søndag den 21. april 2019

På mælkebar i Dresden


Dresden er kendt for sin smukke Frauenkirche og mælkebar, der er optaget i Guinness rekordbog.

For år tilbage får vi et postkort fra min svigermor. Hun er på mælkebar i Dresden og mener bestemt,
at det sted må være noget for os at besøge. Postkortet gør stort indtryk. Stedet er udsmykket med dekorerede fliser og keramikudsmykning fra gulv til loft, og ideen om, at gå på bar for at drikke et glas mælk, lyder på en måde både tiltrækkende og afskrækkende. Jeg går normalt helst på bar, når mørket har sænket sig, og så ryger jeg smøger og får mig en iskold cocktail.
Der skulle gå mere end tolv år, før ferieplanerne bliver henlagt til Dresden, og jeg kommer på Dresdner Molkerei Gebrüder Pfund, som mælkebaren så mundret hedder.
 
Vi tager googlemap til hjælp for at finde mælkebaren, der ligger i Bautzner Straße i Neustadt, og da vi skrår over vejen, nærmer der sig en stor flok franske teenagere fra den anden side samtidig med, at der standser en dobbeltdækker turistbus fra Baden Baden. Vi joker med, at de nok ikke skal på mælkebar, men vi tager fejl. De unge franskmænd, og de mindst lige så mange ældre turister, myldrer ind i forretningen, kaster sig over de små tallerkner på disken med smagsprøver på de lokale oste og vrider hovedet af led, for at se på de over 247 kvadratmeter hånddekorerede fliser med engle, børn, løver, kvinder, våbenskjold, naturmotiver, kvæg og geder der pryder væggene samt kaklerne på gulvet og de dekorerede spejle og glas i loftet. Bag disken sørger personalet for at fylde op med oste og sælge ud af det store udvalg af Saksiske og udenlandske oste, mælkegrappa, mælkesæber, mælkekaramelcreme og ikke mindst smørbrikker, mælkekrus og andet porcelæn med tryk fra butikken.

Forretningen blev indviet i 1880 af Paul Pfund og hans hustru Mathilde, broderen Friedrich kom til,
og dermed var Gebrüder Pfund grundlagt. Familien ville sørge for, at den voksende befolkning i Dresden kunne få frisk mælk, og de indrettede forretningen, så folk kunne se hvordan køerne blev malket, mælken blev filtreret og herefter opbevaret på køl. Den mælk de ikke solgte frisk, fremstillede de, som de første i Tyskland kondensmælk af, som de også eksporterede. Hermed var den gode forretning grundlagt. I 1892 blev butikken udsmykket med fliser fra Villeroy & Boch, og i 1998 blev forretningen optaget i Guinness rekordbog, fordi den er det smukkeste mælkeudsalg i verden.
Eleverne og turisterne tusser ud i det gode vejr, og vi bevæger os ovenpå i cafeen. Her er indretningen fra før genforeningen, luften indelukket og kagen tør. Men deres milkshake er vidunderlig, og kærnemælken med solbærsaft er meget velsmagende. Kommer du forbi, skal du blive i underetagen og tage en lille to-go ostebakke til 5€ og et glas kærnemælk. Der er et par cafeborde, hvor man kan hvile sine trætte turistben.
Jeg kan ikke skrive postkort til min svigermor og sige tak for tippet, da hun døde for to år siden. Men jeg kan sende hende en taknemmelig tanke og skåle i et glas kærnemælk.

