Viser opslag med etiketten weekend. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten weekend. Vis alle opslag

søndag den 21. april 2019

På mælkebar i Dresden


Dresden er kendt for sin smukke Frauenkirche og mælkebar, der er optaget i Guinness rekordbog.

For år tilbage får vi et postkort fra min svigermor. Hun er på mælkebar i Dresden og mener bestemt,
at det sted må være noget for os at besøge. Postkortet gør stort indtryk. Stedet er udsmykket med dekorerede fliser og keramikudsmykning fra gulv til loft, og ideen om, at gå på bar for at drikke et glas mælk, lyder på en måde både tiltrækkende og afskrækkende. Jeg går normalt helst på bar, når mørket har sænket sig, og så ryger jeg smøger og får mig en iskold cocktail.
Der skulle gå mere end tolv år, før ferieplanerne bliver henlagt til Dresden, og jeg kommer på Dresdner Molkerei Gebrüder Pfund, som mælkebaren så mundret hedder.
 
Vi tager googlemap til hjælp for at finde mælkebaren, der ligger i Bautzner Straße i Neustadt, og da vi skrår over vejen, nærmer der sig en stor flok franske teenagere fra den anden side samtidig med, at der standser en dobbeltdækker turistbus fra Baden Baden. Vi joker med, at de nok ikke skal på mælkebar, men vi tager fejl. De unge franskmænd, og de mindst lige så mange ældre turister, myldrer ind i forretningen, kaster sig over de små tallerkner på disken med smagsprøver på de lokale oste og vrider hovedet af led, for at se på de over 247 kvadratmeter hånddekorerede fliser med engle, børn, løver, kvinder, våbenskjold, naturmotiver, kvæg og geder der pryder væggene samt kaklerne på gulvet og de dekorerede spejle og glas i loftet. Bag disken sørger personalet for at fylde op med oste og sælge ud af det store udvalg af Saksiske og udenlandske oste, mælkegrappa, mælkesæber, mælkekaramelcreme og ikke mindst smørbrikker, mælkekrus og andet porcelæn med tryk fra butikken.

Forretningen blev indviet i 1880 af Paul Pfund og hans hustru Mathilde, broderen Friedrich kom til,
og dermed var Gebrüder Pfund grundlagt. Familien ville sørge for, at den voksende befolkning i Dresden kunne få frisk mælk, og de indrettede forretningen, så folk kunne se hvordan køerne blev malket, mælken blev filtreret og herefter opbevaret på køl. Den mælk de ikke solgte frisk, fremstillede de, som de første i Tyskland kondensmælk af, som de også eksporterede. Hermed var den gode forretning grundlagt. I 1892 blev butikken udsmykket med fliser fra Villeroy & Boch, og i 1998 blev forretningen optaget i Guinness rekordbog, fordi den er det smukkeste mælkeudsalg i verden.
Eleverne og turisterne tusser ud i det gode vejr, og vi bevæger os ovenpå i cafeen. Her er indretningen fra før genforeningen, luften indelukket og kagen tør. Men deres milkshake er vidunderlig, og kærnemælken med solbærsaft er meget velsmagende. Kommer du forbi, skal du blive i underetagen og tage en lille to-go ostebakke til 5€ og et glas kærnemælk. Der er et par cafeborde, hvor man kan hvile sine trætte turistben.
Jeg kan ikke skrive postkort til min svigermor og sige tak for tippet, da hun døde for to år siden. Men jeg kan sende hende en taknemmelig tanke og skåle i et glas kærnemælk.

Frauenkirche Dresden
Dresden er mest berømt for Frauenkirche, der blev sønderbombet af amerikaneren og englænderne natten mellem den 13. og 14. februar 1945.
Kirken lå i ruiner midt i byen de næste 45 år, som et tegn
på krigens rædsler.
I slutningen af 1989 satte en borgergruppe sig sammen for at forsøge at skaffe midler til at genopbygge kirken. De fik fantastisk respons, og der blev oprettet støttekredse. Folk fra ind- og udland støttede projektet finansielt, og i 1992 besluttede Landeshauptstadt Dresden at gå ind projektet. I 1992 begyndte de genopbygningsarbejdet ved bl.a. at sortere de 22.000 m³ ruiner. Allerede året efter startede genopbygningsarbejdet, der blev afsluttet i 1995.
Se meget mere på https://www.frauenkirche-dresden.de/wiederaufbau/ eller endnu bedre, besøg selv kirken.
Mandag til lørdag er kirken åben fra 10-19. Men vær opmærksom på, at der mange dage afholdes ”Wort & Orgelklang mit zentraler Kirchenführung” mellem 12-13 og 18-19. Her er der en lille andagt efterfulgt af et oplæg med en guide. Arrangementet foregår på den måde, at præsten/en lægmand holder en lille prædiken, der bliver bedt to bønner og organisten spiller tre stykker musik. Dette tager cirka 30 minutter. Herefter træder en guide op på prædikestolen og fortæller den næste halve time om kirken og dens voldsomme historie. Det er meget anbefalelsesværdig, og på disse tidspunkter er det ikke muligt at se bese kirken. Husk endvidere at gå op i tårnet, herfra er der en fantastisk udsigt, og turen derop er ligeledes smuk.

