 5 minutter. Krydr med salt og peber. Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen på panden med squash. Vend det rundt og spis straks med friskrevet parmesan.

 

Aperol spritz

Lorenzo serverer verdens måske bedste Aperol spritz

1 stor drink

Nem

5 minutter

Til 1 person

40 ml Aperol

150 ml mousserende vin, gerne Prosecco

et skvæt mineralvand

Isterninger

1 appelsinskive

Hæld Aperol i et vinglas, fyld op med mousserende vin og mineralvand. Top med isterninger og appelsinskive.

Besøg Ceriana

Jeg fløj med Norwegian fra København til Nice. I lufthavnen lejede jeg en bil hos Inter Rent. Det tager ca. 1 time og 30 minutter at køre til Ceriana via betalingsmotorvejen i Frankrig og Italien. Det er ikke strengt nødvendigt at have bil. Der går bus til Ceriana fra Sanremo, og man kan tage toget fra lufthavnen i Nice eller Milano til Sanremo.

Vi boede i min venindes lejlighed, der udlejes gennem airbnb og her: http://loveitaly.blachmann.dk/

Ceriana ligger i 350 meters højde i Armeadalen. Byen har 1300 indbyggere, og det er lige netop mange nok til at have alle faciliteter hele året. Her er tre dejlige cafeer og en god restaurant, et hotel, flere købmænd og en slagter med lokalt kød og specialiteter. De eneste turister der kommer forbi, er dem der cykler i bjergene, og som har lejet de andre ferielejligheder i byen.

Der er gode strande – også i september – i Bussane og i Arma di Taggia.