Frauenkirche Dresden
Dresden er mest berømt for Frauenkirche, der blev sønderbombet af amerikaneren og englænderne natten mellem den 13. og 14. februar 1945.
Kirken lå i ruiner midt i byen de næste 45 år, som et tegn
på krigens rædsler.
I slutningen af 1989 satte en borgergruppe sig sammen for at forsøge at skaffe midler til at genopbygge kirken. De fik fantastisk respons, og der blev oprettet støttekredse. Folk fra ind- og udland støttede projektet finansielt, og i 1992 besluttede Landeshauptstadt Dresden at gå ind projektet. I 1992 begyndte de genopbygningsarbejdet ved bl.a. at sortere de 22.000 m³ ruiner. Allerede året efter startede genopbygningsarbejdet, der blev afsluttet i 1995.
Se meget mere på https://www.frauenkirche-dresden.de/wiederaufbau/ eller endnu bedre, besøg selv kirken.
Mandag til lørdag er kirken åben fra 10-19. Men vær opmærksom på, at der mange dage afholdes ”Wort & Orgelklang mit zentraler Kirchenführung” mellem 12-13 og 18-19. Her er der en lille andagt efterfulgt af et oplæg med en guide. Arrangementet foregår på den måde, at præsten/en lægmand holder en lille prædiken, der bliver bedt to bønner og organisten spiller tre stykker musik. Dette tager cirka 30 minutter. Herefter træder en guide op på prædikestolen og fortæller den næste halve time om kirken og dens voldsomme historie. Det er meget anbefalelsesværdig, og på disse tidspunkter er det ikke muligt at se bese kirken. Husk endvidere at gå op i tårnet, herfra er der en fantastisk udsigt, og turen derop er ligeledes smuk.

Tre udvalgte udstillinger i Dresden
Albertinum
På Albertinum kan man se kunst fra romantikken og frem til i dag samt skulpturer. I øjeblikket er der i øvrigt en særudstilling med bl.a. Kandinsky og Mondrian.
https://albertinum.skd.museum/en/

Zwinger
I Gemäldegalerie Alte Meister kan man bl.a. se Raffaels to små verdensberømte, fede engle, som ellers normalt optræder på glansbillereder, kaffekopper og magneter.
https://gemaeldegalerie.skd.museum/en/


Gläserne Manufaktur WV
På WV fabrikken i Dresden kan man opleve et supermoderne samlebånd. Her færdiggør de hver dag 72 WV e-Golf biler, og du kan komme med på en rundtur, og se hvordan det foregår.
En rundvisning varer ca. 75 minutter og koster 7€ pr. person. Der er rundvisninger hver time.
https://www.glaesernemanufaktur.de/

Teksten har været bragt i Flensborg Avis
Tak til Steen for foto

søndag den 27. januar 2019

Bønner på menuen




Hvis du ikke har levet under en sten det sidste års tid, er du helt sikkert støt på udsagnet om, at du skal spise meget mindre kød for at beskytte din krop, miljøet og dyrene. Her sætter vi fokus på bønner og linser, som er en af de råvarer, der helt sikkert kommer mere af på menuen i fremtiden. 

Kan du huske opskrifterne på bønnepaté fra slutningen af 1970’erne? Den grå masse der blev skåret i tykke skiver, og som kun smagte af hø, hvis man var heldig. Det var også dengang, det var helt ude i skoven at løbe en tur eller være noget så bizart som vegetar. I 2018 bliver årets danske ord måske plantefars, så der er helt andre (kødfrie) boller på suppen her 40 år efter. 

Hvis du (som jeg) ikke er til plantefars, men gerne vil spise lidt mindre kød, kunne du kaste et blik på bønner og linser, som kan blive en god erstatning for kød. Bønner og linser er karakteriseret ved at have et højt indhold af protein, og så mætter de godt.
Er du nybegynder i bønner, kan du købe dem på dåse. Det er noget dyrere end selv at udbløde og koge dem, til gengæld er det betragtelig nemmere at have med at gøre. Jeg foretrækker selv at udbløde og koge de bønner, som jeg skal bruge til kolde salater. Bønnerne på dåse er ofte meget bløde og derfor lidt for smattede til de kolde retter.
Tørrede bønner indeholder naturligt lektiner, der kan give forgiftningssymptomer. Lektiner fjernes ved iblødsætning og kogning, spis derfor aldrig ukogte bønner. 
Bønner og linser smager godt med persille, timian, citronsaft og eddike, olivenolie, hvidløg og løg, koriander, spidskommen, chili, cayennepeber og mange andre krydderier og krydderurter. Spar ikke på krydderierne, og husk at smage til.