Tre udvalgte udstillinger i Dresden
Albertinum
På Albertinum kan man se kunst fra romantikken og frem til i dag samt skulpturer. I øjeblikket er der i øvrigt en særudstilling med bl.a. Kandinsky og Mondrian.
https://albertinum.skd.museum/en/

Zwinger
I Gemäldegalerie Alte Meister kan man bl.a. se Raffaels to små verdensberømte, fede engle, som ellers normalt optræder på glansbillereder, kaffekopper og magneter.
https://gemaeldegalerie.skd.museum/en/


Gläserne Manufaktur WV
På WV fabrikken i Dresden kan man opleve et supermoderne samlebånd. Her færdiggør de hver dag 72 WV e-Golf biler, og du kan komme med på en rundtur, og se hvordan det foregår.
En rundvisning varer ca. 75 minutter og koster 7€ pr. person. Der er rundvisninger hver time.
https://www.glaesernemanufaktur.de/

Teksten har været bragt i Flensborg Avis
Tak til Steen for foto

fredag den 19. juni 2015

Steak med kold bearnaise og fritter




Den hjemmelavede bearnaise serveres kold.
Ca. 700 g pommes fritter
300 g rodfrugter – gerne en suppeblanding eller en pose blandede rodfrugter
4 bøffer ca. 500 g
Hurtig bearnaise af 1½ dl cremefraiche 38%, ¾ dl majonæse, 1-2 spsk bearnaiseessens, 1 tsk tørret estragon
Sukker, salt og peber

Bag kartoflerne i ovnen efter anvisning på emballagen. Rengør rodfrugterne og skær dem i små terninger. Bland cremefraiche, majonæse, bearnaiseessens og estragon. Vend grøntsagerne i dressingen og smag til med sukker, salt og peber. Steg kødet i fedtstof på en varm pande. Krydr med salt og peber. Server kødet med den kolde bearnaise og kartofler til.

FOTO: Bjørn Jacobsen til Ugebladet SØNDAG


fredag den 14. marts 2014

Den gode steg





Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke vil lave flere salatopskrifter, det vil jeg gerne, men vi bliver nød til at få noget ordentlig kød ind i mellem. Så her er der noget så simpelt som en fremgangsmåde, til at stege en god steg.
1 kilo steg passer til 6 personer, hvis der er godt med lækkert tilbehør til.

1 kg afpudset tyndsteg - stegen skal være lige høj over hele stykket og gerne ca. 6 cm høj
salt og peber
olie og smør til stegning

Tænd ovnen på 220 grader. Varm en stor pande op med fedtstof og brun kødet godt på alle sider. Det tager ca. 8 minutter. Læg kødet i et ovnfast fad og steg det færdigt i ca. 30 minutter, så bliver det rødt som på billedet, 40 minuttter så bliver det medium og 50 minutter, så bliver det gennemstegt. Lad det ligge og trække i det varme fad i 5-10 minutter. Skær kødet i TYNDE skiver,  ikke fordi kødet er sejt, men fordi det smager lækkert med tynde skiver.

fredag den 8. november 2013

Meze med shawarmamarineret oksekød



Længes du også efter solens varme, krydrede retter og den lette feriestemning? Du kan opnå lidt af stemningen ved at spise.
Rundt om middelhavet serverer de masser af små retter og kalder dem noget forskelligt. Vi elsker spanske tapas og italienske antipasta og nu er tiden inde til at rette blikket mod tyrkisk meze. Jeg lægger ud med marineret oksekød.

1½ kg oksefilet
1 tsk af følgende: kardemomme, kanel, spidskommen, allehånde, salt og peber eller blot 2 spsk Shawarmakrydderi
2 spsk eddike
2 spsk sukker
Persille og koriander til servering

Dup kødet tørt. Hæld krydderier, eddike og sukker i en plasticpose. Læg kødet i posen og fordel krydderierne på kødet. Lad det marinere koldt i min 2 timer.
Tænd ovnen på 225 grader. Tag kødet ud af posen og læg det i et ovnfast fad. Steg kødet i 15 minutter, skru ned til 150 grader og steg videre i 30 minutter. Lad kødet hvile i 15 minutter. Skær det i skiver og anret det med friske krydderurter. 

Server hyrdesalat, squashdip og fetadip til...........opskrifterne kommer her på bloggen

FOTO: Bjørn Jacobsen til Ugebladet SØNDAG