Sort bønnesuppe

Nem
Vegetarisk
2 personer
Tid 8 timers udblødning+35 min.
Pris ca. 2 euro

150 g sorte bønner
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 l bouillon
1 knivspids cayennepeber
salt, peber
Cremefraiche
Persille eller koriander til pynt

Udlød bønnerne i vand i minimum 8 timer.
Pil og hak løg og hvidløg.
Hæld udblødningsvandet væk.
Skyl bønnerne og hæld dem i en gryde med løg, hvidløg, bouillon og cayennepeber og kog bønnerne helt møre.
Tag 4 spsk bønner fra og blend resten i bouillonen.
Smag suppen til med salt og peber.
Server suppen med de hele bønner, cremefraiche og pynt med persille eller koriander.

Tekst og opskrift har været bragt  Flensborg Avis.

fredag den 25. januar 2019

Sparnuar



Sådan sparer du i januar: læg budget, køb ind én gang om ugen, gå kun i én forretning, spis kål, rodfrugter, bønner og linser- så kommer du gennem januar med plus på budgettet.

Hvem i alverden har fået den syge ide, at alle regninger skal betales i januar? Bilforsikring, ejendomsskat, afdrag på gæld, restskat, you name it, og jeg skal betale det.
-Skil dig af med alt det du ejer, eller nyd at du har det, tænker du måske? 
Jeg knuselsker min bil og mit sommerhus og alle de udgifter, der er forbundet med at eje. Jeg betaler min skat med stor, stor glæde, jeg ved bare ikke, hvorfor regninger på 5-cifrede beløb skal forfalde fra slutningen af december til slutningen af januar. 
Er de helt ugudelige i Sydbank, Sygeforsikringen Danmark og Sønderjyske Forsikring? Aner de ikke, at julen falder den 24. december og kræver en dyb indånding og et dybere indgreb i bankkontoen?
-Du er over 50, du må da vide, at de regninger forfalder i januar? Tænker du måske videre. 
Jamen det har du da fuldstændig ret i. Det kommer bag på mig hvert år. Jeg burde da give mindre julegaver, undlade at holde nytårsaften, se bort fra min søns 18-års fødselsdag i begyndelsen af januar og lave en budgetkonto.
Men sådan er jeg altså ikke. Jeg lever ikke over evne, men jeg lægger heller ikke til side til svære tider. Jeg er vild med at give gaver, og begejstres til jul og fødselsdag når børnene siger, ”neeejjj”,  ”ihhhh” og ”det havde jeg da ikke forventet”.
Så jeg må se langt efter butikkernes gode udsalgsvarer på sko og tøj i januar og glemme alt om at spise middag på italieneren med veninderne. I stedet står den på hjemmelig hygge, hjemmebagt brød, sammenskudsgilde, kål og masser af arbejde, så der igen kan komme sorte tal på kontoudtoget.

Spareråd

Læg budget
Læg budget et år frem, så får du alle udgifter med, også dem der kun kommer kvartalsvis, halvårligt og én gang om året.
Gem kvitteringer
Saml alle kvitteringer og skriv dine indkøb ned, hvis du ikke får en kvittering. Efter en til to uger kan du kigge kvitteringerne igennem og se, hvad du bruger penge dine til.
Læg madplaner
Ud over at spare penge, sparer man også tid og kræfter ved at lægge madplaner. En ugeplan kunne se sådan ud:

Uge 5
Tema
Ret
Mandag
Hakket kød
Blomkålssalat og frikadeller
Tirsdag
Grøntsager
Brændende kærlighed
Onsdag
Fisk
Bagt torsk, blomkål og perlebyg
Torsdag
Suppe
Porrekartoffelsuppe med persillepersto
Fredag
Kylling
Kylling med oliven, soltørrede tomater, kapers og polenta
Lørdag
Pasta
Ravioli med tomatsovs
Søndag
Rester
Tærte med kartofler, løg, porre, feta


Køb ind 2 gange om ugen
Jo færre gange om ugen du køber ind, jo færre impulskøb foretager du. Impulskøb er ikke kun pudebetræk, blomster og italienske småkager. Det er også frugter, du ikke får spist, brød der mugner, og dåser der hober sig op i skabet.
Spis vegetarisk
Kål er billigere en kød, så det kan betale sig at spise sig mæt i kål, rodfrugter, bønner og linser.
Lav din egen mad
Så snart, der er nogen, der har været inde over din mad, er den dyrere og givetvis også mere usund, end hvis du laver den selv.
Betal med kontanter
Hæv penge og tag kun det beløb med ud og købe ind, som du har budgetteret med.
Køb ind ét sted
Du sidder og læser tilbudsavisernr fra Rewe, Netto og Lidl og skriver ned, hvilke tilbud du skal have i hver enkelt butik. Det lyder billigt og fristende, men det ender med at koste dig flere penge. For hver gang du går ind i en ny butik, stiger sandsynligheden for, at du køber mere, end der står på din liste. Så køb ind ét sted.
Lad en anden købe ind
Skriv en seddel til din ægtefælle og lad ham eller hende købe ind. Har han ikke den samme glæde ved indkøb som dig, køber han sikkert, kun det der står på listen.
Undlad at følge opskriften
Lad dig inspirere af opskrifter, og brug de råvarer du har.


Økoboller med røde linser
Bollerne er med kogte røde linser. Det skulle meget gerne give en god smag, et højere proteinindhold og en god mæthedsfornemmelse.
 
Middelsvær
10-12 boller
Bagværk
Tid 5 timer inkl. hævetid
Pris 5-6 kroner for hele portionen

75 g økologisk røde linser
550 ml vand inkl. kogte linser
10 g gær
400 g økologisk hvedemel + mel til bordet
2 tsk salt
2 tsk sukker

Kog linserne møre og køl linser og kogevæske ned til ca. 30 grader.
Vej linser og væske og hæld i alt 550 ml vand inkl. kogte linser i en røreskål med gær.
Rør gæren ud i væsken.
Rør mel, salt og sukker i.
Dæk dejen til og lad den hæve i ca. 4 timer ved stuetemperatur.
Hæld mel ud på arbejdsbordet og hæld dejen ud på bordet lidt af gangen.
Form 10-12 boller af dejen, undlad at ælte, vend blot dejstykkerne i mel og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Lad dem efterhæve i 20 minutter.
Tænd ovnen på 275 grader.
Bag bollerne i ca. 13 minutter.
Afkøl bollerne på en rist og opbevar dem efterfølgende i en plasticpose.

Foto Gertrud Sabroe Termansen
Tekten har været bragt i Flensborg Avis

lørdag den 24. november 2018

Aftenstemning fra morgenstunden



På Benedict i Berlin serverer de morgenmad døgnet rundt, og konceptet er et hit. Restauranten er fyldt 24/7 med festklædte gæster.

Guten Morgen, siger tjeneren, da jeg stikker hovedet ind i restauranten.
Guten Morgen? Siger jeg lidt forundret tilbage.
Guten Morgen. Kann ich ihnen helfen? Spørger han smilende.
Klokken er halv elleve om aftenen, og forvirringen er total. Jeg ser rundt i restauranten, som er fyldt med unge smarte berlinere, forretningsfolk og turister, der sidder og spiser æg benedict, mysli og omeletter, for på Benedict serverer de morgenmad døgnet rundt.
Ved et tilfælde er jeg kommet til at bestille hotelværelse på et af Berlins smarteste hoteller Max Brown, som samtidig huser en af de hippeste morgenmadsrestauranter i byen.
De fleste gæster i restauranten bor ikke på hotellet men kommer udefra, og der er lang kø ud på gaden fra morgenstunden for at få lov til at sidde ved de små og store marmorborde, imellem palmer, billardbord, neonskilte og storblomstret tapet. Her er ikke nogen, der er morgensure, er mærket af hovedpuden eller har morgenhår. Gæsterne har gjort sig lækre, damerne har aftenmakeup, fake-fur og stilletter på, og mændene har strøget skjorten og sat håret med duftende olier. Dem der kommer på Bendict vil ses, og det bliver de.
Næste morgen vågner vi til duften af friskbagte rundstykker og stegt bacon, der trænger sig gennem dørsprækken til vores værelse.
I restauranten vimser vores tjener Victor rundt om bordet og tager imod bestillingen på Avocado bagel frühstück, Pancakes med cookies og chokolade, Shakshuka, Croque Madame, A kiss from Istanbul og Eggs Benedict med røget laks. Retter der, når jeg sidder her og skriver, får min mund til at løbe i vand. Vi får serveret kaffe i alle afskygninger, med og uden mælk, dobbelt og enkelt-shot og morning glory, der er en friskpresset gulerods-og æblejuice med en anelse lime og pyntet med mynte. Der hører en cocktail eller kaffe med til de fleste retter og en stor kurv med boller. Victor fylder brødkurven op, så snart vi har tømt den, og det går stærkt, for brødet er hjemmebagt og lunt, og vi kan smøre det med hjemmesyltet æble-kanelsmør eller Nutella. Og selvom vi spiser morgenmad, sidder jeg med den følelse, at det aftensmad, vi er i gang med. Stemningen, Queen og Toto der bruser ud af højtalerne, den måde tjenerne og de øvrige gæster opfører sig på, har intet, absolut intet med en morgenmadsrestaurant på et almindeligt hotel at gøre. Her har de løftet dagens vigtigste måltid op til et helt nyt niveau.
Og ja, dem der syntes, det er let og lækkert-at gå op til en buffet, sammen med 50 andre og fylde tallerkenen op med cocktailpølser, der har ligget for længe, røræg, der kommer ud af en karton, marmelade fra en spand, og hvad de ellers byder på ude i verden. De vil blive skuffede på Benedict. For her bliver du nød til at studere kortet, læse dig gennem retterne og tage stilling til, om du vil have et pocheret æg eller omelet, til den ret du har valgt. Og så bliver man nok også nød til at se lidt lækker ud fra morgenstunden, men det er jo heller ikke noget problem vel?

Max Brown Ku’Damm og Benedict
Max Brown er en hollandsk hotelkæde fra 2014. De har to hoteller i Amsterdam, et i Düsseldorf, det nævnte her i Berlin, og så er der et på vej i Wien. De billigste værelser i Berlin er på 14 kvadratmeter. De er fyldt godt ud med en kæmpe dobbeltseng, svævende marmorreoler, yndige glaslamper, puf, bord og andet nips, der hygger. Alt sammen i en moderne stil og meget lækkert. Badeværelset er ligeledes småt men smukt indrettet, og der er lækre sæber og cremer til rådighed. I receptionen er der en bager, der har åbent til ca. 19. Her kan man ligeledes købe kaffe. Receptionen er åben 24/7. Der er cykeludlejning til 15 € om dagen.
Vi var heldige/ i god tid og betalte ca. 60 € for et dobbeltværelse.
Og så er der en skønne Bendict, hvor hotellets gæster, så vidt vi kunne forstå, kommer foran i køen. Benedict har flere restauranter i Israel. Morgenmaden koster ca. 20€ pr. person, og så har de også pocheret ægget specielt til dig.

Se mere på maxbrownhotels.com


Æg Benedict
Æg Benedict er en ret med en smørristet bolle, pocheret æg, bacon og hollandaisesauce, der kan varieres i det uendelige.
Der er mange historier om, hvorfor det hedder æg Benedict. En af dem går på, at børsmægler Benedict fra Wall Street går ind på Waldorf Hotel i New York. Han har tømmermænd og bestiller lige det han har lyst til nemlig ovennævnte ingredienser, som køkkenet sætter sammen til en ret, som herefter bliver opkaldt efter ham.



French toast

Nem
2 personer
30 minutter

2 små æg
2 spsk fløde
½ tsk kanel
½ tsk kademomme
4 skiver briochebrød
smør til stegning
crunchy jordnøddesmør
2 bananer
2 spsk saltede jordnødder
Granatæblekerner eller frosne bær
Ahornsirup

Pisk æg og fløde sammen med kanel og kardemomme.
Vend brødene i æggeblandingen.
Smelt smør på en pande.
Steg brødene lysebrune.
Lad dem køle lidt af.
Smør jordnøddesmør på.
Skær bananerne i skiver og læg dem på brødet.
Pynt med jordnødder og granatæbler.
Hæld ahornsirup over.


Morning Glory
Nem
3-4 glas
15 minutter
Du skal bruge en saftpresser

500 g gulerødder
3-4 æbler
Lime eller citronsaft
Isterninger
Mynte eller spansk kørvel

Skær gulerødderne og skær æblerne i kvarte. Pres gulerødder og æbler, smag til med citron eller lime. Server i glas på stilk med isterninger og pynt med mynte eller spansk kørvel.







Æg Benedict

Middelsvær
2 personer
30 minutter
Bør spises straks

Hollandaisesauce
75 g saltet smør
2 æggeblommer
1 spsk koldt vand
salt, peber
Citronsaft

150 g frossen spinat
50 ml piskefløde
2 skiver engelsk muffin
smør til stegning
salt, peber
2 æg
4 skiver laks

Smelt smørret i en lille gryde, og tag gryden af varmen. Pisk æggeblommer og vand sammen. Hæld smørret i æggene, samtidig med, at der piskes. Smag til med salt, peber og en anelse citronsaft.
Tø spinaten op. Hæld fløde i og krydr med peber. Steg muffins i smør på en pande. Pocher æggene, et af gangen.
Anret brødet med flødespinat, laks og æg og server hollandaise til.

Tekst og opskrifter har været vist i Flensborg Avis

onsdag den 21. november 2018

New York, New York



Jeg har rejst meget, men en fire-dages tur til New York får meget opmærksomhed, for byen er fascinerende, skøn og anderledes, og alle vil gerne bidrage med deres bedste tip til turen.


Hvornår rejser I? Hvor længe skal I være der? Har I lagt planer? Hvad skal I se? Har I købt entrébilletter?  Hvor skal I bo?
Jeg har rejst over det meste af verden. Jeg har dykket på Fiji, gået på vulkaner på Bali, spist fra gadekøkkenener på Sukumvit Road i Bangkok, shoppet på Rodeo Drive i Los Angeles, redet rundt  om pyramiderne på hesteryg og drukket Singapore Gin Sling på The Raffels Hotel. Men jeg har ikke været i New York, og opmærksomheden omkring vores kommende rejse er enorm. Det virker som om, at der ikke er nogen i vores omgangskreds, der ikke ved, at min yngste datter og jeg skal til New York i fire dage i begyndelsen af august.

Vi sætter os ned med guidebøger, allierer os med internettet, veninders New York-to-do-lister og forfatter en plan over, hvad Alberte gerne vil opleve. Det er jo hendes gave, så jeg må slå en streg over mad-markeder, restauranter og museer, det ville have været interessante at besøge.
Da vi endelig tager af sted, er vi helt klar og superforberedte på at indtage ”det store æble”, og får så lige af vide, at det slet ikke er nødvendigt at lægge planer for New York, for det er så skønt at slentre rundt og ”bare” opleve byen.
Og vi oplever. Vi lander klokken 14 lokal tid og har fået påbudt, at vi skal holde os vågne til kl. 22 lokal tid – det svarer til klokken fire om natten dansk tid. I vores plan for eftermiddagen står der, at vi skal udforske området omkring hotellet.
Da vi har gjort det et par timer, må vi videre og tager subwayen til Central Park. Netop som det begynder at blive mørkt, kommer vi forbi Times Square, og Alberte er, sammen med de tusindvis af andre turister, solgt. Det er fuldstændig som i alle de film, hun har set, og hendes øjne er så store, som de lysreklamer der blinker mod himlen og ned til hende.
Da klokken er ved at være otte, har vi kvalme af træthed, men vi køber mad med hjem fra butikken på hjørnet. Alberte får macaroni and cheese, og jeg får et miks af krydrede kødboller, stegte ferskner, søde kartofler og stærk dressing. Vi spiser i sengen, falder om og det lykkes at sove til klokken otte næste morgen, hvor vi har et stramt program med Ground Zero, Wall Street, Brooklyn Bridge og ikke mindst masser af tid til coffee to go og shopping i alle de forretninger, vi har fået anbefalet.
New York ér larmende og beskidt og fyldt med mennesker fra elle sociale lag. Men hvis du vil, kan du overgive dig til larmen og lade den blive til sød baggrundsstøj. Igennem skidtet kan man nemt se charmen, for her er fine kulturoplevelser, grønne oaser, sukkersøde caféer, lave lagerbygninger og skyhøje skyskraberne, og ikke mindst imødekommende newyorkere, der hele tiden spørger: How are you?


En teenagers tips til New York FAKTA
·      Sæt tid at til at lægge en plan, det tager ret lang tid
·      Planlæg to til tre aktiviteter om dagen, dog max et museum dagligt
·      Der er ikke kø alle de steder, som de skriver, men bestil alligevel billetter. Det gør, at du kommer af sted og kan gå direkte ind.
·      Forbered dig på, at mange af de steder du gerne vil se, blot er en bygning, som er speciel og har været med i en film
·      Spis masser af snacks og mellemmåltider og drik to-go kaffe/te/limonade
·      Køb sneakers og slik
·      Husk dit studiekort, hvis du har et

Her spiser vi FAKTA
·      Jacks wife Freda jackswifefreda.com
·      Nom Wah Nolita nomwah.com
·      Bluestone Lane bluestonelane.com/coffee-shops/nolita
·      Oficina Latinana

Steder din teenager gerne vil se FAKTA
·      Times Square
·      Ground Zero med  9/11 Memorial Museum og Refelcting Absence
·      Frihedsgudinden evt. fra Brooklyn Bridge
·      Flatiron Building
·      Grand Central Station
·      Vælg ét af de kendte museer
·      Kør subway og i de gule taxi
·      Det er dejligt at slappe af i Central Park og på cafeer, gerne Starbucks

VÆRD AT VIDE
·      Søg opholdstilladelse –ESTA på nettet. Ansøgningen kan tage tid at udfylde, men den bliver hurtigt genkendt
·      Køb et MetroCard til fx 20 dollar. Man kan være flere personer om et kort, og man tanker op på alle undergrundsstationer
·      Indgang til museer koster 25 $ for voksne, 18 $ for studerende – husk studiekort. Nogen museer har gratis adgang for unge under 18 år bl.a. Whitney Museum of American Art og New Museum of Contemporary Art
·      Priser på mad og drikke er højere end i Tyskland, men ikke uforskammet høj. Kvaliteten er oftest i top, også den mad man tager med sig. En middag for to uden alkohol koster ca. 50 $. En burger med pomfritter koster 15$. En kaffe 4-5 $. En pakke cigaretter 14 $
·      Køb ”Kort og godt om NEW YORK” udgivet på Politikens Rejsebøger. Den inddeler Manhattan, Queens og Brooklyn i ti områder, der hvert har et lille kort man kan slå ud. Pris 100 kr.


Mac and cheese
40 min
Nem
Hovedret til 3 personer/ tilbehør til 4-5 personer
Vegetar

350 g små makaroni
20 g smør
30 g mel
500 ml sødmælk
100 ml fløde
muskatnød, salt peber
50 g parmesan
75 g emmentaler 

Kog pastaen efter anvisning på emballagen. Hæld vandet fra den færdige pasta. Varm mælken og fløde op en i gryde. Smelt smørret i en anden gryde, rør mel i så det samler sig til en melbolle. Hæld den varme mælk i, lidt af gangen. Rør godt så mælken samler sig med melbollen. Fortsæt til alt mælk er brugt. Kog op og smag til med muskat, salt og peber. Riv osten. Vend pasta og ost i saucen og spis straks.




Cheesecake med Oreo

1 time og 10 min
Middelsvær
Bagværk 12 stykker

Bund
350 g Oreo-kiks eller lignende
125 g saltet smør

Fyld
4 æg
100 g flormelis
2 tsk vaniljesukker
700 g flødeost
Pynt
200 g friske bær

·      Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
·      Knus kiksene.
·      Smelt smørret over lav varme og rør det i kiksene.
·      Beklæd en springform, 24 cm i diameter, med bagepapir og pres kikseblandingen ned i.
·      Bag den i 7 minutter.
·      Pisk æggene sammen med flormelis og vanilje. Rør flødeost i. Der må ikke være nogen klumper.
·      Hæld blandingen i formen og bag kagen færdig i ca. 40 minutter.
·      Afkøl kagen helt inden den pyntes og serveres.
  
 Vi fløj med SAS fra Købehavn og boede på hotel i SoHo. Se gode priser til New York på sas.dk

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis